Status

Så er det i dag, at den skrappe revisor Anders atter engang vil gennemgå vores firma. Lad os til en start afsløre, at det ser endda helt fint ud, sagt på godt jydsk. Vi har dog åbent som næsten sædvanligt, så tøv endeligt ikke med at kontakte os.

Dobbelte standarder

Efterhånden talrige som det fine gamle udtryk "frø af ugræs" er forslagene om beskatning af multinationale selskaber føget og da sjældent med mindre substans end op til et valg. I lighed med den fiktive græsart "ugræs" (som iøvrigt slet ikke nødvendigvis er græs, ikke at det nødvendigvis gør den mindre fiktiv, naturligvis), som ellers er et fint digterisk virkemiddel og som i denne skribents beskedne landbrugstekniske viden vel nærmest er en slags særligt genstridigt såkaldt rajgræs eller måske skvalderkål der måske har givet den oprindelige inspirationen til Christiania-sangen om at "de kan ikke slå os ihjel.."), så er det svært at få skovlen under de trans-nationale gigantselskaber. For eksempel er det jo sin sag korrekt at prissætte det koncentrerede sorte tjærelignende fluidum, som Coca-Cola sælger til sine nationale distributører. Som formodentligt derefter i lighed med deres danske operatør, De Forenede Bryggerier, år efter år sælger dette verdenskendte produkt med betydelige tab.

Man skulle tro, at kapitalismens ubønhørlige jernhårde logik ville tendere mod at diktere en lavere indkøbspris eller mere effektiv distribution eller et eller andet andet (så har vi vel udtrykt det lidt forsigtigt), men sådan hænger tingene naturligvis ikke sammen. Ingen ønsker dog at betale mere i skat, end det praktiske minimum, ja de fleste ville vel ligefrem vælge billigere løsninger, hvis de kunne. Og det kan og det gør alle virksomheder selvfølgelig, hvis de sidder på væsentlige dele af et marked og tillige på hele produktions- og distributions-processen bag markedsandelen. Sådan noget får uvægerligt det værste op i folk og det er vel naturligt nok. Ligeså naturligt som det er at forsøge at bekæmpe disse multinationale monstre. Og svært grænsende til det egentligt umulige, ikke at det naturligvis bør afholde staten fra at forsøge. Mere sådan for at forklare, at det så nok ikke rigtigt vil lykkes. Nogensinde.

Æren er i kampen, ikke nødvendigvis i sejren, og det er jo lige i denne heldigt, når sejren er så forfærdeligt fjern. Og så ind imellem ser man så alligevel virksomheder med en så fremragende brilliant markedsføring, at det alligevel lykkes fuldstændigt at "afmontere" alle de ubehagelige spørgsmål om skatter og monopoler og alt muligt andet. For mens utallige politikere har forsøgt at beskatte McDonald i Danmark desuagtet, at hele selskabets konstruktion er ren privatejet lokal franchise og osse Microsoft har fået nogen på hatten ikke mindst i EU (det er heldigvis helt anderledes i lille Danmark, hvor selv en Arla-markedsandel på sølle 95-97% naturligvis aldrig kan anskues som et monopol), så er der et firma, der er sluppet for alt.

Det kan naturligvis være, fordi der intet er at sætte fingrene på, det ved vi naturligvis ikke. Men forklaringen kan vel også være, at Apple med sine i lighed med alle andre store succesrige firmaers glimrende produkter bare er dygtigere i deres strømlinede markedsføring. Det sidste ER de givetvis, dette kolossalt værdifulde firma har formået at skabe succes på en for publikum særdeles overskuelig produkt-portefølje med fantastisk kontinuitet. Og helt givet total jernhård kontrol med alt fra primær produktion hos underleverandørerne til det sidste salgsbilag i forretningen. Graden af kontrol får tidligere markedsledere i den tvivlsomme disciplin med at forsøge at styre et produkts eksklusivitet som Bang& Olufsen til at forekomme helt flinke. Baggrunden er så ganske vist billig.

Når man som kunde så står dér i en Apple-butik og ikke kan købe de programmer, som ellers fysisk forefindes i rigelig mængde i forretningen, fordi Apple lige denne dag har dekreteret, at netop dette program fra NU af kun kan downloades direkte i Apple-butikken, ja, så er det jo ikke nemt at undgå en vis lede ved denne ulidelige maniske markeds-kontrol. Ikke desto mindre mindes vi aldrig nogensinde hverken her eller i EU nogen politikere udtale sig om hvorvidt sådan noget er ønskeligt eller om de interne handelspriser mellem delene af en sådan organisation ligefrem afspejler nogen realiteter.

Nå, når ingen spørger om sådan så er det nok fordi alt er i orden. Og Apple naturligvis qua sin store succes i Danmark selvfølgelig betaler skat med glæde ligesom vi andre gør, så det gør de naturligvis. Alligevel er det ganske bemærkelsesværdigt, at den netop afgående Apple-frontfigur hos Apple, Steve Jobs, i denne den bedste af alle verdener kunne slippe afsted med noget af det han huskes for. Ikke mindst at han havde ry for rutinemæssigt at spørge tilfældige medarbejdere på gangen om deres funktion i kompagniet og hvis han ikke mente, at deres forklaring var god nok for ham, så fyrede han dem på stedet. Sådan noget gjorde Henry Ford d. Første af Detroit forresten også og blev passende udråbt til en superkapitalistisk udbytter, næppe særligt forkert.

Mærkeligt at ellers identiske historier kan fortolkes så forskelligt og nogen bliver selvfølgelige skurke og andre selvfølgelig ikke, men måske den om Jobs blot ikke er rigtig. Det værste er så blot, at den fremføres med noget, der næsten minder om kærlighed overfor Jobs` og hans hastigt kommende minde. Hvilket særligt almennyttigt samfundsformål det så tjener på denne måde næsten at "kanonisere" ærkekapitalismens værste sider hos en iøvrigt dygtig og nødvendigvis hård iværksætter er så bare ikke lige til at forstå. Som også at Danmark i Libyen STADIGVÆK bomber med sine angivelige præcisionsbomber uden særligt mål eller med. Sådan lidt "Bombningen af Dresden" i 2. verdenskrigs sidste dage i mini-format, ødelæggelser, som man selv snart skal betale for at udbedre..
Tjah, dobbelte standarder er vel bare dobbelt så godt. Og ligemeget, hvor mange milliarder Bill Gates testamenterer til velgørenhed, så er han stadigvæk en XXXX! Selv opfinderen af dynamitten, ellers heller ikke vanvittigt flinke Alfred Nobel eller den fuldstændigt skruppelløse stål- og jernbanekonge Andrew Carnegie blev dog i eftertiden husket for andet end det gode. Som ganske vist KUN var tjent på det onde og tillige på den helt hårde og barske kapitalistiske måde.

Impasse

Nu er denne ydmyge skribent en total amatør udi det sprog, som "frø-æderne" taler dernede i Frankrig. Mon man politisk korrekt overhovedet længere kan karakterisere hele folkeslag på denne måde på trods af den ellers ganske veletablerede kendsgerning, at de jo faktisk æder disse padde-lår. Og kan man overhovedet længere bruge ordet "padde", det har jo osse en noget tydelig pejorativ betydning. Verden er i det hele taget blevet et meget sværere sted at være i de senere år, og intet job er vel i den ny-oplyste verden mere umuligt end en ny-oversættelse af tegneserien Tin Tin til ny-dansk. Et politisk korrekt udgave af Tin Tin vil simpelthen blive fuldstændigt ligeså meningsløs som handlingen i en af de film, som figuren Cartmans mor i "South Park" altid lige tilfældigvis dukker op i. Det ellers meget specifikke og særdeles explicitte form for seksuel udfoldelse, som går igen i dette andet tegneserieunivers vil vi morgenmads-appetittens navn lade ligge. Et lille "clou" Det har mere end meget at gøre med den (vist med en mulig enkelt undtagelse) kendte bøsse-sanggruppe "Basix"´ uofficielle øgenavn.

I mangel af nogen udviklet form for "francophili" vil vi i stedet bruge det fine udtryk i overskriften i dag i den engelske form. Ikke mærkeligt, at ordet findes på engelsk, det officielle regeringssprog i England var dog trods alt i mere end 2 århundreder fransk på nogenlunde sikkert samme ukendte vis, som at udenrigsministeriet i Danmark hed "Det Tyske Kancelli" Fordi man heller ikke her talte dansk. Mange krøller i dag på en krøllet verden, og så har vi endda ladet det måske største mysterium ligge. For hvorfor i alverden æder englændere dog så ikke frøer når de nu bruger alle de "frankismer" og England er altså alt andet lige et bedre og fugtigere "frø-land" end Frankrig. Så mange mysterier og så lidt tid..

Ordet "impasse" på engelsk er rigt-facetteret og kan betyde for eksempel, at en situation er gået i "baglås" (ikke at forveksle med det mere kendte "benlås" som dog vist næppe nogen helt kan forestille sig hvordan den kan være dødbringende, et sjovt udtryk for en for delinkventen tydeligvis særdeles u-sjov situation. Sådan lidt "perle/perker politi-problematik over det, en vist robust humor finder der jo dog i de kredse)
"Impasse" betegner også en situation, hvor alle involverede lige sidder og "fedtspiller" lidt, fordi intet nok så offensivt udspil fra nogen af de fastlåste parter alligevel vil kunne åbne spillet. Således også naturligvis i det politiske miljø omkring situationen i Libyen. Man ved virkelig, at en situation er på vippen, når selv de noget aggressive republikanske opadkommende præsidentkandidat-emner i USA lige for en tid stikker "piben ind" På ganske selvsamme måde som den naturligvis ikke mindre magtliderlige præsident Obama (ellers var han naturligvis aldrig blevet valgt) heller ikke ligefrem skryder triumferende udover æselflokken. Vi, der fulgte med i skoletimerne vil jo teoretisk svagt (eller hedder det svagt teoretisk?)kunne huske, at de amerikanske demokraters maskot er et BLÅT æsel. Amerikanere MÅ være dumme.

Næsten ligeså dumme som dem, der i præsident Obama ser en folkelig demokrat af europæisk tilsnit og format. Det sidste kan nu sagtens være rigtigt, det første er det helt givet ikke. For som alle amerikanske præsidenter efter Reagan (og de fleste naturligvis også FØR samme), så er også Obama en særdeles ufolkelig og til særdeles fuldendt-velintegreret del af det mest eksklusive amerikanske politiske elitære demokratisk-aristokratiske "Establishment". Det er det nærmeste,, man i USA kommer på den middelalderlige situation i Europa med adelige og kongelige og tron-ranere og andre tron-prætrendenter og de har allesammen altid det tilfælles, at de ferierer på USA`s mest lukkede og eksklusive ferieø, "Martha´s Vineyard" Selv Tvind-Amdis kunstige og eksklusive rigmandsø udenfor Miami var ren "Djurs Sommerland" i sammenligning.

Ovenstående vist mest for atter engang at understrege, at selv erklæret demokratiske politikere ikke nødvendigvis mænger sig med andet end ligeværdige/sindede. Demokrati rækker sjældent udover den erklærede politik. Og når så derfor både Obama og de ellers uhyre højtråbende kommende republikanske præsidentkandidater så tydeligvis har nået en "impasse" i deres vurdering af den nuværende situation i Libyen, SÅ er der grund til at være bange, rigtig bange.

Samme konstellation kunne jo ikke blive enige om (og nej, det er de STADIGVÆK ikke blevet!) at afværge en total amerikansk stats-betalingsstandsning. Ingen af disse stor-spillere i det amerikanske politiske spil har lige nu noget at skulle have "klinket" ved at udtale sig om Libyen. Ingen lover noget, ingen håber højlydt noget, alle venter blot på det uundgåelige. Som naturligvis vil blive den fortsættelse af borgerkrigen, som hele tiden har været uundgåelig. Blot er præmien i næste omgang blevet MEGET, MEGET større. I går bød tidens bedste bud på en tilbage fra den romereke oldtids kleptokratiske (oversat: rag det til dig, som du kan for enhver pris) styre, den nuværende italienske pro-kosul/præsident Berlusconi ind med at sige, at Italien ville frigive et par indefrosne milliarder. Og det blev suppleret med andre løfter fra EU og FN om, at andre multimilliarder af libyske udeståender ville blive ført tilbage.

