Når man sår vinden..

så høster man stormen, som det gamle fyndord siger. Det demonstreres tydeligt i disse dage, hvor denne rimeligt sejrsstolte skribent efter at have pillet skillevægge og alskens andet skrammel ned så blot skal til at transportere byggeaffald bort. Ak ja, store huse og dominerende koner er både en velsignelse og av for satan da, lad være med at slå, ja altså UDELUKKENDE en velsignelse.

Når man så står der midt i det relative byggehelvede er det svært at forestille sig, at det hele forhåbentligt er til idel glæde vendt i løbet af ganske kort tid, men sådan ser det faktisk ud. Det var en behagelig overraskelse at opdage kernesunde tykke massive trægulve nede under linoleums-dækket ligesom det bestemt heller ikke var ilde at se, at der bag de talrige cellotex-plader gemte sig et knastørt fundament af store kampesten. Ikke så meget som en eneste forkølet bænkebider var der, end ikke kitin-skeletterne af andre yndere af kælder-vådområder , så der har simpelthen aldrig været fugtigt dernede. Lige i den retning er særdeles både brandfarlige og vandsugende Cellotex-fiberplader en glimrende markør! Så håbet om et herligt hobbyrum er derfor endda særdeles realistisk.
Desværre så altså først om et par læs affalds tid!

Atter en tidlig morgen,

der står i den kombinerede opbygnings og nedbrydnings tegn. Vi er ved at fjerne lidt overflødige vægge for at tilbyde vores kunder lidt bedre forhold. Og naturligvis osse os selv, og det er jo ganske vidunderligt at den slags som her så søm-løst kan forenes. Ikke at der ikke er søm, for det er der, helt vildt mange 4-tommer søm banket i på kryds og særligt tværs som datidens byggeskik tydeligvis foreskrev. Men nu er det vist heller ikke den slags søm, som man mener med "søm-løs" Hvis det enegslke ord "seamless" da overhovedet findes på dansk..?
Tilbage til støv og søm og gips og antik rockwool, er herlig blanding. Som en slags pacifistisk pendant til "..the smell of napalm in the morning!" Udover at det trods alt er ganske svært ligefrem at ELSKE støvet, men mon det ikke kan bruges til at afstive en altid for midaldrende mænd stadigt mere akut truende hjemlig macho-mand status. Uden at vi dog helt er overbeviste om, at beskidte hænder er helt det samme som håndværkerhænder og dissesmagi overfor kvinder, så kan vi jo da altid prøve!

Jens´ reoler

Enten keder folk sig derude eller også er vi meget betydningsfulde her i huset. Vi hælder naturligt til den sidste forklaring men den første er nok alligevel den sandsynligste. Dagligt konfronteres vi af forespørgsler om at "connecte" på det Facebook-lignende professionelle netværk, der hedder Linkedin. Vi siger uhyre sjældent nej, da osse vi gerne vil være "well connected" Uden at vi dog helt fatter den dybere mening med hyppigst totalt overfladiske bekendtskaber.

Og hvad sker der så helt tilfældigt da vi klikker "accept"? Jo frem popper et billede af en rødmosset og kær gammel ven, som dette fuldautomatiserede netværk foreslår, at vi skal forbinde os med. Fristelsen til at gøre det helt konkret det dér med at "connecte" helt bogstaveligt, er nu til at modstå, manden er nemlig død og hedder Jens. Og det er hans formidable hjemmedesignede- og -byggede totale "overkill"-reoler og borde, som vi denne morgen kæmper med at få plads til her i vores ellers ganske store hus.

Ak ja, så meget for verdens uafviskelige virtuelle hukommelse, hvor det elektroniske liv fortsætter i al evighed efter at det fysiske forlængst er ophørt.
Udover det skal vi huske denne morgen inden slæberiet at takke de gode gamle venner Erik, Kræn og Per for umådelig hjælp og praktisk bistand i forbindelse med den bestemt ikke helt nemme møbelflytning fra salig Jens´ gamle herskabslejlighed. Og da bestemt heller ikke mindst til hans pårørende, som lod disse hans næsten mastodontiske manddomsværker udi møbelkunst leve videre her i huset. Det hus, som vi aldrig ville have turdet købe, hvis det ikke havde været for skaberen af disse ting. Helt specielle ting skabt af en helt speciel mand.
Vi får så se, om en sådan storhed kan smitte, men vi er nu helt tilfredse med blot at være kuraturorer for Jens og hans minde.

Kristen Poulsgaard i storbyen

I dag vil vi herfra indlede med en tilståelse, som vist nærmest er en slags-udlevering uden synderligt formildende omstændigheder. Om overhovedet nogen. Ikke meget tyder desværre på, at denne skribent er spor bedre end de andre tosser, som vil blive omtalt senere. For noget åndssvag føler man sig dog, når det medlem af det nye Folketing, som éns stemme ganske vist lettere ufrivilligt har været med til at sende afsted, simpelthen kollapser. Ingen ved deres fuldeste fem burde naturligvis have stemt på et parti, hvor der var en reel risiko for at stemme en mand ind i tinget med øjne så manisk-stirrende som Ole Birk Olesen.

Fejlen er naturligvis udelukkende min egen, som statistisk vel henad præcist halvdelen fejl vel i virkeligheden er. Ikke mine, naturligvis, blot EGNE. At se Oles feberhede øjne er næsten som at se den heldigvis ikke-valgte krist-demokrat Per Ørum Jørgensens sygeligt-skinnede og fugtige ditto. Bestemt ikke mænd man ligefrem har lyst til at møde på et offentligt herretoilet på en ubemandet togstation i de afsides dele af det syd- og vestjyske, hvor de begge kommer fra. Og hvor Per nu atter er flyttet tilbage til uden at vi helt herfra forstår til hvad.

Nu er denne skribent så tydeligvis ikke den eneste, der har stemt fuldstændigt tanketomt ud i holdningsløse og ligeledes tomme politiske luft. Bag den ideligt og nådigt citerede frontfigur for Enhedslisten, labre Johanne med den omhyggeligt indstuderede og afvæbnende effektive lillepige-udstråling og den omhyggeligt kultiverede indsmigrende/skrå hovedstilling (der tydeligvis ikke på den korte bane gør andre kvinder urolige for deres mænds øjnes ellers indlysende vertikale vandring, selv om det bestemt burde), ses hele flokke af "Ole´r". Ikke at det gør mit eget valg klogere, at andre heller ikke læser på lektierne. Ikke alle både er værd at være med i, for eksempel ikke i denne her.

Og så tilbage til det, der engang hed "landsbytosserne" Der er tale om en ægte og hæderlig landlig profession, uundgåelig som moderne fattigdom. Fordi der altid er én derude i selv den mindste by, som er den allermest tossede og fordi der med samme ubønhørlige konsekvens altid vil være mange, der tjener mindre end halvdelen af det til enhver gældende nationale gennemsnit. Begge problemer naturligvis praktisk u-udryddelige på grund af selve definitionen.

De fleste vil nok endnu kunne huske Fremskridtspartiets farverige landsbytosse Kristen Poulsgaard. Hans politiske karriere lå noget inden spindoktorernes tid, ikke at det nok ville have kunnet ændre meget på tilsyneladende utæmmelige og uhæmmede Poulsgaard. Alle i det etablerede politisk system kunne vel nok blive enige om, at han var noget tosset på sin landlige måde, og det var han naturligvis osse. Ja, han var faktisk så tosset, at han alene derved blev glimrende TV og hyppigt anvendt.

Helt anderledes så efter det nylige valg, hvor tossehovederne ellers står i kø igen. Denne gang er medierne så til gengæld anderledes forsigtige med at udstille de nyvalgte medlemmer af tinget, der vel ellers med nogen ret ville kunne benævnes "storbytosser" Denne gang er det helt utilstrækkeligt at tale om det velmenende "halal-hippier" og andet godmodigt drilleri om grænseløs "politisk korrekhed" Naturligvis UDELUKKENDE indefor egen forståelses-ramme, hvor tolerancen til gengæld er så total, at intet kan være forkert, blot de "rigtige" siger det. Og naturligvis omvendt, intet kan være rigtigt når de "forkerte siger det. Verden er simpel på den måde og kræver ingen selvstændige tanker overhovedet.

