Skaber ord virkelig virkelighed?

Verden er for tiden et meget mærkeligt sted at være, men da alternativerne er trælse og skræmmende, så må vi hellere forblive i denne "den bedste af alle tænkelige verdener", som det engang hed med den tyske filosof Leibniz`ord. Selv om han jo nok sagde det på tysk kunne alle de danske udenrigsministerielle embedsmænd dengang i starten af 1700-tallet nu sagtens forstå det. Det var nemlig dengang det danske udenrigsministerium hed og var "Det Tyske Kancelli" Til gengæld talte hverken embedsmænd eller ret mange konger overhovedet dansk.

Nu er der ikke ganske sikre beviser for, at disse rosende ord om verden af en ellers ikke ueffen tysk filosof ligefrem har medvirket til at gøre verden bedre. Der er ellers god "Schwung" over hans selvros til sin egen iboende uhyre fortræffelige og velordnede verden og mon ikke vi i virkeligheden kan se i ret direkte parallel til nutidens spindoktor-regimente. Fordi både Leibniz og alle disse "doktorer" altid fast tror på, at virkeligheden kommer ud af ord. Ja i virkeligheden er virkeligheden overhovedet ikke andet end ord. Og at den allerstørste storhed naturligvis er lige i dette øjeblik, som man helt selv har konstrueret. Med ord og ikke andet.

Det er vel også derfor, at bebudelsen af regeringens fremrykkede mega-investeringer af offentlige projekter får de store overskrifter frem i de elektroniske medier. At de tidligere bebudede 10 mia. om året nu er blevet til for numeriske krakilere ikke meget mere imponerende 17 mia. på 2 år er uvæsentligt i denne pudsige virkelighed af ord, ord og ord. Heller ikke TV-journalisternes lodrette accept af, det må være bedre for den vedvarende beskæftigelse at regeringen "forud-diskonterer" for 2 år i stedet for 1 er overraskende. Intet kan dog være så dumt at ikke langt de allerfleste alligevel intet fatter. Sammenhængene her er ellers ganske simple. Som den prosaiske virkelighed alt for forfærdeligt ofte er bag alle "dæk-ordene" Og nej, 2 år er ikke bedre end 1, det kan blot ikke være anderledes.

For det første taler vi blot om lige omkring 1 PROCENT af det samlede danske statsbudget, så akkurat nogen kolossal omprioritering er der vel næppe tale om. Derudover handler alle disse fremrykkede beskæftigelses-centrerede handlingsplaner og primært større infrastrukturelle vejbyggerier. Som desværre allesammen skal i EU_UDBUD og derfor er den forudsigelige beskæftigelses-nettoeffekt vil ja, nærmest ganske uforudsigelig. En vis netto-STIGNING i den danske arbejdsløshed er jo faktisk en mulighed.. Derudover er der vist heller ingen veje udover "macadamiserede" markveje, som kan færdigbygges indenfor et enkelt finansår, så derfor er det både pinedød nædvendigt uundgåeligt at finansiere over en flerårig periode. Hvor svært er det at fatte midt i al "spin-jubelen"? Ikke spor svært og alligevel så alt, alt for svært, fordi det forudsætter en vis minimal selvstændig tankevirksomhed.

Vi har engang for længe, længe siden snakket om tegneseriefiguren "Mandrake the Magician", der ved sin illusionskunst kunne omskabe en trøstesløs losseplads til at veldækket delikat middagsbord i et slot. Imponerende udover at der stadigvæk intet var at spise på trods af alle de smukke men ak så illusoriske ord. Det videreføres i allerfineste stil for tiden af den københavnske borgmester Anna Mee Allerslev. Tomheden er ganske vist den samme, men troen på det gode til gengæld så meget stærkere. Det er osse nødvendigt med lidt tro eller lidt bedre, RIGTIG meget! For som hun siger det ganske direkte: "Ord skaber virkelighed" Og det betyder så for den københavnske integrationsborgmester, at man naturligvis ikke må benævne særligt udsatte boligområder som ghettoer, da de derved netop bliver til ghettoer.

Desværre er der ingen håndfaste beviser på, at nogen selv særdeles håndfast gennemført fortielse af nogen ellers indlysende sandheder nogensinde har ændret virkeligheden. Problemet er jo så tillige, at hvis ord formodes at kunne skabe virkelighed, så må manglende ord naturligvis også formodes af kunne AFVIKLE virkeligheden. Da det jo ligesom ligger i selve ordene må¨det jo naturligvis have en vis uimodsigelig logik. Og så kan virkeligheden i dette lys i virkeligheden godt gå hjem og lægge sig. Ord skaber virkelige ghettoer, manglende ord afvikler dem. Sandhederne ændrer sig og orden består og derudover er virkeligheden den samme trøstesløse hos Mandrake som hos Anna Mee Allerslev. Total tomhed bag facaden af glitter og glar.

Selv abonnerer jeg noget mere på den åbenbart totalt kætterske ide, at man for at ændre på nogetsomhelst, så er det nødvendigt at sætte ord PÅ et problem. Sådan er det så åbenbart ikke mere, alting flyder med den græske naturfilosof Herakleitos og ikke blot i Bangkok. I den retning er det så meget, meget mærkeligt, at det forlængst forstummede ellers behørigt fejrede "Arabisk Forår" aldrig har ændret status med kalenderen. I mellemtiden har det ellers været både sommer og efterår og nu er det næsten jul. Uden at det altså er blevet til andet end forår i Arabien. Det, der engang med en anden sproglig forbistring blev kaldt "Arabia Felix"/"Det Lykkelige Arabien"
Lige meget hvor meget man i flere årtusinder og da ikke mindst i den europæiske oplysningstid insisterede på at bruge udtrykket "Arabia Felix", så er der stadigvæk kun håbet tilbage. Om at da ord måske alligevel kan omskabe den forbandede verden fra det den er i dag. Og altid har været.
Håbet er altid lysegrønt. Som de frodige græsgange i "Det Lykkelige Arabien", der geografisk betegner den sydlige og vestlige del af den Arabiske Halvø, områdets største ørken dengang og nu. Ord skaber tydeligvis ikke altid en ny og bedre virkelighed. Vand blev ikke til vin "på den lange bane" og gult blev heller ikke til grønt, uanset hvor mange gange man messede "Arabia Felix"..
Det eneste som man rigtigt kan ændre med ord er vist, at det sandsynlige fjernøstlige adoptivbarn Anna Mee Allerslev naturligvis ikke længere kan benævnes med den sidste tyske kejser Wilhelm den 2. og hans ord om "Den Gule Fare" Farven er godt den samme men derudover er den eneste ægte gule fare min barndoms hjembys fodboldhold Horsens F.S. heja heja! Som heller aldrig på trods af den gule farves iboende farlighed nogensinde blev rigtigt farlige på trods af alle løfter og ord.

En sidste-øjebliks oprydning..

i vores kolonihave inden den tilstundende højtid "åd" desværre gårsdagens ord. En bagatel af en bilfuld skrammel afventer stadigvæk den sidste transport til genbrugsstationen, og når vi så samtidig er ved at indrette et større kælderrum her i huset er der dømt fysisk arbejde.
Nå, det dør man vel heller ikke af, lidt fysisk arbejde og 800 kg. gipsplader, der lige skal slæbes ind, og hvis man så endelig gjorde, så ville man jo nok have gjort det alligevel. Ikke at det ville have gjort den store forskel, men vi er vel akademikere her i huset eller hvordan det nu er, det er!

