2/3 af den uendelige vej..

..er nu tilbagelagt. Lyder det lidt absurd er det fordi den euklidske geometri så vidt jeg mindes ikke omfatter uendeligheden, selv om den græske filosof Zenons tilsyneladende uløselige paradoks om skildpadden og haren jo indikerede, at man fuldt ud var klar over egne forklaringsmæssige begrænsninger. Det var dén der om haren, som aldrig nogensinde kunne indhente skildpaddens 10 m. s forspring, fordi det ellers ikke særligt hurtigtgående reptil til enhver tid ville være kommet et lillebitte stykke længere. Hvorefter haren så skulle tilbagelægge dette ganske vist mindre stykke for efterfølgende blot at opdage, at den skide padde allerede var kommet et bittelille stykke videre. Osv., osv, indhente den ville den aldrig kunne. Ligeså lidt som antageligt ret mange gymnasieelever på trods af tidens umådelige visdom om potensfunktioner og andet helt ligegyldigt vil kunne forklare paradokset på stående fod. Eller siddende for den sags skyld.

De 2/3 af dagens uendelige rejse dækker denne skribents øjeblikkelige vægttab i forhold til livets hidtidige absolutte maksimum. Som naturligvis matematisk set kun kan være et såkaldt "lokalt maksimum" fordi livet trods alt ikke er helt slut endnu med selv 55 år på bag og sideben. Den sidste trediedel af denne uendelige rejse mod livets nattemørke er så denne skribents åbenbart fysisk betingede idealvægt, for så vidt som det uden nogen anstrengelser lykkedes at vedligeholde den over en 20-års periode. Helt derned behøver vi vel ikke bevæge os, men en halv snes kilo mere ville pynte på badestranden. Helt færdig bliver man tydeligvis aldrig, mon ikke det er livets mest fundamentale vilkår vi tilfældigvis berører her?

Heldigvis er der en forfærdelig masse leveringer i dag med hele bilfulde, og med den kolossale Mercedes stationcar siger det altså en hel del. Vi vil prompte begive os ud på den store Djurslands-tur helt til Grenå og så lige lidt rundt.
Og rundt og rundt det går, og så ender det altsammen samme sted alligevel. Og så skal vi osse lige huske at takke for alle de personlige lykønskninger i forbindelse med gårsdagens frue-fødselsdag.
Og så er det vist blevet tid til lidt automat-gear "kick down" ud over motorvejen mod Grenå. WROOMM!

Helt rundt...

..er det ikke, men det bliver det forskrækkeligt snart. Vi taler om den skønne frues fødselsdag i dag, som giver lidt nødvendige omrokeringer her til morgen. Selv relative "tøffelhelte" som denne skribent kan dog til tider "mande m/k" sig op til en smule opmærksomhed. Naturligvis aldrig så meget som den skønne fortjener, men man(d) er vel blot ikke bedre, end mand er!
Det er heldigvis helt fint, siger fruen, det varer så ihvertfald indtil hun ser fødselsdagsgaven..

Mod nye horisonter

Udover at der pga et ubetydeligt serviceproblem med vores nye bil om et ganske lille øjeblik er dømt "ud af døren", så er det svært at bevare pessimismen. Vores firma fik alene i går et par herlige leverings-og byggeopgaver i den tungere ende af mellemvægts-skalaen, og så havde vi samtidig besøg af noget så sjældent som en voksen og uhyre fornuftig hifi-entusiast. Jamen de findes, og han havde til gensidig lykke medbragt en trailer på sin såkaldte "jyde-krog" til transport af et par tunge ting. Nu vi taler om "jyde-krog", sådan én har vi osse på vores bil, og den (altså ikke kun krogen), skal være hos Hessel om et kvarter.
Farvel, vi skal nok være klar når den truende3 dag rigtigt gryer..

Norman Hunter

Lige her inden vi kaster os hovedkuldse ud i den daglige ikke længere fuldt ud så traumatiserende morgencykeltur, skal vi huske at mindes en stor mand. Ja, han er faktisk så stor og da især for denne skribent, at han vil fortsætte med at vokse i erindringen længe efter at andre engang måske endda større figurer forlængst er skrumpet. Ned til deres oprindelige størrelse eller kun alt, alt for hyppigt til det langt, langt, mindre. Vi skal mindes en stor fodboldspiller, måske den allerstørste, der var. Og tillige en betydelig tænker og måske endda en slags ånbdsfælle.

Manden er den mangeårige midterforsvarer på Leeds Uniteds udødelige storhold i 1960-erne og indtil midten af 1970-erne, Norman Hunter. Han var kendt som en af spillets hårdeste hunde uden at han dog vist heldigvis helt kom op på siden af datidens værste. Som nok nærmere på trods af Hunters ry var Liverpools Tommy Smith og især Arsenals Peter Storey. IUsær sidstnævnte gav ordet svin i datiden et helt nyt og kedeligt navn og det værste var naturligvis, at en stor del af hans svinestreger blev begået mod mine hvidblusede helte fra Leeds. Uden en eneste neger eller spaghetti-pomadedreng eller andre blødsødninger, der skulle spille med handsker for ikke at fryse under vinterkampene.

