mandag den 4. november 2013

Den allerstørste lydmæssige opgradering, man kan tænke sig!

På grund af en nødvendig flytning i lørdags kunne denne skribent desværre ikke deltage i den store hifi-messe i København. Om det var noget større tab for messen er tvivlsomt, utvivlsomt er det til gengæld, at det er ikke er noget personligt tab her. Siger min kone ihvertfald, efter at hun ikke mindre end 2 gange (og så heller aldrig mere (en 9. april cit. som hun så begavet beskrev det) er blevet trukket igennem denne sælsomme mande-verden. Det ville have været rart med rimelighed her at kunne have skrevet "maskulin verden" men det er måske at gå lidt rigeligt langt  i denne forunderlige pseudoverden, som bestandig hifi-onani jo er. Sådan noget gør jo iøvrigt ingen rigtige mænd, det er en syssel for "midaldrende trivelige mandslinger", der får udløb for deres proto-seksuelle lyster ved at beskrive deres auditive erfaringer (hovedsageligt fiktive og indbildte) gennem klæbrige keyboards. Heldigvis har vi en effektiv Ecolab spraycleaner her i huset, den skulle I prøve!

Nå, nu er det jo heller ikke helt så langtids-krævende for potensen at holde gejsten foran et keyboard som det kan være at demonstrere den mere elementære mandighed foran konen, "virtuel ståpik" er nemmere at administrere end den ægte vare. Alderen trykker vel trods alt de fleste lidt, blot sjældent lige der, hvor det forekommer mest påkrævet..
Selv om livet jo alligevel sejrer til sidst, se for eksempel et par år tilbage på netaktiviteterne på de danske hifi-fora og se, hvor uendeligt få, der er tilbage fra dengang, næppe meget mere end en god håndfuld. Som den ulyksalige Ikaros med sine voksvinger, så flyver de fleste forfærdeligt højt og brænder derefter forudsigeligt både OP og dermed UD og falder efterfølgende NED i et helvedes dybt tomt hul. Det er trist, men det er sådan, det er. Ingen kan holde dette pseudo-liv i permanent "opgraderings-mode" i endeløs usikkerhed ud i længere tid. Mest tragisk er det,når man som en sikkert skikkelig tømrer/snedkermester i Sydjylland har købt sig et par kolossalt store og dyre McIntosh-højttalere i en økonomisk selvmords-satsning, som mest minder om den tidligere i landområderne så udbredte såkaldte "præmie-whist" Der jo også ruinerede hele familier, når man satsede hele butikken og tabte..

Helt så galt går det måske ikke her, selv om det jo nok havde været klogt at få solgt de dyre Montana-højttalere inden nyanskaffelsen. Det er lidt hjerteskærende at se de efterfølgende forgæves forsøg på at få mange penge for noget som de her sikkert ellers fine Montana-højttalere, der allerede er en helt ligegyldig parentes i hifi-historien. Med en ganske tilsvarende salgsværdi i den afgjort mere beskedne (kommende storskrald?)ende..
Værre er det dog, at der tilsyneladende overhovedet slet ikke er nogen, der gider komme ned og høre mandens nye McIntosh højttalere. Og som med anden kønslig omgang med skrækkelige mindelser om egen teenagetid, så bliver det kun værre af at bede tøserne/tosserne om man ikke godt må få lidt interesse. Det fælles her er, at begge ting er totalt ulykkelige, det ene vokser man normalt heldigvis fra, det andet skal man betale til uendeligt længe efter, at al glæde og interesse forlængst er forduftet. For selv om hifi til 300.000, som er den ganske vist totalt fiktive salgspris  for disse McIntosh-højttalere, typisk her i den mere skatte- og momsfritagede vest-landlige del af Danmark kan sådan noget  købes for anslået det halve uden overflødige kvitteringer, så ER det squ stadigvæk penge. Og så i udkants-Danmark endda.

Det svarer til at investere alle sine møjsommeligt sammensparede flaskedrengs-penge som ung i en brugt Triumph Spitfire sportsvogn (atter et vist mest landligt statusprodukt) og så opdage, at tøserne STADIGVÆK ikke gider hoppe op (på?) som man ellers havde attrået og drømt noget så vådt. Det er denne sidste ultimativt pinlige sammenhæng, som denne skribent skulle langt op i 40-erne for endeligt at opdage (noget tungnem er man vel eller ihvertfald VAR), og det var først da roen og resignationen over bestemt ikke ufortjent mangel på succes hos det modsatte køn indfandt sig, at frøken Olsen kom på banen.