Modvind

Vær blot rolige, allesammen. Det er ikke vores virksomhed, som oplever modvind, kun denne ydmyge skribent, som allerede her helt fra morgenstunden skal ud med fuldtlastet cykeltrailer til lidt lokal "nær-støtte", som det hedder på "militært"
Men modvind, DET er det og det er et lidet kendt fysisk faktum, at medvind den ene vej og modvind den anden vej langtfra er det samme som ingen vind nogen af vejene. Jeg kan så selv i "medbør" glæde mig over det forøgede kropslige energiforbrug ved den øgede effekt, men det er så osse lige det eneste glædelige på kort sigt..Som varer ret præcist indtil vi er færdige om et par timer.

Blot en uskyldig "sommer-AIDS" eller?

Efter en længere tur på de syd-og sønderjydske motorveje i går eftermiddag (og det endda med en ganske uklædelig overdækket trailer efterspændt vores tyske racerautomobil og den deraf følgende lovpligtige afgjort moderate fremdriftsfart) er der atter dømt "hjemmedag" Og når lyset om få øjeblikke bryder frem vil vi nyde vores nye "små" æsker fra sydøstligst-tyske Passau, som var den egentlige anledning til turen til Handewitt.

Mens vi så kan glæde os over det vellykkede valg i Tunesien, som vist gav et udpræget islamistisk parti et afgørende (og næppe sandsynligt "demokratisk reversibelt" flertal, men det får vi tidsnok at se), så er der osse lige lidt "demokratiske bøvs" fra lederen af den libyske overgangsregering. Sådan noget kalder man sjovt nok ellers for det meste sig selv, mens man så tjept som muligt forsøger at forhindre, at den overgang kommer til at vare forfærdeligt længe. Som tydeligvis næppe mange længere kan huske kom Gadaffi selv til magten som en del af en militær overgangsregering bestående af en flok officerer. Disse overgange i dette område plejer at vare lige præcis så længe som de overhovedet kan komme til for dem, der sidder i overgangsregeringen.

Og måske det kommer til at vare et stykke tid efter næste valg, hvis der ellers bliver et. I går var Libyens internationalt anerkendte leder ude med sine tanker om almen sharia-lovgivning i den kommende demokratiske mønsterstat Libyen. Det gav mindre panderynken hos hans vestlige endnu-allierede uden at det dog blev fordømt. Det ville næppe have gjort nogen forskel, ingen vestmagter er alligevel klare eller i stand til at gøre andet end sidde på sidelinien. End ikke de heltemodige danske flyversoldater skal vist andet end hjem med deres fly, som flyvevåbnet glædestrålende kan sige endnu ikke er blevet helt nedslidt efter denne "Phoney War" med et udtryk lånt fra situation mellem krigsudbruddet i 1939 indtil krigen startede for alvor i april/maj 1940. Fordi der jo ingen modstand har været i luftrummet over Libyen og dermed har der aldrig været behov for at bruge den motor-"ædende" såkaldte "efterbrænder". Alle aktioner var blot ganske ufarlige øvelser mod levende mål. Det må da give en Hosebåndsorden eller 2, Danmark savner altid helte, osse disse mere usandsynlige af slagsen kan vel bruges..? For så vidt man vel for at være helt i et vist omfang må RISIKERE noget. Selv om dette muligvis er en noget anakronistisk opfattelse af rigtige og heltemodige helte, siden en pige på en telefonlinie for mulige selvmordskandidater osse kan kandidere til at årets danske helt. Sikkert et fint og godt arbejde men en HELT(INDE) m/k?

I dag vil vi atter engang citere en engang meget morsom mand, festugedirektør Jens Folmer Jepsen. I duoen "Stig Ib og Hit-Vagn" var en fast bestanddel af showet altid advarslen om, at " huske på, at selv AIDS, der opdages i tide, stadigvæk ikke kan helbredes" Det syntes vi var sjovt dengang og det er det vel osse. De her udtalelser fra den fungerende libyske statsleder er vel osse en slags "demokratisk råd" (uden "stød", betydning kendt fra årstidens rådne æbler). Som man så heller ikke kan gøre noget ved, selv om fra vestmagternes side denne gang selv har plantet træet..
Nå, vi får se. Hvis man med demokrati fra FN blot mener en valghandling af en art, så er der muligvis stadigvæk håb. Vi kan så blot håbe på, at det første valg nogensinde i Libyens historie så ikke tillige bliver det sidste. For meget mindre end ingen demokratisk tradition overhovedet er vel ikke det mest oplagte springbræt mod meget andet end mørke.

Ikke meget mere lys kaster det evige bedrevidende net-tågehorn "Spencer" over diskussionen på Nerds.dk i går om sammenlægning af højre/venstre signaler til mono. At bruge en "ground loop isolator" ændrer absolut intetsomhelst i forhold til andet end DC-gennemgang. Som jo ikke lige har noget med impedans at gøre. OVERHOVEDET og ganske principielt!

Eksplosivt efterår

Så er der atter hjemlig hverdag i vores lille kompagni. Det betyder nu mest, at vi i de kommende par dage må give den en ekstra skalle, fordi alle vores kunder nu igen er klar til at modtage varer og bunkerne af papkasser og "hjemmesløjdede" halv- og helfabrikata er blevet lidt rigeligt store her og der. Både budcyklen og bilen er hårdtpumpede, og den første varetur er lige netop nu. Måske der lidt senere i dag bliver tid til på skrift at fundere over livet, i mellemtiden vil vi blot forsøge at leve det-på farten! Og muligvis tænke en enkelt tanke eller to på turen.

Visse tanker er dog ikke svære at få. For eksempel den fyr på Nerds.dk, der ønsker at koble signaler fra højre og venstre kanal sammen til et monosignal. I fin og ganske vanlig netstil væver de forskellige bidragydere af uhyre tvivlsom teknisk bonitet om hvad der sker for det musikalske indhold ved blot passivt at lodde de 2 ledere sammen. Og nej, et stereomix kan naturligvis ALDRIG blive at monomix ved parallelkobling-ikke at det overhovedet har noget at gøre med sagen her. Det højeste man kan opnå i den retning er at levere at "stereo-produkt", som måske overhovedet er mono-kompatibelt uden katastrofale udfasninger.

Alt dette radiofonisk-tekniske pladder er dog af rimelig ringe relevans, da der er et mere fundamentalt problem involveret her. Ved en blot og bar sammenlodning af plus-signalet fra højre og venstre kanal i samme phonostik opstår der en ret elementær situation. Sådan noget hedder en (i praksis) KORTSLUTNING af begge udgangssignaler og svarer essentielt til at koble en elpære til 2 forskellige stikkontakter samtidigt for at få mere lys og betragtes i almindelighed som en ikke voldsomt gangbar model for øgning af lys. Med hensyn til total dæmpning er det en helt anden og ikke mindre parallel sag. BANG!

De 2 lavimpedante udgangssignaler, som hver for sig burde "kikke" ind i en relativt højimpedant, kommer nemlig i stedet til ikke ganske overraskende at kikke ind i HINANDENS lave UDGANGS-impedanser. Dette dæmper signelet mindst 10dB og øger forvrængningen til det totalt grinagtige. Visse løsninger kan diskuteres, den her kaldes blot forkert, og teknisk lallende imkompetent. Hvordan løser man det så? Tjah lidt populært skulle man måske spørge en med blot en smule teknisk indsigt og sådan noget foregår tydeligvis ikke ved blot at spørge lige ud i luften. Hvor kvaliteten af svaret er omvendt proportionalt med kvadratet på bidragyderens inkompetence og desværre hersker samme proportionalitet i forbindelse med bidragydernes enorme iver.

