mandag den 2. april 2012

Kosmisk ensomhed

Så er fruen "daffet" til Malaga for en kortere bemærkning af adskillige dages varighed og har dermed efterladt denne skribent og husets øvrige beboere til uendelig ensom- og tristhed. Ikke mindst hundene kvitterer ved at ligge forgæves-forventningsfuldt umiddelbart indenfor døren og så kan de osse bedre snorke trygt uden risiko for, at fruen skulle snige sig ubemærket ind. Dette gøres bedst ved at ligge op ad døren, så det er naturligvis den foretrukne og stensikre metode. Hunde er temmeligt dumme men så kloge er de dog uden alligevel at imponere synderligt. I den henseende minder de meget om nogen af nyere tiltag i den professionelle danske audio-branche, hvor rosenrøde dagdrømme og grålig virkelighed blandes sammen til en overraskende fantastisk rosenrød fremtid. Uden at jeg helt forstår den nødvendige sammenhæng (eller forbindelsen overhovedet), men på den anden side: Den største rigdom ligger naturligvis osse i at vide ting, som andre ikke ved. Om det så osse omfatter egentlig frie økonomiske fantasier er så muligvis en anden sag. Ord KAN ganske vist i et vist beskedent omfang i en heldigvis overskueligt kort tid skabe virkelighed, men der skal altså RIGTIGT mange ord til at skabe en radikalt ny professionel audio-virkelighed!

Vi andre må så løbe lidt stærkere imens mens vi med spænding iagttager tingene ske omkring os (hvis der da ellers sker nogenting overhovedet naturligvis) og måske der osse bliver tid til at "lege lidt hifi" Forventningens glæde er altid såre stor, selv om glæden over den pludselige fred altid fordamper med nogenlunde samme hast som højoktan-flyverbenzin.
Livet er noget underligt noget. Og helt, helt fantastisk, ja sommetider grænsende til ren fantasi..

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start