Fattigdom

Som den meget nylige debat om fattigdom viser, så er fattigdom ganske mange ting. Til tider findes den største fattigdom ikke engang hos de angiveligt fattige, men desværre i langt højere grad hos de debatterende. Eller hvad man nu skal sige, ordet "debat" er vel noget malplaceret i SF-folketingsmedlemmet Ôzlem Cekic` indlæg i den altid aktuelle fattigdomsdebat. Alene af den grund, at fattigdomsbegrebet i Danmark udelukkende udelukkende defineres ud fra en fast procentdel af den såkaldte "medianindkomst", som næppe nogen præcist ved hvad er, så er fattigdommen naturligvis kommet for at blive. Det ligger i definitionionen, at hvis der blot bliver en enkelt rig mere, så kommer der automatisk flere fattige uden at man overhovedet behøver at gøre noget. Eller for den sags skyld mærke, at man er faldet under fattigdomsgrænsen.

Debatten om fattigdom er spændende og pr. definition indenfor gældende definitioner fuldstændigt ligegyldig og aldeles udsigtsløs. Fordi alene præmisserne nødvendigvis producerer flere fattige uanset hvor fattige de så måtte være. Så lang tid fattigdom udelukkende betragtes ud fra en statisk-statistisk referenceramme giver det overhovedet ingen mening. Fordi man som statistisk fattig naturligvis overhovedet ikke behøver være det. På samme måde som i min egen barndom, hvor landboungdommen fra de fede bøndergårde altid kunne få fuld forældreindtægts-bestemt SU, mens denne stakkels skribent på trods af forældrenes reelt langt lavere levestandard intet kunne få. Allerede dengang var fattigdom og opgørelse af den noget underligt noget.

I erkendelse af debattens iboende absurditet vil vi derfor begrænse os til en enkelt detalje i den konstant noget pågående-presseliderlige Cekic´ eksempel. Som ganske vist med et lidet overbevisende men til gengæld så meget mere overbærende smil blot er trukket tilbage her til morgen som en "fejl" Ja, for Helvede, eksemplet med den stakkels fattige bistandsklient var da så langt ude i hegnet, at enhver kassedame burde have set rødt. Ikke regeringens partifarven, blot rødt som den hidsige tyr Ferdinand fra tegneserien.

Nå, den største fattigdom der viste sig at være i selve eksemplet. Alligevel skal man altså ikke skimme meget i damens faste udgifter for at se, hvor stort fornufts-skredet egentligt har været. For hvordan i alverden kan udgifter til cigaretter på en lille tusse om måneden blive til FASTE udgifter og nedsætte rådighedsbeløbet afgørende (altså ret præcist med en lille tusse)? Blot den mest absurde post i en privatøkonomi med massevis af mulige besparelser, ikke i gammeldags optik helt det samme som ægte fattigdom, som er karakteriseret af få og små og uvægerligt smertefulde økonomiske "valg" Selv om tobaks-afvænning naturligvis har sine ubehagelige sideaffekter.

At hverken den evigt-insisterende Cekic eller nogen i hendes "crew" har set denne ellers ganske iøjnespringende tunge post i bistandsklientens økonomi taler sit tydelige sprog: Om et samfundsanalytisk og erfaringsmæssigt niveau hos de debatterende kredse, som intet har med virkeligheden at gøre. Og det værste er så slet ikke, hvad der siges i den her grinagtige fattigdomsdebat fra Cekic om de tydeligvis ganske indbildt fattige. Nej, problemer er et desværre et helt andet sted og naturligvis reelt nok omme bag al den poliserende medieliderlighed hos Cekic.
For hvordan i alverden skal de REELT FATTIGE dog nogensinde trænge igennem denne tomme politiske "spærreild" til disse politikere, som tydeligvis intet fatter. Og derfor OM-fatter fattigdomsbegrebet på en måde, som blot gør de reelt fattige så langt fattigere. Og den frivillige julehjælp fra ordentlige organisationer som Frelsens Hær så langt sværere.

Skam dig over den her presseliderlige mega-fuser, Cekic! Desværre opdager damen næppe, hvor stor skade hun har forvoldt de virkeligt fattige og hvorfor og ikke mindst hvordan skulle hun dog osse det? Hun er alligevel altid på vej mode det næste presseliderligheds-stunt. Dette er et politisk "fikspunkt" på samme måde som dent danske fattigdomsbegrebs faste fundering i "median-indkomsten" Gyng-gang, videre til næste gang!
Den største fattigdom er ikke kun at "fattes" men kan osse være intet at "FATTE"!

Denne morgen..

..starter med et kundebesøg ude midt på Djursland et sted, men tøv endelig ikke med at kontakte os nårsomhelst alligevel, vi planlægger da bestemt at vende tilbage snart igen. Brug dog gerne mobilnummeret, vores fastnet stiller ikke om.

ADHD

Nu har ingen nogensinde anklaget denne skribent for at være overdrevent udfarende eller særligt initiativrig. Med et nærmest dvaleagtigt temperament er jeg simpelthen ikke den slags mennesker, som man laver ADHD-patienter af. Eller overhovedet KAN lave, der foregår tilsyneladende ellers en betydelig klinisk aktivitet derude for at skabe flere tilfælde i en af Danmarks p. t. få gazelle-højdespringende væksterhverv. Som altså meget betegnende er en lettere småsygsyg sygeligheds-industri. Og særlig tydelig nu denne skribent efter at have været småsløj et par dage atter er blevet rask.

Nå, det kan alle disse nyligt muligvis omkring 80.000 diagnosticerede voksne heldigvis osse blive. Man skal blot medicineres med alle de herlige beroligende midler, der har været tilgængelige overalt siden skuespilleren Louise Fletcher grumme sygeplejerske-præstation i filmen "One Flew over the "Coockoo´s Nest" gjorde dem synlige for den vestlige almenhed. Moralen i nutiden synes at være, at intet problem kan være så stort og voksende, at det ikke kan ties ihjel og intet reelt sygeligt-socialt samfundsproblem på presserende, at det ikke kan behandles medicinsk. Og langt, langt værre bliver, når både den sygeligheds-DEFINERENDE, diagnosticerende og behandlende MAGT allesammer er de samme. Nemlig som en selvfølge alle dem, hvis kolossale beskyttede indkomster (da de jo altså selv bestemmer hvem der er syge og hvad der skal ske efterfølgende) fuldstændigt afhænger af en vækst i sygeligheden.

Og denne er så for tiden koncentreret om ADHD, umiddeelbart ganske mærkeligt. Ikke mærkeligt, at den tid enhver tid stærkest voksende gren af et vildt-knopskydende behandlingsssystem vælger lidt vilkårligt, sådan har det altid været i denne underlige industri af voksende sygelighed. I gamle dage i 1970-erne var emnet altid overfølsomhed, og den vækst, som datidens behandlings-medicinske industrikompleks postulerede, ville gøre alle uarbejdsdygtigt-overfølsomme i løbet af få år. Da det så uheldigvis ikke skete trods inkorporering af mange pudsige lokale små-overfølsomheder som bevis for tiltagende sygelighed (hvem husker de nikkelallergigivende bukseknapper i cowboybukser længere), gik man over til mere vanskeligt-beviselige diagnoser. Ikke for at gøre tingene bedre, blot for at gøre det sværere at MODBEVISE, antageligt. Nemlig at man IKKE var syg. Hvis dette ikke kunne bevises, gik man efterhånden mere og mere ud fra, at det var man. Syg, altså, sygt!

I den anledning opfandt dette medico-industrielle og behandler-kompleks hidtil ret ukendte sygdomme som "kronisk træthedssyndrom" (nogen, der endnu husker den?), "piskesmæld" (atter en pudsighed da der for eksempel i 1970 stadigvæk blev dræbt over 1000 mennesker i den danske trafik årligt i en tid uden sikkerhedsseler eller nakkestøtter og dermed med garanti mindst det 50-dobbelte antal "piskesmæld" som i dag. Uden at dog vist nogen opdagede at de var syge, givetvist allermindst af alle de angiveligt syge. Som hele den tyske civilbefolkning under 2. verdenskrigs allierede terrorbombardementer, som osse blot passede deres arbejde og skabte et industrielt mirakel af en varighed, som ingen har matchet. Og slet ikke opdagede, at de allesammen var syge, tyskere er godt nok uoplyste og skidedumme.

Senere hed det her som hele Europa var blevet udsat for så "post-traumatisk syndrom", der kom til at gælde alle udsendte danske soldater osse til steder, hvor ingen nogensinde skød på dem. Ingen tænkte på de lokale militær- og politifolk, som ellers havde det som erhverv hele deres traumatiske liv, men de er jo osse udlændinge og muligvis mere hårdføre. Som osse hunde, der selv om de bliver bidt livstruende osse sagtens kan logre bagefter. Og børn lege krig i ruinerne. Mens ligeledes Falck-manden med de kvadrede unge mennesker i weekendens uvægerlige trafikdræbte i provinsen blot gjorde sit arbejde på normal vis. Blod er vel ellers altid bare blod og hvad er forskellen, når det nu ikke er ens eget? Der plejer den store skelnen altid at gå.