Leeds vandt aldrig helt det, som de havde fortjent. Manageren, den mystiske mand Don Revie med sine forsøg på djævleuddrivelse fra hjemmebanen på Elland Road, stod med sin noget skrøbelige fodboldsjæl hyppigt i vejen. Revie var i godt et succesfuldt årti manager for oprindeligt helt upåagtede Leeds, som han efterlod som engelsk mester, så helt dårlig var han selvfølgelig ikke. Blot en meget mærkelig mand, måske i virkeligheden en særling af de helt særlige.

Det var Norman Hunter så også, ja faktisk så særlig, at han samme år af samtlige engelske ligaspillere var blevet valgt til "Årets Spiller" Allerede dengang var sportsjournalisternes valg ved at fortrænge de sande kenderes logisk langt mere rigtige og korrekte valg. Selvfølgelig vidste spillerne bedst og den bedste af dem var Hunter. Kontant og hård, men aldrig brutal, ingen Stig Tøfting og Brian Steen Nielsen her! Man kunne regne med at slå sig på Hunter, men man kunne altid rejse sig igen. Ømmere end før ganske vist, men gå¨, det kunne man dog. Sikke dog dage dengang.

Det sandeste udtryk for Hunters karakter var dog da Leeds fik ny manager. En dengang meget ung Brian Clough, som senere ellers blev meget god, startede med at "omkalfatre" det hæderkronede Leeds-mesterhold med sine nye management-teorier. For som han sagde til den netop nyvalgte "Årets Spiller" Hunter: "To Norman Hunter, Clough added: "Hunter, you're a dirty bastard and everyone hates you. I know everyone likes to be loved, and you'd like to be loved too, wouldn't you?"
The reply: "Actually I couldn't give a fuck.""
Så sande ord talt af en sand mand! Citatet stammer fra Hunters mangeårige holdkammerat, den kreative og ganske barske "irske elegantier" Johnny Giles, sammen med den anden midtbanedynamo hos Leeds, Billy Bremner, bestemt heller ikke blandt spillets mimoser. Andre og langt bedre tider for rigtige mænd.
Og så af sted ud over de morgendisede bakker. Ledemotivet i dag var jo "rigtige mænd"..

At have en have

Det kan være særdeles positivt at læse JP. Det er langtfra altid, end ikke måske længere særligt tit, men det sker. For eksempel havde avisen i søndags et Erhvervs-tillæg om det nyttige selv-promoveringsprojekt for mange af vist stadigvæk nærmest utallige sælgere af "tom luft". De, der med moderne management-termer kaldes "konsulenter": Alle dem, der altid kan alting på alle andres vegne uden at kunne noget som helst selv. Og lige netop denne gruppe blev vi så her en ufrivillig delmængde af, fordi det handlede om bøger.

Det havde nemlig vist sig uhyre karrierefremmende for nogle af disse erhvervslivet "lodsfisk" (måske en lidt for positiv betegnelse, opkaldt efter de vimrende småfisk, som ledsager større fisk på langfart uden nogen konstateret nytte for den store fisk) at skrive en bog. Det blev oftest og formentligt uden at bogen nogensinde var blevet læst af nogen opfattet som et tegn på umådelig klogskab. Der nok næppe helt ville have varet til man læst bogen til ende, sådan har det jo alt for ofte været med dette medium.

Efter at have læst artiklen burde det være oplagt for enhver at demonstrere sin store begavelse og begive sig ud på litteraturens uendelige ocean. Eller måske blot skrive en ubehjælpsom selvhjælpsbog på almindeligt "marketing´sk" "kaudervælsk" om frelsen, som altid kun ligger et par højtbetalte marketingkurser ude i fremtiden. Mærkeligt verden alligevel så ikke er blevet hverken bedre eller visere med al denne sprænglærde produktivitet. Som vi jo heldigvis selv allerede for adskillige år siden har foregrebet på denne side med foreløbigt udgivelsen af ikke mindre end 3 bøger. Om det så kvalificerer til at kunne titulere sig som 3 gange så vis som hvis man kun havde udgivet 1 er så en helt anden sag. Vi vil lade andre dømme om den sag..