Nej, denne gang er det anderledes "hard core"-eksistenser fra de store byer, der bag lillepigen Johannes medie-afskærmning nærmest uset har sneget sig ind i tinget. Som ham Ole Birk Olesen bare fra landet. Der er virkeligt tale om en broget flok nyvalgte fra den ellers totalt fragmenterede og hårdt-trænede konspiratoriske tidligere venstrefløj suppleret med lidt romantisk-biodynamisk idealistisk fantasteri. Enhed kan der naturligvis ikke blive tale om fra et parti, hvis program består af en sammenskrivning af det værste i forrige århundredes nazistiske, socialistiske og anarkistiske skrifter. Eller det bedste, afhængigt af synspunkter uden at det dog ændrer på noget.

Landsbytosserne blev tidligere mediemæssigt rutinemæssigt og særdeles passende forsøgt "klædt af", men sådan er tingene ikke længere med de nyvalgte "storbytosser". Ihvertfald ikke endnu, men mon ikke det kommer. Selv for de mest inkarnerede "beton-halalhippier" kan det vist blive vanskeligt at sluge de indlysende totalitære træk i partiprogrammet derude på den yderste venstrefløj.
Selv om man naturligvis også kan vælge at se programmet som ren fjolleri på samme måde, som man i mere end et årti valgte at afskrive Adolf Hitlers ellers ganske åbenlyse "parti-programmatiske"fængsels-bog "Mein Kampf" som rene tosserier. Og det var det jo osse indtil tossen Hitler så til alt uheld blev demokratisk valgt.
Og nej, det er desværre ikke spor bedre når man som denne skribent stemmer på en allerede på valgnatten tydiligt labil og psyko-somatisk syg mand..

"Pumping Iron"

Når denne skribent en sjælden gang vover sig ind i TP Musikmarked her i byen er det mest for at finde film til fruen. Helst noget interessant, som man selv ved gensynet kan tillægge egne åndfulde sædvanligvis både vittige og uhyre intelligente kommentarer. Blot underligt at fruen rutinemæssigt "hysser" og det allerede inden man så meget som har tænkt på at åbne munden. Man er tydeligvis gift og nok allerede en del længere henne i samlivet end vores australske bryllupsattest ellers bevidner. Ikke at det er spor dårligt, blot en prosaisk kendsgerning, hvor man med den østrigske general Gottfried Heinrich Graf zu Pappenheim vel kan sige, at min kone kender sin "pappenheimer"/alternativt pap-hoved af en ægtemand.

Det er da sket, at min kone har syntes om sin mands film-valg. Selv gengivet på vores forkølede Samsung 40-tommers knurrende prut-LCD med sine 2 cm. høvedhøjttaler med idsudtværet surroundvirkning er det stadigvæk til at få øje på, at Marian Mitchell Morrison altså er god i John Fords mesterværk "The Man, Who Shot Liberty Valence"
Hun er ganske vist ikke helt så imponeret af samme konstellations tidligere storfilm, "The Searchers" med den monumentale og ganske uforglemmelige scene i starten og slutningen af filmen. Den, der er filmet indefra en mørk hytte ud igennem hoveddøren, for vildt simpelthen! Nå, men det synes min kone altså ikke så disse film står kun på menu-kortet de dage hun ikke er hjemme. Måske ham John Wayne/marion Morrison slet ikke taler til yngre kvindelige modeller?

En anden knapt så gammel og slet endnu ikke spor afdød skuespillers første film har jeg til gengæld sagtens kunne undgå. Den hedder "Pumping Iron", er fra 1977og er så ubeskriveligt selvudleverende rædselsfuld, at man har skullet helt frem til min teenagedatters favorit-TV som "De unge mødre" og andet virtuelt og visuelt affald for at finde sin lige.

En af hovedpersonerne i denne pionerfilm om ekstrem bodybuilding er den dengang udenfor dopingleverandørernes kredse fuldstændigt ukendte østriger Arnold Schwarzenegger, der først noget senere blev amerikansk statsborger. Tydeligvis inden de sproglige prøver for at opnå statsborgerskab endnu var udviklet særligt, heldigt for Arnold og mindre heldigt for den californiske økonomi, som han senere kom til at forvalte som guvernør. Hvis man da overhovedet kan kalde det det, ret godt gik det som bekendt ikke, men det havde det nu heller ikke gjort før eller siden, så han var vel i virkeligheden blot politisk gennemsnitlig.

Filmens plakat med den unge Arnold stolt poserende med sine kunstfærdigt oppumpede doping-muskler er skræmmende som et vidnesbyrd om almindelig menneskelig dårskab og vilje til selvdestruktion. Alligevel gik det som bekendt Arnold ganske godt senere, og datidens dopingmidler havde tydeligvis ikke samme kedelige bivirkning som de senere i retning af impotens. Arnold var vist både utro og alting og i det hele taget en skidt fyr i sin moralske habitus helt på linie med alle andre mænd. Hvis de altså blot havde fået den chanche, som Arnold fik. Og til fulde tog!

Disse tanker kommer udelukkende frem i dag, fordi man står her og glor ind i spejlet. Og tænker på, hvordan denne kun delvist Adonis-lignende midaldrende overkrop dog vil kunne klare alle dagens gøremål. Som ildevarslende nok starter om ganske få minutter, hvor budcyklen er passende "pumpet" Og iøvrigt tilfældigt ER af jern, da aluminium ikke kan holde til belastningen fra denne velvoksne skribent. Så vi dyrker såmænd selv både "pumping" og "iron"
Udover at der altså stadigvæk er par skrumlede borde og reoler at flytte med i morgen. Så med lidt held kan musklerne måske udvikle sig så meget, at jeg alligevel tør tage filmen med Arnold med hjem til konen engang. Uden at blive ret meget mere til grin end jeg vist allerede er..

Flyttemand Olsen i light-udgave

I dag er der landet et par fine hifi-kuriositeter her på bordet. Det drejer sig om ikke mindre end et par af den begavede engelske designer Allen Boothroyds elektroniske kollektion, en Meridian 504 supertuner og den matchende Meridian 501 forforstærker. Begge disse designikoner vil være til salg til en absolut slik til folk, der som undertegnede drømmer sig tilbage til en mere ufor-MUENDE (men til gengæld nok mere for-MÅENDE)tid, hvis man skal tro alle de ellers både glimrende og efterhånden lokkende tilbud om alskens potensfremmende himstregimser og prikkede pastiller.

Billeder af disse skønhedsåbenbaringer turde være overflødige for de rette fagligt legitimerede og da jeg lige i øjeblikket ikke kan finde det rigtige kamera-kabel, så må vi lade tingene henligge i det virtuelle mørke indtil videre. Men billige, DET er de!
Ellers skal vi i al korthed forårsaget af en betydelig oversovning her til morgen, huske at avertere efter et par frivillige flyttefolk til lørdag dag engang. Vi skal have fragtet en del reoler og et enkelt bord fra en 1. sals lejlighed i midtbyen og herud på parcellen.

Der er tale om absolutte unika fra en kær gammel afdød ven, så vi vil være overordentligt taknemmelige for et par timers bistand fra et par stærke mænd m/k. Ingen af tingene er videre tunge og pladsforholdene er vældigt gode, men altså forbandet svære for selv relativt vellykkede kloner som denne skribent af Andersines store idol. Ham, der hed Bjørn Muskelsen altså.
Et par "Bjørn Muskelsen´er" i lettere light-udgave a la den fra "Huset på Christianshavn" så kendte flyttemand Olsen kan sagtens gøre det, så kom blot frem! Vi og mandens minde vil være meget taknemmelige.

Reodor Felgen

Dyr kan være meget dumme og da ikke mindst dem, der ikke tilhører denne husstand. For eksempel forvekslede en sikkert ellers uhyre skikkelig golden retriever-familiehund i går denne skribents ene hånd med muligvis en megastor hundeguf. Det skete i forbindelse med, at jeg skulle skille et par hunde-kamphaner ad. Vores egen naturligvis permanent uskyldige unge hedspore af en hund, Anton, blev nu lige i dette tilfælde angrebet bagfra mens den spænede afsted efter en anden hund. så vi var for en gangs skyld helt uskyldige.

Derudover blev Anton Hund ikke engang særligt gal, dertil var udfordringen fra underhunden/retrieveren for forkølet. Udover det bar den også mundkurv, for helt, helt anderledes ville det naturligvis have været, hvis "det (for Anton) store dyr i Åbenbaringen", den store belgiske hyrdehund Frodo var gået forbi, for så skulle vi da have set rigtig krig!. Ikke at man naturligvis derfor som hundeejer skal negligere disse hunde i bunden af hierarkiet selv om hundende ovenover sagtens kan tillade sig detkræ, for de kan være de farligste.