Nå, men nu hedder det mest presserende sygdomssyndrom så ADHD og det er det hidtil mest skrømmende behandlingsscenario for denne skribent. For denne gang er det faktisk ved for første gang at rykke lidt for tæt på. Det der med at behandle noget, der helt sikkert altid har været der. På samme måde som millioner af faldulykker med heste gennem historien naturligvis også måtte have afstedkommet utallige piskesmæld. I jagten efter et nyt marked og dermed forbundet provenu er behandlingsindustrien denne gang gået i clinch med det, der for denne skribent simpelthen er selve samfundets basis: Menneskets vildtvoksende variabilitet! Det er jo selve grunden til den kønnede parring, at det menneskelige egenrådige såkaldte "genom" ønsker at have flere skud i bøssen når vilkårene ændrer sig. Hvor den tidligere let utilpassede bliver den nye tids idealmmenneske og det varer så præcis indtid tiderne atter ændrer sig. Smart nok! Hele udviklingens omdrejningspunkt, ganske enkelt-uden unormalitet ingen udvikling.

Vi nærmer os denne gang simpelthen menneskets basale utilpasning, hvor man vil medicinere alle de utilpassede. Som om det ikke allerede er sygt nok i sig selv, så vil det nødvendigvis medføre, at stort set alle de behandlede som en selvfølge vil være MÆND, fordi de i et sygt behandlingsunivers domineret af kvinder og kvindagtige mænd (psykologistudiet har jo i årtier ikke akkurat været et lighedseksempel til efterfølgelse, check selv køns-statistikken-hvis du kan finde den) naturligvis vil være "de syge" Denne lidt mærkelige skribent er helt sikkert at finde i de kommende ADHD-patienters yderomkreds, og altså på trods af sit dovendyrsagtige væsen. For NORMAL er jeg jo da ikke og dermed syg. Måske jeg skal plædere "kronisk træthedssyndrom", der er behandlingen vist mildere..? Og måske osse mere passende , lidt træt bliver man dog af at studere verdens tiltagende dårskab!

Man tør slet ikke tænke den tanke til ende, at dette sygelighedsbegreb omkring ADHD havde fundet fodfæste, dengang Bill Gates og Steve Jobs og utallige andre senere såre sucesfulde sociopater gik i skole. Og det omfatter så slet ikke denne skribent, som hverken var helt så syg og endnu langt mindre succesfuld undtagen i kærligheden.

Den her udvikling af sygelighedsbegrebet er eddermaeme syg! Få det stoppet NU! Verden videreføres IKKE af tvangsmedicinerede mennesker på psykofarmaka, den falder højst i en dødbringende søvn. Ja, måske denne skæbnesvangre sidste velsignede søvn i snedriven allerede har indfundet sig siden det her ikke medfører større ramaskrig.

Heldigvis nærmer weekenden sig..

og der er mulighed for helt at komme over den snotnæse, der har sat sig på denne skribent. Nå, men dog ikke vi formår at kravle frem til målstregen i dag kl. 17..

Måske ikke overraskende er der dømt ..

lidt "små-snot" osse i dag, men mon dog ikke denne stoute skribent af solid sømands-æt alligevel vil formå at passe de daglige pligter. Muligvis ikke dem allesammen, men så kan min skønne frue og de andre jo heldigvis tage over.
Og a propos tage, så er atter en kendt politiker taget (næsten) med fingrene i kage(dåsen) eller hvor fingrene nu pricist var. Det er minister Carsten Hansen, der er blevet mindet om en tidligere brøler i retning af sexchikane. Eller hvad det nu er, det kan være svært at finde ud af, da der er indgået forpligtende tavshedsforlig i sagen. Alligevel er der lidt "Sass" i sagen, for i dagens medier fremgår det, at den stakkels Hansen tilsyneladende under sidste års julefrokost blot til en nyligt fraskilt medarbejder i partiapparatet, at hun da vist trængte til en ny mand. Måske det blev fremsat på det hyppigste mødested for lettere overrislede muligt kommende kortvarige firma-parringsdannelser i den søde juletid, nemlig ovenpå fotokopimaskinen, bestemt en skærpende omstændighed. Hvis det altså kom så vidt. Carsten er en ganske svær mand, så lige dét ved kopimaskinereperatøren givetvis noget om. Om mulighed overhovedet noget eller blot intet.

Nu kan enhver dømme om den absolutte alvor i dette vel ret beset ganske uskyldige og garanteret på denne årstid uhyre hyppigt fremsatte forslag, men rigtigt overbevisende er det altså ikke. Altså ikke, hvis der ikke er tale om nogen alvorligere forseelse end lige den citerede. Så vi kan nu trygt gå ud fra, at det ikke er andet end en lillebitte flig af sandheden, der er hørt her. Nå, under alle omstændigheder er det nu "bad news" for Carsten Hansen, der har nogenlunde samme ejegode folkelige appel som den detroniserede minister Claus Hjorth Frederiksen.
Hvad man end har gjort er det nu skidt. Skidt for Carsten Hansen at stå og flæbe i TV i går og skidt for den almindelige fornuft i samværet mellem kønnene, hvis hans chikane blot har bestået i lidt smålumre uskyldige forslag. Det sidste er så langt det værste, så vi må da håbe, at der om jeg så må sige er mere "(mellem)kød på sagen"..

Tingene tager...

på grund af lidt små-influenza lidt længere tid her til morgen end forudset, men der er dog normal business. Ole Sohn får dog lige lidt ganske ufortjent fred indtil i morgen..!

Hvad sagde jeg?

Det mest positive ved at blive gammel som denne skribent er, at mere og mere af alt det vrøvl og andet spredt tankegods, man selv har sagt i tidens løb, desværre viser sig at gå i opfyldelse. Og så er det måske lidt tvivlsomt, det med det egentligt positive. Det ER nu ret beset heller ikke svært at slippe afsted med den påstand, at verden kollektivt bliver mere ukritisk, for hvad er det lige man som blot rudimentært tænkende menneske a la den uddøde brontosaurus-gigantøgle med sin lillebitte "hjælpehjerne" skal sige til dagens nyheder? Og så er vi endda ikke kommet til Ole Sohn endnu.

Til en start forlyder det på DR Update den åbenbart positive nyhed, at antallet i vejsidebomber i Afghanistan er stigende. Selv har vi ganske svært ved at se det indlysende positive i det og det har alle de "fodtusser", som skal ud og gå tur derude antageligt osse, men det kan være fordi vi ikke helt fatter den sammenhæng, som derefter følger. DR skriver nemlig, at vejsidebombernes eksplosive stigning skyldes, at "oprørerne er presset" Læg mærke til den glimrende pluralis-grammatik her, næsten ligeså alternativ som den logiske sammenhæng. For hvad Helvede kan dog den rimelige logiske sammenhæng være her mellem flere bomber og succes? med mindre man er mujahedeen altså?

For den eneste grund til, at der bliver mulighed for at nedgrave flere og flere vejsidebomber er naturligvis, at der OVERHOVEDET intet pres længere er mod dem der graver dem ned fra de vestallierede. For ikke så forfærdeligt længe siden anvendte man stadigvæk det eneste virkeligt effektive middel (det mest effektive fordi der ikke findes andre) der er mod disse natte-gravere: Effektivt camouflerede strategisk placerede elitesoldater, der lå i langvarigt dække enkeltvist ligesom årstidens danske såkaldte "Pürsch-jagt" Bare uden træer. Og nu altså osse tydeligvis uden jægersoldater, siden populationen af gravere er eksploderet.

Det er naturligvis ganske rimeligt, at det danske forsvar forsøger at plante positive nyheder i en tid, hvor der forlængst er lavet en fast tidsplan for det endelige allierede nederlag. Tanken om, at det hele har været ganske forgæves er naturligvis ganske ubærlig forsvarspolitisk, og derfor klamrer man sig naturligvis til det mindste græsstrå. Men lige DET her er altså for dumt. Hvis det altså ikke havde været fordi, det alligevel kunne blive så langt værre nu, hvor man i delirisk tågesnak allerede taler om en mulig intervention i Iran.

Nå, det går nok altsammen over i lyset af de ganske forudsigelige nye optøjer i Ægypten. Den vestlige verdens samlede fokus er dog begrænset til et enkelt af gangen og når mediernes blændende "søgelys" sejler videre, er alt det tidligere så klart belyste borte, sort og glemt. Det krævede ikke meget at se, at det arabiske forår i Ægypten aldrig ville kunne udvikle sig blot det allermindste til nogen forsommer. Og når selv denne skribent allerede for længe siden kunne, hvem kunne så ikke? Eller burde? Svaret blæser i vinden som de fleste svar, som ingen steder hører hjemme og alligevel ingen ville have hørt, selv om de altså blot ikke havde været blæst væk.