Her i huset kender vi godt svaret, mest fordi det er elektronik for absolutte begyndere og dermed skidelet, selv for os. Hvorfor andre så ikke ved det er så blot så meget vanskeligere at fatte. Faktisk en hel del sværere end det er at løse problemet...

Tillykke

I dag skal der hejses flag her i huset. Ikke fordi Gaddafi endelig blev slagtet, for anderledes kan man vel dårligt beskrive hans endeligt. Man kan sagtens glæde sig over hans død, men måden det skete på er en passende afslutning på skændig borgerkrig, hvor interventionsstyrkerne blot har banet vej for et kommende anarki. I et land med alt for mange stammer, alt for meget at vinde for de stærkeste af dem og helt vildt meget for mange våben i omløb, som det vil være det rene galskab for nogen af besidderne nogensinde at give fra sig.

Læg så dertil, at Libyen reelt ingen grænser har eller uden en længere fredsperiode først nogensinde vil kunne komme til at hævde disse, så har vi virkeligt recepten på en kaotisk samfundsudvikling. Det eneste, som man nok trygt kan regne med er vist, at vel nærmest alle Gaddafis soldater har delt hans skæbne ved samme summariske pøbel-standretter, som han selv blev slagtet af. Om det ligefrem gør en demokratisk mønster-udvikling videre sandsynlig skal man da vist være noget af en lettere lallende jubeloptimist for at tro.

Udover at det nok heller ikke i det kommende paradisiske og demokratiske Libyen ligefrem bliver lettere at være sort afrikaner, mon ikke den "farve-etniske diversitet" her allerede er noget udhulet, da mange af Gaddafis lejetropper (et sjovt ord iøvrigt da vist overhovedet ingen af de indsatte FN-styrker beskrives sådan-som om der er forskel på fuldt kontrakt-professionelle og andre lønnede soldater red.) jo var sorte. Ordet "er" er nok ikke anvendeligt længere, da næppe nogen længere er i live og næppe udelukkende fordi de KÆMPEDE til døden. Nej, det pejorative ord "lejesoldater" er heldigvis altid de ANDRE, fjenderne af demokratiet og det almene vel, éns egne soldater er blot professionelle.

Som sagt, procentdelen af særligt mørklødede libyere er nok ikke overvældende. Længere. Og de er næppe allesammen gået hjem, nok nærmere "blevet gået" på den hårde måde. Og så venter vi bare på det kommende uundgåelige retsopgør mellem de forskellige stammer, det, der kaldes en RIGTIG borgerkrig, hvor intet luftherredømme har nogen anvendelse. Tillykke med dagen, FN og tak denne gang til Enhedslisten, som i dag sætter en passende finger på den syge jubel over Gaddafis brutale død. Barbariet efter 42 år med Gaddafi er ikke sluttet, det vi oplever er kun med Churchills ord "afslutningen på begyndelsen"

Nej, vi vil flage, fordi fruen endelig vender tilbage fra sin velfortjente veninde-ferie i det storkøbenhavnske. Og se, her er der ingen malurt i bægeret, blot og bar lykke.
Og så lige korrektion til an anden (osse?) altid let-bedrevidende letskaldet med-hifientusiast, Jan Nielsen: Lad være med at kloge dig på dangelsk når du nu kender citatet fra W. C. Fields, som retteligt lyder: “It ain’t a fit night out for man nor beast!” med blot en eneste mulig konsonant-fortolkning

Atter en af de dage,..

 

..hvor der må løbes fra "Herodes til Pilatus" for at få enderne til at nå blot rimeligt sammen. I mellemtiden forsømmes så ellers indlysende vigtige projekter som for eksempel den praktiske anvendelse af den stak 1.5"-drivere af model JBL 2451H, som ligger under arbejdspordet med obligate og vanskeligt-anskaffelige 2252-horn. Om de spiller bedre end vores ret talrige 2445 har vi endnu ingen anelse om, da de på trods af ellers identiske membranmål desværre ikke passer på de samme horn, hvilket unægteligt gør den direkte sammenligning noget vanskelig. Her i huset bilder vi os nemlig ikke ind at kunne detektere tydelige og især ikke entydige lydforskelle over de adskillige minutter, som det tager at skifte hardware her. Man kan da helt sikkert høre forskel uanset om der måtte være nogen og da ganske særligt fordi de her 2451-drivere er fuldstændigt astronomisk-stratosfærisk sindssvagt dyre. For så vidt altså en 12-15 stykker af de lange sedler eer noget at snakke om, det synes jeg da selv. Og så får man endda kun en enkelt, med det rigtige horn nærmer vi os betænkeligt de 20k.. Godt?-givetvis!
Vi får se om vi får ild i sagerne her i løbet af dagen. Sjælen er redebon og håb er der altid så længe der er liv. Og alt, alt for meget arbejde tillige.

Mere "boksning"

Her til morgen venter en bagatel af 22 kabeltromler og stageboxe på lidt "TLC"/tender loving care, som det vist hedder på nyere SMS-dansk. Heldigvis kan det jo ske til ledsagelse af musik til arbejdet af den høreskadelige kaliber fra vores lille nye stak. Måske der ligefrem bliver tid til at sætte strøm til de nye Crown Studio Reference 1, det ville dog være noget af et fremskridt. Selv om det vel ret beset er et ubetydeligt skridt for menneskeheden som de fleste skridt vel egentligt er og da ikke mindst ens egne..Lidt ydmyghed klæder jo alle og vel ikke mindst denne skribent.

Ellers har vi i fruens fravær oplevet en kolossal lysmæssig forbedring i vores store Altec 416 Onken/Westrex/Altec 288/JBL 2405-system i pejsestuen. Ved at udskifte den tarvelige gamle ferrit-288 fra Korsør Kino eller hvor den nu engang boede, med en ganske spritny og ganske jomfruelig 288-Alnico fætter, oplevede denne skribent en fantastisk forbedring. Ja, nærmest en slags åbenbaring af umådelig dybde og musikalsk skønhed Om den så også er reel får vi se når fruen kommer tilbage. Blot synet af den flot-skinnende megadriver gjorde allerede lyden langt bedre for denne skribent. Mærkeligt det kunne blive så meget bedre når det nu lød så vældigt fint i forvejen. Hvis det altså overhovedet ER blevet bedre eller blot ANDERLEDES udover oplevelsen oppe i hovedet af denne skribent. Nå, semi-autoerotiske oplevelser selv uden kvinder og andre koner i huset er vel osse en slags ferie. Og så er der tillige god til til at rydde op bagefter.

I forbindelse med gårsdagens lille pip en uddybende kommentar. Vi reparerer ikke rørforstærkere "in house", men bruger en lokal kompetenceperson. I forbindelse med en københavnsk hififorhandlers afvisning af nogensinde at have haft en EAR 549 til service er det formelt korrekt, da han aldrig fik nogen penge for det. Til gengæld fik manden så heller ikke repareret sin forstærker, men fik i stedet en forklaring fra de varmere lande om hvor umuligt det ville være og at trafoerne altid gik i smadder på den her iøvrigt håbløst konstruerede forstærker. Måske det ER den du svagt mindes? Måske det ville have været mere passende blot at sige at man ikke havde tid/gad/kunne, vi taler trods alt om et forstærkersæt med en udsalgspris på omkring 7500 engelske pund, da det udgik i starten af dette årtusinde.

