mandag den 22. december 2014

Ja, det hører sig vel til...!

Selv om denne skribent hverken  tror på aser eller nogen Gud (m/k udover min guddommeligt smukke frue) eller for den sags skyld Sct. Wencelaus eller Nikolaus eller hvem der nu er det oprindelige autentiske  forlæg for Julemanden, så kan vel ingen benægte, at det er jul. Ah, måske ikke helt, der er da lige de sidste par kundebesøg i dag, men SÅ er det da tid til lidt folkelig og fornøjelig juleglæde. Og når man som denne skribent har et næsten livslangt og uhyre barnligt forhold til hifi (siger altså min guddommelige kone), så er der da i det mindste en del af barnesjælen i behold. Det ligger vel ligesom i af "barnlighed" eller..?

Denne glæde vil vi så forsøge at aktivere her til allersidst i et vanvittigt fortravlet efterår. Måske der ligefrem bliver tid til at installere en nyligt indkommet Lab Gruppen C48:4 forstærker på 4X 1000 watt på vores nye JBL 5628 subs. Det er ganske vist hverken helt eller halvt nok effekt, men det får række højtiden over. Lidt ydmyg kan man vel være bare det ikke er for længe af gangen..

Ellers vil jeg i smug allerede glædet mig over årets foreløbigt bedste julegave. Den kan måske forekomme unødvendigt hånsk og hadsk og små-morbid, men ingen kan vel helt frigøre sig fra følelsen af at godte sig over dem, hvis ulykke er så såre velfortjent. Vi taler her om den uhyre heldige  lukning af Radiounderholdningsorkestret.

Og nej, det er ikke fordi samme orkester i utallige årtier (set fra en barnesjæls perspektiv i det mindste) har forurenet æteren med ligegyldige Light Classics-arrangementer, anført af den allestedsnærværende tidligere chefdirigent (eller hvad hun nu egentligt var), Grethe Kolbe. I min barndoms snedækkede juleland var de og hun  ihvertfald altid i vejen for værdigere musikformer som Top 20 med Jørgen Mylius. Det var godt nok på en anden radiokanal, men hvad hjalp dog det, når antallet af radiomodtagere i husstanden dengang på barndommens ud-ø  var begrænset til .det første ægte arabiske tal?

Nå, senere gik Radiounderholdsorkesteret så i min erindring over til at blive en lidt ligegyldig københavner-foreteelse lidt ligesom den Lille Havfrue. Noget, man bare betaler uden at gide glo eller høre på. Det gik så fornyligt endegyldigt over for orkestrets vedkommende. For stod ikke den lokale evigt desperate publicity-anglende pauseklovn Klaus "Wankerhits" der og stoppede chili i halsen på selveste Raiounderholdningsorkestret? Nej, det gjorde han squ ikke engang, de åd helt tydeligt idiotisk stærke chilier helt af sig selv med straks-følgende akutte hedeture og kvalme.

Og KVALME, DET var også den øjeblikkelige følelse, som denne skribent fik ved at se dette pinlige optrin for egne licens-penge. For hvad Helvede skulle dette betalte luder-promotion arbejde for en 3. rangs "kunstner" dog gøre godt for? "KLAUS, that`s  bloody what!" som englænderne måske ville have sagt. intet andet og for MINE PENGE!
Og så var det lige dér, at fjendskabet overfor de sikkert engang ganske skikkelige og kapable musikanter i orkestret blev personligt. Nu var det fandeme nok! Ikke nok med, at de havde spildt utallige af barndommens timer med deres ligegyldige musiceren, nej, de havde osse aktivt medvirket til at fremme karrieren for en af alle tiders mest tåbelige såkaldte entertainere! I forhold til denne sælgen ud af enhver musikalsk integritet til fordel for almindelig jagt på mammon for enhver pris og plattenslageri af værste kaliber er sanktionen med den nylige lukning bestemt ganske overordentligt passende!

Det absolut mest hjertevarmende på denne kolde årstid er det da at tænke, at næste gang kan fjolset her altså få lov at betale sin anglen efter anerkendelse SELV. Måske Marianne Jelved, der vist ret enerådigt besluttede at fastholde nedlæggelsen af orkestret, heller ikke kan lide Klaus "Plathits"?
Under alle omstændigheder skal der da herfra lyde ganske specielt gode juleønsker til kulturministeren og hendes familie.  Og takker for den fine julegave!

OG jo, osse de allerbedste juleønsker til alle andre, der måtte forvilde sig ind på denne side. Og som i dag tillige har måttet udstå smålige vendettaer, men sådan er børn jo, og julen er børnenes tid..Og de barnagtige voksnes åbenbart osse.


7 kommentarer:

Blogger banditcat200 sagde ...

Jeg ønsker dig og din frue en God jul og et Godt Nytår
Blev endelig ved med at poste dine sjove og lærerige indlæg næste år

22. december 2014 kl. 12.15  
Blogger Poul M sagde ...

Takker mange gange, Bjarne, lad os lege lidt ordentligt hifi i det snarlige nytår. Kan iøvrigt se, at der åbenbart derude er opfundet en aktiv højttaler så banebrydende genial, at alt andet er ophørt.
Altid en kilde til forundring, når folk falder i næsegrus beundring over endnu et firma, der omskriver naturlovene. Og så er det altså ligemeget om de er et kæmpegigantisk monsterfirma i hifiverdenen på muligvis 100 mennesker...Fan-boy mentaliteten blandt hifitosserne vil åbenbart ingen ende tage, men noget sygt er det da.at se på.
Det er heldigvis noget helt andet med fan-dyrkelse af andre, der fortjener det. Denne side, for eksempel hehe.

22. december 2014 kl. 15.04  
Blogger banditcat200 sagde ...

Ja det må vi have fundet tid til ;-)
Du kunne jo på et tidspunkt tage fruen under armen og køre sydpå, så bliver der serveret lidt kaffe og andet godt, så kan damerne jo sidde og blive enige om at vi er uden for pædagogisk rækkevide med vores lidt mærkelige hobby med lyd og musik og hvad dertil hører.
Mht. til den der nye Devialet Phantom, så agter jeg at besøge den første demo her i Jylland når importøren inviterer til demo, så bliver man meget klogere på hvad der er op og ned på den sag ;-)

22. december 2014 kl. 18.44  
Blogger Peter Rimington sagde ...

Hej Poul
Jeg har gennem årene med fornøjelse læst dine tekster.
Det er så ikke alt jeg er enig med dig i, men på mange områder rammer du sømmet lige på hovedet.
Meget kan man sige om dig men skrive kan du, og kedelig er du fandme heller ikke.
Jeg vil frem over følge med i dit virtuelle frikvarter, jeg kan ikke lade være.

De bedste jule- og nytårs hilsner.
Peter Rimington

23. december 2014 kl. 10.55  
Blogger Poul M sagde ...

Hej Peter
Og mange, mange tak for de smukke ord, jeg skal efter fattig evne forsøge at fortjene din og andres interesse. Og jeg vil bestemt ikke håbe, at nogen er enig med mig i alt, for sikke kedelig Verden dog så ville være, men altid med noget, der er enige i noget hehe..
kh

23. december 2014 kl. 12.52  
Blogger Poul M sagde ...

Fuck, der skulle stå "altid rart med nogen, der er enige i noget"

23. december 2014 kl. 12.54  
Blogger Lgg3 sagde ...

God jul og godt nytår til dig og familien, Poul :-)

23. december 2014 kl. 21.40  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start