Og når så JP`s permanente udsendte i Mellemøsten, Sanne Gram, skriver om det planlagte valg i næste uge i Ægypten som "det vigtigste..i Ægyptens historie", så sker det osse på en ligeledes kulsort baggrund af historieløshed. Mest fordi der i Ægyptens skønsmæssigt ansatte 5000-årige historie aldrig har været noget blot nogenlunde ægte parlamentarisk valg. Nå, måske man ved valget kan opnå en høj stemmeprocent, det kunne jo måske tolkes som demokrati og det ville det nok blive. Udover at det forudsigeligt STADIGVÆK vil ende i borgerkrig i dette lillebitte land med sin kolossalt store befolkning. At kalde Ægypten med sine 80 mill. mennesker beboende et areal MINDRE end Danmark for en tikkende bombe er vist mildt udtrykt. Og bomben er af en art, at selv om den slet ikke er gravet ned, så kan den STADIGVÆK ikke demonteres..

Det der med at forsøge af "demontere" forsøgte min gamle barndomsven Ole Sohn i går i TV. Hvis det her lamme forsvar for det uforsvarlige var et seriøst forsøg på "damage control" fra Sohn og hans spin-doktorer, så må man tage sig til hovedet. I denne sag har den danske presse uhyre traditionelt kritisk og dygtigt og på rent "Pulitzer Pris"-niveau fundet frem til Sohns gamle kampfæller og medarbejdere og det smuldrende fallitbo, der engang hed DKP. Det gør det da forresten vist stadigvæk uha!

Sohns forklaring med at have været "upræcis" er en underdrivelse af de helt store. Officielt er hans forklaring stadigvæk, at han så snart han opdagede støtten fra SUKP/Sovjetunionen, så fik han den stoppet. Desværre for Sohn og heldigvis for almindelig anstændighed og sandhed tyder absolut intet på, at Sohn har gjort noget. Ihvertfald ikke andet end til det sidste og endda længere end det, for så vidt det osse foregik efter Sovjetunionens formelle opløsning, aktivt og særdeles personligt at forsøge at FÅ flere penge fra det ligeledes fallerede sovjetiske moderparti.
Nå, han slap i interviewet af sted med overhovedet IKKE at svare på, hvad det lige præcist var, som han mente at måtte have stoppet.
Konklusionen? Tjah, det er tydeligvis ikke efter traditionelle journalistiske kvalitets-kriterier, man rekrutterer medarbejdere til de danske elektroniske medier. Godt, de findes i de skrevne medier stadigvæk. "Bad news", Ole!

"Taxabranchen i Aarhus er i knæ"

Overskriften i dag har vi "sakset" fra den lokale sprøjte, Aarhus Stiftstidende. Den fortæller en tilsyneladende trist historie om et erhverv med stærkt faldende provenu trods kontinuerlig inddragelse af taxi-licenser. Kort sagt: Stadig mindre "mad" til stadigvæk lidt for mange "munde", en kedelig og eksistentiel ubalance. Hidtil har vel heller ikke ligefrem støttet taxibranchen i noget videre omfang her i huset. Dertil er Århus altså trods alle storbydrømme en lidt for lille by rent distance-mæssigt til helt at berettige betaling af de gængse taxapriser.

Vi bor selv ca. 4 km. fra centrum og den tur koster typisk omkring 130,-. Det er da osse en slags pris for at blive fragtet rundt i det, som vi selv kalder "verdens mindste storby" Til noget, der bestemt ikke er verdens mindste priser. Der ER muligvis højere priser, men vi har nu blot aldrig oplevet nogen.
Alternativet, blot at GÅ hjem, er altid nærliggende og kan med rask trav udføres på godt en halv time. Det skattemæssige regnestykke forbundet dermed er ganske overordentligt simpelt: For at tjene netto nok til taxa-turen skal denne skribent arbejde noget, der ligner 1.5 time, og alene derfor forekommer det letter dorsk at skulle arbejde en hel ekstra time UDOVER altså den friske og stimulerende spadseretur hjem. Man medvirker ganske vist til en tiltrængt øgning af bruttonationalproduktet ved at køre med taxa, men derudover føler man sig nu lidt som den fjollede tegneseriefigur Pelle Gris, kendt som bleg birollefigur bag tegneserieanden Daffy. En meningsløs figur i en totalt meningsløs farce, aldeles til grin og det for egne penge endda. Sagen er jo i sin enkelthed, at hvis man skal brænde hårdttjente beskattede kroner af på noget, som man i virkeligheden ligeså selv kunne gøre, som for eksempel blot at GÅ en kortere tur, så skal det altså være hyggeligt!

Nå, dette umiddelbart måske en smule rabiate synspunkt omkring den århusianske taxabranche hos denne skribent, står i betydelig forbindelse med udviklingen i taxachaufførernes trafikale adfærd. Denne skribent har aldrig haft kørekort, og har derfor så meget bedre haft mulighed for at se den kedelige udvikling i trafikal adfærd. Det er trods alt nemmere at iagttage trafikal højrisiko-adfærd med cyklist-fart. Engang for ikke så forfærdeligt længe siden var bus- og taxachauffører uvægerligt professionelle og opmærksomme. De kørte sjældent særligt meget UNDER eksisterende hastighedsgrænser, men direkte hensynsløs kørsel var dog normalt et privilegium for privatbilister og cyklister. Sådan er det så desværre ikke mere. Cyklist-fjolserne har yderligere "ynglet" og de engang professionelle bilister er forsvundet. Eller NÆSTEN.

I denne weekend oplevede min frue så det aktuelle serviceniveau hos den branche, som ifølge lokale medier altså er "i knæ" Hvilket må formodes at være det samme som at man ingen penge tjener-om man så FOR-tjener det skal vi komme ind på. Vores teenagedatter var gået ganske kold som det vel sker ganske ofte i denne tid, og da min kone ikke mente sig i stand til at køre bil efter et par glas vin, prajede hun en af de (forfærdeligt) mange ledige taxaer, som befandt sig lige der i midten af den midterste midtby. En ganske præsentabel dame med et aktivt dankort, "guf" for en selvstændig erhvervsdrivende eller..? ELLER!

Nu hører det med til historien, at vores datter var noget vaklende, men altså trods alt voksen-ledsaget af en ganske præsentabel dame. Alligevel lykkedes det ikke at få plads i nogen af de ledige over 20 taxaer, der befandt sig på stedet og da min kone i desperation åbnede døren på en af dem og læssede datteren ind, steg chaufføren ud og smed hende ud igen og kørte videre. Og nej, vi taler ikke en en datter, der stank af andet end alkohol. Vissen, jovist, men trods alt ledsaget af en ædru voksen dame.

Til sidst forbarmede en ældre dansk taxachauffør langt nede i køen sig noget ukollegialt over den lille familie, og rullede dem ganske problemfrit hjem, en afgjort solstråle i en desillusionerende kulsort nat. Vi taler om folk i alle de her taxaer, der har fået en nødvendig bevilling med de fordele (mange) og ulemper (få), som det jo indebærer, som ikke blot nægtede at tjene vores penge. Nej, de nægtede osse at gøre det, som de alene af alle havde BEVILLING til at gøre. Det er selvfølgelig ikke kriminelt, blot kriminelt DUMT.

For den nødvendigvis særdeles nærliggende tanke er naturligvis, hvad der ville være sket, hvis en person havde haft akut brug for at komme på skadestuen blandt alle disse kommunalt priviligerede chauffører. For når de nu kollektivt og altså også særdeles håndfast nægter at køre med en kone med en let-lallende, men altså ikke ligefrem beskidt teenager, hvad så hvis passageren BLØDTE og virkelig havde brug for transport her og nu?. Enhver kan gætte med her, vores gæt er afgivet.

Efter denne weekend er det således ikke uden en vis, ganske vist lidt kedelig, skadefryd, at vi ser overskriften i Stiften. For efter sådan en ganske vist enkeltstående, men alligevel numerisk omfattende personlig oplevelse er det altså svært at have ondt af et serviceerhverv i åbenbar krise. Og tydeligvis ikke udelukkende økonomisk, osse servicemæssigt og almindeligt medmenneskeligt.
Og vi skal da gøre hvad vi kan for ALDRIG nogensinde selv at bringe os i en situation, hvor vi er afhængige af licenseret/priviligeret taxa-transport. Ikke af noget nødvendigt princip, det er blot for farligt at satse på noget, som ikke nødvendigvis er der, når man har brug for det. Ikke fordi de ikke fysisk ER der, blot fordi de vælger ikke at GIDE!
I fredags havde vi en smule ondt af taxa-branchen. Lad os forsigtigt sige, at følelserne er helt, helt anderledes efter weekenden. Vores statistik er ikke nødvendigvis helt fyldestgørende, men dog ganske tungtvejende. Og mere end rigelig for os. Bestemt en erfaring, som vi allerhelst ville have været foruden, men det er vel i virkeligheden dem, man lærer allermest af.