Haps sagde det så og her sidder jeg så og glor på morgen-TV i min rekonvalescens. Af et ikke særligt voldsomt sår uden umiddelbar livsfare. Og så er det, at man alligevel i sin mulige lette febertilstand føler sig hensat til forne tider. Dengang der deroppe på en lille bjergtop oppe i Norge boede en cykelsmed med i betragtning af beliggenhed ikke overraskende kun ganske få kunder. Han hed deroppe Reodor Felgen og var en udskåret trædukke med et skælmsk men også noget fjollet gavtyve-smil. Ikke malet eller tegnet på, nej simpelthen skåret ind i fjæset på hovedpersonen i denne herlige norsk/italienske dukkefilm anno 1975, "Flåklypa Grandprix"

Det var naturligvis som det ihvertfald på dansk langt bedre klinge Theodor Fælgen, at han rigtigt blev berømt. Og for tiden går der ligefrem en ny-restaureret udgave af den klassiske film (der naturligvis skal hedde "Bjergkøbing Grandprix" for at være nogetsomhelst) i danske biografer. Se, den, den er for fed!
Derimod er det til gengæld ikke helt så fedt at se TV2-nyheder, for mon ikke rekrutteringsafdelingen derovre er lige på kanten af almindelige regler om markedsføring og varemærke-plagiering ved at "caste" morgenens mandlige TV-speaker? For, jo!, Reodor Felgen er simpelthen genopstået som TV-trold og det endda lige her til morgen. Hvad den fjoget grinende fyr hedder fandt jeg aldrig ud af, men Reodor Felgen, det var det! Lige der med fuldstændigt statiske nærmest "rigor mortis"-lignende fastfrysning af en absurd grimasse.
Simpelthen uhyggeligt med alle de menneskelige kloner af snart sagt hvad som helst, man kan se overalt. Ikke mindst på det lokale politiske plan, hvor den særdeles ordentlige hidtil valgte Rene Skau med det normale udseende og sin almindelige parlamentariske ordentlighed blev vraget til fordel for en total klon af den velkendte skuespiller Martin Bryggmann. Sikke dog langt et helt tilfældigt udseende dog kan føre én, både til TV og til tops!

Heller ikke i denne weekend..

..lykkedes det for denne skribent at få færdig-installeret vores nye XTA parametriske equalisere. I betragtning af, at der ligger forlængst færdige ledninger med omhyggelig hensynstagen til apparaternes ikke umiddelbart korresponderende interne såkaldte "fase" er det vel ikke videre imponerende. Lad os blot runde op og sige, at det faktisk ikke er spor imponerende. Eller omvendt kan man måske slutte, at i vores uhyre aktive virkelystne familie med sit tætpakkede aktivitetsskema er det nødvendige kvarters tid til endelig ind-justering af bassen bare svært at få mast ind.

Måske det i virkeligheden blot er almindelig midaldrende magelighed og fornemmelsen af, at det jo faktisk allerede nu lyder aldeles glimrende grænsende til det meget tilfredsstillende. Det sidste er nok det sandsynligste, men vi støtter dog den første forklaring, der er en smule mere flatterende efter en rigtig driver-weekend. Til gengæld er så fruen her til morgen en smule småsløj-snottet, så det er da vist bare med at komme igang for resten.
Måske man så kan glemme, at man selv ved det netop overståede folketingsvalg har stemt på et parti, der har fået valgt en kandidat, som får de tidligere så hyppige landsbytosser i det forlængst hedengangne danske Fremskridtsparti til i sammenligning at fremstå som de allerypperste stjerne-kloge teoretiske astrofysikere i ren og skær strålende intelligens. Blot sammenligningen er sølle nok kan alting jo fremstå stort uanset hvor bittelille det måtte være.
Ak ja, havde jeg dog blot stemt blankt. Eller bare spildt en stemme på den vist ikke fuldstændigt af-alkoholiserede Per Ørum Jørgensen med de permanent
febrile øjne og den hærgede misbruger-fremtræden. Selv om han på trods af kolossal mangel på TV-tække og blot den mindste troværdighed med sin glinsende skallepande og generelle fremtræden som malariapatient i det terminale stadium var blevet valgt ville han nu nok næppe have kunnet holde perioden ud, og det er vel også en slags lyspunkt her midt i al mørket. Det kan ham i "mit" parti nu nok desværre sagtens, han er vist i mægtig fysisk form. Hvad det så iøvrigt skulle hjælpe, at fysiiken er det, der i folkeviserne engang hed "redebon" når ånden blot er svagelig nok. Jeg fortryder, Per!

Blokkene, der blev væk

Ved valget i 1906 opnåede det daværende ret unge danske socialdemokrati ikke mindre end 25.4% af de afgivne stemmer. Det gav ikke blot noget, der bragte dem i nærheden af regeringsmagten og det var bestemt ikke fordi der dengang ikke herskede blokpolitik, for det gjorde der. Som i dag foregik det mest uforsonligt indenfor partierne, og Venstre var netop blevet opsplittet. Også dengang var politil en selvskreven gebet for selviscnesættende narrehatte. Blot i dag suppleret med utallige spindoktorer på begge sider af den efterhånden noget uklare grænse mellem journalistisk virksomhed og politiserende journalister.

Det må jo også være derfor, at man i denne Danmarks vel nok hidtil mest idiotiske "dikotomiske" valgkamp har kunne opstille begreberne rød og blå blok. Som om der var nogen nødvendig enighed indenfor blokkene er det nødvendigt med en absolut "minus-viden" i historie for entydigt at placere de danske radikale i NOGEN blok. Nu er valgets resultat så blevet, at Helle Thorning-Schmidt har forbedret partiets jubelvalg i 1906 (hvor partiet gik frem med hele 33%-point i forhold til det foregående valg i 1905), med ikke mindre end et enkelt decimal-procentpoint. Altså til 25.5%, stadigvæk altså partiets dårligste valg i 105 år.

Sejren for den kommende statsminister er således vist sådan nærmest rent administrativ. På samme måde som Venstres nederlag og samtidige mandatfremgang er. Når man blot vil magten nok (og det vil naturligvis alle politikere på dette niveau, MERE end nok, endda!) er det naturligvis altid en triumf, når man får den.
Herfra skal vi bestemt ikke begræde den nuværende regerings fald med ministre som Troels Lund Poulsen og Kristian og Carina Jensen nu heldigvis ude i kulden. Den var gået mere end almindeligt metal-træt og ministerrekrutteringen blandt det ganske udueligt ledede (og bestemt også håbløst bemandede) Konservative Folkeparti var om muligt endnu ringere.

Det kunne umuligt vare ved, og det gjorde det så næsten alligevel. Nå, det er så blevet erstattet af noget helt, helt andet og så alligevel helt det samme som dansk politik jo i virkeligheden altid er. Hvor man med den største selvfølge siger ét, gør noget helt andet og i virkeligheden overhovedet ingenting længere mener. Som den nu faldne regering vist også nærmest blot legede med ordet "liberal" Sporene efter 10 år er da til at overse. Alligevel skal der herfra lyde en tak til, at valget denne gang endelig får mulighed for signalere en helt en ny start. Ikke efter Løkke, som på trods og håbløst og udueligt arvet mandskab på den synkende skude næsten reddede sig i land. Nej, lad os i stedet glæde os over, at vi endelig kan gøre op med eftermælet efter Danmarks måske allerbedste bud på en statsminister, som simpelthen var "fuldstændigt spild af plads": Anders Fogh-Rasmussen.
For denne skribent er han den værste siden Danmarks-historiens største ikke-dømte landsforræder, den ganske "kort-livede" statsminister Vilhelm Buhl. Så jo, det har da været et godt valg. Og som min kvikke datter udtrykker, det så er mellemproportionalen mellem rød og blå blok jo den lilla blok. Eller bare bæ-brun, sådan er det da vist med maling...

Et valg.