Ellers passerer vægttabet i disse minutter 10 kg. inden morgenens Marathon-tur. I forhold til normalen en udpræget mangel på fedt-og kulhydratholdig ernæring kombineret med betydelige doser motion spiller bestemt en vis rolle, men mon ikke osse haven tæller med. Det er jo den traditionelle årstid for de såkaldte "have-kampagner", hvor ganske sagesløse og fredsommelige græstæpper hensynsløst fræses og pløjes i smadder til rene ørkenlandskaber. Hvor fruen så efterfølgende planter fine små rækker af noget, som indtil videre kun er synliggjort af kunstfærdigt draperede små papirskilte. Hvor der står "radiser" "ærter" og andre ganske græs-fremmede vækster.
Nå, fruen er til alt held ikke vågnet endnu, så jeg tror lige der endnu er en chance for at undslippe denne tilbagevenden til det gamle danske "stavnsbåndsamfund", hvor fæstebønderne også uvægerligt skulle udføre det såkaldte "hoveri"-arbejde på herremandens jord.
At det så i dette tilfælde formelt er tale om en "herre-INDE" og endda éns egen have ændrer ingenting. For det gamle ukrudt som faldt er der nyt overalt, en trist situation for andet end absolutte selvpinere, hvor situationen så til gengæld nærmer sig det masochistisk-paradisiske! Heldigvis HAR denne skribent så også vores virksomhed at passe, så med lidt held driver denne solrige skønne dag over uden alt for mange vabler. Der er "business as usual", men mon ikke den glubsk-groende natur vil tage hævn til påske-dagene. At have en have er bestemt ingen spøg, og vi har endda endnu TO.. Vil ingen dog være flink og købe bare den ene...?

Vejet og fundet for LILLE

 

Inden morgenenes efterhånden tiltagende-tvangsmæssige motionscykeltur et billede af det, man vel må kalde for en slags "paradigme-skift". Vi ser simpelthen et tydeligt eksempel på, at proportionerne simpelthen ændres. Til venstre står noget, som for ikke forfærdeligt mange siden var stort og godt, nu er det så kun godt. For til højre står jo en lidt "landbrugsmæssigt udført" udgave af en også delvist selv-komponeret version af Altec-Lansings vidtberømte "Voice of the Theatre"

Nu er det med det selv-komponerede naturligvis den allerbedste del af historien, for hvad kan man dog selv gøre forkert? Intet naturligvis, med mindre konen er i nærheden og det er hun ikke lige i dette øjeblik. Ellers ville være svaret have været ikke meget mindre kategorisk, men nok i en noget anden retning..
Derudover spiller den dér lille fyr, JBL Olympus, med sin massive 375-driver forsvarligt forankret både for og bag i det formidable kabinet, nu helt aldeles fremragende. Selv om den tiltænkte gulvplacering af denne uhyre lavstammede højttalere diketerer lytterum af balsals-størrelse. Eller alternativt buskmænd eller helst mennesker af dværgvækst som publikum, lydkilden er trods alt kun hævet 40 cm. fra gulvet.

Desværre er den som tydeligt afbildet alligevel på trods af sin betydelige størrelse og endnu større vægt nu blevet den "lille" i den ulige kamp mod det endnu større. Det er derfor, den er på vej ud for i ugens løb at gøre plads for endnu 400 kg. massive monster-højttalere. MEGET, MEGET større, men nu nok næppe tilsvarende bedre. Begge disse monumnentale JBL-systemer har nu desværre den fælles-karakteristik, at man for korrekt lyttemæssigt perspektiv skal adskillige meter væk, og dette problem har vi så endnu ikke kunnet løse tilfredsstillende. Fruen slår sig stadigvæk noget "i tøjret" som en forårskåd kvie ved tanken om at få dem op i stuen, og det er der da bestemt nogen rimelighed i..
Heldigvis bliver den fyr, der skal have de her JBL Olympus, mægtigt meget glad, og så ender det jo alligevel altsammen godt. Selv om de altså lige lidt klejne i det kan de nu sagtens give permanente høreskader, og så er det jo endda ikke så ringe endda altsammen!

Snøbler og snæbler

Vi beklager det totale udfald på dette sted i går, som skyldtes, at denne skribent med sin ellers suveræne kropskontrol næsten frøs fingrene af. Helt så galt var det ikke helt, men det viste sig noget dumt og overmodigt at køre den obligatoriske lange morgencykeltur uden handsker. Med hånden konstant på bremsens metalhåndtag på grund af den faretruende høje hastighed var der dømt "afkøling" i morgenene frosttåge i smertelig grad. At hjernen blev tilsvarende svalet og tanken tilsvarende kølig var altsammen til ingen nytte.

I dag vil vi også forsømme lidt, da der er en hel del leveringer lige her inden mange af vores kunder begynder en fortjent ferie. Den sikkert af mange længe ventede mellemtid for dette forårs motionskampagne er den glædelige, at denne skribent er næsten halvvejs mod det altid flygtige mål som mandsideal. Fruens vurdering afviger lidt, men ellers går det godt nok ganske godt.