Heja, Ringsted!

I dag vil i fra starten arbejde lidt tjept, da vi skal sende en mindre delegation indeholdende fruen til indvielsen af en ny kulturinstitution i Ringsted. Den gamle musikskole derovre i det sjællandske kulturelle kraftcentrum har i umindelige og alligevel mindeværdige tider været en fantastisk god kunde og ditto støtte for vores lille virksomhed, så ned ad E45 det går for fruen!
Nå, men det betyder så, at hverdagen i de kommende timer ser ganske barsk ud for de "små jøde-drenge", som det engang hed på min barndoms-ø´s enfoldige dialekt. Sådan hedder det nok ikke mere selv om det næppe endnu er indklaget for EU`s menneskerettighedsdomstol. Sådan noget har altid fungeret bedst med lidt håndfaste bombetrusler i den nærmeste baghånd og lige dér har jøderne jo som bekendt ikke excelleret så meget. Ihvertfald ikke siden deres terrorattentater mod briterne indtil 1948, hvor den senere israelske regeringschef Menachem Begin var aktiv i Stern og Irgun-terrorcellerne. Hvor de til gengæld var nærmest "jødiske" i deres djævelske effektivitet og det endda ganske uden brug af bombebælte-bærende kvinder og børn...

Nå, det var så et langt og kikset sidespring. Derfor kan man nu godt lidt i smug i disse dage glæde sig lidt over den økonomiske krise, som truer med at kvæle hele EU. Der er ganske vist ikke meget at glæde sig over i forbindelse med selve den hovedsageligt selvskabte krise, men lidt er der, og netop når der kun er lidt, så er det så meget mere påtrængende vigtigt at glæde sig over det lidt, der er!
Derfor: Det ville nu være skønt, hvis hele den konstant voksende danske "krænkelses-industri" omfattende alle imaginære menneskerets-krænkelser af dømte rockere til læge-ubehandlede illegale flygtninge ikke bevidstløst kunne appellere ALT til EU. Med den altid opsættende virkning af den traditionelle demokratiske danske retsproces, som det uvægerligt medfører.
Rigtigt, rigtigt rart og da ikke mindst for det knirkende danske retssamfund, at udøvet ret blot var ret og ikke blot et udgangspunkt for en opsættende appel til EU.
Nå, det var altsammen nemmere dengang det danske kongedømme residerede i Ringsted, der afgjorde man retstviste her og NU. Eller rettere DA, da det jo var dengang inden det demokratiske gennembrud, som EU er ved at vise blot var et ganske vist noget langvarigt historisk mellemspil eller..?

Hvis tonen her til sidst forekommer lidt bitter, så kan det være fordi vi ikke som aftalt fik vores Furman "strømrenser" i går. Reelt set en tragedie af de absolut mere overskuelige, men den er blot såre PERSONLIG! Usigelige krænkelser af en milliard kinesere er altid intet at regne i forhold til selv små små krænkelser af egen person- som denne! Vi var ellers enige om prisen men så skiftede sælger mening, sikke dog bare et båthorn! Nå, vi skal gøre vores bedste for, at vores allerede realiserede økonomiske gevinst ved IKKE at købe denne Furman bliver ENDNU STØRRE. Nemlig ved HELLER IKKE at købe andet og ikke mindst mere fra samme leverandør, sikke dog rige vi kan blive! Og LYKKELIGE, allerede nu er jeg meget gladere end lige før!

Endelig jord!

Denne allerede temmeligt fremskredne morgen vil vi benytte til en lidt usædvanlig syssel. Ikke høre musik, naturligvis, sådan noget gør hifientusiaster naturligvis kun uhyre sjældent og endnu nødigere. Nej, i stedet vil denne skribent inden fruen vågner forsøge at høre forskel på noget, som ikke er længere og som ophørte i går. I forhold til noget, som så er i dag og i al fremtid. En svær test og dette da især, fordi akustisk hukommelse af den mere pålidelige slags normalt måles i sekunder. Og desværre aldrig i døgn, så jo, mere end umuligt for så vidt sådan noget giver mening. Sikkert ca. ligeså meget som at PRØVE..

Vi har nemlig fået en relativt fornuftig elektrisk jordforbindelse her i vores kælderværksted, hurra hurra, og forventer, at lydgengivelsen tager et vældigt tigerspring.Dette forenet med en kolossal stor og klumpe-dumpet Furman professionel laboratorie-støjdæmper, burde kunne give lydgengivelse af en kvalitet, som englene måtte misunde. Hvis de altså lytter til andet end "Sfærernes Musik", som hele dette førkristelige mekanisk-drejende universelle verdensbillede jo ifølge datidens naturfilosoffer udsendte. En vis snusfornuft besad disse ellers flyvske og teoretiserende vise mænd dog da de mente, at man naturligvis sagtens ville kunne høre de knirkende lyde fra hele dette møllelignende rotationsisenkram, som drkede himlene rundt. Det var jo det, man kaldte for "Sfærernes Musik"

Desværre var så ingen, som dengang eller snere hørte denne musik. Ikke at man ikke lytrtede, man kunne blot intet høre. Filosofferne havde den gode forklaring på dette postulerede, men altså ganske uhørte (uhørlige?) lyd-fænomen af højt-knirkende verdenshjul, at det nok var fordi man havde hørt det siden barndommen og dermed på forunderlig vis var blevet immun overfor lyden. Eller måske bare døv, den filosofiske forskel her er ubetydelig, man kunne ihvertfald ikke høre noget, som ellers burde være der.

Og det er så osse lige der, hvor denne skribent er i dag. I færd med at lytte efter noget, som burde være der. Og som muligvis osse ER. Under alle omstændigheder kan vi sagtens allerede allerede nu uden særlig betænkning afsløre, at der selvfølgelig er en forskel. Sådan en bør der nemlig være, og derfor kan enhver naturligvis sagtens høre det.
Det sjove og samtidigt lidt triste er så, at der overhovedet ingen forskel behøver at være. For denne skribent vil naturligvis i denne verden af "Kejserens Nye Klæder" naturligvis slet ikke være ved, at han måske slet ingen forskel kan høre på fornuftigt støjdæmpede apparater med og uden jord. Og da ganske særligt ikke, hvis jeg ikke er såre sikker på, at der overhovedet er nogen forskel, dertil har investeringen allerede været alt, alt for høj!
Jord i stikkontakten eller blot jord i hovedet? Et ganske let spørgsmål, som blot er så forfærdeligt selv-forræderisk at svare på!

Hvilken velsignet morgen!

Som nævnt er dem dømt lidt ekstra morgenmotion atter engang her på de østjydske landeveje, og hvis firmaet skal åbne til tiden, så er det ved at være tid for afgang. Strengt sprogligt korrekt hedder det vel "afkørsel"
Ellers er planen at få lavet en imponerende opstilling af vores nye antikker aktive Sennheiser-monitors. Sådan noget foregår altid bedst, som alle hifientusiaster allerede ved, ved at vælge musik-eksempler, som særligt flatterer den aktuelle højttaler. Hvis en højttaler således, som det desværre næsten altid er tilfældet derude i de ellers ganske kakkelbordfrie hjem, hverken kan spille HØJT eller DYBT, så vælger de fleste at demonstrere med kvindestemmer.

Disse stemmer kan ganske vist være særdeles høje, ja til tider nærmest skingre, og det behøver man slet ingen elektronik for at gengive. Fru Mathiasens høje kommandoråb på denne tid af dagen er både u-misforståelige og hørbare langt udenfor selv omhyggeligt lukkede 3-lags termoruder. Hvordan man i lyset af denne kolossale dynamiske formåen i kvindestemmer tør bruge dem til hifidemo er langt hinsiden denne skribents beskedne forstand, men det gør man. Og osse fordi mandestemmer alt for ofte "anslår" de resonanser, der altid er i den ganske uperpekte akustiske komponent, der benævnes en højttaler.

Det bliver så spændende, hvad der om overhovedet noget kan komme til at lyde godt på disse Senneheiser-højttalere. Med en beskeden basformåen og en diskant i den mere retningsbestemte og alligevel ikke særligt nuancerede afdeling er der dømt mellemtone. I massevis koblet med en ganske overordentligt begrænset lydtryksformåen. Hvis det her lyder lidt trist og ynkeling gammelmansagtigt, så er det naturligvis formelt ganske korrekt.