Her til morgen på vores tilbagevendende store festdag den. 15, årsdagen/halvårsdagen osv for alt hvad der er vigtigt i livet for mig, er det så desværre tid til det obligatoriske tandlægebesøg. Sådan noget foregår naturligvis i almenhedens interesse udenfor normal åbningstid, så med Anders Ands ord fra dengang han ville lokke en nysgerrig ræv til sig ved at spille død, vil vi stemme: "Farvel, elendige verden, mit sidste ord er "Farvel!"
Det lykkedes ikke dengang at fange ræven og vi tror heller ikke helt selv på muligheden for nogen kommende elendighed. Dertil er de særdeles håndfaste beviser for det modsatte heldigvis uomtvistelige. Den her måned tyder simpelthen på at blive den vildeste i firmaets historie.
Og så kan tandlægen bare komme med sine bor (whirrr!) og vatkuponer og hvad den slags ellers bærer som standard-bevæbning i deres "utility belt" Mon de som den første eneste rigtige Batman, Adam West, har tænkt på at have en "shark repellent spray"
Jeg må huske at spørge hvis jeg ellers tør..Kommunikationen med vidåbent gab er aldrig helt tvangfri desværre.

Anders Fogh Rasmussen

Lige her inden valget er det for Gud ved hvilken gang skræmmende at se, hvor meget magt kan korrumpere. Og gør for de allerfleste med få undtagelser som George Washington og muligvis en halv-apokryf romersk konsul her og der, som efter endt embedsgerning tog tilbage til deres gårde. Og blev der, det gjorde langt de færreste af de romerske konsuler, magtliderligheden var forlængst blevet for indgroet.

Nu er det måske vanskeligt at se nogen særskilt magt- eller anden liderlighed omkring NATO´s erklæret asketiske generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen. Og i denne selvransagelsens svære stund vil denne skribent godt indrømme engang at have stemt på mandens parti. Uden at det naturligvis gjorde nogen forskel for dette formidable karrieremenneske Fogh, der alligevel hele tiden var på vej et helt andet sted hen end sit oprindelige ståsted. Som altså blot fungerede som en hurtigt-smeltende isflage, ikke at det rørte manden overhovedet. Alle politikeres store svøbe, tilsyneladende uundgåelig som fortidens skørbug blandt søfolk, nemlig populismen har forlængst "ædt" ham og de sørgelige rester af hans regering. Som det også skete i konsul-tidens Rom.

Alligevel havde vi så den foreløbige bundskraber til gode til Foigh. Ihvertfald for denne skribent en rekord indtil i går, selv om de allerfleste rekorder med en mulig undtagelse af 1980-ernes rekorder i kraft-kvindeatletik med stærkt skægvækst-fremmende brug af hormoner står for fald. Denne skribent har blot ikke lige den nødvendige fantasi til at forestille sig, hvordan det skal kunne ske.

I forbindelse med Talebans voldsomme angreb på allierede og afghanske myndigheder (i mangel af dårligere ord for kleptokratisk anarki vel det bedste ord blandt alle de mange dårlige), udtalte NATO´s generalsekretær nemlig disse ord:" De (Taleban red.) kan ikke stoppe det. Overdragelsen er på sporet og vil fortsætte"
Sagen er i sin rørende enklhed, at NATO udover den håbløse militære situation i Afghanistan alene ved sin erklæring om at trække sig ud allerede forlængst har tabt. Ikke blot krigen, men i endnu højere grad muligheden for at kunne præge Afghanistans fremtid. Fordi naturligvis INGEN af NATO´s lokale allierede i det nye styre er eller vil blive andet end landsforrædere. Med den deraf følgende skæbne efter traditionel lokal skik.

Man skal efter vores mening virkeligt være et "politisk (u)dyr" for at sige sådan noget som det her i fuldt alvor. En ting er at erkende et nederlag, men ligefrem at forsvare denne med stats-garanti midlertidige overdragelse inden Taleban tager Kabul som de allerede i massevis af år har taget resten af Afghanistan (og ligefrem om natten har hersket uindskrænket langt ind i Kabuls forstæder), tjah det kræver sin mandige mand.

Når noget som indsatsen i Afghanistan allerede i forfærdeligt mange blodige år alligevel har været en total fiasko, så gør det altså ingen forskel om man bliver lidt længere eller kortere. Når fjenden i en guerillakrig ved, at fjenden er på flugt, så er krigen forbi. Kun ofrene bliver flere.
Til gengæld er der så heller ingen naturlig grænse for, hvad en moderne statsmand vil og kan sige i retning af politisk lav- og selvmål og almindelig meningsløshed.
Ak ja, og ham har jeg stemt på, det må jeg da kunne gøre bedre denne gang Ved at stemme blankt for eksempel.

Bunker

Så er det atter en af de dage, hvor de tiltagende bunkers højde foran denne ydmyge skribent kun matches af beslutsomheden om at gøre noget ved dem. Vi har det fornuftige princip her i huset, at når man ikke længere kan se den venstre store Altec A7 her fra skrive/lyttepositionen, så har det et godt stykke tid været på høje tid at gøre noget ved det. Hvis man ud af denne sætning skulle få det indtryk, at denne skribent med nogen ret kan revses af den skønne frue for sin "selektive beslutsomhed" (og bliver det!), så er man korrekt afmarcheret. Kan det forresten hedde det?

Dagen byder allerede længe inden den er begyndt på et overfyldt program. Der skal lige ekspederes 4 stk. 24 PAR multikabler til en efterskole i det sydligst-fynske, og da en stor lokal motionsaktør samtidigt henter et nyt endnu ikke fuldstændigt færdigsamlet komplet lydsystem, så er der "lagt i kakkelovnen" for denne skribent. og så er vi slet ikke kommet til leveringerne endnu. Eller bare overhovedet hvad denne dejlige dag ellers kan komme til at byde på.
Og vil gøre som alle dage altid gør, når man vågner ved siden af den noget tungt-åndende men ellers underskønne fru Mathiasen.
Hos mænd ville man måske ligefrem vælge at kalde lydene for egentlig snorken men så selvmorderisk er denne med rette ydmyge skribent på trods af bunkernes størrelse nu endnu ikke blevet.

Lidt biografiske betragtninger

Så sidder man atter som alle lokale lensherrer sikkert altid har gjort gennem historien og kikker tilfreds ud over sine besiddelser. Lige meget hvor små disse måtte være, er de dog ens egne! Og nej, vi taler naturligvis ikke om koner her, sådan nogen ejer man jo aldrig, man har dem højst på permanent langtidsudlån, og om ikke andet, så giver det vel den gennemsnitlige ægtemand en klar fornemmelse af, at evigheden er overordentligt lang tid. Når nu den eneste udfrielse/hjemkaldelse er den, som ham Gud sender.

Lige meget hvor tilfreds man er med det man har, så gnaver der altid en lille orm et sted. For ville det ikke være skønt blot at have et lidt større lensherredømme eller måske "være kalif i stedet for kaliffen", som tegneserien Iznogood så præcist udtrykte dette uløselige dilemma om "tilfredshedens ultimative utilfredshed". Og rent statistisk må græsset vel også i alle tilfælde på nær et enkelt være grønnere på den anden side, så ligegyldig hvor tilfreds man måtte være, så er der nærmest altid noget at være utilfreds over alligevel. Fordi man ikke har det.

Nu kan denne søgen med tiltagende vel-levned og -stand efterhånden forekomme noget "søgt", og der går let lidt "desperat overklasse-frue" i disse oversprings-handlinger for at opretholde sigtet på det livsmål, som man reelt forlængst har nået, men derfor kan den naturligvis godt være både ægte og måske ligefrem eksistentiel. Og så er vi langt om længe kommet til dagens lille betragtning om intet særligt.

For som denne skribent sidder her og misser mod morgensolens mere end anes meget tydeligt det store sæt JBL 4675-biografhøjttalere. Selv den mest stæreblinde blandt svagtseende stære ville nu osse sagtens kunne se disse næsten 2 meter høje monstre stå dér og lude ildevarslende. Selv det newzealandske ur-firben tuataraen med sit ellers hud-dækkede 3. øje i panden ville nu osse sagtens kunne skelne skyggen fra de imposante sorte neger-baller. Næsten 2 meter høje og derudover ret fede. Og vores, vores, vores! Det er ganske fedt at være lille lensherre og forstads-parcellist. OG føle sig som storvizir som tegneseriehelten Iznogood.

Alligevel ville det måske være endnu federe at være kalif..? I den hen-retning bladrer man så drømmende videre i livets store og uendeligt omfattende "Drømme-Katalog", som indeholder alle de ting, som man kan drømme om længe efter at alle et normalt helt menneskelivs naturlige behov for længst er blevet opfyldte. Det er derfor en særdeles nyttig bog og da ikke mindst for os 2/3 gamle mænd, der allerede forlængst har fået over-opfyldt vores kvoter af menneskelig og materiel lykke.