Vi vil forsøge en af de kommende helligdage at snakke lidt om den helt vilde såkaldte "Gung Ho!" kollektive krigsliderligfhed, der har ramt ikke mindst Danmark i forbindelse med interventionen i Libyen. Især en korresponent i Benghazi er virkeligt kommet langt "over stregen" i sine tydelige partsindlæg for oprørerne, der åbenbart ikke kan fatte, hvorfor FN og NATO ikke gør det beskidte arbejde for dem og bomber løs på Gadaffi. Nå, heldigvis og ikke blot det mindste uventet er de tydelige "kolde fødder" ved at indfinde sig hos interventionsstyrken. Trods ihærdig indsats fra helt komisk-mekanisk agerende Anders Fogh Rasmussen meldte ikke én eneste ind med blot et sælle fly. Sådan noget er særligt interessant i betragtning af, at de hidtil indsatte fly ikke længere uden omfattende service kan fortsætte. Et par af de danske ellers vist opkundeligt kun 4 fly er da vist fløjet hjem og kommer garanteret aldrig tilbage. En total service varer måneder. En ikke-supplering af fly er altså ikke blot en stilstand, det er en lynhurtig nedtrapning, og det samlede danske luftvåben vil i løbet af en måneds tid mere være helt flyve-udygtigt i måske et helt år fremovcer.

Udover at det er skidesvært at bøffe Gadaffis styrker, for som de danske journalister så forarget beskriver det, så holder han sine styrker inde i byerne, hvor de er svære at bombe uden skæbnesvangre civile tab. Jamen, er han dog ikke mageløst nedrig, denne folkemorder og kannibal? Næppe, Libyen består trods alt af ørken, hvor det ikke giver megen mening at rulle rundt i ældgamle sovjet-russiske kampvogne uden aircondition fra 1960-erne. Man kan vel dårligt bebrejde hans panserstyrker for at være lettere uvillige til at begå selvmord. Enten dø af hedeslag eller af raketter.

Alligevel er Gadaffi ifølge medierne selvfølgelig en såkaldt "snøbel", fordi han gør fuldstændigt det samme, som palæstinenserne og alle andre oprørsgrupper altid har gjort. Gemt sig blandt en masse andre mennesker. De kender nu næppe dette ellers fine danske ord, "snøbel".
Nok næppe heller det ikke videre beslægtede men ellers temmeligt enslydende "snæbel", som ellers er navnet på en dansk art af ferskvandsfisk. i detle taget er zoologi ikke noget videre modefag længere. Her til morgen lød det glædestrålende, at man nu havde sat en radiosender på den invasive rovdyr-art mårhunden, så man kunne finde de andre. Nej, ikke som man måske kunne forvente, flere mårhunde, nej som der stod på DR-spisesedlen, de "andre mårer" Som altså er en helt anden dyreart og har ligeså lidt at gøre med mårhunde, som "snøbler" har med "snæbler"

Dobbelt 2235H

 

Så er fruen atter tilbage efter forhåbentligt at have medvirket til en forøgelse af den samlede lykke i det stor-københavnske område. Det er naturligvis med en smule vemod, vi ekspederer et par sæt Tannoy Monitor Gold til en ukendt skæbne hos fremmede mennesker, men de her var nu heldigvis ikke ret fremmede. Nærmere sådan en slags gode gamle venner, og så går det jo endda.

Vi bliver jo også nødsaget til ind imellem at ekspedere lidt sager ud for at finde plads til nye dårskaber. Billedet i dag viser en af de seneste, nemlig en af 3 planlagte subwoofere med dobbelte JBL 2235H-enheder.Disse har en egenresonans-frekvens på det lavere niveau af såmænd 20 Hz, og selv om denne kasse lige er det mindste, er der brugbart output uden equalisering til under 30 Hz. Til gengæld var den så ganske gratis frit leveret, så absolut et godt køb. Rigtige venner er altså en herlig ting, tak, Verner!

Ellers skal vi også huske at sige, at vi faktisk har endnu flere Lockwood Major-boxe med Tannoy Monitor Gold til salg tillige med et sæt fantastisk pæne Ascolta Brennin-højttalere med de unikke Thiel-keramikenheder. Og et seriøst bud på verdens mest komponentrige delefilter med en komponentkvalitet helt uden sidestykke. Plus Scan-Speak sandfyldt kabinet etc. til en absolut grinepris. Og altsammen så tungt som selve arve-synden og i fin sort-blank piano (luder)-lak
åÅ jo, og så også en Chord Electronics SPA 2232 superdupereffektforstærker på 480 watt og en Radford STA 25 med noget færre, som mest sådan bare står og glor. En lidt trist skæbne for disse særdeles kapable apparater
Chord´-en har så vidt vides identisk indmad med hifi-modellen SPM 1400, der koster en ikke helt ubetydelig bagatel af 81.000,- og den kan erhverves for en smule mere end en TIENDEDEL af denne pris. Er der noget at vente på?
Og vi leverer særdeles gerne overalt i landet, fruen er helt vild efter at fræse rundt i vores nyerhvervede Mercedes-racerbil.
Og derudover skal vi da også lige huske at tilslutte os de stadige tråde på det ny-tilkomne hififorum avtainment, stedet for mest lokale noget exhibitionistiske "grej-onanister" Der er heldigvis ikke ret mange i absolutte tal, måske en halv snes stykker, men sikke dog flittige og ihærdige de er i deres evindelige "fileri" Mon deres forskellige mødre i frigørelsens navn ligefrem direkte har opfordret dem til at forfølge disse urgamle vist primært mandlige sysler med en sådan ildhu siden de i det relative voksenliv stadigvæk fortsætter?