Problemet er så blot, at i den henseende er disse 40 år gamle højttalere stadigvæk FULDSTÆNDIGT repræsentative for dagens akustiske standardformåen i retning af maksimalt lydtryk i det typiske hifientusiasthjem. Og det er desværre ikke en påstand, simpel logaritmisk addition fortæller denne triste historie. Om alt, alt for små højttalere til nogensinde at kunne bruges til noget fornuftigt, ja eller overhovedet nogenting for den sags skyld. Om det så er konerne derhjemme, der bestemmer eller alle entusiasterne, som blot er knapt udsprungne skabsbøsser nærmest allesammen, ja, det er svært at sige. Det er osse ligemeget, alt er alligevel for småt og for lavt.
Noget lettere bliver det i den kommende test at diskvalificere disse ellers udmærkede Sennheisere for denne skribent. I de seneste 35 år har jeg nemlig ALDRIG nogensinde haft hovedsystemer med mindre end 120 dB lydtryksformåen. Og de her skal kæmpe heroisk for at nå de 100 dB..

Fuldstændigt latterligt. Det er jo overhovedet ingenting. Fuldstændigt ligeså håbløst ubrugeligt som alt det andet bras, som de lokale hifibutikker her i byen sælger. Og når noget er så latterligt lavt, så er det altså fuldstændigt om det spiller godt. Den ultimative forvrængning af et stykke musik er dog den manglende evne til at gengive den originale akustiske begivenhed ved det deraf nødvendige korrekte lydtryk!

Jeg kan STADIGVÆK..

..ikke uploade billeder, hjælp, fru Mathiasen! Løsningen på gårsdagens indrømmet meget vanskelige spørgsmål bringes senere i denne udsendelse. Forslaget på det hyggelige danske vintageforum var godt, men alligevel ikke helt godt. For så vidt altså at en tovejs-højttaler som vores her og en 3-vejs-højttaler som den foreslåede vel i virkeligheden vanskeligt burde kunne forveksles..?
Nå, nok pindehuggeri og anden smålighed for i dag, for NU nærmer vi os den store afsløring af den aktive antik-højttaler, hvor selv internettet intet er bevendt. Sidste clou er, at en ganske let opdateret model af samme vesttyske såkaldte "Regie-Lautsprecher" har været afbildet i selveste dansk High Fidelity engang anno dazumal. Denne hed VKL 403..? Nej?
Jamen så vil vi gerne afsløre,, at denne engang faktisk ganske udbredte (det vil sige i hundredevis og DET var meget dengang som i dag, hvor de dyrere monitormodeller heller ikke på verdensplan kommer højere op i styktal på trods af al salgshype, hedder Sennheiser VK303.

Der er tale om et ikke ganske ueffent nicheprodukt i Sennheisers historie, som yderligere er blevet marginaliseret af, at Sennheiser-gruppen i dag også (og i udpræget modsætning til dengang) indeholder et andet tysk vesttysk pionérfirma, Klein und Hummel. Dengang var de dødelige konkurrenter på netop dette område og i den heftigt redigerede officielle fælles firmahistorie er disse tidlige Sennheiser-højttalere redigeret fuldstændigt ud. Det ligner mest den udbredte praksis i det tidligere Sovjet, hvor subskribenter til den Store Sovjetiske Encyklopædi hvert år modtog "korrektive" billeder, som skulle placeres over illustrationerne, når folkene på billederne tilfældigvis faldt i unåde. Og under den berygtede sovjetiske statsanklager Andrej Vyshinsky, som ikke gav den berygtede nazi-dommer Roland Freisler det mindste efter, var tilfældet nok. Ja mere end rigeligt!

Og derved blev disse ulykkelige "overklistrede personer" til både de "ikke-personer", som de allerede var, for så vidt deres gang ovenfor jordhøjde forlængst var forbi foruden altså også "ikke-historie" Og nej, det her er hverken en antikommunistisk vandrehistorie eller en vits, derimod den skinbarlige virkelighed. Selv om den altså bestod i at ÆNDRE på den virkelige virkelighed..

Selv om der således stort set ingen senere vidnesbyrd eksisterer om disse pioner-Sennheisere, så er de her altså alligevel. For en faguddannet historiker som denne skribent er det faktisk ganske spændende at opleve, hvilke informationsbegrænsninger det grænseløse internet trods alt besidder!
Sådan noget finder man så desværre først ud af, når man tilstrækkeligt ihærdigt leder efter noget, som man helt positivt ved i forvejen, et desværre uhyre sjældent tilstrækkeligt opfyldt søgekriterium.. Nå, men så blev man da så klog uden at det vist rigtigt kan bruges til noget. Heldigt at man var så forfærdeligt klog i forvejen når man nu ikke kunne blive klogere.

Spørgsmål og svar

Man ved, at klokken for alvor er faldet i slag, når det viser sig vanskeligt grænsende til umuligt at følge med en ganske vist veldigt veltrænet kvinde op af bakken ved Viborgvej. Derfor er der i den kommende tid dømt ekstra fysisk exercitz. At det er et godt stykke tid siden stavemåden var som ovenfor er ikke ganske tilfældigt, det er desværre osse et stykke tid siden denne skribent var i absolut allerbedste form. Ikke år, men måneder, og tiden er jo både uhyre kostbar og kort jo ældre man bliver..

Engang var det meget lettere at forblive i form. Som dreng og yngre (ikke yngre end dreng, naturligvis, det her er vist blot et uundgåeligt sprogligt paradoks, der menes sådan en slags mere eller mindre forvokset teenager) var man bare i god fysisk form. Nu skal der kæmpes hårdt for blot at stå nogenlunde stille i det fremadskridende forfald..
Heldigvis står andre ting bedre selv efter ganske mange år, faktisk taler vi om et produkt fra denne skribents tidlige teenage-år, som vi tilfældigt har fået op under neglene. Og ikke mindst derfor osse et produkt På strengt legal vis selvfølgelig. Vi ville gerne have bragt et billede til dagens gættekonkurrence, men vores skide Picasa driller lige nu, så det må blive når fruen vågner.
Indtil da må clouet være, at der er tale om en af de allerførste aktive studiomonitors på markedet designet til radiofonibrug. DR havde masser af dem og selv om det mest skyldtes dygtig markedsføring og endnu bedre personlige bekendtskaber med den danske monopol-radiofoni fra sælgerens side, så var det nu godt gået alligevel. Nu var sælgeren, forlængst afdøde Robert Sørensen fra Kinovox A/S heller ikke dengang nogen årsunge. Og produktet virker selv efter 4 årtiers uhyre hårdhændet behandling fuldstændigt perfekt stadigvæk. Hvordan lyder det så: Tjah, lad mig sige det sådan: Langt, langt bedre end det allermeste af alt det bras, der sælges som aktive reference-studiomonitors i dag.

Det vil sige, helt OK uden at træerne ligefrem vokser helt ind i Himlen. Kan nogen gætte modellen med den sjove ovale 5 gange 7 tommer kæmpestore diskant med metal-centerdomen og 8-tommers bassen med ultrablødt ophæng..? Denne uhyre utraditionelle bestykning havde dog sin afgjorte pris-en høj en! Man må nok nøgternt konstatere, at man dengang i starten af 1970-erne ikke fik alverden for sine 14.000,- investerede kroner (pr. stk naturligvis, i Danmark har man ligeså traditionelt som ulogisk altid opgivet stykpriser) for disse monitors. Det var dengang timelønnen før skat for en DASF-organiseret ufaglært arbejder var 12,-, så der skulle skovles en smule skærver og korn på Horsens Havn dengang af noget mere "fitte" Poul M. Og det blev der uden nogensinde blot at nå i nærheden af at kunne få råd til de her vesttyske kvalitetshøjttalere. Hvis man alltså son hifidreng dengang skulle gå efter prisen alene, og det skulle man.

En smule dyrt, åh jo faktisk en så absurd pris, at man har skullet helt frem til nutidens oppustede high-end hifi for at opleve noget lignende.

Mennesket er altid alene/Lønsomhed og ensomhed.

Overskriftens første del er naturligvis noget vanskeligt at belægge litterært i det mindste, hvis man eftersøger noget originalt oprindeligt citat. Selv husker vi bedst den formidable danske afdøde oversætter Poul Arlands afgjort minimale rolle/replik i Wikke/Rasmussens "Russian Pizza Blues". Eller var det den i makkerparrets allestedsnærværende (og ganske urimeligt grimme, faktisk så grim, at selv brødrene Grimm og denne skribents morgen-spejlbillede bliver helt pæne) Hans Henrik Bærentsen, som sagde det, affældigheden kommer umærkeligt krybende og forunderligt nok forekommer det umuligt at købe en DVD med dette monomentale mesterværk. Vi ville derfor være særdeles taknemmelige, hvis nogen af vores læsere skulle kunne skaffe en original eller kopi til købs. MEGET!