Jamen for Helvede, hvad er det lige DET vil føre til. Ja, politisk stabilitet eller kontrolleret genopbygning af olieindustrien? Naturligvis ikke,. Som i Anders And-historien om "Skillinger fra skyerne", så vil der opstå en fortsat kamp til døden om at få del i skillingerne. Selv i Danmark kan en væltet øl-bil allerede skabe tumultarisk kleptoman-aktivitet blandt alle forbipasserende i den desperate kamp for at sikre sig et par gratis øller. Og her taler vi om en bil lastet med hundrevis af milliarder, som skal uddeles til en befolkning allerede væbnet mere end til tænderne. Gys, håbet for fremtidig fred kan vist ligge på et meget lille sted. Nemlig præcis lige dër, hvor det hele tiden har ligget: Ingen steder!

Nå, i mellemtiden kan vi så glæde os over den evige "human interest", der altid er i alle plyndringer af væltede potentaters boliger. Det eneste bemærkelsesværdige hidtil fra plyndringen af Gadaffis palads er vist, at man endnu ikke hævder at have fundet pornografisk materiale, men det skal nu nok komme. Det er ellers ganske rituelt at forsøge at sværte de faldne magthavere som tilsvarende ALMINDELIGT liderlige som de havde været naturlige MAGT-liderlige. Så jo, det skal nok blive værre end de hidtil afdækkede billeder i det plyndrede palads af en iøvrigt tækkeligt tildækket tidligere kvindelig amerikansk udenrigsminister.

Freden kommer så nok ikke til Libyen lige med det første nu når alle klanerne ikke blot skal slås om olien. Indtægter fra den er jo trods alt totalt baseret på en stabil stats-konstruktion. Om det er blodigt diktatur eller velfungerende demokrati kommer til at betyde mindre, stabilitet for store investeringer er til gengæld alt.
Anderledes fred har der så indfundet hos de tilfangetagne, som de medie-tiljublede horder af såkaldte frihedskæmpere har fanget. Og som vi tidligere i disse spalter har undret os meget over, hvor er blevet af, det var ellers guf for alle journalister at kunne beskrive Gaddafi-tyranniet indefra eller..?

Et godt gæt dengang var naturligvis, at de nok ikke længere var lige sådan at komme til at interviewe og nu er der så endelig dokumentation for, at de tilfangetagne Gadaffi-tilhængere får fået den skæbne, som alle fanger i alle borgerkrige altid har fået: De er naturligvis blevet pløkket ned på stedet efter at sejrherrerne har leget lidt uhyggelig "kattens leg med musen" med dem inden den endelige aflivning. Hvordan det kommer til at gå med Gaddafis mørkhudede professionelle hær (i medierne kaldet det pejeorative "leje-soldater" men hvilken professionel soldat er dog egentlig ikke det, fjolser!) tør man næsten ikke gætte på. Godt er nok ikke et godt gæt..
Og et nyt tilskud af større gevinster i en "impasse-situation" skaber blot en endnu mere fastlåst "impasse" Som at løse bandeproblemerne i Danmark gennem milliard-statsstøtte. Det eneste det ville være føre til ville naturligvis være endnu mere kamp med dyrt indkøbte højteknologiske våben i mellem banderne om milliarderne.
Er det virkeligt svært at forstå, nej vel?

Status

Sig nærmer tiden, hvor alt skal tælles i (mand)tal her i vores lille virksomhed. Ja, tiden er endda så nær nu, at vi allerede så småt er ved at begynde på vores årsafslutning som dikteret af vores skrappe, men retfærdige revisor. Uden hvilken der iøvrigt næppe ville have været noget firma i dag og da under ingen omstændigheder det, der er, så tak for al udvist hjælp, Anders! Sig så ikke med Monty Python, at revisorer er de kedeligste af alle mennesker. Ikke alle er omend nok de allerfleste, vi har da mødt mere end et par af den dybt kedsommelige slags.

Det her skæve regnskabsår bringer andre og hyggelige minder tilbage på den lidt "skæve" start, som vores firma fik, hvor vores veje skiltes fra firmaet med samme navn, som det har i dag igen. Efter den senere tvangsopløsning som selskab og det sidste er slet ikke det værste at tænke tilbage på på denne festlige årstid. Ikke alt her i verden går efter fortjeneste, men DET her gjorde!

Tilbage lige her inden status er så blot at sige, at det har været et godt år i lighed med alle de tidligere år i vores lille virksomhed. Vi har det fantastiske privilegium at handle med ordentlige, kompetente og uhyre loyale mennesker og venner år efter år, og i al beskedenhed vil vi da vælge at tro, at grunden til, at de kommer tilbage til os er fordi vi gør en positiv og menneskelig forskel. Og i morgen er vi så inviteret til reception i anledning af et 25-års jubilæum hos af de bedste af rigtigt mange bedste på Egmonthøjskolen i Hou. Som simpelthen har været med alle årene som kunde i forskellige positioner og tak for det!

Og derudover vil vi så her ved indledningen til den århusianske festuge lige sidde og fejre os selv lidt i en tid, hvor rigtigt mange andre i branchen ikke akkurat fyrer kanonslag af i festivitas over hvordan det går. Året har som høsten i den gamle Østblok været gennemsnitlig, blot heldigvis for os med modsat fortegn: Lidt bedre end sidste (gode) år og lidt værre end næste (endnu bedre) år.
Tak fordi I var med til det , allesammen derude, og vi snakkes ved de næste mange år!

Byggemøder

Her fra morgenstunden er der desværre (eller heldigvis afhængigt af perspektivet, selv støtter vi afgjort det sidste synspunkt) gået lidt byggemøde og manuelt arbejde "i det" Når vi har fået overblik over det engang i løbet af formiddagen, kan det være der bliver tid til lidt spøg og skæmt på denne plads.

"Anarki eller Kaos"

Nu er filosofi forfærdeligt mange ting, og ret meget med ordets oprindelige betydning af "kærlighed (eller noget lignende) til visdom" er der ikke meget af i ret mange filosofiske systemer. Ja, man kan vel i virkeligheden sige, at jo mere møjsommeligt og storladent et filosofisk system er, jo mere menneskefjendsk ender det med at de blive. Og det så uanset om ophavsmanden er kirkefaderen Augustinus i sit værk "De Civitate Dei" eller Marx og Engels. Jo mere stort tænkt, det hele bliver, jo bedre bliver det til at kværne alt, som ikke passer ind i de forud fastlagte mønstre.

Dagens overskrift er "sakset" hos en langt mindre ånd blandt filosofferne, selv om denne karakteristik selvfølgelig ikke klinger hos hans tilhængere. Det er måske lidt paradoksalt, fordi manden bag citatet i idealismens umulige verden stod for noget andet. Som desværre viste sig blot at være mere af det samme, som den spanske borgerkrig med forfærdelig tydelighed viste. Vi skal tale om anarkisme.

Franskmanden Jean-Pierre Proudhon betragtes sædvanligvis som den første anarkist, en i virkeligheden interessant filosofisk abstraktion i sig selv, for hvordan man lige kan vide det er ret umuligt at forstå for denne skribent, som har læst "Mytteriet på "Bounty" og mytteristernes efterfølgende paradisiske liv på Tahiti. Rent anarki i praksis uden indblanding fra lederen af mytteriet, styrmanden Fletcher Christian. Indtil den onde kaptajn Bligh og og den lede civilisation fik sat en stopper for dette lykkelige anarki. Hvis det altså var det, nå men det kunne da se sådan ud, temmeligt meget endda.

Man kan så meget passende fundere over den muligt dybere mening i dagens dybe filosofiske tanke, mens vi ser den sejrrige verdensalliance (man tænker let på tegneserierne om "Lovens Vogtere" med Superman og Batman og "Lynet", og "Flammen" og idiotiske "Grønne Lygte" (hvad skulle man dog med sådant et fjols, når man allerede havde Superman på holdet?), som osse den ene gang efter den anden skulle redde verden fra sig selv)og dens lokale lidt mere anløbne håndlangere invadere Tripoli.

Ifølge forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, (som for denne let-skræmte skribent så afgjort er den minister, som vil blive savnet ALLERMINDST efter en regeringsrokade, uha hun er uhyggelig!), så er der naturligvis tale om en sejr.
Ja, sejren er faktisk så stor og ubetinget, at man allerede inden erobringen af Tripoli fra dansk militær side taler at bombe videre. Denne gang naturligvis ikke Gaddafis smuldrende styre, som man fra Verdenssamfundets/Lovens Vogteres side naturligt har levetidsforlænget ved stort set at eliminere muligheden for at Gaddafi skulle kunne flygte uden at blive straffet. Nej, allerede nu truer man med at bombe videre mod oprørerne, hvis de skulle finde på den for området ellers ikke ualmindelige praksis, som består i at hævne sig så blodigt som man nu lige formår. Forståeligt og populært og folkeligt og næppe derfor til at undgå.

Danmark bakker denne trussel af den afgjporte "let-myggevægtsklasse" op med åbent at tilslutte sig en ikke-interventionspolitik med soldater på landjorden. Hvordan man så efterfølgende logistisk vil bombe den ene langside i uundgåelige summariske standretter, som er uundgåelige og har været det i området i årtusinder ved voldelige magtovertagelser, ja, det er interessant. Og da især fordi forsyningen af de i medierne uforklarligt forherligede såkaldte "præcisionsbomber" forlængst er udtømt og alle de 8 danske fly skal have nye motorer (igen-igen) OG renoveres totalt efter strabadserne.

Vi har ingen anelse om, hvem der vil vinde i den kommende kaotiske stammekonflikt i Libyen, hvor der er våben overalt i en grad, som kun overgås af folks lyst til at bruge dem. Sikkert er det, at de, der vinder den kommende borgerkrig denne gang som alle tidligere gange altid kun har sejren "til låns"
Vi kan så glæde os over, at fru Lillelund Bech kun ganske kort tid længere har forsvarsministerposten til låns. Vi skal tilbage til gGønlandsminister Johs. Kjærbøl og hans bemærkninger om "en bange grønlænder" for at se mage til gennemført usympatisk optræden. Set fra det kommende anarkistiske kaos i Libyen er det nok en noget sølle trøst, men det er altså den eneste, vi lige kan se.
Politikere som Lillelund Bech kan naturligvis aldrig anerkende en fiasko "på egen vagt", men hvordan i hede hule Helvede kan man dog undgå det, når man allerede er i færd med at planlægge bombning af sine EGNE allierede i en igangværende borgerkrig...?

Tekniske problemer

Vi har her til morgen lidt problemer med en ventilator i vores tyske racer-automobil, som kommer til at tage lidt tid. Derfor bliver det så ihvertfald heller ikke her til morgen, at vi kommer til at kommentere den nylige fusion mellem den franske højttalerproducent Focal og det en lillebitte smule mere traditionsrige engelske elektronikfirma Naim Audio. Vi har tidligere engang behandlet historien om Naims tilblivelse og for de forhåbentligt mange, der ikke lige gider checke denne beskrivelse ud, så er det osse nok herfra sikkert tilstrækkeligt at minde om, at der heller ikke rigtigt er noget at skrive hjem om -om Naim.

Nu er der næppe heller nogetsomhelst ligeværdigt omkring denne fusion, som udefra mest ligner overtagelsen af et endnu mirakuløst fungerende elektronik-konkursbo. Brancherygterne omkring Naim har føget ganske tæt i efterhånden adskillige år, og selv om den slags sommetider er omgærdet med mere end et enkelt bevidst plantet løgn fra konkurrenter og bagvaskelse og anden svigagtighed, så tydede intet nu på, at Naim akkurat stortrivedes. Og det gjorde de så nok heller ikke, siden de er, hvor de i dag: Blot reduceret til et brand i det fortsættende firma, som vist hedder Focal&Co. Sådan lidt ligesom det nok stadigvæk lidt bedre kendte "Anders And & Co." bare knapt så sjovt, når man nu hedder Naim.. Selv om det jo også på den rigtige tegneserie-front går tilbage for de allerfleste.

