mandag den 3. februar 2014

Sorte tal i regnskabet

Så har vores kære gamle revisor atter afsluttet vores årsregnskab, og det ser jo faktisk meget godt ud. Og så har vi da vist udtrykt det på "jydsk" Og selv om det ikke i vores lille virksomhed er noget særskilt succeskriterium at have gigantisk overskud, så er det da altid rart, at det går godt alligevel. Og der er vel heller ingen simplere måde at få succes på i fremtiden end at have samme succes NU. Og i den anledning må vi da endelig huske at takke alle jer derude, der igennem efterhånden forfærdeligt mange år har gjort dette muligt ved at støtte vores ydmyge virksomhed.

Så let er forretning langtfra altid. Denne skribent fik i julegave en bog om det hæderkronede amerikanske audiofirma McIntosh, der er ganske underholdende læsning. Ikke mindst er det spændende at læse om, hvordan det gik fra 1990 og et godt og vel årti frem, mens McIntosh var ejet af den japanske bilstereo-producent Clarion. Det var et pudsigt projekt, der kostede Clarion en megabunke millioner dollars. Det var måske heller et et oplagt ægteskab indstiftet i den finansielle intelligens` allerhøjeste Himmel. For så vidt det kan forekomme temmeligt åndssvagt at sprøjte multimillioner i stærkt tiltrængte moderniserings-investeringer  i et dyrt indkøbt firma uden nogensinde at få pengene retur igen. Og det gælder både årlige overskud i ejerskabsperioden som den ultimative salgspris til den senere ejer , D(enon) &M(arantz) Holding, der trygt numerisk kan formodes at være en del under den oprindelige købspris. Prisen er aldrig offentliggjort, næppe et godt tegn. Det har helt givet været peanuts, Clarion fik, en pudsig parentes i finanshistorien.

Nu er det som éns egen bedrifter udi gamle forlængst forglemte kærester (nok bedst glemt eller måske snarere fortrængt af selvsamme kærester, egne minder er jo typisk lidt mere gloriøse) lidt ligemeget, hvad der skete dengang. Og så alligevel ikke helt. Vi havde nemlig her i huset forsværget, at nogle af produkterne fra McIntosh dengang ville finde vej til vores testbænk her. Alligevel lander der dog snart det allersidste skud på stammen af den oprindelige McIntosh-forforstærker-stamme, alle designede af McIntosh relativt nyligt chefdesigner (at han var tidligere er jo ikke voldsomt relevant i denne sag, NU er han det da i det mindste endegyldigt !), Larry Fish.

Det drejer sig om en C40, der således kan testes sideløbende med sine forgængere C32 og C33. Der for denne skribent repræsenterer det absolutte højdepunkt af datidens hifi-teknologi. Og dermed forhåbentligt osse nutidens, vores egne ATC SCA2 i vores private referenceanlæg i vores musikstue er faktisk fra samme periode som C40, nemlig fra 1995. Mens C32 og C33 er "state of the art" fra henholdsvis 1970-erne og 1980-erne. Det bliver en interessant og naturligvis helt objektiv test, dette sidste bedst muliggjort af, at vi har købt alle kombattanterne.
Som enkelte måske vil have bemærket, så har vi fravalgt de nyere rør-produkter fra McIntosh. Det skyldes i al sin enkelthed, at samtlige designere hos McIntosh fra 1970 og frem (og det vil sige dem, der er der den dag i dag!) altid har foretrukket transistorer. Både i for- og effekt-forstærkere. Rør har ifølge den af McIntosh-kanoniserede bog af Ken Kessler udelukkende været en overlevelses-strategisk nødvendighed for McIntosh. Ellers ville der ingen rør-revival have været for McIntosh, designerne synes det er lidt teknologisk tåbeligt. Og det synspunkt er jeg ikke ganske uenig i.

Det var den mangeårige chefdesigner hos McIntosh, forlængst afgåede Sidney Corderman, tydeligvis osse. I forbindelse med firmaets 50-års jubilæum blev han ellers genindkaldt for at designe et nyt "statement rørprodukt", en McIntosh MC2000. I den anledning fik han foræret selveste serienummer 001 af dette forrygende produkt. Tillykke, Sidney! Selv om lykønsningen er forsinket knapt 15 år.
Det er så iøvrigt lige netop dette personligt.-dedikerede eksemplar, som er til salg hos Audioclassics i disse dage. Og det kunne altsammen have været fint at eje dette unikke Sidney Corderman-eksemplar..
Hvis det altså ikke havde været fordi den stadigvæk står uåbnet i sin oprindelige  originale emballage. Sidney selv gad nemlig HELLER IKKE rør..
Og det var ikke fordi han ikke havde prøvet. Det har vi altså osse her i huset, det dér rørpis kan McIntosh altså godt beholde for vores skyld. For hvem gider dog have noget, som designerne ikke selv gad have selv om det var gratis..?
Selv om det er nødvendigt for at få sorte tal i DERES regnskab(og DET er det!)er det altså alligevel noget mode-fims, det der rør-værk!
Egne dyrt indkøbte erfaringer siger, at man ikke kan opnå noget med rør, som man ikke også kan opnå med transistorer. Det skulle da lige være sorte regnskabstal altså..!


4 kommentarer:

Blogger 27pH sagde ...

Det lyder som en bog jeg må låne ved lejlighed.

Jeg hepper forresten på SCA2

3. februar 2014 kl. 11.10  
Blogger Poul M sagde ...

Jamen meget, meget gerne

3. februar 2014 kl. 12.20  
OpenID larsne sagde ...

Endnu engang må du prise dig lykkelig over ikke at arbejde i hifi-branchen, det giver åbenbart alvorlige skader http://frequence-shop.dk/

7. februar 2014 kl. 08.27  
Blogger Pia Dahl Vikkelsø Olsen sagde ...

Ja jeg har set det, det ser faretruende ud. Det, der virkeligt undrer mig i denne sag er dog, at der så vidt jeg kan se ikke er eller er bebudet noget ophørsudsalg, og det kunne jo tyde på, at beslutningen om at lukke måske har en anden og alvorligere forklaring end den officielle. Som jo osse er noget alternativ må man vel sige..

9. februar 2014 kl. 09.26  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start