Commedia dell’arte

Selv om denne lettere arkaiske form for komedie, oprindeligt fra renæssancens Italien, (hvilket jo iøvrigt blandt meget andet meningsløst i denne her umulige sætningskonstruktion giver om muligt endnu mindre mening, da Italien ville forblive bystats-opdelt i næsten 400 år endnu og italiensk national identitet var absolut ikke-eksisterende) mest i dag findes i tivolier rundt i verden, så dukker den ind imellem op i medierne  som muligvis såkaldt “atavistiske” træk. For så vidt dette vanskelige fremmedord dækker over uventet genopdukken af forlængst forglemte minder og fysiske former såsom en i udviklingshistorien ellers forsvundet hale hos fænotypen. Ja, sig ikke, at denne side ikke undertiden står for den absolut højere folkeoplysning. Eller måske bare ønsker at blære os ved vores sprænglærthed..

Nå, det der italiensk-agtige kommedie-værk var fantastisk populært, fordi alting var simplificeret. Sådan nærmest lidt a la min egen ungdoms tegneserier som “Illustrerede Klassikere” eller måske endda ligefrem en Pixi-bogsudgave af storværker som “På Sporet af den Tabte Tid” af Marcel Proust. Der jo i dagens kontext af eminent belæsthed naturligvis atter engang skal fremhæves som verdens vistnok stadigvæk længste bog. Uden at denne skribent dog nogensinde kom længere end til 1. bind “Vejen til Swann” Eller var det “svans”sådan noget politisk ukorrekt kunne man sagtens sige dengang og det var bestemt sådan, denne skribent opfattede dette formidabelt opstyltede og postulerende postulerede  mesterværk. Nå, mon ikke dette storværk er gemt i verdens kollektive hukommelse nogenlunde samme sted som de strålende minder om, at den danske forfatter Karl Gjellerup engang ca. samtidigt fik Nobel-prisen i litteratur. Dette var endda en endda meget langtrukken parentes om absolut ingenting.

I “commedia dell’arte” opererede man med rene stereotyper såsom Harlekin og Columbine osv. osv. Alting var vist bare simplere dengang verden endnu var i sort/hvid, som Steens far i den udødelige tegneserie “Steen og Stoffer” så mindeværdigt forklarede det. Uden at Steen dog helt fattede det, men han var jo osse kun en dreng.
Nu ville selv den mest tungnemme dreng sagtens kunne følge med i det ikke voldsomt krævende plot i en “commedie dell’arte” Alt var i den grad skåret ud i pap hvilket jo osse var nødvendigt for at publikum kunne buhe og “juhuu-e” på de rigtige steder. Man må huske på her, at publikums involvering i iøvrigt aldeles tåbelige handlingsforløb IKKE blev opfundet i forbindelse med kultfilmen “Rocky Horror Picture Show” med rituel ris- og vandkastning eller hvad Fanden det nu er. Dumt er det og det var det osse dengang men simpelt, simpelt simpelt, alle rollerne var fastlagte. Knapt så lang parentes slut.

Og så er vi tilbage til nutiden (ikke at forveksle med virkeligheden, det er noget ganske andet lige i dette tilfælde) Vi er atter tilbage i borgerkrigshærgede Afghanistan, hvor den allierede alliance forlængst har annonceret en exit-strategi og det med fast termin og alting. Og så er det at “commedia dell’arten” kommer ind i billedet hvor forestillinger og stereotyper totalt erstatter virkeligheden og alt bliver spin og spilfægteri. Og alle i denne guddommelige komedie lader som om, at en betingelsesløs terminal retræte slet ikke kan forveksles med et nederlag. Nej, det forbyde Gud-desværre er der så tale om den samme Gud, som ham, Holger Danske kæmpede sin berømte (ligeledes forgæves) retrætekamp for.

Nej, på moderne “presse-vældsk” (orv mand, et spændende nyt ord som forener “presse-vælde” med det gode gamle danske udtryk “kaudervældsk” taler man naturligvis ikke om et nederlag bare fordi man selv ganske betingelsesløst flygter fra noget. Betingelsesløst, da man jo ikke efter sin exit kan stille nogen betingelser, ja det kan man næppe engang i øjeblikket i Afghanistan på trods af mangeårig tilstedeværelse. Som journalist gælder det for tiden tydeligvis om IKKE at være for kritisk eller klarttænkende (forsåvidt disse egenskaber måtte være i den aktuelle journalists “intellektuelle arsenal” (vi er jo trods alt i det militære hjørne i dag) Atter en parentes men nu er vi næsten ved dagens tekstuelle kerne.

For vi mindes ikke nogensinde journalistisk aldeles uantastet at have læst noget lignende dom det, vi fandt i lørdagens JP.Det er den danske forsvarsminister (lidt paradoksal stillings-betegnelse ihukommende den mangeårige danske militære tilstedeværelse i Afghanistan, idet jeg ikke lige har kunnet finde ud af, hvordan det lige var, at Afghanistan angreb Danmark..), der går i atter en offensiv. Den altid uhyre næsten “teflon-glatte” Nick Hækkerup (husker nogen hans borgmesterfortid og kommunens dengang noget svigagtige adfærd?)  når naturligvis ikke sin forfader og en af denne skribents absolutte politiske idoler, Per Hækkerup, til sokkeholderne. Mindre kan nu osse sagtens gøre det, men alligevel er Nick nu lidt sjov denne gang.

For som han så tilsyneladende fornuftigt siger det i forbindelse med de talrige eposoder, hvor afghanske politi-aspiranter har pløkket deres vestlige lærere, så er det “..rent militært et problem, at ISAF-soldater risikerer at blive myrdet af dem, de kæmper sammen med” Ja, det er vel ret beset ganske svært at være uenig i det, måske man bare skulle overveje at fremskynde sin exit, det ville vi mene, men nu er denne skribent osse tidligere lettere kujonagtig militærnægter.
Det er Nick Hækkerup så muligvis ikke, for som han citeres for, så “..forsøger (han) at gå i spidsen i kampen mod..” disse såkaldte insiderangreb. Og det kan måske forekomme fornuftigt nok. Hvis det altså så overhovedet havde været nogen MILITÆR MULIGHED-det er det så bare overhovedet ikke.
For der er én eneste modstander, som intet konventionelt militær nogensinde vil kunne bekæmpe og om muligt endnu mindre besejre. Og når det første allerede er umuligt er det sidste jo blot et umuligt ordkløveri i superlativform

INTET MILITÆR kan besejre den dedikerede selvmorder som de her morderiske politi-aspiranter jo er. Ingen af dem har nogensinde regnet med at slippe fra det med livet i behold og derved adskiller de sig jo da temmeligt afgørende fra professionelle soldater.
Krigen i Afghanistan har altid været håbløs som den var for briterne og russerne. Den dag, NATO er ude er præsident  Karzais marionet-regime det naturligvis osse med samt alle de U-landsmidler, der formentligt forlængst er placeret i Dubai og Qatar til senere anvendelse.
Men kære Nick, prøv nu at spørge nogen, der om noget ved noget om “bekæmpelsen” af selvmordsaktivisme. Israelerne for eksempel, hvordan er det lige, de gør? Ja, de gør jo hvad de kan uden at det rigtigt afgørende hjælper noget. Held og lykke med at gøre det bedre og få så de danske soldater hjem i en helvedes fart fra denne umulige kamp.
Den her “commedia dell’arte” hvor man lader som om det indlysende umulige er muligt er simpelthen en tragedie!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *