mandag den 23. februar 2015

Når triumfen bliver lidt syrlig..

For ikke særligt længe siden hyldede man i Region Midt (vænner mig altså aldrig  helt af med at få visse proto-nazistiske konnotationer ved den slags overdrevent bastante teknokrat-udtryk, Scheisse!) en lille landsby i Udkants-Danmark. En landsby, der faktisk slet ikke er en rigtig landsby, ja i virkeligheden er den overhovedet ikke noget som helst og da ihvertfald slet ikke nu.. Året var 2011, hvor dagens landsby altså blev behørigt fejeret for sin status som "gazelle-hurtigløber" indenfor kategorierne befolkningstilvæks (ca . 20% over ganske få år) og sammenhold og andre positive ting. Ganske vist mest af den aller-huleste slags, i samme tomme kategori som al nutidens forståelse for det aldeles urimeligt uforståelige. Altså, det, der måske mere betegnende kunne kaldes "selvfedt mund-lort" Og som tiden snart nådesløst afslørede den totale tomhed i, som tiden jo altid allerbedst gør.

For hvor havde man det dog ganske usigeligt godt derude på det alleryderste skær, hvor man kom hinanden så grumme meget ved. Det var ialtfald den idyl, som man havde tegnet for at opnå denne store hæder. Og endelig kan vi så afsløre, at denne tegneserie-ø er denne skribents barndoms Endelave.Det var en underlig situation at besøge øen, som vi så ofte har gjort, for jeg syntes da ikke, at noget var ændret+ Den udbredte misbrugskultur, der er helt legio i alle verdens udkantsområder, var da ganske som den plejede? Og folk krigedes da på samme syge og uforsonlige  måde, som de havde gjort siden det lille samfund endegyldigt brød sammen omkring 1970, da kommune og nærvær og ansvarlighed forsvandt i den store kommunalreform.
OG, ikke mindst, denne skribent blev konfirmeret i 1970 og flyttede fra øen. Denne sidste begivenhed har endda ikke senere rejst så meget som en minde-statue over øens vel nok største søn. I det mindste den højeste! Måske bitterheden i dagens tekst kan forklares derved..

Året efter, altså 2012, fik Endelave ellers en ekstra fjer i hatten, da regentparret guddødemig besøgte øen. Jamen skinnede solen dog ikke såre smukt på de møjsommeligt opstillede "Potemkin-kulisser" af endeløs og generøs "ø-godhed". Jo, det var øen i sit zenith, hvorfra det jo så desværre osse kun er én vej, det kan gå. Og det gjorde det så. Helt vildt meget ad Helvede til!

For hele denne hyggelige og "kommende-hinanden-ved"-trivlsels-ø var ikke andet end glitter og glar og en luftspejling i drømmeland. Det var de samme ubegribeligt  selvfede politiske pensionister fra fastlandet og de samme misbrugere og tabere, der boede der stadigvæk. At de så en kortere tid blev suppleret af en flok tilflyttere ændrede ikke på de fundamentale sammenhænge. Sammenholdet på øen var simpelthen så ringe, at hvis der havde været en regional pris for et sådant, så havde det været en kåring af Endelave snarere end en egentlig konkurrence.

For ingen snak og tomt mundsvejr kunne skjule det kedelige faktum, at ingen beboere for alvor støttede den lokale købmand eller den lokale kro. Eller andre af de mere eller især mindre gennemtænkte forkølede lokale initiativer. Enhver kunne på havnen stå og se de kommunalt subsidierede ø-boeres tungt læssede biler (ingen eller symbolsk billetpris til de priviligerede) vende hjem til øen med købmandsvarer. Så kunne de sidde der og godte sig og kukkelure derude på det alleryderste næs og glæde sig over alt det, de havde sparet. Og altså ikke mindst havde de med held sparet hele det lille samfunds krumtap, købmanden, væk.

Så meget altså for det sammenhold, og nu, blot et par år efter solskinsøens absolutte zenith er det så blevet nadir.. Solen på øen er ganske vist altid ved solnedgang fra barndomshjemmets evige udsigt sunket i havet, men denne gang kommer den blot ikke op igen. Købmanden er permanent slut, færgen er ved endeligt at blive sparet halvt ihjel, alle de små håndværksinitiativer er gået på røven og nu er det endeligt osse slut med kroen. Helt slut efter et længere og ikke videre værdigt slutspil. Og ikke mindst: Skolen lukkes. Ikke udelukkende af besparelser, næh, der er såmænd blot INGEN BØRN mellem nul og 6 år på øen. Slut-prut.

Og derudover er alle nytilflytterne forlængst væk igen fra den drøm, der aldrig havde eksisteret om nærhed og tryghed og sammenhold. Den viste sig at være lavet af samme luftige materiale som "de snakkende klassers" evige vrøvlen om respekt og dialogens magt med mennesker, som er skæve eller fulde eller "for-stukne"eller stakkels eller bare ligemeget.
Øens indbyggertal er nu igen og uundgåeligt det allerlaveste, som det nogensinde har været. Og dermed dømt til fremover at være ganske gennmsnitligt, da der nu er færre beboere, end der var sidste år, men flere, end der vil være næste år.

