mandag den 5. august 2013

Så kører vi igen!

Efter en længere tur til Australien er denne hårdtarbejdende skribent atter tilbage, og vi skal ile med at beklage den længere pause på dette sted.  Det var min kære frue, der ganske håndfast beordrede mig afsted,  og så hjælper ingen undskyldninger, allermindst da de allermest forkølede, så afsted det gik. Det var en fantastisk tur som den slags altid er i selskab med Brenton og Trevor og familier og venner og alting. Således atter vederkvæget er jeg som født påny. Meget passende og uhyre hensigtsmæssigt i disse dage, hvor virkeligheden atter vælter ind over virksomheden i en grad, der selv nu efter godt 30 år forekommer utrolig. Dejligt, dejligt!

Derudover er det da vist bare at komme på cyklen her på denne dejlige morgen. Jeg kommer derfor til at svigte mine forpligtelser med mere grundigt at kommentere på en ellers ganske usædvanligt underholdende tråd på Nerds.dk., hvor en sand humorist i den absolutte sværvægtsklasse totalt udstiller en (heldigvis ganske lille) flok monumentale fjolser med totalt grinagtige ganske (med vilje tilstræbte og uhyre vittigt formulerede) totalt uforståelige  spørgsmål. Når selv min kone føler sig uhyre vel underholdt er det altså helt usædvanligt skægt. Det forudsættes her bekendt, at kvinders anerkendelse af særskilt mandlig hifihumor kun finder sted, når humoren overstiger en ganske høj tærskelværdi altså ca. der, hvor alle mænd ligger ligger på gulvet i konvulsiv krampelatter. Tråden hedder "Køb af højttalere" og allerede i overskriften afslører humoristen sig iøvrigt fuldstændigt, idet han i resten af teksten lader som om, han hverken fatter eller kan stave nogetsomhelst. Hvordan denne herlige humorist så i selve overskriften korrekt har kunnet stave det for langt hovedparten af normalt grammatisk-ubegavede danskere (for da slet ikke at tale om den uhyre provinsielt over-repræsenterede taber-hifihobbyist) helt umulige ord "højttalere" ganske korrekt stavet med 2 t-er når han nu efterfølgende overhovedet ingenting kan skrive korrekt, ja se DET er næsten det mest underholdende af det hele.
Men læs det selv og få ondt af både de humorforladte og totalt selvfede narrehatte, der svarer OG da , så langt mere, af den ÆGTE rådvilde, som nogensinde måtte forvilde ind på dette forum. Hold da bare helt kæft at få råd fra den flok abekatte her! Ikke underligt at ægte hifi-hælervarer er ganske umulige at sælge i Danmark...
Nå men nu er han da i det mindste blevet passende advaret, vi takker den anonyme humorist derude for herlig sommerunderholdning!


3 kommentarer:

Blogger Torben sagde ...

Her må en delvis ordblind korrigerer dig, der er frit valg om man vil stave med et eller to t-er http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=h%C3%B8jtaler

Men ellers ja han var virkelig sjov , man sad der tager han pis på os eller hvad, samtidig med vi alle klogede os gevaldigt. Og han ville bare have en fuldetune.





5. august 2013 kl. 09.19  
Blogger Poul M sagde ...

Det er jo sandt, for så vidt som dansk retskrivning i stigende grad anerkender alternative stavemåder af oprindeligt entydige normativ retskrivning. Det får nu ikke en mand på 57 til helt at anerkende, at man nødvendigvis behøver gøre ting korrekte, der kun skyldes, at folk ikke længere aner betydningen af biord/adverbier. Ikke underligt at alt for mange fint glittede oversættelser af brochurer til engelsk lige mangler det dér afslørende "-ly", som afslører den danske translatør. En højttaler spiller vel endnu ikke "høj" selv om det nu nok osse kommer. Ja, måske det allerede er en realitet.
Lige i denne tekst var det nu en "giveaway" af den anonyme mand, der helt tydelig var gammel nok til at vide, hvordan det var engang. Og derefter fornemt kørte rundt med det. Iøvrigt skal jeg da takke og anerkende dig for, at du ser humoren i spøgen her, måske verden ikke endnu er helt af lave..Når man ser debatten om dynamik på Nerds er det jo svært helt at forestille sig, at den her hobby har nogen fremtid for fornuftige folk.

5. august 2013 kl. 09.59  
Blogger Poul M sagde ...

Og beklager den sproglige fejl ovenfor..

5. august 2013 kl. 10.15  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start