Det gik så altsammen alligevel godt. Forstærkeren fra den noget mere end lidt små-chokerede kunde kom med noget logistisk besvær over til Jylland og blev repareret uden de helt store problemer på et lokalt værksted og står nu igen i København. Problemer, som unægteligt har været noget større med nyere produkter fra samme designer-hånd, hvor vi flere gange har oplevet totalt nedsmeltede transformatorer, brændte print og andre rørlige lyksaligheder. Udviklingen går tydeligvis ikke altid den lige vej fremad. Og tydeligvis heller ikke i hifi-fagligheden, for der sidder naturligvis i denne klassiske konstruktion et modstandsnetværk omkring røret, som fungerer som en ekstra yderste og ganske effektiv lokal sikring mod ildsvåde og almindelig nedsmeltning. Og dette beskytter udgangs- og nettransforsformatorer ganske effektivt.
Nå, nok "techno-babble" for de indforståede for i dag. Vi skal i gang med at lytteteste nye kabler. Nemlig de ganske ny-lavede, som kan nå efter en større omrokering oppe i stuen. Efter den obligatoriske "indbrænding" af kablerne på nogle måneder forventer vi at det lyder FULDSTÆNDIGT ligesom det har gjort hidtil. Det vil sige fuldstændigt ligesom det gør den første dag. Som altså så er i dag.
Hvordan nogen mennesker i deres grænseløse indbildning kan forestille sig at høre gradvise ændringer i lyd fra ja af alt tilspilning af KABLER over et span på måneder når éns akustiske hukommelse er som en guldfisks i en bowle, altså SEKUNDER, det lader vi lige ligge. Vi er ganske tilfredse, når kablerne blot kan nå..

De små nye..

 

Æv,..

..i fruens fravær kan jeg ikke finde ud af at uploade billeder af vores nyeste demo-opstilling i heavy-afdelingen. Jeg arbejder lige lidt videre med det midt i alle kabelbunkerne.

Fruen er i København..

..og det giver visse logistik-problemer i vores lille virksomhed. Hvis man derfor vil være sikre på at møde de resterende "os" her i huset: Lunaina (papdatter), Folmer Hund (hund), Anton Hund (måske knapt så overraskende osse en hund) og sidst og mest ubetydeligt, denne ydmyge skribent, så ring gerne lige først. Ufrivillige og forhåbentligt rimeligt kortvarige udeblivelser kan forekomme de følgende dage.
Derudover er denne skribent ved at lægge sidste hånd på den "visuelle fin-tuning" af vores nye forstærkerrack, og billeder både kan og bør forventes. Lidt vildt ser det ud, men lyden er dog ellers særdeles civiliseret. Ja, og så alligevel ikke så god, at hverken kunder eller denne skribent kan høre forskel på forskellige længder af højttalerkabler i denne tydeligvis ganske utilstrækkelige hifi-opsætning. Træerne vokser tydeligvis ikke helt op i den psykotiske indbildnings-himmel, hvor både kunder og hifi-forhandlere færdes ganske hjemmevant, hvis man da ellers har mod til at følge atter en re-re-reinkarnation af debatten om højtttalerkablers hørbarhed.

Det eneste rigtigt virkningsfulde trick, som en forhandler kan bruge i denne syge deabt om fiktiv videnskab er altid at gøre det, som i militæret hedder "pull rank" Når ingen logik tilsiger et projekt afgøres meningsfuldheden altid af den højst-rangerende officers forslag, der som Field Marshal Sir Douglas Haigs håndtering af den britiske skyttegravskrig under "The Great War" ikke behøvede at være den klogeste. Eller blot spor klog eller blot det mindste meningsfuld.

Når man således som hifi-forhandler bruger argumenter som at man har "mere end 30 års erfaring" for at forklare, hvorfor der er forskel på kabler, så minder det mest om vores ellers gamle og dermed naturligvis-nødvendigvis klogeste hund, Folmer. Trods sine efterhånden i princippet betydeligt erfaring-ophobende 10 hunde-år er den dog stadigvæk ikke blevet klogere, end at den i sin snuse-iver sommetider kommer til at pisse på sig selv. Ret meget bedre eller mere overbevisende eller for den sags skyld spor anderledes er det altså ikke for en hifi-forhandler at påberåbe sig større viden og erfaring end sine kunder, hvoraf enkelte har læst op til flere bøger. Og som forhandler at hive den lidt tvivlsomme trumf frem, at skeptikerne blot kan læse de såkaldte "kabel-producenters" eget skamløst-uvederhæftige og pseudovidenskabelige salgsmateriale som bevis for ekstrem fortræffelighed i denne verden af ompakkede standardprodukter fra producenter (der til gengæld GODT kan deres elementære ingeniør-kram) er vel også lige i den tyndere ende i retning af begrebet "overbevisningskraft"

Nå, men kik lidt med i tråden på hifi4all om "Skal højttalerkabler være lige lange" eller hvad den nu lige hedder og få et billigt feriegrin. På den anden side er forhandlerens åbenhed med hensyn til egne evner og synspunkter uhyre rosværdig, ikke mindre effektivt end at gå rundt i en lang uknappet frakke uden vældigt meget på indenunder. Eller mere rosværdig eller respektabel i almindeligt kritisk omdømme. Blot ærgerligt vi først ser det nu. Sandheden er nemlig, at vi i nylig vankundighed faktisk sendte en god bekendt forbi med en EAR 549 med et sammenklappet rør og en efterfølgende brændt bias-modstand. Altså den lavere udgave af den rene raketvidenskab.
Det viste sig at være en anbefaling af afgjort tvivlsom visdom, som vi da heller ikke agter at gentage. Undskyld, Martin, thi jeg vidste ikke dengang hvad jeg desværre ved nu!

Crown Studio Reference I

Her i formiddag er vi travlheds-ramte i ekstrem grad. Man kan sagtens fange os, men vi er ved at lægge sidste hånd på en bunke leveringer til den århusianske kulturnat.
Og sidst og absolut ikke allermindst: Vi skal forsøge at planlægge en længere biltur for at afhente 3 stk. næsten fabriksnye Crown Studio Reference I til vores demorum.
Sikke dog en ferie, det bliver, selv om vi faktisk overhovedet ikke holder ferie.
Nå, måske "f-ordet" skulle være FEST! Og langt om længe passerer vi de forlængst forjættende 10.000 watt i vores demo.

Prominent besøg..

.. af en fremtrædende fotograf og ditto kulturpersonlighed fra det storkøbenhavnske har desværre lagt de vise morgen-ord ned i dag. Der er "business as usual" og derudover almindelighed gemytlighed til stede, så det er ligesom det skal være denne solbeskinnede morgen.

Lidt morgen-hifi

Den næste times tid vil denne skribent tilbringe med at opjustere et rigtigt klassisk hifi-klenodie. Ja, det er en Michell Gyrodec-pladespiller, som er ganske skulpturel og derudover har den tvivlsomme ære at være den eneste pladespiller (altså den deler med en ANDEN Gyrodec), som denne skribent i galskab har foræret væk. Sikke dog noget hjælpeløst lort og da både den oprindelige Papst-motor fra et sikkert kasseret og derfor billigt "batch" og den nye opgraderede skod-motor af mærket "Premotech" aldrig duede blot det mindste, så røg skulpturen ad Helvede til.

