mandag den 6. januar 2014

Tomhedens apoteose

Engang for efterhånden mange år siden blev der udviklet et revolutionerende nyt TV-koncept. Det revolutionerende bestod bestemt ikke i suveræn kvalitet, men visuelt var der alligevel på trods af kornede og rystede billeder tale om et nybrud. Også kvalitativt var der tale om nye stier, det var nemlig premieren på ophøjelsen af den ultimative talentløshed til underholdning. Vi taler om de første TV-transmitterede hjemmevideoer, hvor det gennemgående tema altid var, at der var børn, der slog sig. Eller fedladne fædre, der skvattede og fjollede rundt, trådte på river og andre finurlige ting. Skideskægt. Og bestemt ikke mindst skægt for TV_producenterne (og samtidigt uhyre ildevarslendefor al fremtidig TV-kvalitet), da man nu for zero kroner kunne fylde den bedste sendetid med disse gratis ufrivillige falden-på-halen komikere. Ikke mindst den obligatoriske unge, der drattede på cyklen på tusind måder og altid slog sig ad Helvede til og stortudede hysterisk var afgjorte TV-højdepunkter. Men nu var det her osse i en tid, hvor der var ganske få danske TV-kanaler.

Nu er der jo så sædvanligvist grænser for, hvad der sker i det lille hjem af alskens ulykker, og det er jo heldigt nok. Eller altså trist, hvis man skal lave gratis TV-underholdning på andres lidt sølle bekostning. Udover de endnu vistnok eksisterende etiske problemer med at vise egentlige hændelige (men jo osse lidt rigeligt sjældne) dødelige ulykker som morsom hjemmevideo, så nåede denne første lavpris-tomgangsserie af hjemmevideoer alligevel enden. Der skulle ret hurtigt meget mere til end selv hysterisk skrålende småbørn efter at de havde banket samtlige mælketænder ud. De gjorde nu ellers deres absolut yderste, ungerne. Alligevel blev det hele ligesom lidt for kedeligt, da der jo aldrig døde nogen rigtigt.

Heldigvis var der TV-konceptuelt endnu plads til at opskalere tosserierne lidt. Det mest oplagte var så åbenbart at lade lidt STØRRE børn (den slags, der sædvanligvist kaldes VOKSNE) slå sig lidt MERE Man kunne jo betale professionelle for at opføre sig tåbeligt, og det gjorde man så. Og det gav jo lidt fornyet spas derude i de små hjem. Traditionel slapstick blot uden elegancen. Min daværende preteenage-papdatter syntes helt vildt godt om disse mere stramt koreograferede fjollerier, der fik titlen "Jackass" Det blev ugens absolutte TV-højdepunkt. Altså dette datidens lokale latrinære lavpunkt og skidt og lort og spisning af levende orme og tudser og anden vidunderlig humor. Den eneste positive ting man næsten kunne og kan sige om Jackass er da vist, at man slap for alle de skrigende unger, der slog sig og skreg. Nå, al storhed forgår som enhver ved, og som Romerriget forsvandt selv Jackass ind på hylderne for forlængst forglemte fortidige julegave-DVD´er. Og blev erstattet af anderledes interessante ting som yngre mennesker spærret inde i et hus, hvor de blev nødt til at dyrke tilfældig sex med hinanden. Se, DET er jo helt anderledes holdbart!

Ikke rigtigt, nej. Det tydeligvis noget begrænsede rekrutteringsgrundlag til silicone-pattede rigeligt tatoverede kvindelige modeller til serien viste sig desværre ikke at være nogen ægte delmængde af de rigtigt labre kvindelige modeller derude. Selv denne skribent med sin nødtvungent puritanske opvækst på Endelave, hvor praktiske anatomistudier af kvinder blev begrænset af sprækkens størrelse (altså den i pigernes omklædningsrum derude på Endelave Havn) fik hurtigt nok. En hurtig "cost/benefit-analyse" viste, at problemerne med at forklare min pludselige interesse for fjolle-TV langt oversteg fornøjelsen og forventningen ved nøgenscenerne. Og DET kunne lille Poul derude på det yderste skær vel næppe have forestillet sig..Til gengæld kunne han forestille sig så forfærdeligt meget andet, og tro mig, det gjorde han.

Og så kommer vi endelig til dagens egentlige korte tekst om ingen verdens ting. Og i dag passer det altså! Vi skal nemlig atter efter lang tids tavshed tale om den lokale super-entertainer Klaus Wunderhits.. Tavsheden skyldes nu mest, at der i tilfældet Klaus ikke rigtigt har været noget at "skrive hjem om" Han har med begrænset talent (begrænset nødvendigvis af sit begrænsede talent) forsøgt at slå sig igennem med påklistrede kunstige hestetænder og hysteriske grimasser som såkaldt "morsom mand"
Nå, som datidens barnlige ufrivillige hovedpersoner i fortiden hjemmevideoer, så blev konceptet tydeligvis noget slidt for Klaus. De barnlige hovedpersoner blev nu heldigvis VOKSNE, desværre ikke en option for Klaus.  Så der måtte en konceptændring til. Og så sprang Wunderhits ud som CHILI Klaus, hurra, fanfarer og jingler og kvindekor med Lærdags-pigerne! En mand, der kunne spise meget stærke chilier, jamen er han da ikke mageløs?
Ikke rigtigt, der findes massevis af ikke-mediedækkede danske ækvivalenter til forskellige andre former for "stærkmands-konkurrencer" indenfor den traditionelle nordiske kunst, grovædning For eksempel finder der hvert år en danmarksmester i æbleskivespisning på tid og massevis af andre finurligheder. Min egen absolutte favorit er nu mesterskabet om, hvem der kan spise flest hot dogs på et kvarter. Se, DET er et mandfolk efter mine begreber. Stor, tyk, barsk og skideforædt!
Chili, derimod, det er squ for sølle, mere sådan en bybøsse-beskæftigelse.  Det svarer ved i sværhedsgrad til i min egen barndomstid som manddomsprøve at skulle guffe de obligatoriske regnorme. Og har alle mennesker virkeligt allerede glemt alle de utallige ulækkerier, som man åd i Jackass? Se, DET var squ mandfolk!

Tilsyneladende har folk mister enhver sans for rimelige proportioner, Chili Klaus har ialtfald opnået sine 5 minutters berømmelse ved at æde stærke chilier, og tillykke med det da.  Så kan du da noget, der er svært. Svært altså at slå tidens ellers uophørlige leflen for det absolutte lavmål. For hvad skal verden dog med rigtige helte når vi nu har Chili-Klaus?
Tomhedens apoteose!
Hvis man af ovenstående smøre skulle få det indtryk, at denne skribents begejstring for "denne "morsomme mand" er afgjort behersket er man bestemt ikke ganske på vildspor. Så vidt vi ved er begejstringen ganske gengældt...






0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start