mandag den 18. august 2014

Det er squ synd for Leif "Savklinge"

Dagens tekst er centreret omkring begrebet "synd"  Ikke den slags, der kommer ud det eksploderende kødelige internet-marked for ægteskabelige sidespring, nej nej. Den slags diskuterer godt gifte mænd som denne skribent naturligvis ikke hverken offentligt eller med konen. Vores ærinde i dag er mere at snakke "synd" i sammenhængen "synd FOR" Altså den mere triste form for "synd", da den jo ligesom ikke rigtigt gavner ham/dem, som det er synd for. Om så andre kan have gavn af fremkalde samme fornemmelse hos andre er en helt anden sag, og gælder naturligvis kun i visse sammenhænge.

Efter al denne snak om overhovedet ingenting videre til dagens tekst. Som det måske har været enkelte bekendt (seriøse hifientusiaster her naturligvis undtaget, da de evindeligt sidder med snuden i computeren for at "tweake" og forøger den samlede mængde af mis-information og almindelig surhed og tristesse i hifiens cyberspace), så regnede det i går. Det regnede faktisk så meget, at denne skribent tog sig en fri-eftermiddag med forskellige hifi-fiflerier for med en lettere omskrivning fra udødelige "Star Trek" at nå hinsides de lydkvalitetsmæssige grænser, hvor ingen (eller ihvertfald denne skribent) nogensinde har været før. At det lykkedes er naturligvis en selvfølge, det gør sådan noget underligt nok altid, da grænserne jo altid forrykkes i takt med troen på egne umådelige evner erstatter al sund fornuft.

Nå, men her i huset er intet nok så umådeligt perfekt selvgjort dog så godt, at det alligevel ikke som endegyldig slut-test underkastes fruens kritiske ører. Når man selv har siddet og fedtet med sagerne rigeligt længe nok til, at éns ører forlængst er "tilspillet" en ny akustisk (mangel på) "virkelighed", så er uhildede ører en absolut uomgængelig nødvendighed. Egen fortræffelighed  kan desværre hyppigt dække over kolossale banale tekniske problemer og så hjælper det ikke, at man fremturer med forsvar for det uforsvarlige. Nemlig at sagerne lyder langt VÆRRE, end de gjorde før. Lad os dog allerede nu afsløre, at det gjorde og gør de IKKE! Siger min kone altså.

At så manden, (tusind mange tak, Kaare, min ven!) der i massevis af timer frivilligt har siddet og mokket med den nye Lake-højttalerprocessor med den ikke aldeles intuitive brugerflade synes, at det lyder godt, er måske ikke overraskende. Eller rettere, det er det måske alligevel, da han trods alt spiller på et aktive "næsten" ATC SCM 300 derhjemme. Ingen højttaler er perfekt, endda meget langtfra, men en SCM 300 kommer dog idealet noget nærmere end det meste. Lad os forsigtigt og måske rigeligt konservativt gætte på 99.9% Det levner jo ikke plads til megen forbedring, skulle man synes, og det så naturligvis heller ikke ubetinget det, man får. Man får til gengæld noget HELT HELT andet. Og hvad værre eller måske bedre er: Osse noget ganske andet end før. Hvor det jo var den slet ikke spor uefne BSS 366T, der var hjertet i processering/deling/nødvendig eq./delay osv.

Det gode er ganske ubetinget blevet bedre med denne Lake-fætter på næsten alle punkter. Og vi stoler naturligvis trygt på, at den eneste udestående mulige kritiske bemærkning fra konen skyldes enten nostalgi eller manglende "tilspilning" af hendes ører. Som den tidlige JBL-designer Doug Button sagde, så blev nyere generationer af højttalerenheder (ikke mindst diskantdrivere) blødere og mere korrekte, men sommetider kunne han godt savne det gamle "bid" fra tidligere JBL-generationer som 375 og 2445. Det kan vi også i så fornemt selskab tillade os at gøre, men det er så vist osse det eneste kritikpunkt.

Resultatet er i al ubeskedenhed blevet ganske sensationelt godt i visse og for os ganske afgørende discipliner af elektroakustisk gengivelse. Aldrig har der endnu været den vanvittigt klustrofobiske fornemmelse at risikere at få Louis Armstrongs drøbel og spytklatter lige ud i skallen, når han "duetterer" med Ella Fitzgerald i "Springtime in Paris" Temmeligt distraherende på helt helt fede måde. Om det nogensinde har lydt sådan her nogen steder før er tvivlsomt og det er måske det allebedste ved det hele. For så har jo da noget, som andre IKKE har. Som englænderne siger det så rammende: "warts and all"