Nå, vi kan så håbe, at den sagesløse verden i fremtiden endelig kan blive fri for det helt syge koncept, som Naim var i så forfærdeligt mange år og måske kommer videre. Sammen med Linn grundlagde Naim en af hifibranchens mest fundamentalistiske religioner omkring, at lyd-KILDEN altid var det allervigtigste og at alle komponenter derefter progressivt betød mindre. Indtil man kom til de sagesløse højttalere, der som ellers normalt mest akustisk/elektrisk kompromitterede del paasende kunne være en ligegyldig skotøjsæske. Mens omvendt kilden, CD eller tuner forforstærker osv., simpelthen blev "plastret til" med ekstraordinært overprissatte ekstra strømforsyninger.

At kalde hele dette for hifibranchen stadigvæk og heldigvis for det da sjældne "opgraderings-cirkus" for fremmende for nogetsomhelst andet end Naism fortsatte og i virkeigheden ganske fornuftsstridige eksistens er næppe korrekt. Udover at Naims oprindelige fastholden af DIN-stik med det ellers principielt korrekte argument om, at det derved var lettere/delvist muligt at opretholde det engang så attråede elektrisk korrekte såkaldte "stjerne-stel" blev naturligvis noget udvandet af alle de bunker af latterlige sorte boxe. Som man som rettroende "naim-ianer" blev nødt til konstant at anskaffe sig, fordi man som andre rettroende naturligvis alligevel hele tiden er i tvivl om man nu tror NOK. Ikke RIGTIGT, men heller aldrig aldrig nok.

På den måde blev hififorhandleren naturligvis Naim-disciplenes allerbedste ven, ja, for rigtigt mange af de efterhånden uhyre få helt givet deres ENESTE ven. Fordi man som Naim-ejer ALDRIG nogensinde kunne nå at blive færdig i sin evige søgen efter evig og stadigt mere flygtige (og ikke mindst efterhånden stratosfærisk-prissatte) lykke.
Har vi været for hårde i dag? Måske, Naims første produkter lød fint i deres elementære og grinagtigt-amatøragtige blikæske-ubehjælpsomhed (hvor "kl. 9 på volumenknappen altid var ensbetydende med fuld udstyring med den nominelle følsomhed på 70 mV), men den efterhånden stærkt accelererende firma-strategi, hvor købernes stadige usikkerhed på graden af deres egen tro var simpelthen ren "Tupperware-party" Blot uden hjemlig hygge og papilotter. Eller nogen kvinder for den sags skyld. Eller blot fornuftige mænd for hvor lykkelig er det lige man bliver ved at stable små sorte kasser ovenpå hinanden i en evig stræben efter, ja, ingenting. Udover fornyede stel-problemer, der efterhånden for de mest troende må have antaget kolossale proportioner.

Lykke gennem tænding af vokslys/blålys i stedet for at foretage sig noget fornuftigt kan vel kun dårligt betragtes som livets væsentligste indhold. Og at savne et firma som Naim, der har ernæret sig så mange år ved at udnytte de mest tryghedshungrende og halv-sølle blandt de stadigt færre hifientuaster er måske også lidt højt at svinge sig op.
Som at savne det, den amerikanske humoristiske sanger Tom Lehrer engang benævnte "the old dope peddler", det giver simpelthen ingen mening. "Elektronisk narko" som Naim i så mange år markedsførte sig er stadigvæk et narkotikum, hvor lykken principielt er og udelukkende KAN VÆRE en alt for kortvarig rus.

"Rain"

Når man sidder og glor ud af sine store skrå-vinduer, mens regnen brager ned (relativt, altså, de nye energi-panserglasruder i vores firmadomicil dæmper alle lyde særdeles fint), så flyver tankerne. Både frem og tilbage og vist i virkeligheden bare rundt. For eksempel til mig og fruens gentagne besøg i på verdens fladeste og tørreste kontinent, hvoraf det seneste for allerede alt for forfærdeligt længe siden kulminerede i verdens bedste bryllup.

Dette skete i verdens måske også hyggeligste og mest små-søvnige millionby Adelaide, og derfra er der godt 800 km. til en anden og større by, som har mere med dagens overskrift at gøre end Adelaide. Som allerede ingenting har har med ret meget at gøre med hensyn til regn og anden våde, det regner nemlig næsten ligeså lidt i South Australia, hvor Adelaide ligger, som det gør i Southern California. Hvor det som bekendt overhovedet ikke gør, ihukommende teksten fra Albert Hammonds vist eneste evigtgrønne hit "It Never Rains in Southern California" Og store digtere har som bekendt den største ret til at sige stupide ting som evige sandheder, tænk blot på Klaus Rifbjerg og hans slæng.

Det er helt anderledes i Melbourne, Vic., som Adelaides store rivaliserende nabo-by hedder. Der regner det sommetider helt vildt meget ad Helvede til og en af gangene er blevet verdensberømt. Ganske vist kun som en såkaldt "B-side" på en single-vinylplade, men det er dog trods alt også en hel del mere end de fleste regnbyger på nogen måde realistisk kan "regne" med at opnå. Beklager den søgte sætningskonstruktion, den forekom sjovere i tanken..

Nå, tilbage til denne Lennon/McCartney sang, som det jo er på denne single, hvor forsiden hed "Paperback Writer", i den danske af Jørgen Mylius samlede tekst/nodebog oversat med ak ja "Billigbogsforfatteren" Det synes lille Poul godt nok engang var skide-ringe, men hey, Mylle havde dog ret, det ER jo det, som det betyder. Hvem skulle nu have troet, at éns daværende store idoler kunne skrive sådan noget pladder. Men det kunne de altså og det gjorde de og blev milliardærer. Eller blot døde eller lidt af begge dele.

Sangen "Rain" blev til som en passende kommentar til alle de mennesker, der går og brokker sig over vejret hele tiden. Hm., tydeligvis ikke alt Beatles´ tekstmateriale aspirerer tydeligvis helt til "nobel´ske prishøjder" og den her er da ganske særligt dum. Udover at man for første gang i sangen "Rain"ser små smagsprøver på de tekniske finurligheder, som producer George Martin senere skulle excellere i, så er denne uforglemmelige sang nu på sin rette plads dér på bagsiden af en super-single.

Ikke alle singler fra Beatles´ hånd/hænder var dog særligt "super", for hvem andre end særligt ihærdige masochister kan dog nytte blot en enkelt strofe fra bagsiden på singlen "Lady Madonna"? Som hed "Ihe Inner Light" og forhåbentligt forlængst nådigt er forsvundet i den store glemmebog. DEN var stor-slem for selv kroniske Betales-fanatikere som dengang 12-årige lille Poul

Nå, i stedet vil vi istemme en anden og mere mundret og nyere "antiregnvejrs-sang", "Rain Please Go Away", sunget af Dan Tyminski sammen med uforlignelige Alison Krauss og Union Station. Måske det hjælper, vi skal have malet nogle brædder. Ellers kan vi prøve at spille sangen "Regndans" med Danseorkestret. Mage til idiotisk lyrik skal man dog lede en hel del efter selv i nyere danske sangskrivning, så måske DET kan skræmme bygerne væk..?
Om det skader at prøve ved man altid først bagefter og end ikke til den tid alligevel med nogensomhelst sikkerhed. Vilkåret for selve livet, hvor den endelige facitliste heller intet kan bruges til, når livets skole alligevel permanent har "ringet ud"

Den lille akademiske forskel

En kær gammel ven, nu desværre forlængst forsvundet til det fremmede (København kaldet), har korrekt påpeget, at ikke begge gårsdagens omtalte hifi-kombattanter er lige dumme. Desværre er forskellen nogenlunde ligeså stor som i filmen "Alien vs. Predator", hvor vel i virkeligheden osse Predator scorer et par ekstra billige point på denne noget tvivlsomme "Sympatiskala" At være en smule flinkere end Alien er altså ikke synderligt fortjenstfuldt, men er altså stadigvæk uomtvisteligt korrekt.

For det ER naturligvis sandt, at den ene af forfatterne af alenlange tirader (ikke at forveksle med det nærliggende udtryk "RE-tirader", i det mindste ved NOGET. Uden at denne viden dog på nogen måde gør ham blot det allermindste mindre stupid eller mere sympatisk. Ingen nok så stor akademisk viden (og lige her er vi endda slet ikke oppe i den kategori, mere en slags impotent og dræbende "techno-babble") kan dog lave et oprindeligt megafjols om til andet end et "akademiserende" megafjols. Dette selvopfundne sidste udtryk må HELLER IKKE forveksles med det noget mere hæderkronede gode gamle udtryk fra vej-industrien, "macadamiserende"

Nu er der tilfældigvis tydelige fællestræk med denne oprindelige proces til konstruktion af vejbelægning, som blev opfundet af skotten McAdam (og som gik ud på at mase asfalt og småsten sammen som nødtørftig vejafdækning) og så den fremgangsmåde, hvorpå alle diskussioner dræbes på avtainment.dk. Den ene kombattant skruer blot op for det almindelige ordskvalder og anvendelsen af fremmedord uden mening i indlæg af en længde, som ingen fornuftige mennesker overhovedet gider læse. Spændende, ikke?

Den anden, derimod, ruller sig ud i pseudo-tekniske betragtninger, som forlængst burde have gjort ham til en af hifi-branchens største tænkere og konstruktører. Hvis han altså havde haft noget at have sin insisterende påståelighed i. Og her taler vi om en absolut "non-karriere" i elektronikbranchen på over 30 år. Meget godt gået, faktisk, tilfældigvis næsten totalt sammenfaldende med denne skribents vel i virkeligheden heller ikke synderligt imponerende samme..? Den slags giver virkeligt med rette særdeles ydmyge mennesker som denne skribent noget at tænke over. Man er tydeligvis ikke helt alene i sin livsrolle som muligt måske misforstået geni eller..

Nå, min kone har hugget kameraet, så derfor må et billede af weekendens projekt. Måske meget passende til ja altså weekenden. Vores firma er kommet i besiddelse af et par JBL 4560-kabinetter, der som Altec A7 er en kombineret horn- og basreflekshøjttaler, blot mindre og endnu mindre anvendelig. Det vil sige, at den GODT kan spille en smule bas, blot LANGT, LANGT mindre end den kan spille MELLEMTONE/NEDRE BAS. Den kan til gengæld godt equalises til at spille en anstændig bas, MEN hvis driveren bringes til blot ën eneste gang at ramme horn-tragten, tjah så (er) det altså "Det er Nat for fru Knudsen", for at blive i dagens akademiske film-lologiske letvægtsafdeling. Denne danske film fra 1971 var HELLER ikke ret god, håbløst instrueret af ellers ganske kapable Henning Ørnbak og med manuskript af en af datidens populære forfattere af letfordærvelig sludrevorn plidder-pladder litteratur, Leif Petersen. Sdan en slags "tidslomme-udgave" af nutidens (lande)-plage Elsebeth Egholm, blot uden alle mordene. Vi har udelukkende nævnt ham idag for selv yderligere at glemme ham. At glemme Elsebeth Egholm er sværere. Ikke fordi hun er spor uforglemmelig, blot fordi hun er her NU og insisterende alt, alt for meget.
På samme måde som vi fremturer i vores afstandtagen til den syge debat derovre på avtainment.dk.
Det er nok desværre for vores læsere en ringe trøst, at det altså har en særdeles honnet mentalhygiejnisk funktion, men så er det gode ved at bruge ord på denne pseudo-begivenhed vel ligesom også sagt..? Den lader vi så lige ligge.

"Alien vs. Predator"

Alle forældre af alle slagse føler sig vel undertiden lidt mere end "halv-kiksede" Og vel næppe end når man vil det så godt og så i stedet medvirker til noget forfærdeligt skidt. Ikke at dagens eksempel i en ellers ganske velfungerende dansk forstads-familie måske ligefrem kan hen-regnes til den absolutte sværvægtskategori i problemer, så fortæller det jo naturligvis noget uhyre vigtigt alligevel. Nemlig at der hersker en generelt ganske idyllerisk (jamen det HEDDER det på den lokale dialekt) atmosfære her i vores lille firma-domicil, der jo som visse bekendt dublerer som hjem.

