“Hero”

Inden vi atter engang vil kaste os ud i den virkelige hverdag med sine udfordringer (ikke mindst tilpasningen af 2 stk. krydsfinersforplader til vores kælderreferencelydsystem er naturligvis særligt vigtige), et par bagel-betragtninger. Om usandsynlige helte, ja nærmest så usandsynlige, at det slet ikke har været til at fatte deres nylige kolossale heltestatus og vel i virkeligheden osse kun er muligt, fordi faldet er så entydigt. Vi skal uhyre kort snakke vinterkulde og kuldslåede helte..

Det er altid forunderligt at betragte  de internationale herre- og damemesterskaber i en af verdens mest marginale sportsgrene, nemlig håndbold. Hvis man skulle være i tvivl om “marginaliteten” og det ubegribeligt grinagtige i at kalde noget for “VM” det her udelukkende provinsielt-europæiske spil, så skal man blot forsøge at se forskellen på deltagerne i EM og VM i slutspillet. Nej, der er naturligvis ingen, fordi det her spil ikke er blot det allermindste andet end en pudsig europæisk vinterbeskæftigelse. Der ganske vist i december kan “varme” lidt med damernes mesterskaber og tilsvarende i januar for herrerne. Hvis der altså er meget at varme sig ved..

Og så tilbage til overskriften i dag. Som IKKE akkurat hentyder til den farveladede  “Eastern-film” af samme navn med velkoreograferede svædsfægter-artisteri og ikke så forfærdeligt meget andet. Som med den nyeste generation af totalt-sønderklippede James Bond film må man med den franske komponist Maurice Ravel sige (lidt frit da han talte om tempoet i fremførelsen af sit eget mest kendte værk, “Bolero”), at når det er nødvendigt at klippe SÅ meget og SÅ hurtigt, så forekommer filmen ulideligt lang. Som med Bolero, hvor et for højt udgangstempo blot får én til at længes efter en nådigt-hurtig slutning.

Filmen, vi lige skal mindes i dag er fra 1992 og har Dustin Hoffman i en af hovedrollerne. I filmen spiller Hoffman igen en af sine absolutte glansroller som Ratso Rizzo i “Midnight Cowboy” eller ihvertfald noget, der ligner til umiddelbar forveksling. Den eneste virkelige forskel på rollerne er det vist, at den basalt godhjertede taber-skurk Hoffmann ikke dør til sidst i “Hero” Alligevel er han en noget tilfældig helt, ja faktisk så tilfældig, at filmen (måske påvirket af en anden filmtitel, “Accidental Tourist”, mest kendes under titlen ja altså “Accidental Hero” Nå, men det hedder den altså ikke uanset hvor mange der måtte tro det.

Og en virkelig helt er Mikkel Hansen så heller ikke, ihvertfald ikke længere efter det forsmædelige danske nederlag i VM-håndboldfinalen. Hvis man skulle være i tvivl om denne totalt “blanke” mands sande værdier skal man jo blot se den totale foragt for håndboldspillet, som han viste ved øjeblikkeligt at afføre dig sin ellers af den danske  kronprinsesse nyligt påsatte sølvmedalje. Nå, det er der ikke noget at sige til, Mikkel Hansen er såmænd blot håndboldspiller med en mediefremtræden nogenlunde ligeså artikuleret som “Den afskyelige snemand” hvis ellers han nogensinde bliver fanget. Mikkel Hansen befinder sig tydeligvis ca. ligeså godt i mediernes rampelys som samme snemand ville gøre. Helt uden ord og helt, helt blank. Og det er der naturligvis intet galt i, det er endda muligvis denne distance, der netop gør ham så god I håndbold. PÅ distancen..

Nej, det, der er det afskyelige i det her (for nu lige kortvarigt at blive i det fortsat “vinteragtige” snemands-univers) er såmænd kun, at de forlorent-nyhedsliderlige medier indtil altså i dag har forsøgt at portrættere denne med sikkert betydeligt ret ellers ganske undseelige mand Mikkel Hansen som en helt. For eksempel havde vores egen JP i går søndag en totalt kikset “human interest” om samme Hansen og hans syn på de rådhuspandekager. Som han af uransagelige grunde på bedste dobbelt-surrealistiske vis så slet ikke kom til smage, da man jo aflyste festen.
Sådan en journalistisk bundskaraber kan man naturligvis ikke bebrejde Hansen, ja faktisk kan man overhovedet ikke bebrejde ham noget som helst. For han står der jo blot med sine blanke kvie-øjne så kronisk udtryksløse som en ko på Danish Crowns slagteri foran den dødelige bolt-pistol. Hansen er blot ikke bange og næppe nervøs, ja han er faktisk slet ingenting. Og aller-allermindst af alt kan han være en helt.
Fordi en helt kun kan være en helt ved at overvinde sig selv. Og det kan Mikkel Hansen næppe, fordi han blot er blanke Mikkel Hansen. Som bare ER uden rigtigt at være noget andet end lige netop det!  En helt..Nå nej vi må have det hele med:”en helt HELT almindelig mand” Og det er jo noget ganske andet. Ikke dårligt, blot heller ikke særskilt godt.
Siger denne heller ikke abnormt-heltemodige og ikke meget mindre usandsynlige helt og går i gang med forpladerne til JBL-erne..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *