mandag den 13. januar 2014

Så er der ganske få dage (blot 2) til,

at denne skribent og den underskønne fru Mathiasen har været sammen i samfulde 9 år. Nå, men det er da rart at vide, at noget, der faktisk føles som et godt stykke tid osse HAR været langvarigt (og lykkeligt). Det sidste er naturligvis en banal formalitet for regelmæssige læsere af denne spalte.
I den anledning (eller måske rettere OP til samme) vil vi så ligeledes forventningsfuldt forlyste os med en af de seneste antikvariske hifi-kombinationer her i vores lille arbejdende lydstudie: Et af de allermest attråværdige klassiskeMcIntosh-sæt, et 2255/C33, der spiller på vores endnu mere klassiske Klipschorn. Det lyder aldeles glimrende og samtidigt en lillebitte smule pudsigt. Som al reproduceret musik jo retteligen gør.

Dette sidste kan til dels skyldes, at Klipschornene ikke står i det for korrekt funktion nødvendige 3-dimensionelle hjørne. Ja faktisk står de ikke engang i et 2-dimensionelt ikke-hjørne, sådan nærmest bare henne i den generelle RETNING af et hjørne, ikke ganske ideelt med denne uheldige endimensionelle akustiske "terminering" af horn-tragten.
Nå, det får række til denne demo-omgang og da vel især fordi der ingen rigtige alternativer findes her i vores kælderetage. Om ikke andet så er det da imposant at se de fine store blå McIntosh-blinkmetere på 2255-eren blafre løs her i dæmringen. Og man må da udnytte de endnu forfærdeligt lange mørke vinternætter til NOGET positivt. At man overhovedet kan se udsving på metrene på trods af den nærmest absurd-høje følsomhed på Klipschornene kan udelukkende lade sig gøre, fordi der til overflod findes adskillige indstillinger for "blafrometrene", så man altid kan nyde dem og deres klassisk-vægtede VU-funktion. der er endda brugt betydelige ingeniørmæssige ressourcer for at få det her til at virke, måske en smule overflødigt for deciderede hifi-purister, men FEDT FEDT FEDT for os andre! Musik BLIVER BARE BEDRE med BLÅT lys!

Nå, nu er der ikke alt godt og gammelt, der længere nyder samme særlige "fremme" her i huset. Faktisk vil vi i dag aflive en klassisk Studer A-80 spolebåndoptager fra ret præcist samme tid som McIntosh-comboen. Ak, ja, det er noget hjerteskærende at skulle skrotte dette mekaniske mastodont-vidunder,, men sådan har tiden gnavet så ubønhørligt (og ikke mindst forskelligt) i disse fortidens elektroniske superstatus-symboler.

Nå, jeg vil ufortøvet begrave mig i dagens nødvendige travle trummerum. Og ikke mindst nyde mørket en tid endnu i skæret fra det blå lys fra de kære Mcintosh. Der jo faktisk giver selv vintermørket mening.
Og hvad kan man så næsten ønske sig mere udover at det altså snart var onsdag den 15. ...

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start