Nu er denne skribent ikke normalt af den "leflende" slags, men gjorde dog fornyligt en undtagelse. Alle papfædre "angler" vel et eller andet sted efter en vis respekt fra den samboende familie-sammenførte teenager, og derfor troede jeg, at der var mulighed for at "skyde papegøjen" ved at optage en af den slags film af allertvivlsomste splatter-karakter, som datteren excellerer i. Det måtte da for et par sekunder kunne bryde den sædvanlige pakis mellem os (lidt overdrevet red.) Kort sagt, jeg optog den muligvis dummeste film, som jeg nogensinde har skimmet, "Alien vs. Predator" Jeg skulle jo være sikker på, at den var plat nok og DET var den, så ganske overordentligt rigeligt. Allerede den oprindelige Schwarzenegger-film om tågemonstret "Predator" var ubeskriveligt ringe og kunne i sin ubehjælpsomhed have været animeret af en tilfældig teatermaler, og meget bedre var de senere deklinationer af ellers stoute Sigourney Weaver i alle de forskellege "Alien-film nu heller ikke ligefrem. Tilbage var der blot forventningsfuldt at vente på den fortjente anerkendelse på denne heltemodige papfaderlige kraft-indsats.

Og så viser det sig blot, at hun har det her filmiske mega-makværk MASSER af gange allerede. Det var simpelthen fuldstændigt ligeså kikset, som når forældre til alle tider uvægerligt spørger til gamle venner og kærester, mennesker som forlængst allesammen forlængst er blevet efterladt tilbage på perronen af det eksprestog ud i den ukendte intethed, som ethvert liv altid har været. Sådan noget fatter forældre naturligvis aldrig, og de eneste sikre pejlemærker, som de kan finde i deres teenageungers liv er uvægerligt dem, som ungerne forlængst permanent har forladt og aldrig senere genser. Og er der noget mere pinligt for ungen end interesseret at blive spurgt af håbløst altid aldeles anakronistisk-nyfigne forældre om den NÆST-seneste dreng, som datteren kyssede på. Adr, hvor latterligt er det lige de er!

Så meget altså for filmen "Alien vs. Predator", som kort sagt er et bråvallaslag udført på computeranimation mellem 2 vanvittigt usympatiske monstre. Eller ettere mange af hver, ikke at det gør det meget bedre eller værre. Jo, nok en smule værre, da filmen derved bliver noget længere end allerede ganske ubærligt, som den er efter et kvarters tid.
Alligevel føler man sig ganske godt beredt efter at have set denne film, når man i almindelig begyndende kedsomhed søger lidt adspredelse på de helt statiske danske hifi-fora. Det fortæller vel i virkeligheden mest om denne skribents ubeskrivelige mangel på fantasi, men det sker altså at jeg kikker forbi. Hold da helt kæft, hvor må jeg dog kede mig og man siger ellers , at intelligente mennesker ikke keder sig. Hm, men det hjælper så tydeligvis ikke mig..!

Og så kører der i disse dage alligevel noget derovre på avtainment.dk, som bringer minder tilbage om "Alien vs. Predator" Nemlig en helt aldeles ligegyldig række af ligegyldigheder mellem 2 fuldstændigt ligegyldige mennesker. Som kun har det ene tilfælles, at de så forfærdeligt gerne begge 2 med et lån fra tegneserien "Iznogood" så forfærdeligt gerne vil være "kalif" (i stedet for kaliffen: læs den anden tron-prætendent/tronraner) Det er virkkeligt urkomik af højeste klasse at følge de alenlange tirader af tomme ord mellem kombattanterne.

Kamphanerne er en vis tidligere vist sporadisk nævnt "Mogens Østjylland" og et anden heller ikke voldsomt her i huset højtestimeret lokalt båthorn, en vis "Kurt von Kubik" Den ganske forudsigelige ikke-udvikling i diskussion mellem disse statiske tågehorn svarer i sin urimeligt vanvittige og helt usandsynlige handling ganske godt til den tilsvarende håbløse af slagsen i filmen. Som de rigtige tågehorn ved de forræderiske rev og havnemoler "båtter" disse evige tomgangspersoner blot løs om egen ufejlbarlig fortræffelighed. Uden nogensinde at ville indrømme at man nogensinde har eller teoretisk i fremtiden vil kunne tage fejl. Hvis det lyder spændende er det hverken spor tilsigtet eller det mindste korrekt

Anderledes med denne skribent. Jeg vil, ganske vist meget nødtvungent, meget gerne indrømme, at jeg ved at sidde og glo på en stupid film og denne tråd bestemt ikke har mine "stolteste stunder" Ja, jeg vil også godt indrømme, at jeg i dette sidste tilfælde faktisk er endnu dummere end de allerede ubeskriveligt dumme skribenter derovre på avtainment.dk. De gør jo trods alt osse kun det, som de gør bedst af alle: Smadrer en engang nobel og honnet hobby.
Man må som med andre naturligt forekommende ubehaelige katastrofer som tsunamier og vulkanudbrud blot tage acceptere det næsten uacceptable, men uundgåelige, fordi disse igennem årevis storhedsvanvittige personer med hver deres seriøse bud på verdens største hifi-egoer ikke kan lade være med at være som de er. Som vores 2 hanhunde, der tisser overalt uden vist helt at skulle tisse særligt meget. Og det er jo blot som det må være. Og ialdfald ganske harmløst så længe de sidder der ved hver deres skærm og væk fra gader og stræder. Jeg kunne jo bare lade være med at kikke, og at jeg så alligevel gør det, ja DET er eddermame dumt! At forsøge som i filmen at "holde med" nogen af de kæmpende fuldstændigt usympatiske monstre..!

Budcyklen..

..er ekstra pumpet her fra morgenstunden, da der er lige rigeligt små-løse ender at klare. Så "ud over stepperne" fra om et lille øjeblik. Heldigvis besidder denne skribent et ganske godt tråd over over bakkerne og solen skinner, så hvad er der egentligt at vente på? Ingenting, måske der bliver til til lidt intellektuel fordybelse lidt senere, klart vejr og passende motion klarer altid tankerne, men tager jo så samtidigt paradoksalt nok tiden til at bruge disse tanker til noget videre.
På den anden side, hvis livet virkeligt aldrig skulle blive sværere end bestigningen en solrig sensommer-morgen af den næste bakke på budcykel, så er man vel i virkelig nærmest lykkelig..?...

Marginalnytte

Dagen starter lidt på "den store klinge", så vi bliver noget kortfattede i dag. Dog skal vi lige nævne, at vi lige læste en kronik i dagens JP , forfattet af en professor ved den vistnok ret anerkendte Copenhagen Business School. Det er nu osse ret smart med en forkortelse, der "rimer" på det hæderkronede gamle amerikanske plademærke CBS og i sin fuld-form rammer den ihvertfald engang særdeles velrenommerede London Business School. Denne sidste renommé er muligvis blevet lettere "rustent" af alle de , dumme, dorske og dådløse snotforkælede milliardærunger fra det østlige europa og Mellemøsten, som forældrene har forsøgt at forlene med en titel. Som man nok kan høre kommer denne skribent fra anderledes beskedne kår.

Nå, under alle omstændigheder og uanset hvilket kriterium en videregående uddannelses-institution anvender (og her er penge naturligvis ingen undtagelse lige så lidt som udenadslære af salmevers og kalligrafiske færdigheder engang var), så er der en tendens til, at en blind udvidelse af optagelsen naturligvis vil medføre en mindsket såkaldt "marginal-nytte" Det betyder på almindeligt non-business dansk, at fordi man fordobler optaget til en videregående uddannelse, så fordobler man naturligvis ikke nødvendigvis talentmassen. Eller blot noget, der ligner, for eksempel helt elementære færdigheder indenfor faget. Ligeså lidt som en forfatterskole naturligvis i sig selv uanset mængden af elever skaber store forfattere. De betydelige, der måtte udgå af en kunstskole er givetvis dem, der ikke havde behøvet gå der. Eller alternativt har spildt de bedste og mest formative år der i stedet for at opleve noget, som det måske var værd at skrive hjem om.

Tilbage til vores professor, som helt åbent udtaler det sølvfølgeligt indlysende problematiske i, at undervisningsministeren betragter det som et ubetinget og samfundsmæssigt objektivt gode, at 25% af den danske ungdom får en videregående uddannelse. Ja, han er endda kættersk nok til at formene, at de sidst optagne måske ikke ligefrem nædvendigvis er nogen gevinst. Ja, denne skribent vil sågar føre kætteriet en smule videre og hævde at de sidst ankomne ved den forestående mulige fordobling medvirke meget til andet end at øge karaktergennemsnittet for den nuværende studentergruppe. "By default", ganske vist, vist mest blot ved at være der uden at være til megen gavn ellers iøvrigt, hverken under eller efter studierne. Ren "HF-isering" af de videregående uddannelser hvis HF da ellers stadigvæk er den "mindre krævende intellektuelle lillebror" til studentereksamen, som jeg selv husker. Hvor ens dumme folkeskolekammerater på HF pludseligt blev "intellektuelle damplokomotiver" med striber af 11 og 13-taller, som man som daværende student måtte kæmpe (til tider da) forgæves for at få.

Og det på trods af, at jeg naturligvis vidste, hvor klog jeg selv var dengang, og det var naturligvis meget. HF er næppe siden blevet ændret meget i den retning, og det sikkert mest fordi det jo ikke er nemt pludseligt at "dumpe" en hel årgang 1 eller 2 karakterpoint uden selv som underviser at få røven på komedie.
Uddannelse i sig selv fører ikke nødvendigvis til nogetsomhelst fornuftigt undtagen hos dem, der er klar til det. Mere eller mindre "tvangsudskrevne" studerende, som blot er statister i en syg statistik, bliver hverken selv klogere eller blot bedre samfundsborgere. De kommer blot til at udvande en uden deres deltagelse allerede meget bedre uddannelse.

Nå, nu er denne opdagelse naturligvis ikke ny. Dumhed og almindelig uvidenhed har hersket til alle tider. Lad os her til sidst tage et fuldstændigt ligegyldigt og uhyre indforstået (og derfor naturligvis tilsvarende fuldstændigt uforståeligt for de allerfleste) eksempel. I atter én af de latterlige debatter om, hvilken højttaler, der er den allerbedste og fuldstændigt forvrængingsfrieste (beklager det søgte bogstavrim), ser vi et sjovt eksempel. Anledningen er den i virkeligheden aldeles tragi-komiske, at man diskuterer hvor gode éns højttalere skal være, for at man overhovedet kan udtale sig om noget som helst. En lillebitte grinagtig mandsling hævder nu, at man for overhovedet at udtale sig, så skal man som absolut MINIMUM besidde et sæt tyske hornhøjttalere af en helt bestemt model. Vi har selv fundet på det med minimum, fordi samme tyske virksom laver nogle større modeller, som vel i samme syge logik må formodes at være kangt bedre end det vist allerede ellers perfekte.

Eller også er de det ikke, der er altsammen ligemeget, for INGEN højttaler ligner dog virkeligheden nok til, at ikke selv halvdøve mennesker et stykke nede af vejen vil kunne høre forskel på ægte og reproduceret lyd. Nu roder vi selv vældigt meget med store truthornshøjttalere og det da spændende og interessant (ellers gjorde begavede mennesker som denne skribent vel næppe den slags-jo!, siger fruen) og den slags højttalere giver et interessant og helt givet ekstraordinært alternativt billede af den oprindelige akustiske begivenhed. Ikke den rigtige eller eneste eller måske blot den bedste, men et godt og HØJTSPILLENDE bud.

Og så tilbage til det dér med tilbagegangen i det danske uddannelsesniveau på trods af stigningen i optaget til de videregående uddannelser. For hvordan kan nogen dog ellers forklare, at denne tyske ikke voldsomt store hornhøjttaler med sit ABS-plastictruthorn og 2 stk. særdeles effektive (ikke positivt ment, blot en parameter for højttalerenheders evne til at spille HØJT, ikke at forveksle med GODT og aldrig BAS samtidigt red) 12 tommers basser er specificeret til sygt-grinagtige 18Hz? Sådan noget kan man da kun hævde overfor nogen, som aldrig nogensinde har haft matematik i skolen-som tydeligvis køberne til sådan noget.

Fysisk er tingene desværre såre prosaiske: Det er simpelthen helt umuligt at få fragtet en hornladet højttaler med 2 stk 12-tommere til 18 Hz ind igennem en normal dansk døråbning, end ikke adskilt i adskillige stykker. Og nej, man kan IKKE equalise sig frem til dybbas som de her påståede 18 Hz i selv hornboxe på hverken 500 eller for den sags skyld 1000 liter stykket. Der er nemlig overhovedet INTET lydtryk at tage af.
Se, den slags åbenlyst grundløst pladder hævdede man ikke i de gode gamle dage, dengang optaget til de videregående uddannelser allerede var langt mindre end det bliver. Desværre er erosionen tydeligvis allerede sket, for de største tågehorn i de her skræmmende hifi-debatter er ikke længere blot det mindste unge...Gys, hvor galt kan det ikke gå når det allerede nu er så indlysende helt galt!

