mandag den 10. februar 2014

Lokale og globale maxima

Så er der en forhåbentligt lidt roligere uge undervejs i vores lille virksomhed. Der skal nu lige i den henseende heller ikke alverden til, ugen op til vinterferien var noget af det travleste hidtil i vores allerede ganske midaldrende virksomhed. Omsætningen var blot proportional med aktiviteten, og DET har vi aldrig helt oplevet før. Om vi så ligefrem kan komme til at betegne den forløbne uge som det, der i matematikken hed et "globalt maximum", altså noget, der ikke senere i en sekvens bliver overgået, er jo ligesom ikke rigtigt til at vide. Eller rettere, det er det jo, men til den tid, hvor man ved det med sikkerhed, er det allerede ligemeget, idet firmaet til den tid for at opnå den fornødne viden om omsætningsudviklings-historien  nødvendigvis må være afviklet. Vi lever nu fint videre i fortsat uvished om, om nu dette sidste uges foreløbige maksimum i arbejdsopgaver osse VAR globalt eller blot lokalt. Mindre kan nemlig sagtens gøre det, og denne skribent er endnu ikke affældig nok til ikke osse fremover at kunne tackle lignende spidsbelastninger.

Nå, vi får så, om der engang igen kommer en gennemsnitlig månedlig omsætning på blot en lille uge som vi lige har oplevet. Vi er nu generelt tilhængere af blot gennemsnitlige uge-omsætninger hver uge i vores lille ydmyge virksomhed. Alt andet er blot kærkommen bonus, som vi takker for og glæder os over. MEGET!

Til gengæld er der så ikke tvivl om, at man i den danske hifi-debat har opnået et absolut globalt maximum, der gør al efterfølgende diskussion totalt meningsløs. Ikke at den nyere diskussions-praksis på de forskellige net-fora  måske ligefrem har aftvunget synderlig interesse andet end som mulige psykologiske  studier udi sære socialt marginaliserede mandligt-provinsielle små-sølle eksistenser, der lever for hifi-navlepilleriet. Eller hvor det nu er  man(d) piller...

Alle disse banaliteter vil vi lade ligge i dag, ikke mindst fordi denne skribent brugte det meste af søndag eftermiddag på at lege med hifi. Men jeg har dog nyvaskede hænder, mens jeg skriver det her. Og det var sandeligt osse tiltrængt, vores nyeste inkarnation af et kælder-referenceanlæg spillede så usigeligt vidunderligt, at det næsten næsten krævede fornyede forsyninger af køkkenrulle . Og så stopper vi af indlysende diskretionshensyn og manglende vilje til alt for pinlig selv-udlevering.
Og SÅ kommer vi endelig til det store øjeblik, hvor vi vil afsløre vores store opdagelse af sidste uges absolutte toppunkt i hifi-dårskab. I en epokegørende tråd på nerds.dk om noget så brandvarmt som lyden af en ægte Stradivarius (man kunne vel her spørge, hvad hifi-tosser nu lige ved om DET tillige med lyden af alle ANDRE instrumenter, men det ville være et sidespring-mere!)

I den forbindelse beretter en fyr, som hedder Bjarne/Ramma om en episode i en østjydsk hifiklub, hvor klubbens medlemmer blev præsenteret for en sammenlignende lydtest mellem 2 identiske sæt højttalere. Og ikke ganske overraskende for denne skribent viste svarene på bedømmelsesskemaerne fra deltagerne, at der var kæmpeforskel på de 2 identiske sæt. Konklusionen turde være ubønhørligt klar  og entydig: Hififjolser hører klart dårligere end B&;O`s bredt sammensatte testpanel af trænede lægpersoner. For når man høre klare forskelle på ganske ens ting, hvad er det så lige, man efterfølgende IKKE kan høre forskel på? Alt, naturligvis, når nu INTET allerede er alt rigeligt.

Deltagernes egen konklusion var desværre for den fortsatte hifi-interesse i Danmark ganske ganske anderledes. Fra en kant affærdigede de deltagende megalomane paphoveder her nemlig selve TESTMETODEN, den sammenlignende blindtest. Når de altså kunne høre forskelle på totalt ENS ting, så var det naturligvis i denne særegne hifitosseri-optik fordi man ikke kunne bruge sammenlignende blindtests til NOGET OVERHOVEDET. For at vores læsere ikke tror, det her idioti er noget vi har fundet på, bliver vi af ind-og oplysende grunde nødt til at citere stakkels gamle Bjarne/Ramma:
"Derfor er det et faktum at blindtest og ABX test ikke er en skid værd til bedømmelse af lyd og lydkvalitet, fordi der simpelthen er for mange faktorer som der ikke er fuld kontrol over i en testsituation og derfor heller ingen 100% logiske og kontrollerbare fakta til at kunne sige at testen giver et sandt billede af det der testes" 
Læs lige det her monumentale pladder igen fra folk, som intet kan udover at snakke, høre kan de da ialtfald ikke og FATTE, uha! Når man er taget med bukserne nede om knæene kan man vel ligeså indrømme det.

