mandag den 18. november 2013

Plat og biler

Nu kunne man med betydelig ret spørge, hvad biler har med plat at gøre. Og måske ganske særligt nu her efter, at selv det tidligere sædvanlige bundskrabererhverv i almindelig anseelse, brugtbilsforhandleren, er blevet inderhalet af endnu en toppolitiker, for hvem "rettidig omhu" er et totalt fremmedord. Ikke rigtigt noget, faktisk, vi skal nemlig ganske kort tale om nye biler og lige der er der jo som bekendt ikke alverden at tjene her i landet. Ikke meget for forhandlerne, der jo som bekendt trods nyligt rekordsalg (i STYK, ganske vist, en noget alternativ form for økonomisk analyse fra nyhedsmedierne, ikke korreleret med hverken totalomsætning eller brutto- og nettoavance) ikke tjener noget. Nul komma nul dut prut.Heller ikke meget for producenterne af standardbiler og vel næppe nogen steder mindre end netop i Danmark, hvor slutbrugerprisen er et brandbeskattet multiplum af netop den rå indkøbspris. Der derfor barberes mest muligt, og det er naturligvis derfor, tyske biler med stor økonomisk gevinst kan parallel-eksporteres tilbage til tyske forhandlere, der giver en del mere end de danske ditto.

Det er vel næppe heller en hemmelighed, at hverken forhandler eller producent tjener nogetsomhelst på at sælge hverken fladskærme eller produkter fra Apple. Ikke underligt, at et firma som Fona, der netop kombinerer disse 2 økonomiske totale "dødssejlere" med dyre fysiske forretninger har kæmpeunderskud og tvinger samtlige medarbejdere ned i løn. Hvad Fanden skulle det hjælpe burde ethvert tænkende menneske vel spørge. Er der slet ingen længere i koncernen, der har taget bare et lillebitte uskyldigt aftenskolekursus i handelsregning? Ikke at det længere hjælper, dertil har farcen kørt for længe. Bestemt et problem for en virksomhed, når den største del af virksomhedens værdi efter al sandsynlighed ligger i de afståelsespenge, som den kan indkassere. Ved altså at lukke..

Helt anderledes fornuftigt ville det have været, hvis dumme Fona havde handlet med RIGTIG hifi.  Der formår man det paradoksale hvert eneste år at hæve priserne kolossalt på masser af modeller uden rigtigt at lave noget. Ren "Benny Holst", det her, det var ham der sang om at "blive rig uden at lave noget.." Kun at lave en lillebitte vigtig ting om, nemlig PRISSKILTET. Alle high end-mærkerne gør som JBL, der i forbindelse med tilsyneladende mest kosmetisk modelskift fra Everest 66000 til 67000 lige hæver prisen omkring 50% til ikke ganske bagatelagtige 700.000,- for et sæt. Forøget status for køberen, blot ikke i den vestlige verden og det er vel meget godt. Alt for  øjnefaldende forbrugs-idioti er jo trods alt ikke noget at prale med overfor naboen for tiden i vores del af verden. Heldigvis for Harman og JBL er Verden anderledes ovre østpå, hvor Veblens teorier, undfanget i den vestlige kapitalismes mest vulgære periode, lever i bedste velgående ..

Og så lige tilbage til biler lidt igen. Her i weekenden stod nemlig en af de få danske highend-hififorhandlere (det må man da formode, da han kalder sit vistnok hjemmebaserede firma "Highend Sound") for en kontroversiel bemærkning. Eller måske snarere dum, for den var ikke engang så håbløst tvetydig som Løkkes nylige om Folketinget om skopriser. Snarere mere entydigt-dum!
I en af de evigt cyklisk-tilbagevendende diskussioner om det rimelige i, at betale mindst nyprisen for en bil for kabler for sit hjemmestereoanlæg forsvarede denne Gert fra Vendsyssel sig med, at det vistnok kun var nettokostspris for en bil  omkring "10k  i ..for en vi giver 200-300k for..". Tjah, provinsiel dårskab findes tydeligvis ikke udelukkende blandt kunderne. Sig mig; Gert, har du nogensinde set nettofortjensterne for de europæiske bilproducenter pr. enhed, de er ellers ganske lette at finde. Og se hvor mange gange du har gættet forbi..Kabelverdenen og bilverdenen har INTET med hinanden at gøre. Den ene sælger et reelt og nobelt PRODUKT, den anden sælger noget rent PSEUDOVIDENSKALIGT PLAT og PIS!