Og så løber blikket forbi en model blandt de nye JBL-biografsystemer, som er MEGET større end vores nuværende højttalere. Forbandet da osse, de er næsten 3 METER høje og det får vores til nærmest at skrumpe til velvoksen dværgestørrelse. Aj, hvem der blot havde sådan nogen, de må da være helt fantastiske når nu vores allerede er så helt enestående fantastiske og mere af det samme er jo altid godt. Eller er det?

Måske og så måske overhovedet ikke alligevel. De her JBL 5672-systemer er altså en sjov sag. Og må altså spille noget sjovt. Når man studerer bestykningen af iøvrigt givetvis fremragende højttalerenheder, så er der lidt gammeldags "Cerwin-Vega" i det. Dengang sad der ganske ofte den samme diskant bag horn af forskellige størrelser i mange billige højttalere. Diskanten med det lille horn var således en diskant og det var den såkaldte mellemtone med det større horn så naturligvis osse. Mellemtone var der ingenting af og ikke overraskende var det osse sådan datidens såkaldte "power-højttalere" lød.

Det er helt, helt anderledes med de her kolossalt store JBL. Resultatet er antageligt blot nogenlunde det samme, blot reciprokt, her er det så bare diskanten, der mangler, meget mærkeligt og ikke mindst stort og dyrt. For bag de store horn af såre forskellig størrelse gemmer der sig blot 2 mellemtoneenheder af givetvis formidabel kvalitet. Begge er enheder med en meget stor 4-tommers membran, blot varierer koblingen til hornet i størrelse. Den ene enhed, her passende benævnt mellemtone, dækker kun med tov og trisser frekvensområdet fra 250 Hz til 2000 Hz, mens den anden, som anvendes som diskant, kører rimeligt fra 500 Hz til knapt 8 kHz. Udenfor disse områder pekaer begge enheder ganske lystigt men til gengæld er amplituden stærkt faldende, så det gør ikke alverden.

Men hvor er diskanten henne? Lidt er der ikke meget og endnu mindre når man nu sammenligner med, hvor kolossalt megen mellemtone, der er. Da man anvender en aktiv elektronisk controller på systemet, så equaliser man det noget ujævne øvre toneområde til at diskanten ved 12.000 Hz blot er 3 dB nede. Hvordan det lyder således at forsøge at jævne en mellemtone-drivers næsten "Himalaya-agtigt" ujævne øvre response ud kan vi kun gætte på. Givetvis godt nok til at man kan sælge det, siden man laver det Til gengæld må man så sige, at man er professionelt særdeles rimelige, når man oplyser, at dette kæmpestore system på trods af elektronisk kompensation er faldet hele 10 dB ved 35 Hz og 16 kHz.

Altsammen uhyre reelt og heldigvis mere end nok til, at vi vist blot skal læne os tilbage og nyde det vi har. Det her system kan ganske vist heller ikke fra starten overhovedet spille diskant, men det klarer 2405-bulletdiskanten, som vi selv på bedste kunstneriske vis selv har tilføjet, nu rigtigt fint. Udover at vi heller ikke helt fatter, hvad det skulle gøre godt for at introducere en ekstra helt unødvendig (men tekniks til gengæld ganske essentiel) deling i den nye 3-meter model omkring uhyre øre-følsomme 2000 Hz. Og da især i betragtning af, at den oprindeligt anvendte driver i vores ældgamle JBL 4675, model 2445, selv anvendt fra 500 Hz er stærkt overdimensioneret i forhold til bassektionen. Det gjaldt dengang og det gælder stadigvæk.

Nu er der heldigvis hverken nogen nødvendig ræson eller konsekvens i drømme, så derfor kan denne skribent sagtens drømme videre. Osse om det her og da ikke mindst hvad konen ville sige. Måske det sidste også er det eneste fornuftige her i dag...

Kun minderne varer evigt.

Det er forunderligt, som alt nyt kan komme til at synes, som om det altid har været der. Tag for eksempel vores firmadomicil her på Åbyhøjvej. Det er næsten præcist 2 år siden, vi flyttede ind, selv om det allerede forekommer som en evighed siden. Som alt godt og rigtigt naturligvis gør og bør gøre. Som rådgiver dengang brugte vi naturligvis vores tragisk afdøde nære ven Jens "Verdensbilleder" Fordi han som næppe nogen anden formåede at sætte tingene i korrekt perspektiv. Konfronteret med et godt gammelt hus med en tilstandsrapport så lang som et ondt år rystede han blot på hovedet og sagde "Køb!" og det gjorde vi så. Lige med det samme selvsamme dag. For allerede en hel evighed siden, halve evigheder findes vist iøvrigt heller ikke.

Og i dag er så dagen, hvor denne skribent skal være med til at tømme lejligheden hos samme elskelige Jens, og så kommer alt tilbage i det rette perspektiv. Nemlig at vi ville have været hjælpeløst fortabt dengang uden Jens og hans klare syn og tale. Der så desværre ikke omfattede hans egen livsskæbne, som sådan noget vist aldrig gør.

Han hjalp os ganske usigeligt meget dengang og osse altid tidligere, denne vores uselviske ven, vi kunne blot aldrig hjælpe ham mod hans egene indre dæmoner. Til gengæld vil vi så hjælpe hans børn l dag med det lidt, som vi kan give tilbage til en mand, som vi vil mindes hver morgen vi vågner i vores nye hus. Som er det, der er tilbage når vi i dag tømmer hans.
Vores og Jens´ hus! Æret være hans minde! Kun evigt er dog det tabte.

Lidt hunde-kunster

Om forskrækkeligt få minutter skal vores 2 hunde til det årlige eftersyn. Det er vist det bedste tegn på materiel overflod, at vi ofrer et årligt tilsyn til de kære kræ uden at der derved gives nogen ekstra livstidsgaranti på samme. Sådan lidt ligesom at betale præmie for en forsikring, som aldrig udbetaler nogen erstatninger. Og da ikke mindst fordi vi ikke ofrer den slags ligegyldigheder som utidige eftersyn på os selv, mennesker er vist bare mærkelige. Eller muligvis blot meget dumme.

En anden ting, som bevisligt ER dum, er "filibuster-debatten" på det for tiden eneste aktive netforum, avtainment. Ikke at forveksle aktivitet med nogetsomhelst liv, debattørerne er den samme håndfuld, som har forpestet den allerede noget sure og ungkarle/onanihybel-befængte atmosfære i årevis. Og vi fatter virkeligt NADA af, hvor forumejer Kenneth dog vil henm med det her syge konfrontationskoncept. Som jo ikke ligefrem bliver bedre af at freelance en, måske i virkeligheden den allerværste af fjolsewrne, en vis Kurt von Komik.

Det er nu ikke fordi han er spor sjov, snarere en kronisk dødbider men alligevel er der ca. ligeså lidt ægte fest i fyren, som der er fart i hans net-pseudonym, "Kubik" Kubikker findes tydeligvis i alle størrelse osse i det helt små. Tænk blot på ellers upåagtede "Briggs and Stratton", som findes i de fleste haver. Som fremdriftsmidler ganske vist og uanseligt på alverdens plæneklippere, som jo også bare kører rundt og rundt de samme steder som en skeløjet guldfisk og heller aldrig rigtigt kommer nogensteder alligevel. Sådan er snakken derovre og vi anbefaler ingen udover hårdhudede masochister at kikke med.

Et fint eksempel på niveuaet er en omtale eaf en af deltagerne, den et par gange nævnte net-trold "Mogens Østjylland", som er i den afgjorte TOP-2 af hifi-ens fjender. Sammen med den anden eneste kandidat til denne tvivlsomme trone, den ovennævnte Søren/Kurt von K., kører de en ren dødedans udover stepperne. De ved alt om alting blot ikke det samme om noget, for så ville der jo være tale om dialog, og DET er der ikke, da så begges hele eksistensgrundlag ville smuldre fundamentalt. Og sådan noget risikerer man naturligvis nødigt.

Alligevel er det ikke helt retfærdigt, at en af debatdeltagerne, Mogens, der engang boede i Nørrebrogade nr husker jeg ikke i Horsens (for dengang i 1986 optog man som en selvfølge naturligvis ikke anonyme læserbreve i dansk High Fidelity) bliver hånet. Ikke for det her, og High Fidelitys svar dengang er faktisk en hel del under teknisk lavmål. Slet ikke på niveau med nutidens debatform, men vi taler om særdeles dumt svar fra bladets side i forbindelse med nogen afbrændte diskanter hos den daværende stakkels fattige student Mogens, som ifølge egne udsagn var ved at blive ruineret.