Dermed ophører alting og al efterfølgende søgen efter perfektion, som alligevel ikke vil kunne høres,, det globale maximum i hifi-dumhed er nået, alt efterfølgende kan blot være små-dønninger efter dette endelige fornuts-forlis. Og læs gerne det her (altså ikke disse fornuftige ord, CITATET, naturligvis!), inden du som lægsperson måtte forvilde dig ind på et hifi-forum for at stille at spørgsmål til disse selvbestaltede supereksperter. Som allesammen kan høre alt hvis de altså bare ved, hvad det er, de lytter på. Ellers kan de INGENTING høre. Eller rettere, de kan høre og klart beskrive  ALLE forskellene der, hvor der OVERHOVEDET ingen er. Eller teoretisk kan være.
Jeg tror jeg stopper her inden jeg kaster op. 
Og hvis noget kan blive dummere, så vil jeg da gerne vide det..En ting er IKKE at kunne høre nogen forskelle på noget, noget andet og langt langt værre er dog  at høre forskelle, hvor der ingen er. Og derefter drage Rammas syge konklusioner, mon ikke permanent ætertavshed ville gøre ham større ære..?
Er jeg for hård i dag?

PS Og så lige en kommentar til ligeledes stakkels Nils Valla på hifi4all: Kunne en eller behjertet sjæl fortælle ham midt i en af hans kroniske vrøvle-tirader, at der altså ikke er noget, der hedder "lodrette og vandrette rilleinformationer" BEGGE sterokanaler er SYMMETRISKE omkring en 90 graders akse opefter-det, der normalt benævnes "lodret". Dvs skråt op til højre henholdsvis skråt til venstre. Og skråt op med Nils, vrøvlehovede par excellence. Tænk hvis man skulle søge vinyl-information på nettet og forvildede sig forbi sådan et fjols.
Er jeg osse for hård her?  


5 kommentarer:

Blogger anders sagde ...

Yderst rammende...

11. februar 2014 kl. 08.53  
Blogger Poul M sagde ...

Takker, var lidt i tvivl faktisk. Det bedste ved den her hifisnak er vel, og fra nu af kan det vel dårligt værre. Om det så bliver bedre er så tvivlsomt. For hvad skal almindenligt relativt fornuftige folk dog i sådan en hobby, hvor alt betyder noget og alt er synergi og ingen alligevel vil indrømme, at de ingenting kan høre. Ikke engang, når de VIRKELIGT ingen forskel burde kunne høre når der nu ingen er..

11. februar 2014 kl. 10.24  
Blogger anders sagde ...

Bare det at man giver sig i kast med at diskutere det med udgangspunkt i et youtube-klip...

11. februar 2014 kl. 18.48  
Blogger Kim L sagde ...

Det minder mig om dengang i 70'erne hvor High Fidelity (bladet) tested Quad 45 og 405. Der kunne testpanelet også høre forskel på de 3 sæt. Frits Sø som importerede Quad dengang var rasende og udfordrede bladet til en blindtest og de faldt selvfølgelig igennem da de IKKE kunne høre forskel. Men i modsætning til dem der er nævnt her tog bladet det dengang til efterretning og ændrede mig bekendt testproceduren.

12. februar 2014 kl. 11.45  
Blogger jakob levesen sagde ...

Nej, Poul, du er ikke for hård. Man skal jo være hård, når der er grund til det! Og der skal råbes op en gang i mellem, som her i din tekst. Jeg får bestemt også lyst til at råbe og grine småhysterisk, når jeg læser det med at nogle hififjolser kunne høre forskel på to identiske sæt højttalere i en blindtest. Det er hylende morsomt og dybt dybt tragisk samtidigt. Og de implicerede burde føle det og indse brøleren - og straks sælge deres hifilort, købe en DAB-radio og udmelde sig fra diverse hifi-fora. Du har så ret når du skriver, at de først kan høre forskel på to ting, hvis de ved at der er to ting og hvad de to ting hedder eller er. Så er der nærmest ingen ende på klogskaben. Nogle gange tænker jeg om de mon sidder og har et faneblad på PC en åbent, så de kan skrålæse testresultater/lytteindtryk fra de mange hifimagasiner, samtidigt med at de videregiver "deres" lytteindtryk af apparatet - som de sikkert aldrig har hørt! Åh, altså, har dette idioti ingen ende?

20. februar 2014 kl. 10.20  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start