Nu er den her idiotiske sammenligning med produktionspriser på biler med priserne på højttalerkabler altså særligt svær at sluge for denne skribent, fordi den er beregnet til at forsvare det fuldstændigt uforsvarlige. Nemlig at skulle forklare, at der så sandelig er et reelt råvareindhold og omkostninger i kabler. Men det ER altså dumt at sammenligne med noget reelt som en bil, der UDOVER mange, mange meter kvalitetskabler TILLIGE indeholder omkring godt en TON reelle råmaterialer.
Men spørg da gerne Gert om priserne på et Jorma-kabel (materialepris/nødvendige kolossale basalt-kvantefysiske udviklingsomkostninger/selvudslettende beskeden priskalkulation, helt  helt anderledes i den griske autobranche) og spørg derefter konen (din egen begribeligvis), om hun helst vil have et nyt netkabel  eller en ny mellemklassebil. Hvis altså du gerne vil HAVE en ny bil. Prisen er ca. den samme.
Tilbehør i hifi er som narko, den eneste forskel er vist, at det er lovligt både at sælge og købe. Derfor burde man nu nok alligevel være gået lidt mere stille med det. End altså at sammenligne med noget REELT som en bil.
Man skal squ være forsigtig med at beklikke branchers prissætning, når man selv bor i verdens mest frønnede og totalt gennemrådne (hifi)hus. MEGET




8 kommentarer:

Blogger jakob levesen sagde ...

Tjekker lige om google kontoen virker, efter at have skrevet indlæg som blev væk i koder og alt muligt andet gejl

18. november 2013 kl. 10.13  
Blogger jakob levesen sagde ...

Jamen Poul, du har som sædvanlig ret! Det er nu også rimeligt let at have, når emnet er så åndssvagt som kabler til mange kroner i disse "krisetider". Jeg kender faktisk ingen som har oplevet reelt krise, men læser om det i aviser og på TV. Jo vist stor arbejdsløshed, men den har jo mange årsager, der iblandt stor vanetænkning og dovenskab og uvilje mod forandring hos mange af de arbejdsløse. Forbavsende få tænker i innovation og at gøre noget selv, fremfor tryghedsorientering og total apati og det at deponere sin skaberevne og overlevelsesevne hos det lokale fagforbund og A-kasse.
Nå, det var kabler og biler. Der kan jo ikke være meget krise når der sælges biler som aldrig før og folk bare diskuterer kablers pris. Ingen burde tale om kabler, men om at lave en dansk kabelfabrik! Så ku alle hifitosserne sidde der i en fabrikshal og lave fine kabler i lange baner og diskutere deres fordele i lange mails og blogs som denne, se det var der da fremdrift i!
Det helt helt store problem er, at dagen efter kablerne er købt, er forskellen lig nul komma fem og der må findes andre ting som kan "forbedre" lyden åh, så væsentligt. Som søgte de den hellige gral. Ingen ser det er et reelt fatamorgana. Kuren er at se ud af vinduet og give sig i kast med virkeligheden, den del af den som man kan fatte, altså:-)
Der kan da heller ikke være krise i institutionerne, når alle dine kunder fortsat skal have nyt udstyr til mange kroner, endda rimelig tit?
Det er som om krisen mest er i aviser og på TV..?
Skrevet her på tærsklen til endnu en uge i efterårs Danmark, med grålig udsigt til en begivenhedsløs uge:-)

18. november 2013 kl. 10.26  
Blogger Poul M sagde ...