Kan virkeligheden virkeligt "spoles tilbage"?

Efter at vi i går afleverede op til flere billæs-fulde audiokomponenter er det tid til en vis eftertanke. Det kommer så passende til at ske , mens vi ruller videre rundt i kendte og fjernere dele af det danske landskab, vi har osse i dag forfærdeligt meget at se til. Eller rettere, det har fruen, som er i besiddelse af husstandens indtil videre aller-eneste kørekort. Og derudover må vi krybe til korset og tilstå, at restureringsprojektet af vores JBL Olympus S8R er udsat til weekenden, derfor endnu ingen billeder.

Billeder er der så tydeligvis nok af i de engelske storbyer. Af alt muligt og af alle mulige alle steder og hele tiden. Om det er godt eller skidt i absolut målestok kan vel nok være vanskeligt at afgøre udover at det må de forøvrigt selv bestemme. Det er jo trods alt dem, der er englænderne og slet ikke os, og så er det jo altsammen i virkeligheden ganske let. Som med de voldsomme udenlandske protester mod den ellers ret spagfærdige danske grænsekontrol, som så til gengæld i ren og skær skingerhed til gengæld overhovedet ikke er kommet op i gear i forbindelse med Spaniens nylige lukning af sine grænser for østeuropæiske arbejdere.

I det sidste tilfælde her er der ellers tale om et totalt fundamentalt (beklager pleonasmen her!) brud med enhver regel om arbejdskraftens fri bevægelighed i EU, for det er vel ret best meningsløst at tale om sådan noget, når Spanien gør enhver bevægelse over grænsen fysisk umulig. Ikke at vi ikke kan forstå det, vi kan blot ikke forstå, at andre tilsyneladende endnu ikke har forstået de uundgåelige implikationer. For når én kan, så kan alle og da særligt i ethvert "alle for én"-samarbejde. Som EU givetvis var tænkt af de "vise fædre", men aldrig blev, og heller aldrig ville have kunnet blive. Drømmen var smuk og virkeligheden som altid en ganske anden. Sådan er det vist bare med drømme.

Anderledes i forbindelse med optøjerne i nogen engelske storbyer. Megen sympati-fremkaldende frihedskamp er der ikke over at se den volds-drukne pøbel forsøge at få en fladskærm ned af en væg ved at flå i den. Og da det tydeligvis ikke afficerer dette alt andet end britisk-producerede kvalitetsprodukt, så hænger idioterne sig så der på videobillederne sig op i skærmen. Uden at det vist hjælper meget mere. Vi er simpelthen tilbage på det rene tidlige menneskeabe-stadium af redskabsbrug. Hvor nyopdagelsen af sten af kasteskyts endnu for disse nutidige anakronistiske sen-primater repræsenterer "state of the art"-våbenteknologi. Når man ser de ekstatiske stenkastere er det ikke svært ganske grafisk at forestille sig krigshandlingerne mellem neanderthalere og cromagnon-mennesker.

Alligevel er der en forskel. Allerede i forbindelse med selvmordsterroren mod undergrundsbanen i London for adskillige år siden var det bemærkelsesværdigt, at man helt entydigt kunne udpege de ansvarlige. Ikke alene kunne man se dem på billederne fra utallige overvågningskameraer, næh, man kunne også se, hvem de var. Eller rettere, havde været, "imperfektum" eller alternativt "perfektum" er jo til alt held den rette tempus her. Hele London er simpelthen fuldstændigt plastret til med hyper-effektive overvågningskameraer. Og hvor effektive de er, ses af politiets fremfærd mod den vildt plyndrende pøbel.

I stedet for at forsøge at arrestere dem "red handed" og "on site" (vi er jo i den engelsktalende del af verden), så kan selv af de noget hyppigt-problematisk-gentagne billedsekvenser (der er tydeligvis en hård billedcensur et eller andet sted og ingen "Local Eyes" stikker deres svinetryne i noget) se, at politiet bare spiller "the waiting game" Til det atter bliver lyst og ballademagerne fredeligt kan anholdes i deres hjem. For så vidt som almindelig søvndrukkenhed altid medfører en vis medgørlighed hos delinkventerne.

Ja, visse steder i verden KAN virkeligheden helt tydeligt spoles tilbage med både særdeles positive konsekvenser for retssikkerheden og naturligvis også det absolut stik modsatte. Eller måske rettere, det sidste er nok desværre den nødvendige langsigtede og ubehagelige konsekvens. For hvordan kan et samfund overhovedet være frit, når alt altid kan "spoles tilbage" At det så i visse undtagelsestilfælde (og DET er der tale om her, simpelthen ren civil "undtagelsestilstand") kan være heldigt nok betyder jo ikke, at det er et absolut gode.
Hvem skulle nu have troet, at de irske terrorister i IRA således fik held til at "tilte" hele det engelske samfund og helt fundamentalt true enhver retssikkerhed, fra tiden omkring den lede kong John i 1215 og "Magna Carta", da det jo var derfor, den kolossale overvågningsindsats blev gennemført. Altså på grund af de syge irske voldsfanatikere.
Sommetider er kuren ikke bedre end sygdommen, selv om det måske kan se sådan ud på kort sigt. Fordi kuren i sig selv er dødbringende på sigt. Det allerværste er næsten, at KUREN her IKKE kan "spoles tilbage"..Virkeligheden er allerede permanent forandret, fordi virkeligheden som her måske allerede ER optaget og åbenbart aldrig kan slettes og fordi jo ingen optagelse kan spoles tilbage til før starten..

Det skæve tårn i Pizza

Her til morgen vil denne skribent lægge al sin kærlighed i at "gnubbe" lidt. Inden eventuelle "sprog-røgtere" (hvis dette ord ellers osse længere kendes af nogen) vil indvende, at det kan jeg som mand overhovedet ikke ("gnubber" er så vidt vides det oprindelige danske slangudtryk for en kvindelig homoseksuel), så JO!, det kan jeg godt. På et efter teaktræs-olie desperat hungrende sæt JBL Olympus S8R med 375-driver og alting. Ikke at det er hensigten at påføre den fine LE15-bas dette fluidum, men vores tømrer siger, at de trænger. Og lad så de trængende blot komme til mig. I det her tilfælde var det desuden ganske let, da de stod henne i enden af vores værksted under trappen.

Anderledes svært bliver det til gengæld nok helt at vende de problemer i den danske folkeskole, som den internationale såkaldte Pisa-undersøgelse jo længe har påvist. I går var selveste professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitet ude med i virkeligheden aldeles sensationelle udtalelser om, at der i det seneste årti havde været tale om forringelser snarere end forbedringer i uddannelsessystemet.

Det sensationelle var naturligvis ikke, at han sagde det, det har alle lærere allerede gjort længe. Nej, det sensationelle lå i, at han IKKE gav besparelser skylden og derudover mente, at indførelsen af karakterer fra 1. klasse var en rigtigt god idé. "O tempora o mores", som salig gamle Cicero engang udtrykte det, som det formodes bekendt for alle vore læsere. Om han så mente det MED eller UDEN udråbstegn bagefter er til gengæld svært at vide, da latin slet ikke havde opfundet tegnet. Udover at samme Cicero jo heller ikke var eller for den sags skyld blev særlig gammel. Selv i helt gamle dage var de fleste mennesker jo ganske overordentligt unge. Ja, selv den navnkundige romerske hærfører Scipio Africanus den Ældre var engang ganske lillebitte og overordentligt meget yngre og hed slet ikke Africanus endnu.

Nå, de danske lærere tog naturligvis ikke denne "kæberasler" (mon osse det ord er forsvundet, det er ellers et godt ord eller måske rettere var inden den generelle kniv-oprustning blandt ballademagere) uden at give igen. "Tag dén, Fritz, og dén og dén!", som min, viste det sig desværre efterfølgende, fiktive drengehelt Wing Commander "Battler" Briton kunne have udtrykt det.

I morgenens DR Update kører denne tekst forneden med foruroligende regularitet " Danske lærer afviser..." og (Pisa-undersøgelsen afvises på grund af) "..mindre videnskabeligt tilgang" Og det her sproglige ævl står uantastet dér på skærmen time efter time.
Den dér Pizza-undersøgelse og dens for Danmark mindre flaturende-flatterende resultater er da vist dermed noget mere end sandsynliggjort, for ligefrem indlysende sproglige fejl i HVER ENESTE sætning af 2 mulige er vel lige til "sinke-kassen" (hvis ellers den kvælende politiske korrekthedsindustri tillader dette udtryk længere). Afsløringen af denne afgrundsdybe uvidenhed om pluralis og adverbier/adjektiver og andre vidtløftige eksotiske og andre ukendte sprog-teorier er ganske vist ufrivillig, men vel blot derfor så meget mere overbevisende. Vi venter så næsten kun på den praktiske anvendelse af citatet i overskriften, der dog nok hæmmes noget af, at næppe nogen elever eller lærere i dagens geografiske videns-vakuum længere ved noget om noget tårn. Hverken dét i Pizza eller nogen andre steder. Ja selv de ellers askillige tårne fra "Ringenes Herre" er vel allerede gået i den prækambriske "Store Glemmebog"

Hvordan kunne de dog gøre det! version 2

I går var så dagen, hvor vi blev ejere af et seriøst bud på verdens mest håbløse højttalersystem. Eller måske i virkeligheden den mest vellykkede del af dette hel-kiksede 2-delte system af urimeligt store boxe med desværre en nærmest reciprok lydkvalitet. Ikke at det siger meget, men nok noget om et firmas totale fejlbedømmelse af et marked, som de totalt fejlbedømte og simpelthen "gav væk" til andre dengang noget mindre konkurrenter. Ikke mindst JBL "guffede" dette musikalske markeds-segment, som blev ledigt "by default", som det netop indkøbte projekt mest ligner.

Højttalersystemet er den relative bas-del af et 2-box Altec-system fra starten af 1970-erne, kaldet 1215 og er et frontladet horn. Det er en temmelig stor kasse for nu at udtrykke det en smule mildt, 120X70X65, og dermed på samme størrelse som Altecs egen kæmpe-succes, model 828 med kælenavnet og varemærket "Voice of the Theater". Denne sidste FRONT-ladede box spiller anstændig bas til 50 Hz og frontladningen af enheden muliggør, at basenheden med sin direkte kan bruges et stykke op i frekvensområdet uden helt urimelige tab af niveau. Uha, hvor er vi dog indforstået tekniske i dag!

Anderledes med misfostret 1215, som OVERHOVEDET ikke kan spille bas. Niveauet er ifølge datidens officielle og uden nogen rimelig tvivl korrekte salgsmateriale fra Altec allerede ved 70 Hz 10 dB under niveau. Vi taler altså om EN TIENDEdel lydstyrke ved ikke spor dybe 70 Hz i forhold til resten. Til gengæld skal denne kolossalt store ikke-basgengivende højttaler så deles meget langt nede, fordi 15-tommers højttalerenheden gemt inde i boxen ikke udstråler nogen begribelig mellemtone overhovedet. Vi vil skønne, at 300 Hz er den maximale frekvens opefter, som dette misfoster (ikke) bør anvendes til.

Desværre for verden eksisterede der ikke dengang eller nu, for den sags skyld, nogen mellemtonedriver, som kunne anvendes NED til denne latterligt lave frekvens. I deres visdom valgte Altec så i stedet deres dengang kraftigste og dyreste driver med såkaldt "phenolic"-lærredsmembran, som desværre heller ikke overhovedet kunne løse opgaven, som i sin desværre teoretisk plat-umulige enkelthed bestod i at kunne spille sammen med bassen. Man valgte en delefrekvens på ganske epokegørende-idiotiske 800 >Hz, hvor vokal-forståeligheden i bashornets diffuse mellemtone forlængst var forduftet. Og så kunne det endda blive endnu mere håbløst, hvis man altså virkeligt anstrengte sig, og DET havde man gjort hos Altec.

