mandag den 14. oktober 2013

Den søde ferietid.. (og OBS-klik på logo ovenfor for vores RIGTIGE hjemmeside)

har nu endnu ikke fuldstændigt indfundet sig. Allerede nu længe inden vi har åbnet er vores budgetterede omsætning for ugen indfriet så godt og vel endda. Ja, vi er vel endda allerede temmeligt langt inde i næste uge, så mon ikke vi kan tillade os at glæde os med lidt høj musik her i "demo-lokalet allerede her fra morgenstunden"? Så bær venligst over med os i dag, hvis vi forekommer lettere "sangvinsk-fjollede" og måske har lidt svært ved at høre dørklokker og telefoner. Når glæden forhåbentligt en gang har stabiliseret sig, skal vi dog nok gøre vores bedste igen. Det er jo trods alt det, der gør at vi med en vis ret betegner os som "professionelle" OG meget, meget menneskelige.

Mens solen således her skinner ganske herligt, så ser det som forudsagt  en smule mere mørkt og overskyet ud for den kommende allersidste danske hifimesse i København.Antallet af udstillere har længe stået foruroligende stille på et styktal, der godt nok ikke længere kan tælles på fingrene på en thalidomid-hånd, men helt vildt meget længere er man altså endnu ikke kommet. Og det forekommer faktisk ganske ildevarslende, men til gengæld uhyre forudsigeligt.

Det overraskende i alt, alt for sent hovedsageligt at markedsføre en messe på Danmarks i særklasse mest sten-døde hififorum forekommer måske heller som den allermest oplagte ide. Med mindre man naturligvis som producer Max Bialystock i den kitchede kult-klassiker "The Producers"/"Forår for Hitler" skal bruge et skattemæssigt underskud, for DET er der som deltager helt givet ganske fremragende muligheder for.

Nu er den potentielle kommercielle gevinst ved at samle en marginaliseret flok "nerds" til at opleve lydanlæg for massevis af penge jo temmeligt dødfødt. Til en start er det jo næppe dem, der køber, som snakker mest og derfor er det helt ude i Hampen (midjydsk landsby red.) som det sker på et forum at have en konkurrence om gratis varer fra den mest ligegyldige overskudshylde. Der til al overflod vist allerede er afsluttet her godt 2 uger inden udstillingen. Vi kan så håbe, at udgifterne for de glade givere ikke var for stor, det var forhåbentligt ikke notarius publicus, der trak gevinsten til de anonyme vindere.

Tjah, sådan er der sådan set så meget, noget er skidt, og noget er kanel og DET er faktisk skidt, når man ikke kan lide kanel, altid et tankevækkende uundgåeligt menneskeligt paradoks.
Ellers havde vi fornemt besøg i går, da Bjarne med netnavnet "Ramma" var forbi til en snak om hifi-livet i Danmark. Det er altid en kilde til måbende forundring hvor meget klogere virkelighedens mennesker er end deres net-alter egoer (denne skribent så vidt det er muligt at vurdere subjektivt bestemt ikke undtaget, men det siger nu så osse kun ganske lidt kan man muligvis indvende..)
Nå, men Bjarne var nu helt usædvanligt flink på trods af sit galopperende "hifi-tosseri", og vi glæder os bestemt til at se ham snart igen. Måske der så også bliver tid til at lytte en lille smule, for som min skarpe kone så korrekt udtrykker det, så "spiller I jo aldrig, I snakker bare!"
Og det jo desværre så sørgeligt sandt, hifi står jo som regel i vejen for musikken, men derfor kan det sagtens være hyggeligt, og DET var det!


0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start