Den var og er ellers vældig pæn, men derudover er det fuldstændigt frit-flyvende og helt udæmpede fjederophæng simpelthen en akustisk joke. Pladetallerken og arm er ganske vist fornuftigt fikseret i forhold til hinanden, men den efterfølgende større eller mindre stramning af drivremmen omkring den allerede i heldigste fald dødssyge og grinagtigt "svagt-pissende" motor er ødelæggende for al hastighedsstabilitet. Vist det, der i gamle dage kaldtes for "klaver-fasthed" Nej. vi elsker bestemt ikke det her produkt af den engelske opdragelse af drengebørn med såkaldte "Meccano-byggesæt". i stedet for LEGO-klodser. Ikke at der er noget galt med Meccano, dengang jeg som rask dreng sad med mine slidte LEGO-skodubrugelige møgklodser drømte jeg da om Meccano som alle andre raske drenge. Nej, det er kun den pladespiller, der er noget galt med.
Fucking garage-hjemmesløjd simpelthen. Og hvis nogen synes, at vi er for hårde i dag, så grunder det i personlige erfaringer af den trælseste slags. Den eneste slags man lærer af. Derfor er det vel et godt spørgsmål, hvorfor jeg dog endnu ikke har lært det, noget dum er jeg da tilsyneladende, æv!

Passau

Allerede her helt fra starten ligger der ordrer på snesevis af kabler, så det vil vi naturligvis straks og aldeles ufortøvet se at få klaret. Imens kan vi så passende sidde og fundere over, hvor mange der ved, hvad "Passau" er for noget. Næppe mange og det er der gode grunde til. Det vil sige, det er der så IKKE, hvis man tilfældigvis har været på bilferie i Østrig, for den by, det drejer sig om, der hedder Passau, ligger i den allertyndest befolkede del af Bayern. Og tillige så tæt på den østrigste grænse, at den faktisk er selve grænsebyen i det ganske vist efterhånden ganske grænseløse Europa. Hundredevis af kilometer fra Passau "reklamerer" massevis af motorvejsskilte for byen, så man kan dårligt undgå at komme til at kende den lidt, når man der suser af sted mod fredelige let søvngængeragtige Østrig eller Tjekkiet. Spændende betragtning, ikke?

Sådan har det så ikke altid været og da allermindst lige på dette sted. Indtil for ikke så forfærdeligt mange år siden var Passau selve porten til "Ondskabens Imperium", Østblokken. Og det er derfor vi nævner byen i dag, ganske vist for noget, der ikke længere er i en grænseby, som heller ikke længere er en sådan. Irrealis i 2. potens eller blot noget sludder?

Det er næppe videre kendt på disse breddegrader, at Østrig helt indtil 1955 var besat af russerne og derefter førte en særdeles Sovjet-venlig såkaldt neutral udenrigspolitik. Måske meget klogt, selv om amerikanerne og NATO havde indrettet en militærbase i selve Passau. Uden at være militærstrateg var det måske lige fremskudt nok at placere forposten på selve grænsen(og da især indtil 1955) med en varslingstid for eventuelle angreb på tæt ved nul.

Det blev så noget bedre og uendeligt meget mere centraleuropæisk-fredsommeligt efter 1955, helt vildt meget bedre faktisk. Og endnu bedre blev det i 1984, hvor der blev indrettet en monumental biograf for det amerikanske personel på basen, udstyret med datidens "state of the art"-udstyr. Det må have været en oplevelse for de kampivrige G.I´s at se datidens actionhelte Rambo og Scharzenegger for fuldt bulder og brag med disse kolossale hornhøjttalere. Og det var så heldigvis den krig, de allerfleste af disse soldater nogensinde oplevede.

Ja, vi taler atter engang om JBL 4675A-biografhøjttalere fra et nyligt nedlagt velfærdslokale (det hedder det vist på "militært"), som er på vej hertil vores lille virksomhed. Basen er nu meget passende ca. 20 år for sent blevet nedlagt som den fortidleving, som den længe har været, og "skrottet" eller i det mindste noget af det, ender så her i Hasle.
Så Passau lever altså videre også udenfor "vejskiltenes virtuelle verden" Lige her!

Store problemer og små

Atter i dag hober DMX-kabeltromlerne sig op og osse et gammelt multikabel ser noget "løsagtigt ud" For så vidt som en løs kabelaflastning og en flok ihærdige unger har formået at få de spaghetti-tynde kabler indeni til at minde om en dreven indfødt italieners favorit-fødeindtagelse. Ved at sno de tynde tråde til grænsen for disses sammenhængskraft, skolebørnens originale bidrag består så blot i at at garrottere alle lodningerne. Eller rettere, rykke kablerne over lige INDEN lodningen, denne skribent har nemlig oprindeligt produceret dette mekaniske mesterværk.

Ellers kan vi da more os lidt over den nye danske udviklingsministers tanker om nye og forenklede former for udviklingsbistand. Det er måske osse smart nok, når regeringens erklærede mål er at øge denne, en vis rationale åh jo. Eller osse er der ikke. Nu har denne nye minister som en af de eneste i et vist omfang nogen tidligere erfaring fra feltet, så måske han blot er kørt fast i bureukratiet i nødhjælpsapparatet. Hvis primære interesse naturligvis er og altid vil være at opretholde sig selv i bedste Parkinson-stil. Det er også derfor England stadigt har et stort koloni-ministerium og ditto flåde-, selv om begge dele længe har været en absolut mangelvare. Et bureaukratis opgave er aldrig at løse opgaven, sejren ligger altid i selve processen, som så til gengæld er alt. Og det uanset hvor man er på vej hen, om overhovedet nogen...

Den nye minister erklærer ganske åbent, at man ligeså godt kan støtte et fattigt land med blotte kontanter og derudover være ganske ligeglad med, om de efterfølgende bruger alle pengene til nye Mercedes-ministerbiler. Beviset for hjælpens effektivitet er for den nye minister alligevel, om der efterfølgende opstår demokratiserende uro i landet, og det kan en sådan form for bistand ifølge ministeren sagtens bidrage til. Og manden kan vel have ret med nogenlunde samme teoretiske vægt, som det ville hjælpe IKKE at yde noget. Fordi styret dermed i endnu højere grad måtte udplyndre sit eget folk for at få råd til nye ministerbiler med deraf sandsynligt folkeligt oprør. Begge dele har vel nogenlunde samme (u)sandsynlighed.

Det er tydeligvis ganske svært teoretisk at begrunde berettigelsen af inkompetent bistandshjælp og hov, hvordan kom det efterfølgende til at gå i Haïti her på tærskelen til den orkan-sæson. Når man intet hører derovrefra må det vel gå godt for ellers ville nødhjælpsindustrien vel have råbt op? Eller er det et af de lande, der snart kan forvente at få nye ministerbiler for yderligere at stimulere en sand demokratisk udvikling. Nå, som vi allerede ved jordskælvet spåede, så er haitianernes største problem i forhold til at modtage bistand, at de ikke blot er det mindste "panda-nuttede". Ikke blot ikke nuttede, mere bare sådan mere end lidt grimme og ikke spor medie-egnede. Det kan måske forekomme som en grov generalisering, men da ingen endnu har forsøgt seriøst at gøre noget for dette verdens måske fattigste og mest udsigtsløse land, så er konklusionen nærliggende. Hvis man virkeligt mente noget med sine floskler, så var der næppe noget bedre sted at starte. Så mon ikke vi trygt kan gå ud fra, at det gør man ikke..