Tilbage til dette "ikke-citat" for så vidt vi taler oprindelighed. Man må dog kunne formode, at det er udtænkt af en person, der i konciperings-øjeblikket faktisk var alene alene af den grund, at koner og børn og andre med barnevogne som hos Storm P. altid kan gå i forvejen og iøvrigt holde sig i baggrunden. Selv i det efterladte midtpunkt mellem alting kan ensomheden sagtens findes. Her i huset er denne ensomhed en absolut attrået såkaldt "Kommoditet". Vi skriver ordet med stort i dag, da dette gode gamle ord om alskens bekvemmelig- og andre basale forøden-heder næppe har indgået aktivt i det danske sprog efter Hartvig Frisch` danske retskrivningsreform. Udover at morgen-hundeluftningen i årstidens bælgmørke altid lige giver plads til lidt tanker i al ensomheden. Ikke nødvendigvis dybe eller mørke tanker, dertil er verdens påtrængende dårskab alt for meget i vejen.

Hele denne lange indledning om ingenting særligt blot som en passende epitaf over en nyligt afdød, som angiveligt døde af ensomhed. Og på trods af angivelig lønsomhed. Vi taler om et storkøbenhavnsk hifi-firma, High-Performance Audio, som nu lukker og slukker. Ingen regelmæssige læsere af denne side vil kunne blive overrasket over, at vi ikke har spået hifibranchen i Danmark nogen synderligt glorværdig fremtid om overhovedet nogen. Det er ikke ligefrem nyt og så i dette tilfælde heldigvis heller ikke spor tragisk, som dødsfald ellers ofte er.

Det er det her blot ikke, for ifølge pressemeddelelsen, så stopper firmaet "på toppen" Det hele grunder i ja og så er vi tilbage, i ENSOMHED. Firmaet var som så alt for mange i en kollapsende branche andre blot et énmandsfirma, og så er det jo naturligvis fornuftigt nok at lukke butikken, når "entusiasmen er dalende", som det anføres. Igen, ingenting om den åbenbare lønsomhed, som samtidigt skylles ud i denne "Comoditetsstoel" Beklager den lidt latrinære bibetydning, men det er jo osse et af ensomhedens grundvilkår: Nød og anden nødtørft.

Sådan lidt mere anskueligt for afdøde arveprins Knud: Det her fatter vi simpelthen ikke en hujende fis af. Eller rettere, det gør vi naturligvis, vi accepterer blot ikke præmisserne for firmalukningen. For hvem kan dog ikke acceptere en smule ensomhed hvis blot den kompenseres af en overordentlig lønsomhed? Hvorfor dog lukke ned, når det går så skidegodt og hvorfor er der da ingen andre, der vil overtage denne glimrende biks. Og sidst men ikke mindst, hvordan er det lige det er med diverse garantier på allerede solgte produkter.

Tilsyneladende ingen ko på isen her, for som der står, så vil garantiforpligtelserne "overgå til mine (ikke vores egne heldigvis, hans) leverandører" Nej, de vil ej, og nej, de kan ej! Det er naturligvis et rent svineheld, hvis leverandørerne rent faktisk honorerer disse forpligtelser, som de bare overhovedet ikke har, for det har FORHANDLEREN og INGEN ANDRE. Man skal næppe heller "stille klokken" efter sublim service fra en producent, som absolut intet har ud af at yde den. Som en håndværker, der skal udbedre allerede forlængst betalte efterfølgende fejl og mangler..
Vi så lignende fine strategi herovre i det jyske tidligere på året, da herningensiske hifi4real osse lukkede og slukkede. Nå, går den, så går den og hvis blot den går indtil firmaet er afviklet, så er det længe godt nok. Og til den tid er der alligevel ingenting at komme efter og det er der næppe heller nu.

Og derudover er der ingenting at sige til, at firmaet lukker ned i en branche alt for forfærdeligt tæt befolket af fjolser. Vi kan blot ikke helt acceptere "story-tellingen" i det og da især ikke den dér med garanti-forpligtelserne. At måske ikke alt er som det angives at være, ses af listen over udsalgs-emner, som er rædselsfuld(t)-LANG! Måske man bedre kan forstå ensomheden hos ejeren, når han sidder dér og kikker på lagerlisten.
Og naturligvis såre menneskeligt i en tragi-komisk hifibranche, hvor livsløgne og braldren forlængst har fortrængt den ægte og varige ejerglæde. Hvor alt for mange som "bange hunde" hævder et imaginært territorium/egen absolutte hifi-kvalitet med en vildskab, der som hos hundene står i omvendt proportionalitet med status i hakkeordenen og egen sikkerhed for at have ret. Fordi samværet omkring hifi kun ligger i selve PROCESSEN som på avtainment, hvor lokale sniksnak tråde på 130 plus sider beretter samme historie om basal menneskelig eksistens-vilkår. En verden, hvor man hele tiden og uophørligt og nødvendigvis skifter sit eget allerede helt fantastiske anlæg ud (som altid "bare spiller MUSIK") og lukker sit firma, fordi det går forfærdeligt godt.
Om den evige ensomhed, som kun kan dulmes, aldrig "dødes".. Noget udsigtsløst og sølle, men det er vel bare sådan menneskelivet alt for ofte er.

På grund af lidt TDC-opdatering..

har vi ikke været på nettet før nu. Men sent er vel altid lidt bedre end aldrig, så med Kurt Thorsens ord "Her har I mig/os tilbage"

Enestående!

Jamen det var det ord, som fruen brugte i går aftes, da det efter en dagslang jagt endelig lykkedes at få hende plantet i kælderlyttesofaen. Hvor der til lejligheden var installeret Crown Studio Reference I i både top og bund i de store biograf-systemer. Hvad dette kvindelige kraftudtryk så nærmere betyder er så til gengæld ikke til at vide, da hun straks efter forsvandt ovenpå igen. Vi vil forsøge at få hende til at udpinde indtrykkene lidt, men må nok desværre på den kortere bane sige, at den eneste sikre positive udmelding fra fruen var, at de gamle McIntosh MC-2600 var meget pænere. Og ret har hun naturligvis, de her Crown er helt usædvanligt skidegrimme. Og at kalde designet for "industrielt" som har været nævnt, gør dem desværre ikke spor pænere.
Fortsættelse følger..

Dagen starter..

..på raske fjed med en morgencykeltur til en journalistisk efteruddannelses-institution. Lasten på budcyklen er ikke imponerende, den samlede levering rummes fint i en brystlomme på årstidens absolutte favoritbeklædning for semi-aktive mere end semi-korpulente midaldrende mandlige motionister. Leveringen omfatter såmænd blot 8 mikrofonclips og 8 bittesmå vindhætter. Ikke meget, hverken samlet provenu, dækningsgrad og så ikke engang ret megen motion.

Det ville altsammen have været en kikser hvis det så ikke lige var fordi de blev så forfærdeligt glade deroppe. Ja, måske de ligefrem blev så glade at de ringer en anden gang. Og det gør de såmænd nok, ingen vi kender ville vel stå deroppe inden åbningstid med en lommefuld "forvokset lommeuld" for at sikre gennemførelsen af et kursus i formiddag. De skulle bare vide hvor herligt det er at få lidt frisk luft. Og meget meget glade kunder oveni.

Ellers fortsætter den allerede forlængst fortsatte sammenlignende lyttetest her i huset imellem de tidligere konger af vores hifi-kælder, den mægtige 2X600 watts McIntosh MC-2600 og de nylige omkomlinge, Crown Studio Reference I på måske lidt mere optimistiske 2X780 watt. Juryen er stadigvæk "ude" i sin endelige dom om, hvad der lyder bedst. Lidt mere præcist kan det udtrykkes: Fruen i huset har endnu ikke afsagt sin dom og derfor er det naturligvis lidt ligemeget, hvad jeg måtte mene. Om dette såvel som om hint..
Sikkert derfor, at jeg er relativt sikker i min egen vurdering. Ren drenge-trods mod det evindeligt ekspanderende dominerende kvindelige univers, som opsluger alt på sin vej. Selv i denne den bedste af alle teoretisk tænkelige verdener.
Nå, helt så slemt er det nu slet ikke her i huset, men derfor kan man nu sagtens være en smule spændt på hvad fruen siger når hun om føje tid får lejlighed til at udtale sig fra det fra pave-dømmet så ofte citerede "(ex) cathedra".. Forskellene på de 2 forstærkere, Mac og Crown, er faktisk ikke ubetydelige, spændende hvad det hjemlige "kvindelige kleresi" bestemmer!

Vi er hjemme igen...

efter en herlig dase-weekend i det vendsysselske. Vi er forfriskede og vældigt klare til at tackle dagens udfordringer.