Det her er simpelthen historien om Udkants-Danmark i absolut kortform. Og om, at selv med introduktionen af et par af "de snakkende klassers" mere ekstreme udtryksformer som usandsynlige øboere, så var det hele bare det samme lort som det altid havde været. Ord og snak ændrede ligeså lidt den triste taber-ø til en solskins-ditto, som magikeren Mandrake i tegneserien heller ikke reelt kunne ændre virkeligheden. OPFATTELSEN, jo, det gik et stykke tid, men derefter tomheden tilbage.

Og der er min gamle fødeø så nu-IGEN, bare værre. Fordi de få tilbageværende efter de nylige solstrålehistorie-fortællinger vel med rette føler, at de har mistet noget. Det har de nu ikke, ihvertfald ikke noget, som de ikke allerede havde mistet i forvejen, men derfor kan man jo godt føle det alligevel. Som at have fantom-smerter i et forlængst amputeret ben.

Det var så hvad vi havde valgt at bringe af melankolske tanker i dag, uge 1 efter vores magtesløse kapitulation overfor dårskaben på Nerds. Sølle som slidte og udsigtsløse og forhutlede Endelave Kro (der netop er sat til håbløst salg), der heller aldrig bliver til noget.
Lidt vinter-tristesse.... Forskellen er så bare, at det snart er forår her, mens det forlængst er blevet permanent udsigtsløst vinter-mørke derude på det alleryderste skær.


8 kommentarer:

Blogger Poul M sagde ...

På vegne af en læser:
"Smukt og vemodigt. Minder også om dagens video:

https://www.youtube.com/watch?v=M7-cpV_H_z4

Jeg tro ikke at folk ønsker at virkeligheden bliver afsløret for hvad den er.....

Og det er derfor, vi allesammen skal dø, så de unge kan tage fat....og vel nok begå de samme fejltagelser...

Zig"

23. februar 2015 kl. 09.59  
Blogger Poul M sagde ...

Og iøvrigt. Hvis det skulle have undsluppet enkelte læseres opmærksomhed, så er dagens tekst OSSE en lille krølle på sidste uges tekst om "respekt", for så vidt man ikke ændrer en trist virkelighed med hverken ord eller respekt. Eller regentbesøg for den sags skyld

23. februar 2015 kl. 10.15  
Blogger Hans Henrik sagde ...

Til gengæld har jeg læst (Endelave, altså) at de prøver at tiltrække flygtninge for at forøge befolkningstallet (ja, jeg følger også lidt med)....og det på en ø. hvor Knudserne knapt nok kunne klare Hansenerne...for ikke at tale om folk fra fastlandet. Interessant....

23. februar 2015 kl. 16.12  
Blogger Poul M sagde ...

At det er såre sandt, gør det vel kun så meget sørgeligere. Det var da i vores fælles drendage en slags velfungerende samfund, dog allerede dengang noget på "sidstningen"

23. februar 2015 kl. 16.38  
Blogger Hans Henrik sagde ...

Jeg kan sagtens se Erik, Leif og Lars i en integrationskomite....

23. februar 2015 kl. 16.38  
Blogger Hans Henrik sagde ...

OK, det bliver måske en anelse lamt, når du ikke sviner de der Nerds folk længere....

23. februar 2015 kl. 18.23  
Blogger Hans Henrik sagde ...

Jeg ved ikke med Endelave...Stratego fandt jeg aldrig rigtigt ud af....men din far var vistnok vældigt glad for det. Til gengæld har jeg ikke nogle rigtigt dårlige minder: Tove spillede 'My Generation' bagved morens telefoncentral, og Anne Lise introducerede mig til 'A Day in the Life', så helt galt har det vel ikke været...eller rettere stort set som resten af tresserne i det lille kongerige. Der var selvfølgelig visse store knægte, som skød ens øjne ud med små æbler, men bortset fra det.....det er nok heller ikke dem, der er tilbage.

23. februar 2015 kl. 22.17  
Blogger Poul M sagde ...

Nu nåede vi jo osse væk (relativt) væk i tide.
Den indrømmet lidt "lamme tekst" var nu osse mest for at sige, at ord og drømme om storhed ikke ændrer noget i mennesket ligeså lidt som ejendomsmæglere kan tale virkeligheden op i udkants-Danmark. Det eneste interessante ved vores gamle ø er vel i virkeligheden, hvor kolossalt hurtigt det gik, da virkeligheden afløste alle de tomme floskler.
samtale med respekt er fint, det hjælper bare så forfærdeligt lidt, hvis der overhovedet ikke er bare det allermindste at snakke om.
Fordi realiteten er, at ligegyldigt om man snakker pænt eller tæver løs til/på hinanden, så går det alligevel ad Helvede til.
I virkeligheden kan striden måske få tingene til at se mere lovende og levende ud, end de i virkeligheden er ligesom en fisk der spræller i bunden af båden.
Endelave og hifi er jo i den retning triste parallel-skæbner...

24. februar 2015 kl. 09.15  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start