mandag den 12. marts 2012

Tak, Christian!

Her i dag skal vi en tur til det nørrejydske takket være en anbefaling fra en kær gammel ven. Af os, altså og da forhåbentligt osse til gavn for den butikscenter-chef, som vi skal møde. Det er den slags sager, hvor vi er forpligtede til at gøre vores bedste, så det vil vi gøre. Ganske let når ingen andre alternativer gives!

Nu er ingen forpligtede udover deres evner, men det betyder heldigvis ikke rigtigt noget i den storpolitiske verden. Mest heldigt i disse dage for NATO-bossen Anders Fogh-sig mig, betyder NATO ellers ikke "North Atlantic Treaty Organization" og burde vel ikke have noget at gøre i uhyre klippe-landfaste Afghanistan? Nå, men de er der åbenbart alligevel selv om det ikke er ret meget længere.

Og så er det lige i tiden længe nok til at skabe fornyet ballade i forbindelse med en amerikansk soldats angivelige forbrydelser mod civile. Om omfanget og korrektheden af anklagerne har vi ingen ide eller for den sags skyld interesse. Ca. ligeså meget som historien har haft medfølelse med Weimar-Tysklands sidste kansler, Kurt von Schleicher og kone, der blev massakreret i deres hjem i 1934 som "ulykkelige pionerer" for regimets senere så kendte blodrus. Det samme er naturligvis tilfældet i Afghanistan, hvor alt allerede forlængst har været forbi.

Alligevel fremturer Fogh som om der er noget at vinde, selv om man allerede forlængst har tabt ved at annoncere sin tilbagetrækning. Alene derved har man jo forrådt sine tidligere allierede i den Afghanske skin-regering, der fremover er henvist til at fægte så godt de har lært. I en kamp, der allerede var tabt da NATO kapitulerede og hvor svært er det at forstå? Alligevel lader Fogh som om, der er et forhold at "reparere" til den afghanske midlertidige præsident og mere permanente stammeleder, Karzai. Præsidentens absolut eneste egen-interesse er så bare, at distancere sig politisk fra NATO-fiskoen så hurtigt som muligt, hans eneste mulige politiske overlevelses-strategi. Det hjælper ham næppe, men det gør en accept af en undskyldning så bare ENDNU MINDRE.

Man kommer til at tænke på de mindste småfugle i en streng dansk vinter: Uanset hvor meget en blåmejse har ædt sig tyk og fed hele resten af året, så ryger al "fedt-kapitalen" øjeblikkeligt efter et par dages bar-frost og sådan er det naturligvis osse for NATO i Afghanistan. Ligegyldigt hvor mange tusinde dræbte soldater i multi-milliarder i indlysende spildt opbygnings-støtte af landet, så er der absolut ingen "goodwill-kapital" at tære på. Man skal bare indrømme, at man agter at trække sig fra stammekrigshelvedet og derefter er protesterne mod en affaldsafbrænding med en mulig Koran og muligt mord på civile fuldstændigt det samme. Fordi al postyret alligevel drejer sig om noget helt andet, nemlig alle afghaneres "offentlige håndvask" efter berøringen med de forsvindende vantro. Om det kommer til at gå helt så galt som i Pol Pots Cambodia er ikke til at vide, noget paradis for vestlig tankegang er næppe den mest oplagte udgang.

I mellemtiden kan vi så med gru se opfyldelsen af vores oprindelige profetier om det militære eventyr i Libyen. U-kritisk og ditto -kvalificeret indblanding i en vilkårlig borgerkrig er altid katastrofal og Libyen er ganske forudsigeligt endt i en situation med permanent klankrig og der ender Afghanistan naturligvis osse. Det er vist osse ved at være et stykke tid siden, at danske diplomater og politikere har besøgt deres taknemmelige "modparter" i Libyen, det var da ellers en gevaldig festdag, da de vestallierede for ikke så forfærdeligt længe siden anerkendte den libyske frihedsregering..

Og så fortsætter alting i Syrien som historien altid har gjort. Og denne gang har NATO så fyret skyderen af i formålsløse Libyen. Og derfor ER DER simpelthen ingen militære magtmidler at gøre godt med. Alle de alliere fly er efter indsatsen i Libyen til langvarig service og lageret af "præcisionsbomber" er næppe blevet fornyet. Samtidigt er det for Obama og USA (af forskellige grunde, ganske vist, præsidentvalget er noget i vejen) blevet øjeblikkeligt politisk selvmord at true med militær intervention i Syrien. For hvad var det lige, der gik godt i Libyen, et af verdens eneste lande, hvor "Læger uden Grænser" IKKE opererer.

Det er synd for den syriske civilbefolkning, at Assad er der endnu. Ca. eller præcist ligeså synd, som det vil være for den hvis der atter kritikløst uddeles mængder af våben til hans modstandere. Uden at der nogensinde derefter bliver tale om at samle disse ind igen for at skabe det bedre og fredeligere Syrien, som alle håber på.
Hvis der altså blot havde været et håb...

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start