Den valgte superrobuste driver, som ellers mest blev anvendt i tågehorn, kunne nemlig overhovedet ikke spille diskant. Allerede ved ikke imponerende 7000 hz var niveauet faldet 10 gange, altså samme 10 dB som ved 70 Hz. Ikke meget bedre blev det så af, at allerede ved 8000 Hz var niveauet nede med 30 dB, for teknisk uinteresserede (om dem er der da forhåbentligt flest af blandt vore læsere) ca. helt forsvundet. Resultatet fra Altec var ganske bemærkelsesværdigt: Man havde formået med anvendelse af uhyre kostbare komponenter at fremstille en højttaler så håbløs, at hele den dengang mere kritiske datid (som jo så naturligvis med nogen ret betragtede sig selv som NUTID, for det var de jo som alle er til hver en tid, når det altså er NU) simpelthen må have korset sig. INTET har med nogen fordel kunnet gengives på det her ubegribeligt kiksede produkt, hverken bas, mellemtone eller diskant. Det første og det sidste eksisterede overhovedet ikke, og det midterste var end ikke blot fjernt genkendeligt.

Det her er simpelthen et bemærkelsesværdigt latterligt produkt, og naturligvis derfor at finde i vores besiddelse. Et andet ikke meget mindre latterligt produkt prøvede vi i går, nemlig en i professionelle kredse særdeles anvendt DA-konverter. Den er ikke billig, men til gengæld var resultatet entydigt i lighed med en tidligere test af en anden studie-konverter fra en særdeles velrenommeret tysk producent: Fuldstændigt håbløst grinagtigt latterlig. Lydforskellen var så markant, at fruen fra sin passende og fortjente plads i lænestolen i den lidt fjerne midterste stue på etagen ovenfor sagtens kunne høre forskel. Og det var altså ikke bare en forskel, nej det var blot ikke godt eller bare rimeligt.

Selv vores tudsegamle let defekte Tascam 701 med sin allerede i 1988 lidt teknisk-suspekte konverter gør det tydeligt bedre end de her 2 etablerede professionelle studio-standard konvertere. Begge disse nye konvertere er teknologisk kompetente naturligvis og konnektiviteten i top og det er så osse det. Lyden er simpelthen en vits.

Hvad man så kan lære af det er så ikke rigtigt til at vide. Den eneste forskel for os at se på Altecs projekt dengang og de her 2 helkiksede konvertere i dag er vist, at dengang kunne alle straks se, at at Altec var barslet med en teknologisk fuldstændigt vanskabt "skifting" for nu at blive i den folkelige tradition. I dag kan man så til gengæld langt lettere slippe af sted med at markedsføre sig ud af problemerne med manglende lydkvalitet, som unægteligt heller ikke længe har nydt nogen rimelig fremme. Eller osse er alle blevet fuldstændigt hamrende ligeglade og det er de vel nok. Og ligegladhed er vel egentligt også en slags glæde...? Og hvis man i alt mørkemands-snakken mangler lidt at glæde sig over, hvad så med dette citat fra dagens JP-erhvervstillæg, hvor en respekteret økonom en vis Nouriel Rubine, "..vurderer, at en recession sandsynligvis er uundgåelig"
Prøv lige at læse den her sidste sætning højt, Jesus Kristus dog!

Fiskeolie fra Aldi

Inden vi i dag skal videre ud i det travle arbejdslivs mere manuelle processer som produktion af kabler, pakning af keyboards og mixere og instrumentforstærkere m. m., m. m., så en nødvendig korrektion i forbindelse med gårsdagens tekst. Nu er denne skribent ikke velsignet med nogen videre fantasi, ja fruen vil muligvis med rimelighed kunne påstå, at jeg nærmest er vaccineret mod noget sådant. Det var muligvis derfor, at jeg ikke udførte den nødvendige research i forbindelse med en åbenlyst forkert påstand. Nemlig at der umuligt i verden kunne være en lokalitet med betegnelsen "Memory Lane" Det var forkert, da jeg ikke lige havde overvejet den totalt manglende historiske og sproglige bevidsthed hos beboerne i den engang såkaldte "Nye Verden". Både i USA og Canada finder man adskillige "Memory Lanes", fucking idiotisk og helt ahistorisk. Dumt, men altså ikke desto mindre sandt.

Ellers skal vi delagtiggøre andre i den største akustiske oplevelse, som denne skribent har haft i årevis. Og nej, der er ikke blot tale om en ændring, der er tale om en absolut forbedring, så absolut en sjældenhed blandt alle så absolut langt mere tvivlsomme eller måske overhovedet ikke forbedringer. Livet er som hifien så fuldt af forandringer, for eksempel er tendensen mod livviddens forøgelse tilsyneladende et grundliggende menneskeligt vilkår ganske på linie med entropiens uundgåelighed. Ikke at det nødvendigvis har noget særligt med nogenting at gøre udover bevidstløst at demonstrere denne sprænglærde forfatters umådelige klogskab. Det kan nu osse sagtens være vigtigt nok nu Dag 1 efter at fruen er hjemvendt efter ialt 4 koncerter med Prince, den sidste tilbragt på særpladsen for smukke blondiner i dimimutive Amager Bio midt på 1. række... Når jeg nu ikke kan spille guitar.

Nej, vi taler simpelthen om et super-"tweak" til blot 17.-, som har medført et veritabelt lyd-Nirvana for denne skribent. I adskillige år har denne skribent lidt periodisk af irritation i den ene øregang, og derfor har hørelsen på dette øre været noget varierende, afhængigt af, hvordan de akustiske forhold var i området umiddelbart foran trommehinden. Som naturligvis heller ikke har haft det lige godt hele tiden, skulle det vise sig, men den regenerer heldigvis lynhurtigt.

Lidt henkastet bemærkede en af fruens gamle veninder, at hendes egen fars ellers ganske kroniske eksem i øret var blevet permanent fjernet af lidt fiskeolie-piller, og det skulle vise sig at blive en formativ eposide i sommerlivet. Simpelthen over natten fordrev de billigste fiskeolie-kapsler fra Aldi samtlige udvortes og andre symptomer på eksem i øregangen, der ellers uvægerligt blev efterfulgt af perioder med svamp i dette følsomme slimhindemiljø. Hvor selv små mikrobiologiske ændringer har medført makro-ændringer i hørelsen.

Sådan er det så ikke længere, hurra-hurra. Alt er simpelthen kommet til at lyde helt enormt meget bedre, ja faktisk så godt, at det næsten er løgn. Og det er det så måske osse eller blot ren psykoinfantil selv-suggestion eller andre lidelser, som er så forfærdeligt udbredte blandt os hifientusiaster. Lige i dette tilfælde tør vi dog godt sige, at der er tale om en let-konstatérbar og objektiv ændring af ørets mikro-miljø. Fra det fra den så kendte mangrove-sump "The Everglades" i Florida til det lidt mere kontrolleret-tørre for eventuelt klinisk inklinerede. Om denne ændring så er permanent når selv-suggestionen engang nødvendigvis må aftage er så en anden sag, men det føles altså helt, helt rigtigt, det her! Prøv selv med risiko for at spilde 17,-

I mangel af mere fornuftigt at foretage os, zapper vi sommetider forbi den lille sjove danske side vintagehifi.dk. Den har desværre aldrig rigtigt med den engang kontroversielle amerikanske økonom Walt Whitman Rostows ord "taken off" og er mest forblevet en lille kuriøs ting, hvor folk mest sidder og udveksler links med forskellige tilbud på nettet eller direkte selv sælger. Det er lidt synd, men det er sådan det er, nok fordi det aldrig havde en reel chance for at blive noget andet.

Altsammen foregår det i en gemytlig ånd dér på vintagehifi.dk, og hjælpsomheden er ganske stor. Stadigvæk, hvorfor der dog ikke blandt alle disse ganske mange midaldrende formodentligt overvejende midaldrende "overskuds-mennesker" derovre (i betydningen mennesker MED overskud, ikke I overskud) findes nogen, der kan skrive noget, er lidt svært at forstå for denne skribent. Blot en besøgsartikel hos en af forumdeltagerne ville afgørende kunne pifte interessen op fra den nuværende ganske begrænsede udveksling af varer og tilbud. Det er altid interessant at læse om andre "tosser" og det er tillige uhyre nemt at skrive om farverige fjolser med sjove meninger. Ja, sådan noget skriver næsten sig selv. Eller burde.

Nå, tilbage til den mere prosaiske dagligdag. I går så denne skribent så noget lidt sjovt dér på sitet. Nemlig min egen gamle Tresham-forforstærker, som jeg i flere omgange har foræret væk ja og osse selveste Søren Lunds gamle pladespiller (manden med det uhyre passende tilnavn "Under Tøflen", en ellers fin Thorens TD-320, som jeg også selv i flere omgange har stået "fadder til" Denne Tresham havde jeg faktisk i mit system dengang jeg startede i branchen i 1983 og den var vist mest god, fordi Tannoy netop på denne tid havde opkøbr resterne af det kommercielle og ditto tekniske fallit-bo Tresham.

Det kan da udelukkende have været derfor, for meget mindre teknisk ambitørst, pålideligt eller blot overhovedet anvendeligt over blot en korte (altid uhyre finit) tid. Selv det dengang så populære danske firma "Josty Kits" produkter var rene højteknologiske og gennemarbejdede teknisk-sublim "tour de force" i sammenligning med de her ubeskrivelige skod-produkter fra Tresham. Store dumme kasser med absolut intetsomhelst i, allermindst kvalitet. Især den gigantiske vlomenknap dækkede over en seriøs kandidat til verdens ringeste, billigste og skæveste mikrolille og alligevel støv-pivåbne prut-potmeter. Det var endnu ringere end dem, som Naim anvendte, og det skulle der eddermaeme noget til for at overgå!

Der skulle faktisk et firma med en enestående akkumuleret inkompetence som datidens Tannoy for yderligere at sænke den allerede ganske katastrofale standard i Tresham-produkterne. Hvoraf især effektforstærkeren Tresham DR-302 var en termisk og samlemæssig bordbombe-lignende eksplosiv katastrofe, der blot ventede på at ske.
Nå, dengang spiste denne skribent ikke fiskeoliekapsler fra Aldi, vist mest fordi de vist ikke endnu dengang var i Danmark. Til gengæld "åd" jeg så alt for mange af datidens salgshistorier og investerede efterfølgende selvfølgelig i en hel bunke af Tannoys version af samme Tresham: Den helt epokegørende Tannoy SR-840 effektforstærker, som aldrig nogensinde på grund afgørende fundamentale konstruktionsfejl kunne måles.

Ikke fordi der ikke var noget at måle, for det var, nemlig helt vanvittigt forskellige og altid asymmetriske driftsspændinger overalt (som manualen manende og sikkert præcist beskrev det i sin dilettantiske duplikerede hjælpeløshed), men fordi lortet uvægerligt brændte af på grund af katastrofal iboende og øjeblikkelig ustabilitet blot man anvendte en selv millimeterkort prøveledning.
Menneskelig erkendelse og vel især SELV-erkendelse kommer tydeligvis kun uhyre langsomt til visse personer, men hvorfor skulle der dog gå så lang tid, inden jeg opdagede Aldis fiskeolie og dens velsignelser? Helt tydeligt jeg vist bare ikke fortjente bedre! Som min årelange stædige fastholden af Treshams fortræffeligher på trods af alle beviser og kendsgerninger fuldgyldigt demonstrerede. Som englænderne udtrykker meget passende i denne sammenhæng: "More than a bit fishy"..

Når "down Memory Lane" bliver rigelig langt

På engelsk findes der et herligt og sigende udtryk om mid-alderens tiltagende sentimentalitet, der hedder "a stroll down Memory Lane" En hurtig søgning på Google giver bemærkelsesværdigt nok ingen præcise geografiske lokaliteter for denne tydeligvis noget flygtige gade, men til gengæld så mange flere alt for nye og fjollede foreteelser, som intet har med den ægte vare gøre. Den, som begrebet dækker over og som vel kort kan beskrives som, alt vistnok var bedre dengang alting var "før" Det værste er så næsten, at det var det ganske givet også helt tilbage dengang i 1983. Dengang denne ikke længere ganske unge men dog tilsvarende så langt mere håbefulde skribent startede i lydbranchen.

