tirsdag den 20. maj 2014

Beklager det store svigt mandag..

men vi var i England til det hæderkronede firma ATC`s 40-års fødselsdagsfest. Det gik naturligvis ikke stille af, som det sig naturligvis absolut heller ikke hør og bør (med eller uden absolut ge-HØR) for producenten af verdens måske allerbedste højttalere. Og selv om vi ikke vandt den designmæssigt ganske vist noget kuriøse repro-udgave af den allerførste højttaler fra ATC, S50, (Satans da bare osse!), så var det fornøjeligt derovre i den sydvestengelske sommersol. Ja, direkte grænsende (ikke blot næsten  til Wales men osse .) til egentligt uforglemmeligt.

Nu var det bestemt heller ingen hindring for uforglemmeligheden, at vi hele næste eftermiddag var til børnefødselsdag nede ved et umådeligt  idyllerisk sted "on the Severn" med både den oprindelige grundlægger af ATC, selveste Bill Woodman m. obligat søn og den senere tilkomne medejer Bob Polley og osse det meste af  dennes familie. Vi vil vælge at tro, at det er fordi vi selv er så enormt hyggelige omend det måske kan forekomme noget indbildsk. Da vi osse var sammen med disse herlige halvgamle mennesker under ganske umådeligt hyggelige tilsvarende omstændigheder  både sidste og forrige gang, vi var der, er det dog ved at forekomme mere end blot tilfældigt. Vi glæder os allerede til næste gang. Og til atter engang at se eksil-australieren Bill Woodmann trille stoltserende som en kurtiserende påfugl  afsted i sin perfekt restaurerede Ford A iført passende lys stråhat. Ingen stil-brydende engelske læderhjelme her og iøvrigt heller ikke fart nok til at blæse stråhatten af.  Sikke glad han dog så ud dér i den skarpe forårssol, måske det mindede ham om hans landlige opvækst udenfor Castlemaine, Victoria. Det ville da være uendeligt nærliggende, da de osse dengang havde selvsamme bilmodel. En effektiv måde at opsøge gamle minder på, det må man sige!

A propos gamle minder, så har vi fra en kær gammel ven modtaget et "skriv", som vi vil bringe nedenfor. Det har givet mig mange farverige glimt tilbage til en tid i en barndom, der ellers for denne skribent udelukkende findes foreviget i forlængst falmede sort/hvide fotos. God læselyst!

Melodierne, musikken og….?