Og det så der, vi kommer tilbage til det med "synd" For det ER altså synd for den afdøde skaber af de store JBL-biografsystemer, den evige ukunstlede hædersmand John M. Eargle, at han aldrig nogensinde hørte, hvad hans kreationer kunne. Da de først  blev undfanget, blev disse højttaler-systemer uvægerligt processeret af en JBL DSC 260-højttalerprocessor, der selv med den tids mere moderate digitale målestok var et ret latterligt produkt. Højttalerens grundlæggende kvaliteter var dog rigelige til at "gennemskinne" den den noget rudimentært-ringe digitale processors tydelige mangler. Og her taler vi ikke om, at noget bare er anderledes, nej med en JBL DSC 260  spændt "foran" er det bare meget, meget dårligere end med en ny Lake.
Nå, men nu skinner John M. Eargles sidste mesterværker så endelig med den styrke, som de givetvis har gjort i skaberens ånd. Som programmøren Kaare med de hjemlige ATC SCM 300 sagde, så er der vist ingen , der længere med bind for øjnene kan forestille sig eksistensen af horn. Overhovedet!
At så osse vores combo JBL 4892/4893 har fået nyt liv med den nu ledige BSS 366T  er så blot en yderligere bonus. Blot trist at skulle måle sig med det andet, der er klasser bedre omend det store system faktisk ikke går helt så dybt i frekvensområdet. Hm., intet er åbenbart helt perfekt, ikke engang ens eget..

En anden mand, som det måske i virkeligheden er noget mere synd for, er stakkels Leif "Savklinge" nede i Sydjylland. Denne skikkelige mand har flere gange haft besøg af sine "kloge" hifi-venner, i sig selv usædvanligt i en generelt ganske asocial hifi-verden. Hvor selv stakkels Nils Valla trods gentagne invitationer om hygsom hifi fik præcist overhovedet ingen besøg.
Anderledes med Leif "Savklinge", der efter adskillige offentlige "bønfaldelser" på hifi4all så endelig fik besøg af sine "venner" Eller hvad man nu skal sige, for hvad er det dog lige, skikkelige Leif skal bruge sådan et "råd" fra en af besøgsvennerne til " . En vis "Mads 57", ja hurra for hemmelighedkræmmeriet, mener nemlig, at hverken RIIA eller liniedel i Savklinges tydelige "taber-forforstærker, McIntosh C 22 rigtigt er tilfredsstillende (cit verbatim iøvrigt). Sandeligt et hyggeligt venne-råd af den mere alternative slags. Hvad kan man lige bruge sådan en ligegyldig mening til?-Absolut intet, gå dog hjem, Mads! Til dit perfekte hifi-anlæg. Hm, hvis det lyder bekendt i lyset af weekendens hjemlige åbenbaring ovenfor, så er vores anlæg ihvertfald større end dit, æv bæv!  MEGET, MEGET STØRRE
"
Tjah, så ringe er den altså bare, denne 50.000 kroners forforstærker. Eller osse er den ikke, det aner jeg ikke. Jo naturligvis gør jeg da det, den er superfed, denne forforstærker, intet mindre og heller ikke mere.!. Til gengæld er det squ synd for stakkelt Savklinge , der let kan komme til at tro på sådan noget forvrøvlet pis-snak som han troet på så meget andet tidligere, denne venlige men rigeligt godtroende mand. Fordi man selv er flink behøver andre omkring én tydeligvis ikke være det. De er det ialtfald ikke. Ligesom han allerede er ved at tro, at hans McIntosh MC 402 ikke kan trække hans megamonsterhøje højttalere.
Jo, den kan, Leif; spil du blot glad videre men se at finde dig nogle nye venner! NU!



3 kommentarer:

Blogger Flemming Skov sagde ...

Hva' fa'en, Poul, skal du genere min vigtigste hifi komponents uforlignelig lyd, den konstruktions mæssige,17år gamle digitale DSC260 skærekasse? ;-)

18. august 2014 kl. 09.54  
Blogger Poul M sagde ...

Ja, selv om vi begge er JBL-freaks, så er DSC 260 ikke nær så fed som alt det bedste fra dengang. der kom jo osse ret hurtigt en 280, som vist blot var en re-badged BSS 355 og så fik man endelig styr på den interne DSP-politik igennem det tidligere køb af BSS. Nå, du har næppe givet ret mange penge for den, så det går nok, men ligefrem "akustisk usynlig" er den da godt nok ikke. ELLER støjsvag, faktisk imponerende den ikke var bedre. Der er selv DSC 280 langt, langt bedre og lige præcist med superfølsomme kompressionsdrivere er tomgangs-hvidstøj jo ikke ligefrem ønskeligt.
Fordelen ved at have en DSC 260 i dit setup er så heldigvis, at man godt ved, hvor næste udskiftning skal ske hehe
Sikke venner du har, næsten ligesom Leif "Savklinge"!

18. august 2014 kl. 11.02  
Blogger Flemming Skov sagde ...

Det går nok med de "venner" ;-) Giver dig helt ret, det er dog en DSC260A som rent faktisk kører 24bit/48kHz. Den lyder aldeles skrækkelig hvis den kommer på mellemtonen og op!!! Bruges kun til 4-500Hz.Kører rent analogt udenom DSC260A fra 4-500Hz og op. Såå det dur. Ser sandelig frem til en aflytning i din kælder med de interessante tiltag du beskrive :-)

18. august 2014 kl. 11.36  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start