Så "op med næbbet", Leif "McIntosh" dernede i Sydjylland, som nevøerne altid indskærpede Anders And, når han var nedtrykt og frænde-løs. Der er jo ikke meget ved at besøge en hifi-tosse, hvor man vælter hele hans verden og skaber varige uvenskaber ved at bemærke, at højttalerne lyder som ren "Anders And" som de her sikkert gør. Og som iøvrigt alle højttalere gør i et vist omfang, selv de dyreste og bedste er jo trods alt blot en sølle afspejling af en virkelighed, der heldigvis aldrig har været.. Usikkerhed giver altså hverken fisse eller andre former for fysisk selskab, det gør kun glæde og selvsikkerhed.  Og det er jo en noget overflødig oplysning som også for de hormonfyldte teenagedrenge, når det lige er det som man så rigeligt IKKE har..

Og hvorfor så al denne banale erkendelse i dag? Jo, simpelthen fordi samtlige vores anlæg i går kom til at spille så uendeligt meget bedre, at det nærmest var påfaldende. Det var som om alt faldt på plads i stereoperspektivet, baggrunden blev sortere end kulsort og alle de andre hifi-floskler forekom ligefrem rimelige. Årsagen viste sig nu at være ganske prosaisk. I forbindelse med efterhånden faretruende langvarig og umådelig travlhed i vores lille professionelle lyd-virksomhed havde der gradvist akkumuleret sig en genstridig klat ørevoks i det ene øre. Som bekendt er forøget ørevoks-sekretion et velkendt fænomen ved små-stress, men det havde denne ellers uhyre begavede skribent naturligvis ganske glemt midt i stresset. Og ikke mindst fordi den slags jo foregår ganske gradvist.

Nu er det naturligvis særskilt pinligt for denne skribent ikke bedre at kunne diagnosticere sig selv og den gradvist tiltagende lydmæssige tristhed i hytten . For vi levet faktisk ganske godt endda af at diagnosticere ANDRES problemer, men egne var tydeligvis for svære. Nå, naturen var altså alligevel nådig og NU lyder alting godt igen. Ja, langt langt bedre end den akustiske virkelighed og da ikke mindst helt helt ANDERLEDES. Helt som før.
Det er så meget heldigt med den gen-erhvervede (næsten)"Heimdal-agtige hørelse" (det var ham fra den nordiske mytologi, der kunne høre græsset gro- mon alle de aktive hifi-skribenter mon er ase-troende, det kunne man næsten få fornemmelsen af så mange forskelle de formår at høre på alt, ok ikke mindst naturligvis hvor der ingen forskel ER), for vores lille virksomhed. For har vi dog ikke lige fået 3 stk spændende Electro Voice professionelle kæmpestore biograf-truthornshøjttalere ind med dobbelte 15-tommere og landmine-stor DH1A-driver ind? Jo da, det bliver spændende og uanset hvor dårligt de måtte spille, så vil de alligevel spille så uendeligt langt bedre, end de samme højttalere ville have gjort for et par dage siden.
Inden den store lydmæssige øvevoks-åbenbaring-den største opgradering hidtil! Og så er den slags oplagte fysiske sammenhænge blot en enkelt af utallige komponenter i det komplekse spil om, hvordan ens lydanlæg lyder I DAG.
Ingen glæde og ingen afslappethed og fred giver altså hverken fisse eller god hifi hvis altså nogen skulle være i tvivl. Nå, nu er der da hifi igen her i huset i det mindste, så må vi vel til at se lidt  på det andet.
Og ikke mindst more os over de heldigvis indtil videre få, der som madanmeldere giver personlige karakterer til de forskellige gode og heldige udstillere, hvis varer lød mest som derhjemme. Altid en uhyre underholdende "virtuel efterbyrd" efter enhver udstilling her i net-alderen. Snak-snak og intet køb-køb, pis og papir og altsammen blot "glitter og glar"





0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start