I begyndelsen var der melodierne. De bestod af et sæt mangefarvede 45 singler, som var blevet til overs
fra min morfars badehotel. De havde været brugt til dansant’er lørdag aften, hvor de lokale fiskere drak sig
fra sans og samling, hvilket gerne udmøntede sig i slagsmål, vistnok ikke noget alvorligt. De skulle jo ud på
havet igen……
Efterhånden som klientellet voksede (læs: tyskere), blev der råd til at hyre et af de lokale orkestre
(”Torben’s Trio” med El-guitar, trommer og harmonika (!)), hvilket overflødiggjorde ovennævnte
pladesamling og den havnede således i mit nærliggende barndomshjem, og var det første bekendtskab,
jeg stiftede med musik, som var nogenlunde under ens kontrol, det vil sige, at man selv kunne vælge
hvad der skulle spilles hvornår, inden for de stærkt begrænsede rammer af repertoire og en gammel
Eltra ”Radiogrammofon”.
”Torben’s Trio” blev i øvrigt senere udvidet med bas, hvormed allitterationen nødvendigvis måtte forsvinde
til fordel for det knapt så vellydende ”Torben’s Kvartet”, men det er en anden historie. (Han forsøgte sig
faktisk med ”Torben’s Trio med bas”, men den fløj ikke rigtigt).
Radiogrammofonen kunne tage 10 plader ad gangen, som med den største selvfølgelighed blev stablet
oven på hinanden og anbragt i en mekanisme, som lod den næste plade falde ned oven på den forrige,
naturligt nok uden megen hensyn til sporing og afbalancering.
Repertoiret var uforglemmeligt:
Svenske skärgårdsviser på harmonika
Four Jacks
Papa Bue
Raquel Rastenni (Her kommer mutter med kost og spand)
Harry Belafonte
Nina og Frederik (en af dem faktisk med Louis)
Für Elizabeth (i øvrigt navnesammenfald med min storebrors første forelskelse – spilledes ofte)
…og mere af samme skuffe.
Det må bemærkes, at vi skriver ca. 1962, så det var ikke fordi musikken ikke var derude, den var blot ikke
nået til det nordvestlige Vendsyssel endnu.
Den gjorde sit endelige indtog med anskaffelsen af den første Beatles single (I Saw Her Standing There). Her
kan man i sandhed tale om det første (og måske eneste) paradigmeskifte. Det var jo ganske anderledes, og
urimeligt meget bedre, men forbedringen skyldtes alene melodien OG musikken. Gengivelsen var stadig
begrænset til ovennævnte Eltra. Jeg fandt dog en gammel (rød) højttaler på loftet, som med lidt snilde (et
almindeligt 220V net stik, en i øvrigt skæbnesvanger beslutning, herom senere) kunne bringes i forbindelse
med Eltra’en og således fordoble lydkilden med uanet fryd til følge.
Efterhånden kom der flere Beatles singler til, som stadig blev stablet oven på hinanden, dog med det hellige
løfte at veksle imellem A- og B sider, for at sikre et ensartet slid.
Det næste store gennembrud var anskaffelsen af en LP (Rubber Soul), som igen bragte lytteren et helt
andet sted hen: naturligvis var der på det tidspunkt ikke tale om egentlige konceptalbums, men alligevel
var fornemmelsen af sammenhæng tydeligere end på de opstablede singler. På dette tidspunkt mødte den
røde højttaler så sit Waterloo, da min bror syntes at stikket passede ganske godt i en almindelig stikkontakt,
og lige ville høre hvordan det lød……det lød nu ikke af så meget.
Er det ikke noget med UxIxcosф? Vi kan antage (muligvis ukorrekt) at impedansen var 4 ohm………
 (Hvilket? Nå okay, I=U:R)
Også ganske uforglemmeligt.
Herefter flyttede familien (af for evigt uransagelige årsager) til en besynderlig ø i Kattegat, Eltra’en fulgte
med (nu med kun 1 lydkilde), året var 1967, Sgt. Pepper og min første båndoptager ventede om hjørnet….
Sgt. Pepper blev aflyttet for første gang på Anne-Lise’s pigeværelse (langt fremme i skoene var hun) på en
(igen) rød rejsegrammofon med låg. Lågets absolut sekundære funktion bestod i lydgengivelse. Alligevel var
denne på alle måder utilstrækkelige opsætning ikke i stand til at fjerne indtrykket af, at man her stod over
for noget ganske særligt (Sgt. Pepper, altså). Igen melodierne, igen musikken……
Én af de få fordele på denne udørk viste igennem de ikke ubetydelige donationer fra øens beboere i
forbindelse med den hellige konfirmation. Man modtog faktisk 10 kr. fra (næsten) samtlige husstande,
hvilket udgjorde grundlaget for investering i en Beocord 1100 spolebåndoptager. Den kostede faktisk 1300
kr. dengang, hvilket i dagens mønt er et ikke ubetydeligt beløb, i dyb modsætning til den sølle lydgengivelse
fra den minutiøse indbyggede højttaler (denne blev så senere presset til det yderste igennem jammerlige
forsøg på at spille Hendrix’ ”Star Spangled Banner” på en akustisk guitar med Alfred Christensen pick-up til
65 kr. Hvis man satte båndoptageren på ’Record’ og skruede helt op, fik man faktisk både forvrængning og
feed-back til overmål – igen en helt anden historie).
Nå, hvad skulle man så med den Beocord, ud over evindelige diskussioner med brormand om Scotch eller
BASF var bedst (mindst båndsus)?
Jo, der var tale om en betydelig repetoireudvidelse, da man igennem et DIN-stik kunne optage musik
fra forældrenes (transistor) radio, dog ikke helt uden sværdslag, da de hellere ville have haft en anden
model UDEN DIN-udgang (katastrofe!). Ikke helt usædvanligt fik man dog sin vilje, og nu lå vejen åben
for udforskning af den musik som tidligere havde været uden for rækkevidde. Jo, der var både ”Arnold
Layne” og ”See Emily Play”. Man kunne selvfølgelig have købt det og lagt det på Eltra’en, men dels var
rådighedsbeløbet nærmest minus, og dels blev pladerne ganske hurtigt uspillelige som følge af det
hærværk der blev udøvet imod dem.
I øvrigt bragte brormand materiale fra metropolen Odense, hvor han havde en helt anden kildetilgang i
form af overspillede LP’er fra Jefferson Airplane, Janis Joplin, Jimi Hendrix og andre eksostiske herligheder.
De var dog indspillet på en anden båndoptager og lød lidt uldent, og som en ekstra kuriositet var øens
strømforsyning 240V jævnstrøm, ikke de sædvanlige 220V vekselstrøm, hvilket, udover den nødvendige
brug af omformer, som begrænsede tilgangen til el-stik betragteligt, også havde den bi-effekt, at Jefferson
Airplane faktisk blev afspillet for hurtigt, når båndet blev sat på min Beocord. Men det fandt man jo først
rigtigt ud af, da det lykkedes en for evigt at flygte væk fra øen……
Beocorden kørte i døgndrift. Jeg har vel hverken før eller siden hørt så meget musik. Lyttet til kan man vel
ikke sige i egentlig forstand, der er jeg lidt usikker, i hvert fald var gengivelsen umådeligt ringe, selv om der
blev eksperimenteret i rigt mål. På én eller anden måde fik jeg adgang til gamle, små højttalerenheder,
formentlig pillet ud af udrangerede radioer eller hvad der ellers lå tilgængeligt. Beocorden var forsynet
med 1 højttalerudgang, og jeg havde (eksperimentelt) fundet ud at sætte de gamle enheder i serie, hvilket
jo forhøjede impedansen noget, men til gengæld spredte lyden lidt bedre. På et tidspunkt var det hele
monteret i køjesengen (den nederste, ja), og så kunne jeg ligge der og bilde mig ind, at der var tale om
en slags stereo, hvilket jo var det næste uopnåelige mål. Noget kan der have været om snakken, da de
diverse højttalere jo nødvendigvis må have haft helt forskellig karakteristik, og dermed opdelt lydbilledet
på en ganske finurlig måde. (Faktisk mødte jeg senere en, som havde lavet sit eget stereobillede ved at
smide alt under en vis frekvens over i venstre side og resten i højre. Helt ved siden af var det faktisk ikke,
da de daværende stereooptagelser, som følge af det ringe antal spor til rådighed, havde det med at opdele
lydbilledet i en klar venstre/højre halvdel. Dette skulle George Martin senere ændre på, men det er en helt
tredje historie).

Nu håber jeg, at Poul er klar igen.
Kommentarer modtages ikke.

1 kommentarer:

Blogger banditcat200 sagde ...

Den lille historie minder meget om de oplevelser jeg havde med lyd i min barndom og ungdom

23. maj 2014 kl. 10.40  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start