Derovre på det ellers helt stillestående forum avt. handler det allermeste altid om alle de allerede utallige nye ting, der er på vej. I den retning vil vi naturligvis ikke stå tilbage, der "secerneres" stadigvæk sporadisk mandlige kønshormoner i denne skribent. Derfor kan det da for forhåbentligt absolut ingen interesserede oplyses, at der på mandag er "pick up" nede i Bayern et sted af 2 store fuldtlastede paller. Til os, hurra, hurra! Gæt hvad det er, vi skal give det "clou" at er noget, som vi HELLER IKKE har blot det mindste brug for.
Ikke meget, ganske vist, men når det nu er sådan det er..?

Ting tager tid

Usandsynsige sammenfald af tekniske problemer har ramt vores lille virksomhed. Ikke alene kommer fruen først hjem fra København i løbet af formiddagen, nej sandelig om ikke begge denne skribents budcykler helt simultant har opgivet ævred. Heldigvis er den ene netop meldt klar igen, men der er stadigvæk en bunke uafklarede gøremål, der kræver ekspedit udrykning.

I mellemtiden kan vi så forlyste os (eller hvad så noget nu hedder) med DR-eksperten Thomas Ubbesen, der sikkert i Benghazi og ganske uantastet af al viden og visdom beretter om rædslerne i en helt anden libysk by. Beretningerne er allesammen solidt baseret på et enkelt vidnesbyrd fra en fyr, der angiveligt er sejlet i hundredevis af kilometers Middelhav for i Benghazi muligvis at kunne købe et par geværer, som han så kan sejle samme vej tilbage med. Mærkeligt nok var denne uhyre velklædte og trimmede mand anonym, vi har ellers set i hundredevis af feststemte oprørere i deres pickuptrucks fyre løs op i luften til betydelig fare for flysikkerheden, så hverken våben eller ammunition forekommer lige akkurat som nogen mangelvare.

Ubbesen labbede som ganske forventeligt denne folkemords-historie "i sig" på samme måde som da han fornyligt lod en ganske overordentligt tyk haitiansk kone berette om sine sultne børn, hvis ubærlige sult hun dulmede med saltvand. Vi taler virkeligt om alternativ kritisk journalistik her hos Ubbesen, for så vidt sådan et udtryk vel også har en negativ form. Andre ville vel blot kalde det for det, som det er,naivt pladder.
Tilbage til Gadaffis folkemord i byen med en halv indbyggere i den belejrede "Dødens By", hvor der i går berettedes om hele 8 døde. Folkemord findes tydeligvis i alle skalaer også i det helt små, hvor hele befolkningen således vil være totalt udryddet om kun godt 80 år, hvis man altså forudsætter en befolkningsmæssig nul-vækst (og at de 8 altså er reelle MER-dødsfald). Og tallet på de 8 kommer altså ikke fra Gadaffi-kilder.

Det er næppe behageligt at bo i en borgerkrigszone, men med hele verdens øjne (og givetvis masser af førerløse allierede fjernstyrede droner, mini-observationsfly svirrende på vagt), så er der givetvis sat visse og indtil videre i historien ganske uhørte grænser for grusomhederne. Ihvertfald fra Gadiffi-støtternes side, ingen har så vidt vides endnu vist en Gadaffi-tilhænger skyde nogen, ellers dagligdags rigeligt billed-dokumenteret praksis overalt i kontinentets fjerneste hjørner. Og i det her tilfælde "gefundenes Fressen" for en sulten verdensoffentlighed i stadig jagt på gode begrundelser for den militære aktion.

Helt så megen kritisk opmærksomhed får oprørerne givetvis ikke men de er selvfølgelig (afhængigt af hvem man holder med selvklart), som den ene part i alle borgerkrige altid er, langt mere human end den anden. Blot mærkeligt at alle parter altid kæmper for samme frihed, Gadaffis styrker da bestemt med en vis ret, når den nu reelt kæmper mod det meste af verden. Også lidt trist for den offensive verdens-offentlighed ikke længere at huske, at man altid bør lade en udvej åben, hvis man ønsker at tilbyde flugt- og eksilmuligheder. Sjovt, at helt uvant aktions-beruset verdenssamfund simultant kan glemme en så elementær oldgammel visdom, for hvor er det lige Gadaffi skal tage hen..?

Vi venter stadigvæk på et interview med en tilfangetagen Gaddafi-soldat.. Heldigvis er éns fjenders modstandere som dyrekøbte erfaringer i Afghanistan viste, altid éns bedste venner så længe man lige husker at udelade tiden som perspektiv. Hvem husker ikke Rambo som mujahedeen-helt? Alt har tydeligvis sin tid, som kan være ganske overordentligt kort.
Så som det lød i den gamle revyvise engang "HER går det godt, fru Kammerherreinde!"

Fruen er...