Vejen tilbage til dengang har aldrig været længere, end den er i dag og denne situation vil naturnødvendigt vare indtil i morgen, hvor den illusoriske vej tilbage til ungdommens tryghed blot vil være blevet endnu længere. Var alting så bedre dengang? Naturligvis ikke, for eksempel er gårsdagens kærlighed blot en sølle afglans af den aftuelle, det, der på ældre dansk vist hed "blot Glitter og Glar" Disse substantiver skrives naturligvis passende med stort begyndelsesbogstav, da de allerede ved Hartvig Frisch´ retskrivningsreform forlængst var gledet ud af mundtligt dansk. Og, nej, ordet "Glitter" har ingenting at gøre med den senere vistnok i Thailand pædofilidømte ex-glitter-rockstjerne Paul Francis Gadd. Når man ser billeder af ham både nye og dem fra dengang, så er det noget svært at forestille sig, at manden med kunsternavnet "Gary" på nogen mulig måde kan være blevet offer for noget justitsmord. Han ser godt nok ud til at have en ganske overordentligt "kedelig ka´l"

Det sidste citat er som tidligere nævnt på denne side et direkte citat fra Danmarks helt givet største statsmand, statsminister H. C. Hansen og blev brugt og den finurlige spidsnæsede formand for Retsforbundet, overlæge Viggo Starcke. Det var nu på ingen måde venligt ment, men dengang var politisk håndværk noget mere sofistikeret end i dag. Og da den oprindelige provokation fra Starcke havde været at benævne den kroniske tørvetriller (men iøvrigt ellers helt oprigtige hædersmand) H. C. Hansen for en såkaldt "munter fyr", så var tonen ligesom lagt. Udover at selv samme Hansen jo i forbindelse med atomvåbenaftalen for Grønland jo havde visse "politiske lig i lasten" De lugtede blot ikke dengang, og han havde som sin socialdemokratiske forgænger, den helt anderledes muntre og folkelige Hans Hedtoft det tvivlsomme held at dø på posten længe inden alle problemerne blev alt for åbenbare.

Og hvad var det egentligt, alt dette skulle føre frem til? Ikke noget særligt, faktisk. Kun en trist konstatering af, at denne skribent netop er kommet besiddelse af en gammelt JBL-katalog fra selvsamme år, hvor ikke-jobbet som relativt nyuddannet gymnasielærer-spire permanent blev udskiftet med job i den bredere elektronik-branche. Dette fine katalog på fint-trykte hel 32 sider incl. på fint såkaldt "glittet" papir (der var han igen, ham pædofile Gary!) omfatter simpelthen hele JBL´s daværende professionelle program. Og så skal det med, at der VIRKELIGT har skullet både "tove og trisser" til for at få få det til at blive så langt. Alen-lange tekniske forklaringer og styklister befolker dette i virkeligheden uhyre indholdsfattige katalog. Forsåvidt altså at kun ganske få produkter fra verdens dengang førende professionelle producent m,ed rimelighed kan betegne nogen form for fattigdom. Det kan det IKKE!

Det nyeste JBL-katalog er ganske vist kun på 70 sider, men er til gengæld fuldstændigt forstoppet med så meget forskelligt såkaldt godtkøbs-kram (ikke naturligvis at forveksle med særligt gode køb) blot alle mulige og ikke mindst umulige og ganske vidtforskellige ting. Og ikke mindst for os ældre primært vel mænd helt UOVERSKUELIGE ting. Intet var som dengang i 1983, hvor alle JBL´s forskllige cabaret- (latterligt udtryk for en modelserie red.), biograf- og deciderede store PA-systemer allesammen blot var ganske overskuelige permutationer over et særdeles begrænset tema. Nemlig de ganske få forskellige højttalerenheder,som firmaet producerede til professionel brug så derfor var permutationerne særdeles få.

Det er helt givet på denne taknemmelige og begrænsede baggrund, at denne skribent pånærmest ingen tid er blevet en betydelig videns-kapacitet på vintage JBL. Der er nemlig ikke ret meget at sætte sig ind i og selv midaldrende ikke alt for hurtigt-virkende såkaldte "synapser-slå det evt op. red.)" rækker rigeligt her.
Vidste du for eksempel, at når JBL omhyggeligt og møjsommeligt igennem næsten 5 årtier klistrede en "sticker" på sine fine 2405/077-diskanter med mærket "16 ohm", så betød det naturligvis, at disse i FULDSTÆNDIG LIGHED med dem, der var mærket "8 ohm" VAR på 8 ohm. Branchen var tydeligvis end ikke dengang fuldstændigt ideelt pålidelig.
Men det var produkterne så til gengæld, helt vildt og fantastisk fede og de står i store bunker lige foran denne skribent, så nu skal der larmes. Med høj Prince-musik inden fruen senere i dag kommer tilbage fra koncert med samme og denne skribent atter må vende tilbage til sin vante rolle som "Prince-skeptiker"..
Ikke underligt, at vejen "down Memory Lane" forekommer tiltagende lang, den er vist blot brolagt med bagateller. Som vel i virkeligheden osse selve livet når man ellers ser bort fra den store kærlighed...?

Hænderne fulde

Ind imellem kan det være svært at opfylde sin folkelige oplysningspligt. Eller måske nærmere folkeoplysningspligt, som blot er så langt et ord, at de færreste efterhånden gider læse det til ende på samme måde, som vel ingen yngre mennesker hører en ny CD fra den ene ende til den anden. Forudsat altså at de overhovedet købte en CD, hvilket statistikkerne jo tyder på, at de ikke gør. Fordybelse er vist bare en truet dyreart på samme måde som dronten og den tasmanske tiger.

Ellers vil denne skribent ganske ufortøvet bevæge sig over i den mere trælsomme del af hverdagen. Monteringen af 2 stk. store multikabler med boxe og veritable myriader af stik er ganske vist ikke særskilt intelligenskrævende, men til gengæld er det særdeles krævende rent MANUELT. I den oprindelige betydning af det latinske ord for hånd, "manus", idet begge hænder i de følgende par timer vil være travlt og ret rutineret beskæftiget med at af-isolere, skrue og lodde. Selv om denne skribent er rimeligt hård i denne afgjorte enkeltmands-specialistdisciplin, så er det altså svært uden at have en sekretær ved hånden at skrive noget særligt. Af ren og skær mangel på hænder til formålet.

Det er egentligt synd, for man tænker dog adskille særdeles dybsindige tanker i det kosmiske tomrum, som ethvert trælsomt og gentagent manuelt arbejde altid udgør. Nu er denne skribent som så ofte nævnt af ramsalte søulke-æt, og dér ombord på sejlskibene sang man "shanties", når man moslede med storspil og spil (den slags, der drejes rundt manuelt red.) Min egen teori omkring denne skrålen er ud fra egne erfaringer, at sangen tjente til et FORHINDRE den fordybelse, som monotont arbejde nødvendigvis fremkalder.

Den såkaldt "konventionelle visdom" på området er ellers, at sangen tjente til et "glemme" det hårde og uendeligt trælsomme liv ombord, men den rigige/vores egen forklaring på sangen er, at den tjente til at FORHINDRE tanker OVERHOVEDET. Fordi ingen ellers overhovedet ville have gidet at været søfolk. Det gad allerede få nok til en start, og derfor blev sanseløse fulderikker i havnebyer i tusindvis af år bortført af såkaldte "press gangs" Der gokkede staklerne oven i skallen og når disse vågnede igen var de blevet søfolk der langt ude til havs, og protester derude hed "opsætsighed" mod kaptajnens diktatoriske beføjelser og der var altid en rånok mere at klynge folk op i, hvis det skulle være. Eller alternativt kunne de vælge at gå "planken ud" blive fiskeføde og de fleste valgte så en tilværelse på råddent vand og beskøjter med rigelige mængder maddiker og kronisk skørbug. Og sang derefter af hjertens lyst. Ikke for at lette hverdagen men for ikke at komme til unødvendigt og potentielt fatalt at fundere over, hvad de dog lavede der ombord. For mange tanker er kun sjældent godt og aldrig værre end der!.

Ja, efterhånden som timerne går bliver tankerne tilsvarende dybere og til sidst er man så færdig med sit arbejde. Og har naturligvis passende og helt forudsigeligt glemt at nedskrive den kolossale bunke af revolutionerende ny erkendelse, som man blev bibragt i korte og blitzglimt. Og som naturligvis forlængst er glemt som gårsdagens rus. Hm., måske det blot er tale om, at vores loddetin er af den i gamle dage flus-holdige og små-hallucinerende slags..? Måske, men hvem siger osse, at dybsindighed nødvendigvis skal komme uden indtagelse af rusmidler. Tænk blot på Hemingway, som næppe ville have kunnet skrive en linie uden!

Den lille prins

Nej, vi taler ikke om denne kendte klassiske mini-roman af den franske flyver-poet (hvis der altså er noget, der hedder det, det er der ihvertfald så nu!) Antoine de Saint-Exupéry, som vi tidligere vistnok engang har omtalt. Tror jeg da nok, måske man skulle søge i annalerne.. Nå, i det er det så ligemeget, da der er tale om en helt anden diminutiv prins, der faktisk HEDDER Prince, Prince Rogers Nelson. Pisseåndssvagt navn, jeg håber fjolset er blevet drillet i skolen, lille skråle-Frands Eller hed eller har heddet eller et eller andet andet, mandens karriere har været lang selv for en stærkt tiltagende midaldrende mand, ja nærmest evig kan det forekomme. Når den nu tilfældigvis omfatter langt den største del af denne skribent kønsmodne periode har det virkeligt være en lyseslukker at se alle de skinnende og opstemte kvindeøjne. Altså pegende et HELT andet sted hen, på en lillebitte vanvittigt-gestikulerende ADHD-hoptimist.

Det mest irriterende ved denne lille stor-skrålende gnom er, at han altid har tiltrukket sig de allersmukkeste kvinders udelte opmærksomhed og det er naturligvis særligt intimiderende og stor-irriterende for en høj og stateligt og solidt bygget rigtig mand som denne skribent altid har været. Vægten har ganske vist varieret men højden har været rimeligt konstant omkring de 200 cm. Anderledes med den lille mandsling, som er forblevet en ganske lillebitte mand. Han er ellers spænet nok omkring på scenen igennem alle årene til, at man forlængst skulle have troet, at han ville have slidt sine bittesmå tynde og korte gangvorte-lignende stilkede ben helt af, men det er vist kun hofterne, som indtil videre er røget sig en tur på denne forlængst mere end midaldrende bittelille mand. Lille gamle fjols, blot 2 år yngre end den skribent, hold dog snart op med at "skawe dig" og hoppe rundt som en fuldstændigt åndssvag, som det hed i min barndom. Og dengang kunne der endda sagtens være noget reelt at skabe sig over, for eksempel når man var væltet på sin cykel og havde "skrawet knæet"

Nå, dette synspunkt på den lille skrighals er og forbliver et ganske uvæsentligt mindretalssynspunkt her i vores hjemlige palads, da min smukke frue er en inkarneret fan. Al modstand mod dette naturlige og nødvendige flertalssynspunkt er naturligvis helt umulig, og fruen skal naturligvis også til begge den lille mands koncerter i København i den kommende weekend. Vores husstand elsker simpelthen den lille mand. Selv om jeg må indrømme, at jeg altid ved synet af min statelige kone og billeder af den lillebitte mand altid kommer i hu det ældgamle landlige præventionsråd om, at den høje kone altid under den seksuelle akts klimatiske fase kunne sparke spanden (som han naturligvis måtte stå på uden at den resulterende parringsstilling dog er umiddelbart indlysende for denne fantasiforladte skribent) væk under sin korte mand, når han blev "snaldret i øjnene" (dialektale variationer over dette traditionelle tema findes givetvis) Sådan noget kaldes da vist egentlig jalousi og selv om den er noget "åndet/åndelig", så er den nu reel nok. Lidt.

Det betyder, at fruen allerede i morgen tager af sted østover, og derfor er der lidt ekstra pres her i de kommende dage. Ordrer af den mere arbejdskrævende art vælter ind, og sammen med al den almindelige praktiske "pakkenellike-virksomhed", så giver det da masser af arbejde, og det er jo på overfladen ganske godt.
Alligevel kan man ikke frigøre sig fuldstændigt fra, om fruens gådefulde og noget uventede morgen-smil i dag dækker over glæden over det umiddelbare eller forventningen til weekenden i København. Hun plejer nemlig nemlig at være noget mere morgen-gnaven.
Så lang tid hun ikke tager en spand med til koncerten går det vel nok Mærkeligt hvor den helt nye zinkspand vi købte dog er blevet af, jeg stillede den da ellers lige her ved trappen..?