Nå, ellers er der større problemer i den nære vinterdisede horisont. I dag forlyder det ganske vist, at et fælles fransk/belgisk/luxembourgsk regeringsinitiativ har "reddet" den kriseramte belgiske Dexia-bank. Desværre offentliggøres der så samtidigt et skøn over bankens forlængst tabte beholdning af sydeuropæiske statsobligationer plus alle de andre håbløse udlån på ikke mindre end 180 mia. Nej, vi taler desværre ikke om kroner, nej, såmænd EUROS. For at stille problemet lidt i perspektiv er det nogenlunde sammenfaldende med Belgiens samlede STATSBUDGET. Som de allerede skyldte væk én gang i forvejen.

Man må vel forsigtigt sige, at når blot én bank kan lægge et statsbudget totalt ned, så er det vanskeligt at at betragte den danske udviklingsministers nyeste udmeldinger som andet end en vits. Og da især fordi alene den i weekenden krakkede lille lokalbank i Næstved, Max Bank, allerede har kostet staten MERE end det samlede årlige danske U-landsbudget.
Der er helt givet på baggrund af bankens jubeloptimistiske udlån blevet købt en hel masse Mercedes´-er i lokalområdet, men lur os om der er kommet meget mere demokrati i det sydsjællandske..Begrebet "Mercedes-demokrati" er til gengæld et virkeligt sprogligt nybrud!

Morgen-brækningen

Nu var det vist ikke helt det, der på gammelt engelsk/fælles-skandinavisk mentes med udtrykket i overskriften, men noget ligner det nu. Den allernærmeste tid inden vi rigtigt åbner skal bruges til at brække lidt vægge og sager ned og derefter fragte dem væk. Kæmpestore strittende 4-tommers søm overalt!
Alt dette naturligvis som i al politik til alles allerbedste, uanset om det så helt bestemt gavner én selv. Ikke blot mest, udelukkende. Politik er noget vanskeligt noget og da ikke mindst at betragte som noget synderligt respektabelt erhverv. Om overhovedet, ellers var man vel som udgangspunkt næppe blevet valgt og da ganske særligt ikke til den inderste politiske holdningløse inderkreds, hvor magten alligevel er alt og al politisk aktivitet kredser om at øge eller beholde samme. Måske man med et vist Nobel-pris potentiale kunne lancere den politiske lovmæssighed, at ægte politisk overbevisning er proportionalt i n.te potens med afstanden til den poltiske magts centrum, hvor n må være et ganske stort tal. Og når afstanden til centrum så er nul er ligningen jo ligesom til at løse for dels den mest tungnemme.
Ikke desto mindre skal der herfra lyde den traditionelle jagt- og fiskerihilsen til alle derinde på Borgen: "Knæk og bræk!"
Så kan jo altid individuelt lægge i ordene, hvad man vil. Fordi som bekendt både problemer kan knækkes og halse brækkes, og så er alle håb vist dækket ind for i dag.

Joan Baez og "The Accidental Tourist"

En af denne skribents allerførste og ganske ugengældte (og derfor naturligvis om muligt endnu større) kærligheder var den amerikanske folkesangerinde Joan Baez. Det var ganske uskyldigt, da jeg endnu ikke var kommet i puberteten og hun var vist osse allerede gift med sin David udover sine dengang mere revolutionerende biseksuelle aktiviteter. Foruden de mere almindelkige revolutionære aktiviteter denne aktive dame bedrev dengang. Intet i forhold til den nyudnævnte minister Ole Sohn, men det var osse ret let at være venstreorienteret i USA dengang i 1960-erne. Det kunne man ganske let blive opfattet som uden overhovedet at være det.

Om Joan virkeligt var det ene eller det andet er svært at vide. Sikkert er det, at Baez i en længere årrække var kæreste med en mand, der tidligt erhvervede umådelig rigdom, så fuldstændigt fundamentalistisk og asketisk forkæmper for retfærdighed forblev hun ikke. Det var naturligvis sørgeligt for hende, at hendes langt yngre kæreste droppede hende, angiveligt fordi hun var blevet for gammel til at få børn. Det var vel ikke verdens ædleste motiv til at finde en yngre model og da vel især fordi denne unge mand aldrig senere fik nogen børn så vidt vides. Og sandsynligheden falder vel dag for dag, ikke mindst fordi manden nu er død og hed Steve Jobs.

Den nyere historie om den "kanoniserede kapitalist" Jobs er et forunderligt eventyr, som sluttede lige i rette tid. Fordi Jobs igennem flere årtier blot havde været den rå kapitalist uden særskilt sympatiske træk, både i 1. inkarnation af kometen Apple og senere i tegnefilmfirmaet Pixar. At Disney senere købte firmaet dyrt gjorde ikke dengang Jobs end en succesfuld entreprenør og dygtig kapitalist. Eller også gjorde den ikke, sluttede helt på toppen men naturligvis ganske tæt derpå det vil kun tiden kunne vise, men ikke meget tyder på at Apple kan meget andet end at gå ned i værdi efter at denne arketype på en kompromisløs iværksætter er væk. Der er naturligvis også en del at tage af, Apple er i dag verdens næst-mest værdifulde firma med nogenlunde samme indlysende rimelighed og nødvendighed som den danske smykke-boblevirksomhed Pandoras børs-introduktion. Hvor firmaet med et slag kom i vægtklasse med Mærsk og Danfoss. Heldigt og dygtig men vel ikke særskilt meriterende eller direkte adlende for grundlæggerne.

Anderledes med netop afdøde Jobs, der på forunderligste vis uden egen fortjeneste fuldstændigt sprængte kapitalist-begrebet. Det er ganske mærkeligt, for alle anekdoterne om Jobs´ lederstil handler om en total over-tændt og eksplosiv mand i fineste klassiske amerikanske karikeret-kapitalistiske stil a la Henry Ford, der osse summarisk fyrede folk til højre og venstre uden at vente på nogen forklaringer på hvorfor de lige netop var der hvor de var. Fordi det allerede længe var galt nok blot man selv var gal nok. Når man sammenstykker anekdoterne om Jobs fremstår han måske ikke som et særskilt dumt svin, mere sådan en slags helt almindeligt for sin stilling dumt og ret ryggesløst menneske. Det er vist hverken godt eller skidt, Michael dell og Bill Gates er næppe bedre og nok næppe heller meget værre.

Alligevel blev Jobs en virkelig forgænger. Ikke i den teknologiske revolution, som Apple ser ud til at være lige her og nu. Alle den slags opfindelser og udviklinger, der på korteste sigt ser kolossalt vigtige ud, er dog blot småbitte "skvulp" på det store konstant omskiftelige verdenshav af menneskehedens udvikling. Eller mulige af-vikling når vi kender facit er det allerede alt for sent. Vi ved dog nok til, at det altid er nødvendigt at relativere alt det i dag, der forekommer indlysende og ganske uendeligt vigtigt.