..på varetur i det storkøbenhavnske område i dag, og det giver visse problemer. Det første er, at jeg desværre ikke kan finde det kabel, som man bruger til at sætte kameraet til denne diminutive computer. Eller de fleste andre for den sags skyld, der er tale om et ikke fuldstændigt ualmindeligt USB-stik, det er blot bittelille i den anden ende.

Derfor kan vi endnu så ikke uploade billeder af den seneste "lille nye" i vores stadigt fortsatte bio-projekt. Ikke nok med, at vi af en kær ven fik en helt autoriseret JBL-box til "dobbelt 15", nej, vi fik sandelig også bragt en bunke af de passende skruer. Derfor kan vores største JBL negerrøvs-modeller nu spille MEGET mere bas. I stedet for nænsomt at rulle af ved 45 Hz, så sker det nu første ved omkring 30. Hvis dette ikke ligefrem ligner et stort skridt for menneskeden, så er det ganske misvisende. Alle store skridt består jo trods alt af ganske små skridt for den enkelte. Sommetider er disse skridt så små, at det ganske vist mest kan minde om skridt-gang på stedet, som dette, men alting tæller vel indenfor den nyere kaos-teori...?

Belastbarheden på de anvendte JBL 2235H er i det noget snævre "pass band" (de deles ved 50 Hz med 24 dB/oktav) ret betydelig, men det bliver endnu bedre engang. Nemlig når vi får lavet kasserne til de andre 4 stk. 2235H, som blot ligger og flyder omkring. Det bliver som at cruise i vores nye/gamle Mercedes E270: trods måske allerede betydeligt lydtryk/fart, så giver et "kick down" øjeblikkelig respons. BANG!!
Lidt fedt er det nu, den her helt overdrevne mængde af overskud.

En hel pelikan

Efter en hård arbejdsuge er det en veritabel lise at se frem til en weekend. Eller nærmere, sådan burde det være, men forhindringerne inden opnåelsen af denne paradisiske tilstand er endnu formidable. Der er ellers meget at glæde sig til, for eksempel ligger der en kæmpestor såkaldt JBL "utility"-højttalerbox på gulved, endda med 2 JBL 2235H oveni. Endelig, endelig fandt man så ud af, hvor ham der den permanent undertøjs-beklædte semi-superhelt lettere bøssoide Batman fik sit "utility belt" fra. Eller hvem der nu fik det først eller hvad for den sags skyld og hvor. Altsammen blot af akademisk interesse. Derudover er den første 1960-er film med Adam West som Batman stadigvæk ganske seværdig i sit totale kiksede kitschet-hed.

Tilbage til JBL- "utility", hvor betegnelsen blot dækker over, at kasserne har en noget nødtørftigt-landlig finish og derudover ikke passer til nogen bestemt højttalerenhed. De er heldigvis så store, at de dermed uden at passe særligt godt til nogen af de kommercielt tilgængelige JBL-enheder så samtidigt passer nogenlunde til de fleste. Hvorfor spiller de så ikke? Jamen det gør de ikke, fordi vi guddødeos ingen SKRUER har til de isatte teenuts, fordi der er tommes-gevind på skidtet. Kom med nogen i en fart inden vi afmægtigt begynder at stortude. heldigvis har et problem kun den størrelse, som man giver det, men samtidigt er det største problem, som man har, jo altid det største problem, som eksisterer og det er så tilfældigvis lige det her.

Ellers er en anden forhindring en forceret cykeltur i strid modvind på 15 km. inden der kan drejes væk, og det blæser simpelthen en hel skide pelikan i dag. Og så truer fruen i huset helt åbenlyst med at indrette køkkenhave og andre hortologiske lyksaligheder såsom at grave kompostbunken op. Hun mener med en vis ret ikke, at bunken af grene helt kan kategoriseres som stats-autoriseret kompostbeholder, og deri kan hun naturligvis have ret. Eller rettere, det HAR hun, ikke mindst fordi denne overbevisning fremføres med høj og messende stemme og skinnende stål-grå øjne, umisforståeligt for selv feminologiske halv/have-analfabeter som denne skribent.
Sikke problemer, måske man skulle skrive en bog med en titel noget i retning af "Det Forsømte Ikke-helt-endnu Forår"

Så kører det for dig!

Denne skribent ser dette håbløse reklamerslogan hver og hver eneste dag ude på en tankstation i den absolut fjernere del af en vestårhusiansk forstad. Som om alt det andet ved denne mandige bedrift af en cykeltur ikke tilsammen var rigeligt slemt! Almindelig eventyrlyst og jernvilje driver lettere tvangsmæssigt denne skribent gennem traumatiserende møder med genstridig modvind og forræderiske bunker af glasskår på vej mod den altid flygtige og fjerne og forræderisk-illusoriske "slanke linie" Ligefrem nogen "hvepse-talje" er der nu endnu ikke at skimte, men en slags talje er det da ved at blive til og det er dog en start. Som salig Chruchill udtrykte det, er der desværre ikke tale om "begyndelsen til enden", men blot "enden på begyndelsen"