For rent faktisk VAR det meget muligt, at de skod-Denon-forstærkere, som han dengang havde, sagtens kunne højfrekvensoscillere periodisk uden følgeskader på andet end diskanterne og det endda helt uden inputsignal. Blot kablerne var tilsluttet kunne datidens walkie-entusiaster blæse diskanterne ad helvede til. Eller blot en bærebølge for samme, det har vi faktisk selv oplevet ganske mange gange.
Selv tåber som Mogens kan altså have en vis ret. Og derudover må vi vel sige, at den nye net-overaktive generation af trættekære fjolser ikke ligefrem brillierer i evnen til research. For det er altså ikke ret svært at finde læserbrevet i nr. 4 årgang 1984. Søg på bibliotek.dk og derudover står det fysisk her på Hovedbiblioteket i Århus. Hvor jeg netop har skimmet det.
Tilbage til de andre hundekunster. Det eneste, som vores hunde rigtigt er gode til er at hoppe himmelhøjt op i luften og gø ad helvede til. Derved adskiller de sig vel ikke nævneværdigt fra dagens andre nævnte hifi-enetalere. Udover at de osse kan være ganske søde selvfølgelig.

The Monkix

Få oplever at blive en legende allerede i deres levetid og færre oplever dette nærmest øjeblikkeligt. Og næppe nogen blev det hurtigere end popgruppen "The Monkees", der allerede i min egen tidlige drengetid i den dengang spritnye danske udgave af "Asterix" blev omtalt som i overskriften. Og det kan nok være, at den altid uheldige skjald Trubadurix fik noget at se til i sammenligning med denne historiens muligvis allerførste lidt små-apokryfe "supergruppe".

Vi kommer i tanke om dette kortlivede hitband i dag, fordi TDC i deres lokkende kommercielle visdom for tiden tilbyder History Channel her på matriklen. Som med så mange andre kanaler baseret på utallige genudsendelser af det gabende kedsommelige samme er det altid mest spændende lige i starten. Og det er heldigvis lige nu, så derfor zappede denne skribent forbi netop i tide til at se historien om popgruppen "The Monkees" Der er stadigvæk god tid til at se den, den genudsendes givetvis ca. en fantasillion gange fremover.

Derudover var den meget sjov. For en i sin selvforståelse vel historisk kanal var optakten maske lige det mest "historie-løse", for den blev præsenteret som pladebranchens allerførste kunstprodukt. Fordi bandet ikke var et band, overhovedet ikke kunne spille, nærmest heller ikke synge og desuden ikke inden dannelsen kendte hinanden. Meget gruppe var der således ikke over bandet, men det gjorde dem nu ikke desto mindre IKKE til pionerer på omradet "kunstprodukt"

De fleste vel nok kunne huske en uendelig række af amerikanske fotogene teenageidoler i slutningen af 1950-erne og godt op i 1960-erne med ganske tilsvarende musikalske kompetencer, læs:nul! De hed for det meste allesammen "Bobby" eller et eller andet kært og kort navn og blomstrede kort og kometagtigt som de forlorne døgnfluer, som de var. Hvorefter de uvægerligt forsvandt tilbage i den glemsel, som deres totale mangel på talent gjorde ganske naturlig.

Anderledes med "The Monkees", som har lige et enkelt element mere. Producerne og konceptmagerne bag gruppen gjorde blot det, som mange havde gjort før dem. De må blot have været noget dygtigere eller blot heldigere, for en kort tid solgte Monkees flere plader i USA end Presley og Beatles TILSAMMEN. Og altsammen blot produceret som en formodentlig delvis såkaldt "sing back" på de allerede forlængst færdigproducerede melodier. Og så kommer den lidt sjove "twist" på denne historie, som er, at gruppens medlemmer minsandten begyndte at TRO, at de selv både kunne synge og spille. Og som trædukken Pinocchio derfor ønskede at frigøre sig fra de snærende bånd uden helt at fatte, at det altså udelukkende var dem, der holdt dem oppe. Bagmanden eksploderede forudsigeligt og såre menneskeligt af raseri over disse indbildske narrehatte og og hældte de naragtige snot-unger ud af sit kontor og trak tæppet væk under sit eget succesfulde produkt. Han var tydeligvis en kedelig ka´l men dog en mand af visse principper og fremstår dermed for denne skribent som en slags tvivlsom helt i udsendelsen. Nok var nok!


Nå, men det kunne de så ikke, altså spille eller nogetsomhelst andet, og The Monkees på egen hånd viste sig at være den parentetiske vits, som den jo også var i Asterix. Denne deroute var faktisk så hjerteskærende, at husets teenagedatter blev noget pinligt berørt ved at se gruppens engelske indslag, Davy Jones, optræde i en helt ny koncertoptagelse med de gamle hits fra Monkees-tiden. Indbringende sikkert, men så ynkeligt og stemme/stemningsforladt, at det faktisk rørte hende. Lidt, ikke meget, men det er for den aldersgruppe faktisk allerede ganske meget.
Ellers rangerede bandmedlemmernes skæbne fra mangeårig alkoholisme hos Peter Tork (der ydermere havde det forbandede uheld IKKE at opfinde den geniale "torx-skrue") og andet misbrug til Mickey Dolenz med det bredflabede gummiansigt, som var blevet til en BB- skuespiller med speciale i at lave bredflabede gummiansigter og til den enlige IT-multimillionær i dollars, Michael Nesmith.
Se udsendelsen, livets vilkår i absolut "kortform"!

Det daglige brød

I disse dage farer vi noget mere rundt end sædvanligt. Det betyder, at der ikke engang er tid til at lege med vores ellers ganske spændende nyanskaffelser, en håndfuld JBL 2451H-superdyre kompressionsdrivere. Om de er ligeså gode, som de er dyre er ikke til at vide, men dyre, DET er de. Faktisk et godt stykke over 10.000,- stk. og når prisen blot er høj nok for os hifitosser, så følger kvaliteten naturligvis med. Og da naturligvis især hvis de guldkorn, som man selv har fundet er noget helt andet, end de andre. For tænk dog blot, hvis JBL i stedet for at fordoble priserne på disse prestige-drivere med bittesmå neodym-magneter havde halveret disse på grund af alle de med mindre vægt og volumen forbundne besparelser, hvem ville dog så drømme om at drømme om de her enheder? Ingen naturligvis og det ændrer branchekendskab ikke engang på. Drømme forgår aldrig naturligt, de skal nødvendigvis "adresseres" enkeltvis, og så må det briste eller bære. Om ikke andet så lyser dette XTA veritable farve-orgie a la det gammeldags "kino-orgel" noget så flot. Og mon ikke den i det store og hele kan leve op til det ret beskedne, som den skal i vores system?

Det er nok også derfor, for at drømme lidt med åbne øjne, vi netop har investeret i et par XTA parametriske equalisere udelukkende til brug på vores 4645C-subwoofere. Ikke fordi de nu er dyre, men det var de engang, så derfor må de vel være gode? Eller blot gamle selv om de altså er spritnye endnu på trods af den fremskredne alder. De har nu en entydig funktion, de skal nemlig rette det såkaldte "minus 3 dB-punkt" op (eller nærmere NED) fra 4656C-systemets nuværende "knæk-frekvens" på 35 Hz til 22 Hz. Ikke at vi tror det giver meget andet end bulder og problemer, men man kan jo heldigvis altid slukke for den forstærker, der er dedikeret til subwooferen. Og da ikke mindst fordi 4575A-sidesystemerne med de dobbelte 15-tommers basser ikke akkurat er særligt bassky i vores trods alt mindre kælder. Og nødvendige hjørneplacering.

Nå, det her er drømme i en anden potens, da vi slet ikke rigtigt har haft tid til at drømme dem endnu. I stedet har vi andre og ondere drømme derude på de lange landeveje, hvor politikerne nidstirrer os fra alle sider. Alle valg er vel vanskelige og denne gang er ingen undtagelse. Udover at det jo også i sig selv ville være en modsigelse..? Det er således oplevelse af de mere skræmmende at se, at man kan stemme på vistnok Venstres kronprins (eller hedder det "Venstres vistnok kronprins, det er jo da ret sikkert Venstre?) Han hedder Troels Lund Poulsen (vistnok hvis det altså er ham, der vistnok er kronprins), og hans let fedladne lettere usunde fjæs kikker mellem næsten fedtflomme-lukkede øjen-sprækker ud over landskabet. Han ligner selv på disse tydeligt retoucherede valgplakater det, der engang i god forsikrings-jargon hed et udpræget "dårligt liv" Om udseendet medvirker til at gøre ham til en dårligere politiker er måske tvivlsomt. Næsten, men ikke helt ligeså tvivlsomt som de hidtil forgæves forsøg, som han har gjort for at modbevise denne tese..