"Geroj neshego vremeni"

I dag vil vi indledningsvis teste vores læseres almenviden til hinsides de flestes bristepunkt. Overskriften giver næppe mange nogen mening, om overhovedet nogen nogen. Dette kan delvis skyldes, at dette tastatur og dets operatør ikke er i stand til at helt korrekt at translitterere det oprindelige kyrilliske alfabet. Vi er helt tilbage til hovedværket af den ganske gode og sikkert derfor forlængst forglemte russiske digter Lermontov og hans hovedværk "Vor Tids Helt", fra 1839. Og helten i denne eksperimenterende novellistiske mester-roman, Petjorin, er en i bedste fald noget tvivlsom helt. Måske mest sådan en slags hovedperson og det hed jo i min egen skoletid en "helt" i dansktimerne Og det kan altså alle leve op til, selv tvivlsomme Petjorin.

En mere nutidig helt kunne være min og ikke mindst fruens gode ven Bent Sejbæk. Denne håbløse dinosaur blandt hifi-importører i Danmark kæmper i disse dage den mest håbløse af retræte-kampe. Ja, det hele er så totalt udsigstløst, at selv den klassiske danske sagnhelt med det mytisk-franske Oger le Danois (adapteret til Holger Danske, hvorfor det ikke blev til ROGER Danske er svært at fatte) og hans håbløse sidste kamp mod maurerne selv efter døden ser helt lovende ud. Bent kæmper som en anden fiktiv og sikkert heller ikke længere kendt ridder fra en roman af Cervantes mod utrættelige vindmøller. Vindmøller, der alene af egen energi tilsyneladende kommer til at køre hurtigere, en selv-supplerende og -suggererende hifi-meningsmaskine. Om Rega-pickuparme og kabler ak ja..

Med et af alle tiders bedste bud på en person, som er "ren spild af plads" (og da ikke mindst på sit eget hifi-forum, hifi4all), Mikkel Gige, som suppleant, kører krigen mod stakkels Bent. Som tillader sig at have det tydeligvis ganske kætterske synspunkt, at fordi Rega-fabrikkerne produceren langt hovedparten af verdens audiofile pickuparme (og har gjort det i 30 år), så har de akkumuleret en lillebittesmule viden om lyd og mekanik.

Overfor ham står så alle tågehornene med overfjolset Mikkel Gige i spidsen og hævder det synspunkt, at enhver med en stump kabel altid og uden nogen færdigheder udover det indlysende ønske om hurtige penge plukket fra barnagtige men alt, alt for fysisk gamle hifientusiaster (for deres totalt manglende åndeligt/kritiske niveau-forstås) til enhver tid kan forbedre enhver Rega-arm. Det eneste gode man kan sige om det her er vist, at det muligvis øger det skrantende danske nationalprodukt en smule uden at det dog altid er mindre hififorretninger, som altid er de fremmeste frontkæmpere i udbredelsen af moms-betaling.. Sådan startede Rega nu osse, som det, der derovre hedder en "cottage industry"..

Alle, der har betalt for en vilkårlig ændring uanset dennes omfang, kan naturligvis altid høre forskelle uanset om der er nogen og en vis proportionalitet på forbedringen som en kvadratisk potens af prisforøgelsen er næppe usandsynlig. Det allermest paradoksale i hele denne diskussion er nok, at det er ret kapitalintensivt at producere pickuparme og det er naturligvis derfor, at ingen andre gider begynde på det. Det er blot LANGT MERE bekosteligt/kapitalintensivt at begynde at lave KABLER, så det er der da overhovedet ingen, der kunne drømme om at begynde på. Og det er da naturligvis derfor, at stort set ingen af de kabler, som forskellige voodoo-firmaer sælger som upgrades til Rega-arme overhovedet kan bruges.

Ak, Bent, vi lider lidt med dig overfor Gige og de andre i din udsigtsløse kamp. På samme måde, som denne herlige hobby lider under at have så forfærdeligt mange fjolser om bord. Af ganske samme kaliber som dem i, der i fuldt alvor som videnskabelige fakta accepterede en subwoofers lyd og ydelse ud fra en fiktivt datablad. En 33 kgs. aktiv subwoofer med 2 stk 7-tommers enheder til 1150,- er altså på trods af enhver globalisering ikke nødvendigvis det sidste ord i kvalitativ henseende men til gengæld kan man nok regne med, at transporten af klumpen er en større del af slutbrugerprisen end den rå produktions(lav)pris. Iøvrigt laver Behringer osse flygler, og mon ikke man med samme ret kan gå ud fra, at hvis de vejer det samme som et Steinway, så lyder de nok osse ligesådan? Sikkert nok eller..

I en globaliseret verden konkurrerer de her produkter som en selvfølge på lige vilkår med andre produkter, hvor (det ret ringe) arbejskraftindhold HELLER ikke overhovedet betyder noget. Og der findes snart ikke andet end lignende produkter til alt for lave priser, fordi folk som det ses guddødeos tror på reklametekster som videnskabelige kendsgerninger. Det betyder ganske banalt, at det ENESTE, som man kan spare på når transport er fast er på RÅVARERNE og hvor svært er det lige at forstå? Og når en flaske vin sælges for 25,- incl moms eller et totalt komplet topnøglesæt for 98,-, så er der visse kompromisser af ganske indlysende karakter på trods af enhver globaliseringstågesnak.

Ikke at alle folk fatter en disse af det her og det dummeste vi så i går var da en fyr henviste til en tydeligvis plantet "test" blandt mange andre ikke meget mere meningsfulde betegnes som ja "TILPAS KRITISK" Den her ikke-test er altså lavet i ren cyberspace af en for alle fuldstændigt ukendt person og omfatter et produkt, som ingen af de danske debattører her NOGENSINDE har HØRT. HVORDAN I HEDE HULE HELVEDE KAN PAPHOVEDET HER SÅ OVERHOVEDET VIDE OM NOGET ER KRITISK ELLER EJ? Uden selv at være fuldstændig U-kritisk??? Gå dog som hovedregel ud fra, at alt det alt for positive derude er "plantet"..Fordi det er den billigste form for markedsføring og tydeligvis alt for forfærdeligt effektivt overfor alt for svage ånder.

God kamp, Bent, der er tydeligvis et stykke vej endnu inden folk begynder at tænke selv. Enhver teoretisk tankevirklsomhed udover rundorme-niveau vil vist allerede være et væsentligt skridt. Skal man virkelig være så dum og indesneet for at være enstusiast. Og så er det endda ikke engang blevet VINTER endnu..
Foran står vist med den amerikanske Nobel-pristager Steinbecks ord "Vort Mismods Vinter"..Den kan vi godt korrekt translittere til "The Winter of our Discontent" Eller måske fra og frem og tilbage er jo lige langt.

Kim Gulvmand..

..er endnu ikke helt færdig, så der ligger lidt rengøring foran os om få minutter. I mellemtiden vil vi glæde os. Ikke til støvsugningen, det er dog en ganske usædvanlig dødssyg beskæftigelse. Nej, langt værre ville det være at skulle sælge Behringer aktive subwoofere, men det gør så heldigvis heller ikke. For det første er de sindssygt billige og kvaliteten svarer fint til prisen, altså ikke akkurat et stjerneprodukt til andet end dette samfunds absolut mest økonomisk marginaliserede entusiaster. Med en udsalgspris på 1150,- incl. moms kan man vel ikke kræve alverden og det er akkurat hvad man får for sine penge. Altså ikke et særskilt dårligt køb, man får blot overhovedet ingenting for overhovedet ingen penge.

Ikke at det tilsyneladende afficerer en (forhåbentlig enkeltstående)potentiel kunde. I en tråd på vores "kedsomheds-killer"-forum hifi4all spørger en fyr noget så inderligt hjerteskærende, om der da ikke er at sted i Danmark, hvor man inden køb kan LYTTE til det her subwoofer-vidunder? Ikke at en evt. demofacilitet nok vil kunne sælge produktet til manden, dertil er nettet for stort og muligheden for måske at spare et par hundrede helt givet uimodståelig. For hvor lamt er det lige alt det her er? At bede om en speciel lyttetest af et skrigende grinagtigt lavprisprutprodukt som denne aktive subwoofer hos nogensomhelst er simpelthen direkte uartig kunde-adfærd. Blot 10 minutters bøvl vil fjerne hele dækningsbidraget her og sådan noget er altså det rene kondenserede tidsspilde. Sådan et fjols burde man blot smide ud af sin butik med et fast tag i hoved og røv, og det kan vi vel håbe på sker. Ellers er det vist blot for butikken at få lukket i en Helvedes fart.

Inden vi nu bliver anklaget for opfordring til stump vold skal det lige siges, at man naturligvis som kunde sagtens kan købe dette umulige produkt på nettet og derefter blot returnere det igen. Så kunne han da i det mindste støtte det danske postvæsen og dermed øge det pressede danske nationalprodukt lidt i stedet for at gøre sig selv fuldstændigt til nar. For overhovedet ingenting. Ganske præcist ligemeget meget eller med så lidet lovende udsigter for rimelig anvendelse af butikstid som en eventuel demo i Dk. vil give. Ak ak, vi får vel se om nogen butikker hopper på her, det håber vi da godt nok ikke. For almindelig anstændigheds skyld om ikke andet.

