mandag den 26. januar 2015

R.I.P. Folmer Hund

I torsdags indtraf der en begivenhed, som hverken var uventet eller ventet men til gengæld uhyre vemodig og trist. Den knapt 14-årige Folmer har det seneste halve års tid været noget alderdomssvækket  og har haft visse problemer med alle de mange trapper i vores hus. Så der var selvfølgelig ikke noget uventet i, at det en dag ikke længere ville være muligt for den gamle fyr at klavre op af trappen til den for lang tid siden fortjente plads på hovedpuden ved siden af min smukke kone. Til gengæld var den gamle hunds resignation overfor det uundgåelige  totalt uventet og uendeligt smuk.

Da jeg stod op, lå den gamle fyr roligt på gulvet nedenfor trappen, hvilket den jo så altså aldrig tidligere havde gjort. For nok var Folmer Hund igennem hele sit lange liv en særdeles selvstændig og ganske  reserveret hund med egne stejle meninger om alting, men befandt sig dog altid lige i nærheden. Det gjorde han så ikke i torsdags, Han kunne lige akkurat lokkes ud på en 10 meters morgenluftetur og en tur hen til vandskålen , men lagde sig så atter på siden. Uden stress eller nogen hyperventilation lagde han sig atter stille ned og kikkede resigneret og roligt ud på den verden, som han var ved at sige farvel til. En god verden for denne gamle kærlighedshund, der havde fungeret som så vigtig en katalysator i den spædeste begyndelse af denne skribents største livsoplevelse.

Jeg bar ham ved arbejdsdagens begyndelse ned foran det selvsamme  skrivebord fra den gamle butik i Klostergade 68, hvor han så mange gange havde ligget, når han havde været  med på arbejde. Og hvor han havde iagttaget de første indledende manøvrer fra den kommende fru Mathiasen inden hun satte trumf på og forsvandt fra regningen, kun efterladende et telefonnummer. Sikke Folmer Hund må have godtet sig i sit syrlige små-fedtede hundeskæg dengang! Hans dybe og altid  uudgrundelige og eftertænksomme øjne røbede ikke noget om, at verden derefter ville være forandret for altid, men den har givetvist vidst det, den gamle kloge fyr! Det var en hund, som vidste alting, det blev efterhånden tydeligere og tydeligere.Og vel aldrig  tydeligere end til allersidst.

Nå, der lå så gamle og efterhånden noget  krumryggede Folmer Hund torsdag formiddag  fredeligt og kikkede på den så kendte verden for allersidste gang, rolig og fattet. Og heller ikke da Jørgen Dyrlæge kom med den sidste sprøjte og famlede lidt efter en blodåre i benet, var der nogen protester fra den gamle fyr, der ellers ikke akkurat var en større fan af veterinær-faget. Denne gang var det vist fint nok, og mens min kone holdt den gamle fyrs pote døde han på ganske få sekunder. Ingen krampetrækninger, ingen spasmer, blot et enkelt åndedræt og så var det forbi. Smukt, gribende og hensynsfuldt af den gamle fyr, værdig i livet som i døden.

Vi svøbte så Folmer Hund varmt og godt  i det kæmpestore australsk uldtæppe, som han så ofte havde hvilet på,  og begravede ham på en kirkelig skovskråning ganske tæt på, hvor mine forældre hviler. Min gamle mor passede mange gange Folmer Hund (eller måske det var omvendt)  til uendelig fornøjelse for begge og vi ved, at de vil passe og passe godt  på hinanden igen. Både min mor og Folmer Hund var reserverede på en uendeligt kærlig og ægte måde, ingen forlorenhed, her, hvor kærligheden var reserveret til dem, der fortjente den. Ingen falsk "cafe-logren" for noget som helst hos nogen af dem, de fortjente hinanden, og det har de så fået her til sidst.