Nu er det selvfølgelig også svært at se nogen nødvendig genetisk kobling mellem tillidvækkende personlig integritet og konsekvent retskaffenhed hos politikerne i forhold til det svinske og forræderiske håndværk, som politisk praksis jo er. Og altid har været, lige dér ændrer spindoktorer ingenting. Vi gad således godt være en "flue på væggen" i den socialdemokratiske organisation, hvor den indtil for nyligt fungerende bykonge af Århus, Nikolaj Wammen, skal til at finde sin plads blandt alle de andre ambitiøse politiske "hanhunde" med uvægerlig "høj haleføring" For hvem han naturligvis vil være en langt større trussel end selv Troels Lund Poulsen og de andre trætte gamle mænd. Der blot stadigvæk er så forfærdeligt unge, men SLIDTE

En anden form for slid ser vi på en anden lokal konservativ kandidat, Karina Boldsen. Der uhyre solbrændt (uden at være neger selv om man godt i forbifarten kan være berettiget i tvivl) og om muligt endnu mere sorthårede Boldsen lokker med, ja det ved vi ingenting om. Hendes hår er så sort, at det nærmest ville have været blåt, hvir farven altså blot havde været ægte. Ligesom pocketbog-westernhelten Walt Slade, som alle vi raske Foska drenge stadigvæk husker. Hvad mon hendes program er? Gratis solarier til alle, måske eller hennakur til de særligt værdigt trængende grå/blåræve blandt kvinderne? Nok næppe det sidste, henna giver vist et rødligt skær eller? Herfra mindes vi aldrig at have set noget så fuldstændigt åbenlyst forlorent på en valgplakat, for når hverken hår- eller hudfarve er ægte selv i hårdt-retoucheret form, hvad er dog så? Måske et ægte politisk "dyr" I det mindste er det da til at spotte det forlorne i fruen.

Nu er solariets hårde lys en hård og desværre totalt irreversibel nyser og lyn-ældningsproces for huden og det tydeligvis ganske uanset, om Boldsens yndlingssolarium som alle andre altid reklamerer med "nye rør" Hvor galt det i virkeligheden står til med den smilende solarie-sild kan man overtyde sig om, hvis man skulle forvilde sig ind på den lokale Århus Stiftstidenes hjemmeside, hvor avisen forsøger at finde de lokale "politiker-babes" m/k.
Billedet af Boldsen der ligner mest en kvindelig udgave at den australske skuespiller Paul Hogan, ham med "Crocodile Dundee" På ham var det blot klædeligt og han scorede jo osse silden Linda Koszlowki "i enden" Utallige rynker af forskellig dybde- på dette lidet flatterende portræt af Boldsen mere end antyder en kvinde, hvor næppe nogen selv af de dybere af rynkerne ligefrem er fremkommet som noget følge følge at vedvarende smil. Ingen forekommer at være det bedste gæt.

Der er mere lidt "polarforsker" over portrættet, hvor slidte bronze-brunede mænd misser mod kameraet med læderhuden spændt stramt ud over kindbenene. Helt, helt anderledes end lettere oppustede og vist ellers nogenlunde jævnaldrende Troels Lund Poulsen, hvor der er ganske langt til den første rynke. Rynker eller ej, de her kandidater stemmer vi ikke på. Og nok heller ikke på en anden lokal kandidat, en vis Otto Ohrt, som er let-kendelig på sine (sikkert med pilegiften curare) kunstigt opspilede øjne. Med sit statisk stor-øjede stirrende stor-bebrillede blik minder han mest om Anders And, dengang han med sin hypnosepistol skulle være inkassator. Alle husker vel den udødelige replik "Pling, du er hypnotiseret!"
Måske det virkeligt virker ligesom i tegneserien, jeg føler allerede en vis kvalme som vist er slags svimmelhed..?

En anden mere landsdækkende nyhed i dag er, at den danske brødhvede-produktion i det store hele er regnet væk. Selv om det ikke havde regnet ville sommeren nu nok næppe have givet meget anvendelig højprotein-hvede, Danmark er trods alt et marginalt hvede-dyrkningområde, som vi tidligere har beskrevet. Nok om det. Kommentaren desangående i JP´s erhvervsektion er nu alligevel provinsielt pudsig på en lidt sjov måde: "Manglen på kvalitetskorn kan presse priserne op"
Øh, den forstår vi ikke helt, for høsten i resten af verden har da været udmærket og derudover har høstresultatet i Danmark nogenlunde samme geo-økonomiske betydning for hvedeprisen som det ville have på verdensmarkedsprisen på olie, hvia man væltede en dunk benzin i Tarm. Hvededyrkning (og sukkeroe-ditto) i Danmark er og bliver en politisk beslutning, IKKE en agrar-økonomisk, ganske på samme måde som under den engelske fastlandsblokade af Danmark under Napoleons-krigene hvor begge galskaberne startede.

En mand med en mission og en mukkert

Alle vi drenge, der har læst den vel mest langtidsholdbare blandt de små-fascistoide bøger om selvretfærdige selvtægtsmænd, den om Remo med i tykke håndled i "The Destroyer" vil vide hvad vi taler om. Når vi beskriver vellysten ved at gå løs på et nedrivningsdømt træhus bevæbnet blot med en mega-mukkert og et brækjern. Hvorefter virkeligheden snart indfinder sig efter den første eufori, som det desværre altid ledsager enhver krigsbegyndelse. Hvor sejren af uransagelige grunde altid forkommer så sikker og vis, at hvis man havde vundet den så let som man havde troet, så ville der jo ikke have været meget hæder forbundet med sejren, og dermed ikke alverden at juble over til en start.

Sejren ligger dog i kampen og det her træ-kolonihavehushus kæmpede bravt mod nedbrydningsholdets ellers overlegne våbenteknologiske tour de force, der udover ikke mindre end 2 mukkerter udover det nævnte brækjern også omfattede hele 2 save og en stor Stanley-hammer. Og ikke mindst mænd af den rette støbning, som ikke var bange for at bruge dette arsenal på det skide genstridige hus. Og efter kun et par enkelte skrammer forårsaget af store søm er huset nu smadret og transporteret til Eskelund genbrugsplads. I foruroligende mange trailere, det var ikke noget lille hus og det gør vel på en måde bedriften, som allerede fra starten ikke måske hører til de største, blot en lillebitte smule større?

Så hele weekenden gik med at betragte herlige periodens geniale konstruktionsdetaljer indenfor den hjemmegjorte fremstilling af træhuse, hvor ikke mindst den gennemgående anvendelse af 4-tommers søm hamret skideskævt ned i massive 4X4 bjælker gav mere end en smule sved på panden. Og da især fordi disse på helt uforudsigelige steder i konstruktionen var erstattet af 4 tommers træskruer, som jo var noget vanskelige at hive op. For nu at sige det lidt mildt og så alligevel så langt lettere end at skrue dem op igen. Fordi det sidste var helt umuligt, det første kun næsten.

Nu er kampen så forbi for denne gang, og tilbage er det blot at pleje de kløende øjne og andre udsatte hudområder efter al den herlige hastigt desintegrerende rockwool, som det genstridige hus dryssede så rigeligt ud over de få, men beslutsomme angribere. Man kommer til at tænke på en lignende episode under 1. verdenskrig i kampen mellen den geniale tyske general Paul von Lettow-Vorbeck og de derværende ganske uduelige engelske kolonitropper. Som i en særlig lidt glorværdig fægtning under gigantiske tab blev slået på flugt af de talrige bier, som traditionelt boede i de palisade-bymure, som de angreb.

Nu var samme Lettow-Vorbeck en helt usædvanligt formidabel general, måske en af verdenshistoriens allerstørste, som med en lillebitte underforsynet styrke hele krigen igennem konstant som en støt svingende metronom formåede at påføre de engelske styrker mellem 10 og 20 gange så store tab, som han selv led. Han vandt ganske vist ikke krigen, mest fordi han aldrig nogensinde kunne, for den blev tabt i Europa. Alligevel døde snesevis af tusind af engelske soldater her i Østafrika selv for krige helt usædvanligt meningsløs vis. Ja, vi taler om noget, der minder om de samlede FN-tab i Korea-krigen og senere de amerikanske i Vietnam/Cambodia/Laos. Og altsammen blot med et par hundrede tyske koloni-soldater.

