mandag den 20. januar 2014

Det noget forsinkede konfirmationsanlæg

Fruen er på et ganske velfortjent ridekursus i Portugal i disse dage, så der er lidt ekstra arbejdsrelaterede praktikaliteter at rumstere med for denne småtravle skribent. Nå, men det kan jo så til alt held foregå samtidigt med, at vi gennemfører en interessant lyttetest her i vores hifi-kælder. Og lige adjektivet "interessant" her gør det jo nok meget heldigt og bekvemt, at fruen er tusindvis af kilometer borte. De kommende dages aktiviteter består nemlig i en længerevarende lyttetest af forskellige forforstærkere. Hvis enkelte måtte synes, sådan noget lyder spændende, er det nok desværre et tegn på, at deres almindelige dømmekraft og kritiske sans er noget rudimentært udviklet. Og da ikke mindst deres musikinteresse, for man KAN principielt ikke høre musik samtidigt. Og det gør hele denne allerede fra starten noget frugtesløse beskæftigelse om muligt endnu mere håbløs.

Som testobjekter har vi anskaffet en flok McIntosh-forforstærkere. Og nu her inden de engang skal videre i verden vil vi så forsøge at op-kvalificere vores indsigt i lyden fra disse herlige hifi-antikviteter. Hvoraf selv den yngste og fikseste model er omkring 30 år gammel. Og hvor den ældste (og det gælder både tilhørende tuner, effektforstærker og Tannoy Monitor Gold-højttalere KUNNE have været det fantastiske konfirmationsanlæg, som jeg aldrig nogensinde fik dengang i foråret 1970. Hvor det eneste hifi, jeg overhovdet havde adgang til var en transportabel Grundig kassetteoptager. Og det endda uden hverken såkaldt "batterieleminator" eller radio.

Det var i det hele taget meget lettere at være "proto"-hifientusiast dengang. Ikke mindst fordi, der var noget længere mellem "snapsene", mulighederne for at anskaffe noget nyt. Det gav bedre tid til at gå og glæde sig, og det kunne man jo passende gøre i årevis. Og ikke meget mindre passende høre noget musik imens, det er jo ikke rigtigt noget, man længere gør. Heller ikke engang her i huset og allermindst i forhold til de mange, mange tusind LPèr, som står og gaber og glor. Heldigvis er der så muligheder i disse dage til at larme lidt ekstra i fruens fravær, vi får se om det lykkes at give denne næsten livslange og små-syge hobby nogensomhelst mening. Altså blot lytte lidt.

Nå, det vigtigste først, TESTEN! Foran mig står ikke mindre end 4 McIntosh-forforstærkere, der alle har det tilfælles, at de oprindeligt var så dyre, at man (Jeg!) overhovedet kunne drømme om dem. Ja, man kunne vel nærmest på en "potens op" i irrealis og sige, at at man ikke engang kunne "drømme om" at "drømme om" dem! Blot tanken var nærmest tabubelagt.
NÅ, men nu står de der så: En klassisk C28, designet af en af de blakkede helteskikkelser i McIntosh-kosmologien, serbisk-fødte Mioldjub Nestorovic. Blakket, fordi han egenhændigt designede den vel nok allermest attråværdige og mest ikoniske McIntosh nogensinde, nemlig MI-350 røreffektfortærkeren. På altså helt vanvittigt-grænseoverskridende 350 watt og med en forrygende lydkvalitet  hvis man altså skal tro nutidens ejere af disse første monsterforstærkere. Og det skal man så ikke nødvendigvis, som med nutidens dyre hifi-kabler har ejerne i dag jo betalt hundredetusindvis af kroner for disse ganske sjældne forstærkere, og det gør jo investeringen god. Idet man jo eller blot var et fjog (læg mørke til det uhyre elegante rim her.

Nå, men Mioldjub var ikke lige genial hele tiden. I forbindelse med udviklingen af den senere McIntosh MC2205 og færdiggørelsen af det ellers ganske smarte patenterede Power Guard-system gik der lidt "kage" i den for Nestorovic. Hans næsten færdige nye design var baseret på samlemæssige forudsætninger, som ikke kunne klares i selv et mindre og ganske kompetent produktionsmiljø, så han forlod "Mac"-butikken i 1973. Og i lighed med de fleste jævnaldrende sit "jordiske hylster" senere (heldigvis meget senere) dette blot for at give aldersperspektivet for disse antikvariske apparater lidt ekstra dybde.Og blandt hifi-entusiaster KAN perspektivet jo simpelthen ikke blive for dybt! Dybt!

Nå, de øvrige kandidater i vores test er de lidt senere (og forvirrende nok osse delvist SAMTIDIGE (altså delvist med hinanden) C29, C32 og C33 Der for perspektivets skyld er del-designet af McIntosh NUVÆRENDE designere, Ron Evans og Roger Stockholm, der så altså har været der foreløbigt godt 40 år.. For at holde testen på et strengt videnskabeligt korrekt niveau vil vi udelukkende spille musik med "The Kingston Trio", som vi netop har anskaffet. Den hedder Nine Classic Albums, fordelt på hele 4 CD-plader. OG ikke mindst, så er de "digitally remastered and enhanced for superior quality", slå lige den, Fætter Guf!

De foreløbige lytteindtryk er særdeles lovende, som noget noget jo altid er når man selv har betalt det. Alting bliver jo nødvendigvis altid bedre for enhver hifientuast uanset hvor rædselsfuldt det hele så lyder. Både undervejs og ikke mindst slutteligt.. Mærkeligt at alle altid p.t. har det bedste, som de nogensinde har haft, når de nu nok næppe har den kønneste kone i huset, som de noegnsinde nåede at kysse på. Eller næppe heller den bedste bil og da slet ikke, hvis de altså (endnu) har en KONE..Helt helt anderledes her i huset, både med kone og bil, men nu er en gammel Opel Omega faktisk rent objektivt en del ringere end en nyere Mercedes E270 og andre biler har jeg aldrig ejet. Ligeledes har kysseriet været ret begrænset, dumme Hans Henrik nappede altid alle de fikse modeller, så også der er jeg endt med den bedste og smukkeste model. OG det bedste hifi ligesom alle de andre fjolser, mærkeligt nok egentligt.Dette FØRSTE udelukkende held uden nogensomhelst forstand, det sidste selvfølgelig en både nødvendig uundgåelig og støt fremadskridende udvikling .Og ikke mindst uundgåelig på grund af UDGIFTERNE, der jo ellers ville helt uforsvarlige.
Vi vil senere rapportere resultaterne

1 kommentarer:

Blogger Gert Mandrup sagde ...

Sjovt som vi gør de samme ting.

Her er det bare fra kælderen og op, der bliver slæbt tungt udstyr frem og tilbage (kvittering haves fra fysioterapeut), til lytning hele tiden.
Konklusionen bliver hele tiden at mit EMU-0202 USB lydkort, sammen med en netbook, er helt perfekt til formålet: at lytte til fed musik.
(og USB kablet har helt almindelig plastik som overtræk)

Det er så ofte noget rippet noget, fra ipod og det burde lyde af helvede til.
Min svigerdatter rystede på hovedet og sagde at det vist var fra før hendes tid. Hvad er der nu galt med Eric Clapton, Gorky Park, Jimi Hendrix, DAD, Bryan Ferry...

22. januar 2014 kl. 07.08  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start