Kim Gulvmand

Så er det atter en af den slags morgener, hvor denne skribent endnu engang skal starte med praktisk arbejde . Denne gang er det så forhåbentligt sidste gang i denne omgang, men den slags er jo først sjovt eller overhovedet relevant, når når det herkuliske arbejde i vores veriatble "Augias-stald" af murerstøv er fuldbragt. Vi skal lige have slebet lidt fastsiddende gamle tæppe-bagsider af et gulv, og det kræver visse forberedelser. Blandt disse er den her i huset ikke let-realisérbare, at gulvet er frit. Konen har lavet en umisforståelig checkliste, som det vil være det rene selvmord ikke at følge slavisk, så lad os alle istemme med de syv små dværges arbejdssang fra det slidsomme men vellønnede job i deres helt egen private diamantmine: "Heigh-Ho!', Heigh-Ho!'"
Det nærmeste vi her i formiddag nu nok kommer diamanter er genskinnet fra fruens, når hun kyndigt kommanderer kavalleriet. På én!

Kold-smedning eller hvad?

Nu keder intelligente mennesker sig som bekendt aldrig, og det gør denne skribent naturligvis af denne eneste både nødvendige og (selv)-tilstrækkelige grund naturligvis principielt heller ikke. Når man så foretager sig ting, der i almindelig anseelse ligner til forveksling, så er det heldigt, at det overhåndtagende "newspeak" altid kan anvendes til at omformulere selve verden ud fra den antagelse, at "ord skaber virkelighed" At dette så er noget meningsløst sludder ændrer naturligvis ikke poå, at vi gerne anvender samme teknik hvis den altså kan bruges til at dølge egen dum- og dorskhed.

Derfor vil vi dag tale den såkaldte "overspringhandlinger", som første gang blev anvendt indenfor den spæde etologi. Hvis du mod forventning ikke ved, hvad nogen af delene betyder, så spring trygt over at slå det op. Nok er det at vide, at overspringshandlinger betegner tilsyneladende irrationelle handlinger og blandt disse kunne så afgjort være at læse produktnyheder på hifi4all. Ja, det er faktisk teoretisk vanskeligt for indeværende at forestille sig noget, der er mere meningsløst og minder mere om almindelig kedsomhed. Der dog altså til alt held i dag er omformuleret til en "overspringshandling" og dermed er virkeligheden passende ændret. Eller..

Denne gang gælder nyheden en Thorens -pladespiller, et varemærke for kvalitet engang men det var vist dengang. en gang var engang. Nu er en pladespiller ikke akkurat raketvidenskab, og vi har for mange år siden "kloget" os på nutidens syge anvendelse af nødtøfttigt pressede halmspånplader som plinth og sågar pladetallerkener. Den slags kan vi heldigvis godt tillade os, da vi ikke sælger den slags, men blot bruger dem. Ikke dem med halm, men så vidt vi kan se er denne nye Thorens helt renset for anvendelse af disse ellers letkendelige plantefibre. Om det så gør det bedre er en anden sag, men lidt sjovt er det nu alligevel. Sjovere at læse end måske at tro, at det ligefrom kommer til at sælge pladespillere. Det sidste er vel sværere nu end nogensinde før og det her reklamemateriale gør det ikke nødvendigvis nemmere.

Vi starter med selve pladespiller-chassiset, det, der kaldes plinthen. Her er der tale om en såkaldt "sandwich plinth" og sådan noget kan være meget godt. Hvis man sammenføjer forskellige materieler med forskellige resonanser kan man både dæmpe disse og omdanne dem til varme pga tab ved overgangen mellem de forskelligartede materieler. Så langt så godt men så langt skal vi så blot overhovedet ikke. Den her Thorens anvender nemlig samme ikke særligt subtile princip som hvis man skærer 3 skiver rugbrød og så efterfølgende lægger dem ovenpå hinanden igen. Hele dette "sandwich-show" (vores eget citat red.) går vist kun ud på at få denne lagdelte "rugbrødsmad" i skiveskåret gennnemsigtig acryl til at se lidt blålig ud på grund af genskin af limen. Højteknologi i nogenlunde samme kaliber som vores egen SME 30-pladespiller, blot i negeret form.

Videre til pickuparmen, som angiveligt er lavet af "koldsmedet aluminium" Inden eventuelt metallurgisk-inklinerede læsere kaster sig over dette principielt meningsløse udtryk, så er der faktisk noget, der hedder det. På trods af grundstoffet aluminiums latterligt lave smeltepunkt og øvrige til anvendelse som pickuparm ganske tilsvarende (mangel på) ideelle egenskaber, så kalder man af en eller anden grund en vis form for samme-presning af dette bløde metal for koldsvesjning. Selv om ordet sammenpresning/-masning nok er mere retvisende. Og da selv svejsning i aluminium er en kunst på linie med at lime skumkanter på højttalere med klassisk kontaktlim.

Udover det er aluminium til pickuparme ganske ubrugeligt og det har man vist vidst i en 30-40 år. Materialet er uanset gods-tykkelse simpelthen hverken stift eller resonansdæmpende nok. Og så kan det alligevel gøres endnu dårligere. For som der står: "Overhang kan justeres enten ved at skubbe pickup-huset i den ønskede position på røret eller ved at justere hele røret i lejets blok." Det her en ganske rent idioti. Udover at mnøvren kun kan ØGE den bevægelige masse og dermed SÆNKE den altid problematiske pickup-egenresonans ganske unødvendigt. Den eneste rigtige måde at gøre det her på er ved at "køre" hele armen frem eller tilbage alene af den grund at man kan undgå en unødvendig flexende samling idet allerede ganske ubrugelige aluminium. Og så laver man altså alligevel EN JUSTERING MERE, som bare gør det SAMME. Dummere end en dompap!

Og det bliver ikke bedre, for som der skrevet står: "Røret (på pickuparmen red.) kan også drejes om sin egen akse for at justere azimut" Atter en samling i blødt og alligevel udæmpet aluminium som OGSÅ er totalt overflødig, da højden på armbasen alligevel definerer både azimut og sporingsvinkel. Eller måske snarere BURDE, den her arm er givetvis ikke teoretisk i stand til at give nogen af os kendt pickup optimale betingelser, så nogen større forskel gør det garanteret ikke. Og som der skrevet står: "Pickup-huset er også lavet af aluminium og tæt koblet til røret for øget stabilitet" Tjah men altså alligevel ikke mere end at det alligevel kan drejes. Ikke at det ville have ændret meget IKKE at have kunnet, men ligefrem at nævne det som et PLUS?

Åh ja, vi glemte at nævne prisen på dette vidunder: Blot 25.000,-. Til alt held kan denne nye Thorens dog sagtens forbedres, for som der står: "Begge modeller kan leveres uden tonearm eller med SME 309 el. M2 mod merpris" Dette sidste tror vi helt bestemt på er an afgørende forbedring. Forskellen vil sandsynligvis være af nogenlunde samme størrelse som at gå fra en gammel batteridrevet rejsegrammofon til den billigste SME-pladespiller, altså ret betydelig. Allerede det at tage den gamle arm af og trampe på den er formodentlig en forbedring og vær blot rolig, aluminium er MEGET blødt og selv en grønlandsk trommedans på armen vil ikke medføre personskade. Og måske man samtidigt kan bilde nogen ind at man er ved at øve sig i "kold-smedning af aluminium"

Sikkert ligeså stor vil den direkte forbedring være bare at finde et andet værk at sætte de helt formidable SME-arme på. SME forlod iøvrigt permanent aluminium som pickuparmsmateriale for 30 år siden og har aldrig anvendt acryl. Det kan der være vægtige grunde til og det er der! Så køb blot sådan én i stedet for og undgå at blive helt til grin.
Som denne skribent vel også har været ved at sidde og læse den her nyhedsomtale. Som ellers er ganske kortfattet og så alligevel så alt for forfærdelig lang og fuld af ligegyldige ord som vel egentligt osse dagens tekst. Og så glemte vi helt at nævne statsministerens ord om, at alle de store fremskudte anlægsprojekter vist på forunderlig vis skulle virke direkte på den eskalerende ungdomsarbejdsløshed. Og her gik vi bare i vores enfold og troede, at anlæggelse af motorveje var et anliggende for specialister og kæmpestore maskiner.
Men sådan var det så ikke, man håber åbenbart på samme positive virkning som dengang Roosevelt-administationen i USA startede det gigantiske dæmnings-elektrificeringsprojekt kaldet TVA/Tennessee Valley Authority. Ud med skovlen, drenge og piger!