Med Jobs gik det som sagt helt anderledes. Som Kasdans film i dagens overskrift endte Jobs helt tilfældigt et sted, hvor han nok næppe hørte hjemme. nemlig som en mand, der af store dele af menneskeheden blev en ubetinget men noget "accidental hero" (og det på trods af absolut alt negativt!), fordi man for første gang identificerede en MAND med hans PRODUKT. Der gives næppe andre forklaringer på, at firmaet Apple med en total og dominerende stilling af markedet ned i allermindste detail-detalje med en umenneskeligt monoman styring, som giver Microsoft håbløst baghjul, stadigt kan fremstå i et idealistisk for så ellers selverklæret kritiske mennesker. Sådan noget er mærkeligt og lidt forstemmende.
Og ikke mindst mærkeligt, at man ikke på samme måde kan guddomelig-gøre den mand, som har opfundet verdens blødeste og bekvemmeste toiletpapir når man nu i dag begræder manden, der skabte de blødeste computer-linier. Man kunne ellers sagtens argumentere for, at den sidste havde gjort meget mere for flere end Jobs.
Nå, dommens dag for enhver samtids allermest højteknologiske og tilsyneladende ganske uundværlige produkter altid altid lige om hjørnet På genbrugsstationen. I mellemtiden må menneskeheden så forsøge at finde nye mærkelige milliardærer at forgude. Hvad med Sir Richard Branson, men hans produkter er vist lige uhåndgribelige nok.
Eller osse er han bare for flink til at kunne blive helt i sin samtid. Vi tvivler på, at Joan Baez sørger særligt i dag, og det gør denne skribent nu heller ikke her i mediehysteri-orkanens øje. Alle dødsfald er triste, men ikke alle er dog så triste, som de gøres til. Kapitalen består selv om alle dens produkter og deres heltemodige skabere forgår. Sådan er menneskelivet nok bare, udsigterne er generelt triste for den enkelte.

Lidt om hønsehunde

Nu er vi selv vældigt entusiastiske hunde-mennesker. Ikke helt bogstaveligt som beboerne på "Hundeøerne", som de solbeskinnede Canariske Øer retteligt burde kaldes efter det latinske ord for hund, "canis" eller "canaria" Eller måske noget helt andet, alt andet end kanariefugle, der er vel en god grund til, at de hedder det, de gør. Eller blot en grund. Måske.

Og i dag vil vi for enkelt gangs skyld holde vores ord og være meget kortfattede, da dagen starter om få minutter i en bil nordpå for en kortere bemærkning. Avisen kom lidt sent i dag, og derfor "ipad2de" vi forbi en livsbekræftende notits i den lokale Stiften.dk. I disse dage, hvor inde-brændt og -ædt magtbegær atter engang alt for åbenlyst og helt normalt erstatter al anstændighed (anstændighed er på ingen måde parti- eller fløj-specifik) så man søge tilbage til dyrenes verden. Som i dagens politiske lys af forløjen forlornhed tilbyder den helt ægte vare.

Den glædelige anledning til at vise billeder af den indtil fornyligt tilsyneladende udrydningstruede gamle danske hønsehund var, at racen efter eksponering i et forlængst forgangent TV-program med Poul Thomsen tilsyneladende havde fået ny popularitet. Vi skal vælge her at se bort fra denne lidt ynkelige forklaringsmodel i artiklen, da disse programmer med datidens skærmtrold Poul Thomsen nådigt forsvandt fra danske TV-skærme for noget mere end et årti siden. Og hundes drægtighed er altså blot 3 måneder, som allerede er så uendeligt langt længere end folks samlede TV-erindringshorisont. Alt i alt ikke en forklarer, der rigtigt forklarer noget.

Nå, det er altsammen ligemeget, for der var fine hundebilleder i massevis. Og osse lige et enkelt absolut sprogligt guldkorn uden at det nok har været tilstræbt, dertil er både tekst og koncept for hjælpeløst. En af billedteksterne lød nemlig: " En ung og en ældre gammel dansk hønsehund" Prøv lige for sjov at gentage sætningen hurtigt 2 gange efter hinanden, ganske svært, ikke?
Som sagt, det var det lidt vi havde valgt at bringe om gamle danske hønsehunde, både ældre og yngre og dem ind midt imellem.

Kaliffer og jødeharper

Undertiden viderebringer de elektroniske medier aldeles ægte glæde og sorg. Ja, i går var det meste af sendefladen ligefrem fyldt ud med det, der vel kan kaldes en uundgåelig politisk følelses-dualisme. Fordi der kun findes vindere og tabere og overhovedet ingenting ind imellem. Man kan ikke spille på "uafgjort" i det politiske spil, kun vinde den højeste pris eller tabe alt.

Når man i går kortvarigt betragtede de totale tabere, nemlig alle de tidligere ministre, så blev man virkeligt dybt berørt. Ikke af medfølelse med disse desværre alt for hyppigt fuldstændigt talentløse ministre, selv om mange af dem kneb en helt givet ægte tåre. Nok desværre ikke for Danmark, nok mest fordi de ikke længere med tegneserien Iznogoods ord længere var "kaliffer", men var blevet "stor-vizir i stedet for stor-viziren" Og anden række rækker så blot overhovedet ikke længere, når man har siddet på første række. Heller ikke eller måske netop ikke når man har sidder der længe nok. Den afgående magts ægte sorg over egen magtesløshed er skræmmende og da især i en verden af evigt-accelererende politisk spin. For mente mange af disse lidt for hyppigt afgående totale torske-pander af forlængst nedslidte ministre virkeligt, at der var noget at tude over. Ja, det gjorde de, og tude, det kunne de. Også så man som seer selv blev helt forlegen for sikke da de havde villet magten! Tydeligvis en mere fortærende følelse end selv den største kærlighed og ca. statistisk ligeså gengældt.

Glæden blandt de nye tidligere stor-vizirer, som var blevet "kalif i stedet for kaliffen" var naturligvis ikke mindre ægte. Ikke at det gjorde det meget lettere at iagttage dette af dygtige spin-doktorer helt tydeligt vældigt vel-orkestrerede mediecirkus. Ellevild begejstring hos de nye ministre og garanteret helt farve-ægte glæde over magten er ikke god underholdning for denne skribent og da slet ikke når både alle interviews og belysning og vinkling beskriver en ny tids korsfarere. Der vel rent statistisk blot som alle tidligere korsfarere mest har eget genvalg i tankerne og derudover blot nyder magten imens med lidt hygge-plyndring her og der. Ingen af de ægte korsfarere holdt sig jo tilbage for en plyndring af de kristne byer, som de tilfældigt kom forbi. Selv om deres mål naturligvis officielt var noget andet og uendeligt ædlere som også politiske mål altid er. Og forbliver uopnåelige, da man vel næppe kan blive valgt på at have nået sit mål?

Politik er tydeligvis et hårdt "game", hvor ikke alle de største fjender findes i oppositionen. Hvis de da overhovedet findes der, mon ikke ordet "kolleger" faktisk dækker bedre. Og når man ser politikere på tværs af parti-skel fraternisere på samme uforbeholdne måde over en fodboldkamp på samme måde som den helt uofficielle våbenhvile i skyttegravene i 1. verdenskrigs juletid, så ser det meget ægte ud.

Samme krig, det, der indtil 1939 hed "Den Store Krig" (hvorefter den 2. verdenskrig sendte "den Store Krig" ned i 1. division som den 1.) lagde jo navn til den nazistiske såkaldte "dolkestødslegende" Om de forræderiske politikere, der forrådte det tyske militær og dermed folket.
Helt så galt er det så ikke gået denne gang, ikke med dolkene ihvertfald. Et af den nye regerings helt billige kommende love bliver at afskaffe den idiotiske af den tidligere regering vedtagne knivlov. Og det betyder det glædestrålende, at denne skribent godt kan finde sin Leatherman frem igen på jobbet uden risiko for en uges ubetinget fængsel, hvis jeg ikke kunne dokumentere, at jeg var på absolut korteste direkte vej fra et servicebesøg til et andet. Sådan en lov som knivloven med sin helt ukvalificerede kriminalisering af ganske ikke-kriminelle urgamle aktiviteter har man altså kun kunnet vedtage, hvis man har været magt-beruset og -liderlig nok.