Hold dog bare helt bøtte hvor var Winston Spencer Churchill med sin fjollerik af en far, Randolph, med den evindelige seksuelle ambivalens og en solid dømmekraft som en hudorm , altså faderens, helt vildt fantastisk god. Sikke dog en dårlig sætning, sådan ville Sir Winston aldrig have gjort det. Selv om leksikalsk kyndige naturligvis vil vide, at langt hovedparten af Winstons bedste skriverier blev til længe før han blev til Sir Winston. Hans ganske vist noget dramatiserede dagbogsblade fra sin tid under Boer-krigen omkring århundredeskiftet burde give alle danske journalister i Libyen kronisk røde ører. Hvis altså de nogensinde i eftertidens og eftertænksomhedens uvægerligt klarere lys kommer til at se, hvad det i virkeligheden var, at de sagde. Den engang så forkætrede og "krigs-opviglende" amerikanske Hearst-presse og dens quasi-liderlige reportager fra den første store fællesamerikanske krig, den på Cuba mod Spanien, har virkeligt fået kamp til stregen her i landet for nyligt.
Naturligvis vil en vis minimal selvransagelse kun kunne ske under forudsætning af tilstedeværelsen af et praktisk minimum af selvkritisk sans, næppe en opfyldelig forudsætning

Nå, ingen kender jo længere noget til nogenting alligevel og vel næppe mindre til noget end til det, der virkeligt er god litteratur. Som Churchill. Det er jo heller ikke meget ved at sidde og måle sit eget uformående vrøvl med perlerne fra de virkeligt store, sådan lidt sølle sammenligning i smug, som denne skribent tidligere i videnskabens navn har foretaget med de store "porno-tyre" John Holmes og Rocco Sifredi. Det var der heller ikke meget ved.
Tilbage til THansen-sloganet. Når man ruller rundt derude på landevejene, så flyver tankerne. Frem og tilbage og hulter til bulter og uden mål og med. I går "poppede" så den måske hårdeste kandidat til titlen som det "dårligste reklame-slogan" så op. Det drejer sig om en forlængst hedengangen pladeforretning i Viby J. ude på Skanderborgvej. Varemærket for butikken var en fed pølse, der noget fallisk blev klemt godt af en hånd m/k og teksten lød "Robert´s, den er tyk!"
Ak ja, det var vist bare mere uskyldige tiden dengang i 1970-erne. ud og se om THansen holder der stadigvæk!

"Old Soldiers Don´t Die, They Just Fade Away"

Det var som alle naturligvis straks mindes, den amerikanske Stillehavs-general Douglas MacArthur med den evindelige majspibe og mindst ligeså obligatoriske store sorte pilot-solbriller, der engang udtalte disse så sande ord. De sorte briller klæbede næsten ligeså meget til ham som dem på den tyske Schlager- König Heino, ham med den hvide hund og de stirrende basedow-øjne derinde bagved i skyggen. Nå, måske ikke helt, der findes da en del billeder af ham uden hvor han så til gengæld er langt mindre genkendelig. Som det altid er "stereotypens pris" at blive eller være.

Efter sin fyring som øverstkommanderende under det eneste rigtige FN-felttog nogensinde, (det i Libyen bestemt ikke undtaget) for sin "atomare høge-politik" for at blive erstattet af den noget mere polisk-spiselige general Matthew Ridgway fik han den skæbne, som han havde forudset. Efter en uhyre tiljublet såkaldt "ticker tape"-parade i New York, hvor succesen altid bestod i mængden af opfejet affald, forsvandt denne sejrrige og uhyre egensindige mand fuldstændigt ud af historien. Uhyre trist og muligvis ikke helt fortjent men sådan er livets lod vel blot, nogen appelmulighed gaves og gives ikke.

Og så over til den nuværende noget mere overskuelige intervention i Libyen, hvor tingene også uhyre forudsigeligt er ved at "Fade Away" Dette er naturligvis uhyre forventeligt, men det må dog være en betydelig øjenåbner for Anders Fogh og de andre at blive bebrejdet af en såkaldt "oprørsleder" (hvem der så har valgt ham vides vist ikke) at de "bomber for lidt" Ikke underligt, at den indtil nu stramt styrede nyhedsstrøm fra Libyen, lamme-dikkende og vellystigt-villigt slikket op af ikke mindst samtlige danske nyhedsmedier, er ved at tørre ud, for hvad er der lige der sker+ Jo, vi ser simpelthen starten af grundlæggelsen af ENDNU en af utallige konspirationsteorier og "dolkestøds-legender" i denne del af verden, som ellers burde være rigeligt velforsynet i forvejen. Hvor det uværgerligt er andres fejl, at det ikke lykkes for én selv.