Nå, livet går jo videre og vi har jo stadigvæk 2 af Folmers Hunds allerbedste ætlinge, Fine og Anton Hund(e) Og selv om de fylder ganske godt op i huset med deres logrende livsglæde, så føles huset nu alligevel så underligt tomt uden lyden af gamle stivbenede Folmer Hund, der foruroligende usikkert klatrer op ned af trapperne.
Han var noget helt specielt, den gamle gode kærlighedshund og iøvrigt klog nok til (på trods af, at han formelt var min og havde opnået en relativt moden alder inden jeg mødte fruen) alligevel at udvikle sig til en inderligt hengiven "mor-hund" Og det er vel måske det allerklogeste denne kloge hund nogensinde gjorde. Værdig i et langt liv og helt til døden, bedre bliver det ikke.
Hvil i fred, gamle gode hund!

12 kommentarer:

Blogger Flemming Skov sagde ...

Flot alder af Folmer! Har ved selvsyn set at han har haft det godt i sit lange hunde liv! Det er nu hårdt sådan noget.

26. januar 2015 kl. 09.27  
Blogger Christian Klit sagde ...

Dejligt at han kom herfra på en god måde. Jeg kommer til at savne ham.

26. januar 2015 kl. 12.18  
Blogger Poul M sagde ...

Takker1 Ja, han var en hund af en ganske sjælden støbning, åbenbart en støbeform, der er blevet væk, da selv hans eget afkom er så meget anderledes. Men osse godt heldigvis, selv om en klon ville have været det allerbedste.

26. januar 2015 kl. 14.06  
Blogger banditcat200 sagde ...

Det er aldrig rart at sige farvel til en god ven.
Har prøvet det et par gange, man vender sig ikke rigtigt til det.

26. januar 2015 kl. 14.25  
Blogger Birger Lomholt sagde ...

Kondolerer, og smukt skrevet.

26. januar 2015 kl. 19.48  
Blogger Pia Dahl Vikkelsø Olsen sagde ...

Takker, allesammen, for de pæne om den bedste . Folmer Hund er iøvrigt begravet ved Vær Kirke og det er vel i virkeligheden nærmest i dit pastorat, Birger?

26. januar 2015 kl. 20.27  
Blogger Pia Dahl Vikkelsø Olsen sagde ...

Der skulle have stået "pæne ord"

26. januar 2015 kl. 20.29  
Blogger Birger Lomholt sagde ...

Vær kirke, ej så stort er Thyregod nu heller ikke, men faktisk en flot kirke der er i Vær. Utroligt den ro man kan finde på en kirkegård, som tiden står stille.

26. januar 2015 kl. 21.55  
Blogger Lgg3 sagde ...

Øv Øv Øv........ Måtte selv samme vej for et par år siden med min gode ven gennem 12 år og ½ år efter med vores anden hund.......... Det er sgu aldrig spændende..... Kondolerer !!!

27. januar 2015 kl. 15.40  
Blogger Kim Petersen sagde ...

Underligt... Sådan gjorde min hund det også for efterhånden mange år siden... Pludselig en dag kunne hun stort set ikke rejse sig op, og kiggede kun overbærende på mig når jeg frustreret forsøgte at få hende til det. Turen til dyrelægen var hun også indforstået med, ingen af de sædvanlige protester. Det var ikke sjovt - jeg kondolerer. Dejligt at I har en ny generation at hygge jer med.

27. januar 2015 kl. 16.26  
Blogger Poul M sagde ...

Og fra en god ven Bent disse ord:
Så dejlig en hund, så langt og godt et liv og alligevel eller måske derfor, så er det en tung en.
De bedste ønsker til Folmer og til hans fortsatte gøren og laden i hundehimlen og til jer. Selv det uundgålige er svært at leve med.
Knus

27. januar 2015 kl. 17.04  
Blogger Poul M sagde ...

Og takker naturligvis for deltagelsen og de smukke tanker til jer alle.

27. januar 2015 kl. 17.06  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start