Nå, som sagt, de værste fjender findes altid som den såkaldte "5.kolonne", kendt fra den Spanske Borgerkrig. Den modstander, der arbejder i smug bag egne linier er altid den farligste. Og sådan en modstander må den tidligere århusianske bykonge og her i byen allerede forlængst udpegede socialdemokratiske kronprins in spe, N. Wammen have oplevet. I stedet for at blive "rigtig minister" i den politiske inderkreds blev Wammen forvist til et uhyre perifert nyt Europa-ministerium, helt givet skabt til lejligheden. Vi skal vist tilbage til den senere statsminister Jens Otto Krags veritable lands-forvisning til den amerikanske ambassade i USA i perioden efter regeringen Hedtofts fald for at se en tilsvarende politisk desavouering. Krag havde været handelsminister i den foregående regering og blev blot derefter såkaldt "økonomisk rådgiver" Ved en AMBASSADE,! Barske løjer for Krag, ikke underligt han vist mest brugte tiden derovre til at bolle udenom, som det fremgår med slibrig tydelighed i hans erindringsbøger.

Nå, senere tog Krag jo revanche og viste sig sig som uhyre kold og kynisk, som en nær slægtning til de nyudnævnte ministre med navnet Hækkerup især fik at føle, da det gjaldt og det simpelthen igennem en iøvrigt ellers kun af alkohol omtåget stjernekarriere. Da det gjorde og vedrørte arvefølgen efter Krag selv, røg Per simpelthen baglæns ud af det dengang så kendte "Snapseting" og bødlen var ene og alene den tidligere ostrakiserede Krag. Og selv om Wammen har fået så en perifer post i det "socialdemokratiske symfoniorkester" at det mest ligner den lidet aktive eller attråede stilling som jøde-harpenist, så skal han nu nok få sin tid. Selv om det måske kan komme til at gå rigtigt, rigtigt længe. I det nuværende socialdemokratiske regeringsklima nok ca. ligeså længe som det varer for vores bys symfoniorkesters egen jøde-harpenist at få lov til at spille sin solo. For jo, der findes faktisk symfonier og symfoniske digte med obligat jødeharpe. Ikke mange men både Copland og Ives har da lavet nogen.
Men hvad hjælper dog det, når man hellere ville have spillet violin? Og så hjælper det lige ligeså lidt at være verdens største virtuos på ubrugelig og uendeligt spag jøde-harpe som at være Europa-minister. Fordi alt det, som man mest ønsker, foregåe et helt, helt andet sted. Oppe i paladset hos kaliffen!
De gamle vikinger hærdede som bekendt drengebørnene ved at stille dem ud i kulden i lidt salt-lage. Vi får så se, om denne klassiske kur hjælper på Wammen, testet bliver han da. Men mon ikke der er lidt "krag´sk hårdhed" i manden, det tror vi faktisk.

JBL I710P

Vi skal lige starte med at beklage udfaldet her på siden i fredags. Den glædelige årsag til dette svigt var et spændende byggemøde hos en gammel og god kunde i vores ydmyge virksomhed. Ikke at det naturligvis hjælper det mindste hos de nyhedshungrende derude, men derfor kan det jo alligevel godt være en slags forklaring. Og da ikke mindst nu det er den korrekte.

Og et godt møde, DET var det! Og en særdeles udfordrende opgave, det må siges i samme ombæring. Ikke mindst bliver de fysiske udfordringer næsten på rent metafysisk niveau, bestemt ikke fuldstændigt banale.
Der er næsten samme vanskelighed i dette projekt som det må have været for JBL dengang i 1980-erne, hvor en meget stor del af deres produktion stadigvæk blev lavet i Ringkøbing. Og i fredags blev vores firma så lidt uventet de stoltre ejere af et af produkterne fra dengang. Eller stolte og stolte er måske så meget sagt, det er en pudsig lille ting faktisk, nemlig en fuldstændigt bas-løs fuldtonehøjttaler. Den hedder JBL I710P og indeholder en ren mellemtoneenhed som bas.

Vi har tidligere fornyligt berettet om kuriøse kæmpestore bashorn uden blot det mindste DNA-basspor. Helt så galt er det ikke her, men helt godt er det nu heller ikke i denne iøvrigt fornemt forarbejdede lillebitte metal-forhudede trapezoide kabinet med sin 1-tommers titanium driver og en 10-tommers enhed med en fuldstændigt grinagtig lineær vandring på 2.5 mm. Ikke plus/minus, nej såmænd IALT. Næsten ren "Lowther" i kondenseret grinagtighed men alligevel ikke helt. De her enheder kan faktisk godt bruges men muligvis ikke særligt godt.

Den anvendte 10-tommer hedder 2123H og har en egenresonans på betydelige (læs:ganske uanvendeligt høje) 85 Hz. Det vil for tekniske analfabeter sige, at enheden intet formår under 85 Hz og i en kasse endnu en hel del mindre end det, som allerede er nærmest ingenting. Fordi denne frekvens ved placering blot stiger og stiger og aldrig bare falder og falder, æv! Den har dog en for mellemtoneenheder en ret typisk høj virkningsgrad, i det tekniske dokument for enheden angivet til traditionelt ret præcist opgivne 101 dB. Hvilket i salgslitteraturen for denne fine lille box så lige rundes op til en samlet følsomhed for højttalersystemet på 103 dB. Tydeligvis en smule optimistisk og helt kontra-faktuelt.

Og hvordan lyder den så, denne lille skønhed? Jo, denne skribent var lige ved at falde baglæns ned af stolen. Dette skyldtes nu især, at højttalerne stod lige foan på skrivebordet og jeg i min iver efter at nå den rette "triangulering" af lytteposistionen var ved at vælte stolen, ja jeg rullede hen over de sig så smung slangende Mogami-højttalerkabler. Derudover ød det nu helt fantastisk fint. Og dette varede så lige præcist indtil fru Mathiasen kom forbi og alle luftkastellerne brasede så sørgeligt sammen som sådan nogle har for vane. I nærvær af den strenge og inappellable og uvægerligt korrekte dommer.

Pia Mathiasen udtalte "ex Cathedra" som alle paver har haft for vane: Ja, de er jo meget gode, men lytter du ikke lidt meget med øjnene? De små ATC (SCM 20 red.) var da meget bedre!" Joh, det var de måske nok eller rettere, jo, det var de da. Ikke mindst fordi der var BAS på de dér ligeledes ret små ATC. De fysiske love kan ligesom fruens dom hverken "bøjes" eller appelleres: Hvis man vil have ordentlig bas i en lille box, så er det eneste valg at "sælge" ud af højttalerens følsomhed. Som ved indgåelse af de allerfleste ægteskaber (denne skribents naturligvis helt undtaget) er der ikke noget, der hedder det, som englænderne så passende har døbt "a free lunch" Alt har således en pris og det har bas og følsomhed osse, selv i denne fine JBL I710P.
En ret høj pris faktisk, næsten ligeså høj som disse oprindeligt ret stratosfærisk-prissatte små æsker.