Hej Jakob Vi skal bestemt ikke klage her i vores lille professionelle verden, hvor folk til en afveksling har reelle behov. Beviset er jo måske, at vi har tid til at beskrive dårskabens verden her i stedet for at lave noget fornuftigt i vores egen..
Så ogå lige en video med hr. ceriticeret tagdækker Mark Johansen kloge sig på det mest abstrakte kvanteteoretiske plan på kabler, ham med Zensati. Det ER squ da paradoksalt, at den eneste del af hifi-branchen, der slet IKKE kræver nogen uddannelse anden end mere end almindelig bjergsomhed er tilbehørsbranchen. Al produktion af enhver elektronik og alle højttalerenheder kræver ellers formel faglig uddannelse, blot ikke platteriet her..

18. november 2013 kl. 11.04  
OpenID larsne sagde ...

det er vigtigt med 'hurtige' kabler... https://www.youtube.com/watch?v=MZFEY7wVrdI

18. november 2013 kl. 11.13  
Blogger Poul M sagde ...

Ja, sandelig, der er visse mennesker, der med deres ubegrænsede evner til på ingen tid at forstå selv alle de mest komplicerede sammenhænge indenfor den teoretiske astrofysik og faststof-teori, som de bedste videnskabsmænd har brugt et helt liv på kun at fatte en flig af. Og tænk sig, en af dem er endda dansker..

18. november 2013 kl. 12.10  
Blogger jakob levesen sagde ...

Jeg har ikke set det link der vises, men vil fortælle om hvordan jeg selv engang åd hele godnathistorien om Nordost kablernes hurtighed, som et væsentligt parameter ved hifi. Jeg fik at vide, at Nordost kablerne i og for sig slet ikke var udviklet til hifi, nej for det er jo nærmest useriøst i sig selv, næ, det var lavet til at lægge i F16 fly og andre fly, til at sikre at flyets mange knapper og piloternes bevægelser med den iøvrigt ikke eksisterende JoyStick, blve distribueret korrekt til flapper og motorer rundt omkring på flyet. I alle grader, i alle forhold - og så kan man jo nok forstå at det er et godt kabel, ikke? Så da det er et godt kabel, sådan i sig selv, så MÅ det jo derfor også være godt til at distribuere lydsignaler med, ikke sandt? Altså ren ren logik og vi bønder åd den banale fortælling. Hvorfor? Jo, fordi vi bare gerne vil have verdens bedste kabel, især når det kunne fåes fra 199,- kr for de billigste versioner. Så var den del af anlægget jo på plads, det handler om tryghed! At det så senere, da jeg havde genvundet in kritiske sans, dvs igen var blevet utryg, kune høre at lyden fra Nordost kabler generelt var hård og kold, var en anden sag. Så ud med dem igen.
ALt det der kryptiske pseudosnak om kablers videnskabelige forhold og så videre, er jo kun præsenteret for at få det umulige til at være sandt; at det bedste desværre er meget dyrt. Og at det kun er verdens bedste hjerner der ved hjælp af fantastiske og nærmest endeløse forsøg nu endelig kan fremvise det allerallerbedste! Vi køber historien hver gang, vi vil forbavses, vil vil tro, vi vil købe tryghed og vished.
HVad jeg har af kabler idag? Jo, signalkabel fra Den Store Særligt KLoge Århusianer, Hr. P.M. og HT-kabler fra Blue Jeans, anbefalet af min anden guru; Kurt von Kubik. Sådan har jeg fået maksimal tryghed!

18. november 2013 kl. 13.30  
Blogger Jan K. Legind sagde ...

Ja, den er god - hvis man allerede har skamredet NASA brandet, kan man jo altid diske op med F-16 klassikeren (John R. Boyds lille skabning) og så falder alle små drenge i svime.
Hvordan er det med signalet i kabler? Sådan ca. lysets hastighed. Mon ikke en gang skod halvandenkvadrant kan opnå godt og vel 50% af lysets hastighed. Mon ikke det er hurtigt nok selv til en jagerpilot.

mvh
Kristoffer

19. november 2013 kl. 10.37  
Blogger jakob levesen sagde ...

Ja, nu du siger det, Jan, hvilken hastighed måler vi når der er tale om strøm ? Det er vel hverken lydens eller lysets hastighed? Der kan man bare se, folk der køber kabler aner intet om basal fysik. De vil bare gerne have noget at tro på:-)

19. november 2013 kl. 11.21  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start