mandag den 19. august 2013

Hvem skulle nu have troet,

at der var begrænsninger i en ellers ganske rummelig Mercedes-stationscars kapacitet til at klare hverdagens små gøremål? Det troede vi heller ikke indtil i fredags, hvor vores ellers hidtil upåklageligt-kapable  "kasse" alligevel nåede grænsen for sin formåen. Og lidt pinligt, det var det da. For stod vi ikke der i regnfulde Ålborg og havde kun plads til godt halvanden af de højttalere, som vi kommet helt derop på den yderste grænse af den menneskelige civilisations udørk for at afhente? Jo, et meget pinligt sted at løbe tør for kapacitet der i et område, hvor enhvert respektabelt automobil er forsynet med en såkaldt "jydekrog" til at hente afgiftsfrie og voldsomt avance-nedsatte øller i Tyskland. Og det altsammen i denne del af landet, hvor trailere kan findes til gratis-leje overalt, pinligt og skidedumt.

Nå, der stod vi så med ganske vist det meste af 2 stk af verdens uden tvivl mest klassiske højttaler, nemlig det underligt anakronistiske Klipschorn. Der altså er helt enormt skidestor og kantet og på trods af, at toppen let lader sig skrue af, så alligevel langtfra kunne være i vores Mercedes. Derfor kan vi kun berette om, hvordan den ser ud, ikke om, hvordan denne højttaler produceret i alle væsentlige henseender uændret siden 1946, hvilket gør dens absolutte klassikerstatus fuldstændigt uslåelig.

Og lad med min konen ord sige, at den simpelthen er skidegrim og da ikke mindst som den står her med sine sider i rå ubehandlet krydsfiner. Da den jo er beregnet til brug i 3-dimensionelle hjørner er denne oprindeligt i "birch raw "-leverede megastore trekantede højttaler jo fuldstændigt uden sider eller finish. En nådig tidligere ejer har dog malet de synlige partier hvide og lige i dette tilfælde er det en uhyre acceptabel modifikation. Fordi højttaleren derved går fra at være helt vanvittigt grim til kun at være skidegrim. Mange ville nok mene, at forskellen er små-akademisk, men lige i dette tilfælde er den nu særdeles betydelig.

Nå, vi får vente en ekstra uges tid inden vi endelig kan høre disse højttalere med en følsomhed på ikke ganske ubetydelige 105 dB for en enkelt snoldet watt. Nå, vi har trods alt lyttet til et sæt Klipsch La Scala, og selv om disse aldrig helt vandt fruens hjerte, så var de nu alligevel så kolossalt meget bedre end de TDL RSTL transmissionline-højttalere, der stod i huset samtidigt. Det var som enkelte måske endnu kunne huske den allerstørste model med 2 basser, 2 mellemtoner og diskanter og til unødvendig overflod en skingert-skrigende såkaldt "superdiskant" Og det var altså i HVER kasse. Det var tydeligvis ikke alle højttalere, der fortjente klassikerstatus og da ihvertfald ikke for lyden. Det gjorde den her røvsyge TDL ihvertfald ikke. Det er faktisk et seriøst bud på den ringeste højttaler, jeg nogensinde har hørt.

INTET kunne den: På trods af ikke ubetydelige 780 watt fra vores "hus"-Crown Ref 1, så var bassen så latterligt langsom og udtværet, at det var en gru. Mellemtonen var højttalerens absolut stærkeste side og kom i opløsning op på noget, der med lidt god vilje kunne karakteriseres på niveau med gengivelsen fra en Beolit 600. Der for enkelte muligvis yngre læsere desværre er en batteritransistorradio fra 1960-erne uden særlige evner i samme retning. Diskanten var så blot langt, langt værre og så kan selv skidt jo blive til kanel, blot referencen er sølle nok. Og DET var den her (diskanten, altså), fy dog blot for den ledeste pelikan! Og som krølle på denne lille bi-historie skal det så med, at overhovedet at kalde denne store TDL RSTL for en HØJTTALER turde være det forrige århundredes muligvis største tilsnigelse, næsten på niveau med Neville Chamberlains store før-krigsløgn (den om "..peace for our time" Det maksimale lydtryk på den her idiotiske højttaler lå faktisk selv med god gang i "blink-metrene på vores store Crown-forstærker kun godt og vel på niveau med den ovennævnte Beolit transistorradio.

Nå, men som vi tidligere har været inde på i omtalen af dette misfoster af en TDL-højttaler, så er der naturligvis grænser for, hvor GODT noget kan komme til at lyde, når nu de anvendte højttalerenheder trods stort styktal kommer fra den absolutte under-bund af både pris- og kvalitetsskalaen. Men hvordan de så fik det til at lyde så nærmest fornuftsstridigt dårligt, ja det ved vel ingen længere. Vi er langt langt hinsides smag her, der er ganske få ting, som er ubestrideligt latterlige og det er en TDL transmissionhøjttaler. Et senere sæt IMF RSPM smed vi simpelthen ud!
Nå, men så lang tid, der stadigvæk er nogen derude, der iøvrigt ganske som os selv, drømmer sig tilBAGE til de gode gamle Audioscan-DAGE, tjah så er der vel købere til den slags.
Som der jo så altså osse er til Klipschorn. Det gode er så, at sandsynligheden for at de spiller dårligere end de her forlængst solgte TDL er lig NUL. Det vil jeg squ da ihvertfald håbe..

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start