Og tiden bare går som kun tiden kan!

Fy dog blot for den lede pelikan, hvor hverdagen dog er tilbage, slidsom og udfordrende og som sagt med selveste Askepot: Helt, helt vidunderlig! Ikke at der i sig selv er noget synderligt overraskende i denne årlige "kunde-opvågning" efter ferien, men der er alligevel lidt "årlig vandring af Stillehavs-laks" op af flodernes strømfald over det her, hvor vi stakkels grizzly- og grå-bjørne blot skal stikke labberne ud.

Det er måske osse derfor, at denne skribent faktisk har skullet have kvalificeret og professionel hjælp udefra (andre mindre elskværdige mennesker ville nok udtrykke dette behov for hjælp anderledes!) for at huske, at det I GÅR altså var helt præcist 20 år siden, jeg startede Dansk Audio Teknik Professionel i Århus (tak, Finn fra Interstage!) Man kan diskutere, om det var sjovere dengang, eller rettere, det kan man nu nok nærmest ikke, for det VAR det! Det væsentligste årsag var naturligvis, at alle de mest kompetente medarbejdere i musikbranchen dengang endnu ikke endegyldigt havde forladt faget og at det derfor var ganske let at blive klogere selv. Uden helt at se bort fra, at det intellektuelle udgangspunkt for ihvertfald denne skribent dengang var en hel del anderledes end i dag (påstanden herfra er naturligvis, at jeg både dengang var mere lærenem OG tilsvarende en smule mere uvidende), men alting var alligevel anderledes.

Der var i de første mange år altid folk i den umiddelbare branche- og firma-nærhed, som man i tekniske tvivlsspørgsmål kunne rådføre sig med. Og få det rigtige svar, forstås. Det var tider, var det! Dengang i 1990-erne havde alene vores firma i Klostergade mindst en håndfuld absolut viden kapaciteter, og sådan noget er i dag fuldstændigt surrealistisk. Fordi der TILSAMMEN i Danmark næppe er meget mere end en thalidomid-håndfuld, denne skribent på klædeligste vis i en (selvr)os af moden og værdig forståelse naturligvis ikke medregnet. Branchen er helt sikkert blevet både langt kedeligere og dummere at høre og se på, og langt de fleste kroniske overlevere fra dengang er blot blevet tilbage "by default" På de pladser, der blev ledige, dengang de dygtigste forsvandt.

Små og tykke og opblæste mandslinger, oppustede i egen forloren selvforståelse som kronisk parringslyste oksefrøer, overtog branchen og har været der siden. Som en anden invasiv paddeart, den såkaldte "cane toad" i Queensland, har almindelig tom marketingsmæssig "mund-lort" og anden økonomisk og strategisk inkompetence kombineret med forskellige grader af svigagtighed naturligvis fortrængt al kompetence permanent. For hvem gider dog arbejde sammen med nogen, som en gammel optiker-ven passende og uhyre rammende benævnte som "Bror Lort" Som kun har alting i munden og intet i ble-bukserne, hvor den slags ellers burde blive. Branchen er i dag hovedsageligt af disse "ble-børn i overstørrelse, der som den sjældne mexicanske vandsalamander axolotlen tydeligvis kan formere sig i larve-stadiet (den slags kaldes vist egentligt haletudser og det er mærkeligt for frøer og tudser men vel mere betegnende for halepadder som salamandre red. slut). Uden at nogen nogensinde bliver voksne.. De næste 20 år tegner på denne taknemmelige baggrund særdeles lyst for vores lille driftige virksomhed. Baggrunden har i det mindste aldrig været billigere..

Hvis man stadig skulle være i tvivl om, hvor ringe markedsføringen kan blive, kan man da for sjov prøve at følge med i en tråd på Nerds.dk om ikke voldsomt sympatiske Mikkel Gige og hans forum hifi4all. Vores hobby hifi er hen over sommeren skrumpet yderligere, ikke overraskende men alligevel svært at forestille sig den hast, hvormed det er sket. Indrømmet, manden er et fjols, men i det mindste er han er indlysende amatør, or retteligt er det dog hans personligt ejede forum, og han kan jo da gøre, hvad han har lyst til. Som vi også selv både kan og gør. Og det gør han så på sin helt personlige smålige og nærtagende vis. Indrømmet, han er oppe mod om muligt endnu større og helt monumentale tåbenakker, men det gør jo blot ikke opgaven mere mulig. Mod pseudonymer (husk: aldrig navngivne personer i denne syge debatform!) som "Wymax" og "Sonic" og "Dreamz" og "Spencer" (ak ak, HAN er den værste bland de stor-slemme) ville selv langt visere folk end Gige (lette at finde!) forlængst have kastet håndklædet i ringen. Noget er simpelthen spild af selv spildtid, og det er debat med visse mennesker-som de nævnte.

Nu er vi ikke selv i hifibranchen, så vores betragtninger om den styrtdykkende kompetence gælder altså kun vores egen professionelle branche. Intet tyder nu på, at det ser meget bedre ud "derovre" Og da slet ikke, hvis vi skal tage vores bysbarn Otto fra Tape Connection som (forhåbentligt, da) tvivlsom absolut målestok. At se Otto beskrive Gige som "..ødelæggende for hifi-kulturen i Danmark" og nok mere end trekvart-medskyldig i, at Tape Connections egen satsning på hovedtelefoner tydeligvis er mere hel- end halvkikset. Hele Ottos opremsning er simpelthen jammerlig og helt tydeligt et udtryk for egen uformåenhed. Og hvad er det dog for noget ævl om det overgrebet mod højttalerselvbyg, hvad Helvede er det lige du ved om det? Det har da været sten-dødt i adskillige årtier, dok-dok.

For hvordan kan et gratis totalt fucking amatør-forum som hifi4all dog være nogen trussel mod en forhåbentligt kommercielt sundt drevet professionel hifibranche? Svaret er ligeså simpelt som det er nedslående: Det kan det også kun, fordi dele af hifibranchen tydeligvis er MINDST LIGESÅ skide amatøragtige.
Skab dog for Helvede noget selv i stedet for at skabe dig over tidernes ugunst eller andres fejl, Otto. Hvis du savner et "head-fi forum", så "host" det dog på jeres egen side, hvor svært kan det være. Let og nok samtidigt noget dumt.
Og nej, salget af lidt dyrere hovedtelefoner vil ingen nogensinde kunne gøre til et kommercielt, fysisk butiksbaseret hit, heller ikke jer. Fordi INTET egner sig bedre til nethandel end små relativt billige og ikke spor skrøbelige ting ting som hovedtelefoner mellem 1000,- og op til et par tusinde. Glem blot den her ikke-eksisterende niche!
Og ikke mindst: Det er ikke altid andres fejl når noget ikke lykkes. Det er ikke nødvendigvis dumt at fejle , men det er eddermaeme dumt at fremture. For selv ikke Gige kan dog ødelægge en kultur, der forlængst har formået at ødelægge sig selv.

Tilbage!

 

Som efterhånden længe lovet et billede fra den gamle måneds ferieaktiviteter, den alsluttende dømpning af vores største truthornssystem. Som det ses er dæmpningen af den ene side af rummer ganske betydelig, og det er lytteposisionen så også af dog langt mindre fotogent-påtrængende grunde. Bag lytteposisionen befinder sig således betydelige bjerge af australske beklædningsgenstande, og lytterummet er således af den sjældne akustiske type, der hedder "dead end/dead end", hvor både lydkilde-enden og lyttepositionen er ret lyddød. Der er sådan lidt fysisk-nødvendig "hovedtelefon i kæmpestørrelse" over arrangementet, som kan virke temmeligt intimiderende på frygsomme sjæle. Som denne skribent.

Ellers skal vi noget forsinket sende vores kondolencer til vores gamle landsmænd i Norge og samtidigt glæde sig over den eneste ganske entydigt positive ting, dette galmandsværk har medvirket til. Nemlig til i den lange fremtid at fjerne enhver sympati for noget så meningsløst som at skyde små teenagepiger med dum-dum kugler. Der er virkelig tale om en "first" her i mangel på såkaldt "Dolkestødslegende-potentiale", selv om vel næppe mange længere vil kunne erindre denne historie fra afslutningen på 1. verdenskrig. Historien dengang var ellers i de efterfølgende proto-naziztiske såkaldte noget forskelligartede tyske "frikorps", at den kejserlige tyske hær aldrig tabte krigen , men var blevet forrådt af de tyske politikere. En noget bemærkelsesværdigt og faktuelt uhyre kontroversiel historisk tolkning, som ikke desto mindre for den umiddelbart efterfølgende tyske generation blev ophøjet til historisk sandhed. Hvorefter den fandt sin rette plads i historiens store skraldespand som de fleste andre snævert-tidstypiske historiske non-forklaringer. Alle, undtagen de allernyeste, der blot endnu ikke er røget i spanden..!

Vi skal også lige huske at kippe med flaget over den generelle politiske borgfred, som har hersket i Norge i forbindelse med affæren. Det er virkeligt den eneste virkeligt værdige måde at forsåge at bearbejde en så ellers gennemført uværdig og umenneskelig handling. Helt anderledes i Danmark naturligvis, hvor forudsigeligt de sædvanlige frådende og rasende politisk korrekte kulturpersonligheder har forsøgt at finde de skyldige bag en helt meningsløs niddings-dåd. Ikke meget mindre komntroversielt i et historisk perspektiv end den omtalte 1. verdenskrigs-løgn om "Dolkestøddet" mener disse naturligvis at kunne spotte retorikken fra Dansk Folkeparti som hovedårsagen. For denne skribent er det intellektuelt ganske grænseoverskridende at søge forklaringer bag enestående psykopatisk adfærd i generel politisk praksis og hvis man virkeligt skulle finde fortilfælde i for-blindet had, behøvede man vel blot tænke på de taltige flagafbrændinger i de seneste årtier overalt, som i store dele af den permanent-åndsformørkede del af verden må have gjort fremstilling af flag til afbrænding til den eneste industrielle succes-historie. En ganske uværdig og fuldstændigt kontra-intellektuel forklaringsmodel på en gal mands værk. Som ingen andre end gerningsmanden er eller kan være det mindste skyldige i. Og ikke mere end alle dem, der til politiet hver eneste dag fra begge fløje af syge ballademagere råber: "Jeg slår dig ihjel"

Det kunne og blev man iøvrigt dømt for en gang og det skte uvægerligt og helt rutinemæssigt. Det var dengang aviserne for ikke ret mange år siden ligefrem beskrev det i deres daglige kriminalstof. Blot at sige "Hipo-svin" til en politimand sendte uvægerligt misdæderen i spjældet, og det var bestemt rimeligt nok. Anderledes i dag: Loven er godt nok den samme, men fortolkningen er ikke. Er alle disse mennesker så ikke også i deres åbenlyse trusler på livet mod embedsmænd i funktion medskyldige i massakren i Norge? Jo, naturligvis ikke mindre end Dansk Folkkeparti eller mere. Eller overhovedet.

Engang var det populært i den mere spekulative del af naturvidenskaberne at forklare alting ud fra forskellige "kaos-teorier", hvor en sommerfugls tilfældige vingeslag i Amazonas således i sidste instans resulterede i en altødelæggende tsunami i Japan. Så vidtløftige og håbløst abstrakte forklaringsmodeller forklarer naturligvis ingenting om det, som de prætenderer (men nok noget om teoriernes baggrunds-personer) og derved adskiller de sig ikke det mindste fra den danske politiske korrektheds-industris adfærd i den norske tragedie. Som om noget politisk parti eller andre deltagere i den offentlige debat havde patent på den korrekte adfærd. Ud over i éns egen ikke ganske neutrale optik, og det burde vel ikke tælle voldsomt tungt i ordentligt intellektuelt selskab.
Det er måske derfor Norge fostrede rigtige helte som Nordahl Grieg mens Danmark blot nogenlunde samtidigt fostrede forstyrrede fjoser som Gustaf Munch-Petersen og hans om muligt endnu mere åndsformørkede bror Arne..
Alle forklaringer er legio, men ingen forklaring, nok så søgt, forklarer dog det uforklarlige i den dybeste og allermest grænseoverskridende del af den menneskelige ondskab.