Alligevel ville samme Lettow-Vorbeck nok have betakket sig at skulle føre en anden om muligt endnu mere håbløs retrætekamp. Som for eksempel den i Afghanistan, hvor de danske døde og sårede i denne weekend må siges at være ofre i en forlængst tabt krig. For når man allerede har besluttet sig til at trække sig ud uanset hvor langt man rykker terminen fram eller tilbage, så HAR man tabt. Og så kan nok så mange højtlønnede spindoktorer ikke ændre på det eftermæle af total fiasko, som denne NATO-mission vil få. Spindoktorer kan godt ændre dommen i samtiden blot der er penge nok, blot ikke i eftertiden, der er historiens dom både ubønhørlig og inappellabel.

Og dér ender den allierede intervention i Afghanistan på samme måde som den engelske og den sovjetiske: Som fuldstændigt meningsløs. Som det naturligvis også vil vise sig for NATO at blive i nutidens Libyen, hvor det vil vise sig ca. ligeså let at samle de utallige åben ind igen, som i de gode gamle dage i Afghanistan. Hvor man med samme noget tvivlsomme logik bevæbnede Taleban og de selvsamme mujahedeen-krigere, som nu vinder har vundet krigen over NATO. Selv ikke Rambo gjorde nogen forskel. Skæbnens ironi kulminerede vel, da de selvsamme amerikanske SEAL-elitetropper, som havde bøffet Bin Laden, blev dræbt af et af de Stinger-missiler, USA selv havde doneret.
Det eneste man kan lære af de her konflikter er vist, at våben altid kan vendes om. Og bliver det. Man kan så håbe på, at det bliver anderledes i Libyen, for medierne mener vist, at fordi Libyen er et potentielt uhyre rigt land, så skulle det vist være lettere at indføre demokrati. Derfor regner man vist nærmest med, at alle de nyligt bevæbnede som en selvfølge afleverer deres våben igen.
Er det ikke noget med, at der altid er flere spillere med, når gevinsten blot er stor nok, det ser man da ofte i dansk Lotto. Og i Libyen er den sikker for den sidste, der står op, som nok næppe er den, der er valgt ved en dybt demokratisk valghandling.
Derfor kan man jo godt håbe på det bedste alligevel. Som også et et nyt styre i Afghanistan dropper dyrkningen af højtbetalte opiumvalmuer og går over til ren selvforsørgende subsistens-landbrug med hvede. Jamen det KAN man!

"You have been weighed on the scales..

and found wanting" er jo et herligt citat for de bibelstærke. Som altså så IKKE omfatter denne skribent, end ikke i sin mindst restriktive fortolkning af "bibel-styrken", så derfor aner jeg ikke, hvad det hedder på korrekt bibel-dansk. Det lyder nu godt alligevel og særdeles ildevarslende og da ikke mindst i disse tider med status og anden ondskab lige omkring. Den oprindelige historie handler vistnok om en af naturens rigtige såkaldte "festaber" (vi har jo trods alt her i tiden den tiltagende inderligt (u)festlige årlige fest-(u)ge), den babylonske konge Belshazzer. Hvad han hed på babylonsk hersker der vistnok en næsten babylonisk forvirring om siden jeg nu ikke lige selv kan huske det, men mon ikke det kan være substantielt ligegyldigt, og i mangel af bedre har vi valgt den engelsk-sprogede translitteration. Som for de få eller endnu færre fejres i operaen "Belshazzer`s Feast" af komponisten William Walton. Og som vi har i vores vinyl-diskotek i en audiofil EMI-udgave, man har vel engang været kultiveret uden at det dog senere har sat sig særlige spor.

Nå, helt så galt gik det dog ikke, da den barske revisor var forbi. I det store og hele lykkedes det at finde de anførte optalte emner i forholdsvist forskriftsmæssig stand. Faktisk var der vist intet overhovedet, der ikke var der, og det er dog noget. Til gengæld skal vi så i den nærmest-kommende tid i gang med at flytte alle de ting, der under en status "fikseres fysisk" på grund af optælling og efterfølgende kontrol til de steder, hvor de for flere dage siden skulle være ankommet. Derfor er der et syndigt rod/en uhyre kreativ aktivitet for at få tingene færdige (relativt) til tiden. Og forude venter så det dér fordømte gamle kolonihavehus, som skal "transmogriffes" i småstykker ud på Eskelund Genbrugssation i weekenden.
Det sidste er hårdt især forbi, der netop er ankommet en god stak superduper JBL-2 tommesdrivere af den nærmest obskønt højtprissatte model 2451H.
Det mest uhyggelige scenario er så, at hvis den viser sig at være bedre end alle de ganske mange ellers ganske brilliante drivere på 10 kg. plus pr. stk., 2441/2445 o.a., som ligger rundt omkring, så har vi ikke horn nok.
Menneskelivet er noget pudsigt noget. Hvis man ingen reelle problemer, så må man jo tydeligvis finde på nogen, der så efterfølgende naturligt "by default" vil være de største, som man har og dermed pr. samme. håbløse definition nærmest løselige. Idet man jo ellers skulle opfinde et nyt fiktivt problem.
Måske man i stedet som profeten med det velsagtens veludviklede "snydeskaft", jøden David (sådan noget kan vist sagtens sige endnu, selvmordsbombeindustrien blandt jøder er jo trods alt ikke endnu blevet en hovedindustri..?) påpegede for kong Belshazzar. Man skulle se, hvad der stod skrevet på væggen. Og der står overhovedet ingenting i dag, så mon ikke bare man skulle tage og være lykkelig, uanset om man har nok truthorn eller ej?

Og derudover skal vi da huske at opfordre alle til at læsse et langt læserbrev i dagens JP af en vis speciallæge, Jacob Geday, der hedder "Kæmp for rimelige boligpriser" For denne enfoldige og dermed med nødvendighed retteligt beskedne skribent er det her simpelthen et særdeles seriøst bud på den allermest håbløse logik omkring prisdannelse på boliger. Fordi manden minsandten mener, at staten DIREKTE skal gå ind i realkeditmarkedet og på sædvanlige realkreditvilkår tilbyde at belåne de sidste 20%, som ellers god praksis siger skal finansieres andetsteds fra. Og da ikke mindst i disse turbulente tider.

Bag disse teknikaliteter indeholder læserbrevet blot ét eneste langt råb om hjælp til at få solgt sit hus fra en tydeligt spoleret stor dreng, der for første gang oplever tilværelsend sande hårdhed og svigt. Til den pris, en bagatel af 4.7 mill. i et totalt bevidstløst nybyggerkvarter i den helt identitetsløse soveby-forstad Søften, som han altså bare VIL have! Om der findes kedeligere forstæder derude med næsten-naboskab til byens eneste forbrændingsanlæg vides ikke, jeg kan ikke lige komme i tanker om det.
Argumentet om, at det vist er 20% mindre end det koster at bygge et nyt tilsvarende er noget af det lammeste, denne skribent har hørt altså som SALGS-argument. Der er tale om kun 6 år gammelt arkitekttegnet hus, sikkert individualiseret i en sådan grad, at alle potentielle boligsøgende med 5 mill. i lommen nok ville vælge løsningen med at bygge noget ordentligt selv. Og da især nu, hvor de værste overpriser og klamphuggere blandt håndværkerfirmaerne er røget i svinget. Som jo ellers florerede så rigeligt dengang. Ja, der var næsten ikke andet.

Men læs det og hav ondt! I maven af grin over hvor ynkeligt særdeles velbjærgede mennesker som denne speciallæge kan gebærde sig. Blot fordi de VIL VIL VIL! have det for deres hus, som de ønsker. Fordi det er så helt fantastisk fedt og lavet ligesom de selv ville have det og fordi de sjovt nok nu ikke gider bo der længere uden at det dermed er helt klart, hvorfor andre så skulle ønske sig præcist det samme unikke hus. Derudover er bolig-logik altså noget spændende og meget alternativt-logisk. For hvordan kan det dog være en tragedie, som omtalt på et offentligt elektronisk medie, at 1/5 af alle hushandler giver tab til sælgeren. Hvad med de 4/5, som har tjent penge penge på bare at BO? Eller for alle de 5/5 af alle bilejere, som sælger deres bil med tab? Ak ja, tragedier overalt.