Indtil videre "labber" medierne stadigvæk syge historier i sig med vellyst, men hvor længe mon det varer? Især dén om den beskidt slyngel af en Gaddafi-tilhænger, som havde blandet sig med en folkemængde kun for ved beskydning af et fly at få disse til at bombe mængden. Virkeligt en skummel plan og noget selvmorderisk tillige. Sig mig, hvad i alverden har han skudt med for at få flyene til at reagere, når nu i forvejen alle oprørerne konstant fyrer deres våben af op i luften til betydelig fare for flytrafikken. Hele tiden og igen og igen. Sådan noget skal man vist bare ikke tænke over. Overhovedet. Udover at militære "vådeskud" (det, der på engelsk meget betegnende hedder "blue on blue", gæt selv hvorfor), er en helt uundgåelig del af ethvert militært eventyr. Her er det blot mangefold værre, men endnu ikke åben for den slumrende presses opmærksomhed.

Det kommer nu nok frem, det plejer sådan noget at gøre. I mellemtiden kan vi så også passende på denne side undre sig over, hvorfor man stadigvæk betragter militæret i Ægypten som et demokratisk bolværk. For tiden er der tale om et rendyrket og ganske uindskrænket militærdiktatur i langt højere grad end det, der i mange omgange har hersket i Tyrkiet i nyere tid. Det sidste blev uvægerligt bredt internationalt fordømt, det første er indtil videre helligt. Det er noget mystisk, fordi ethvert militær i enhver historisk epoke har haft alt andet end demokratisk tendens og den smule, der muligvis var der oprindeligt i folkelige opgør som den engelske revolution under Oliver Cromwell, perverterede hurtigt. Fordi et militær jo nødvendigvis ikke kan fungere rent demokratisk.
Hvorfor man så blot sidder på hænderne og venter på at alting i Ægypten bliver bedre er til gengæld forståeligt nok. Man kan jo ikke rigtigt gøre andet, nu man allerede HAR fyret kanoner og bomber og triumfkort af i Libyen. Så får vi blot vente på, hvad Rusland og Kina kommer frem med de nærmeste dage. Det behøver man vist ikke være ekspert for at forudse.
Da ihvertfald ikke meget mere end den vistnok fremtrædende internationale ekspert, som bliv citeret for at sige, at man ikke kunne stole på Gadaffi. Øh nej, det kan man helt givet ikke men er der nogen fremtrædende politiker siden muligvis Abraham Lincoln, som man med blot rimelig ret har kunnet det, dn nuværende flok med de dulgte dagsordner da i særligt grad ikke undtaget ....?

Komiske kombinationer

Nej, vi taler ikke hektisk-prustende og stærkt-svedende ældre mænd på forstærkede stålcykler på vej ud over de vest-århusianske bakkedrag. Ikke at det bestemt er et temmeligt grinagtigt syn, for det er det helt givet. Resultatet er dog heldigvis en smule mindre grinagtigt end summen af alle lidelserne derude i den uendelige modvind, og nu bemærker konen ligefrem relativt uopfordret, at man sagtens kan se en fysisk forskel. Om det så er til det bedre har denne skribent ikke endnu turdet spørge om, men det er det vel, min kone er jo en positiv og altid uhyre elskelig person, al hverdagens modgang til trods.

Nu kan jeg her til morgen ikke finde firmaets kamera, og derfor må billederne af en anden fuldstændigt komisk kombination vente lidt. Den ligger ellers lige dér på vores store gamle super-solide arbejdsbord fra den første inkarnation af Dansk Audio Teknik Professionel i Klostergade. Det drejer sig om indholdet af af et bud på en så idiotisk kombination af højttalerenheder, at det næsten bringer minder frem om den værste af dem allesammen: Den gigantiske Tannoy Dreadnought-studiomonitor. Denne sidste havde som forhåbentligt ingen længere husker noget så komisk som 2 stk. 15-tommers med en egenresonansfrekvens på ikke helt ubetydelige 59 Hz, der gjorde dem ganske uegnede til enhver basgengivelse.

Mellemtonen var til gengæld ganske fint afstemt i sin ingeniørmæssige håbløshed, da den bestod af en 15-tommers enhed med en endnu mere håbløs letvægtsmembran, der skulle dække området til uhyre øre-følsomhedsmæssigt kritiske 2 kHz. Dette var naturligvis fysisk ganske plat-umuligt uden den ledsagende membrandiameter-afhængige nødvendige såkaldte "beaming", tiltagende indsnævring af retningsbestemtheden. Komisk? Fuldstændigt og så var det endda værre endnu, da det ledsagende elektroniske delefilter var alle tiders måske bedste bud på en hvid-støj generator. Sikke dog det kunne suse og snerre og ingen bas spille. Eller diskant for den sags skyld. Det var højt og lød uendeligt meget højere, end det allerede var, fordi det lød så ganske usigeligt grimt.

Til en bagatel af 70.000,- for over 30 år siden var der ikke tale om et egentligt røverkøb, røversalg dækker måske bedst. Et skamløst produkt inkompetent klampet sammen af de højttalerenheder, der lige præcist lå og flød og allesammen kom fra det netop opstrtede såkaldte "Wildcat-projekt", hvor Tannoy bevægede sig ind i PA-branchen, signifikant nok uden overhovedet at have hverken know-how eller anvendelige produkter. Og så er vi ved at bevæge ind i dagens tekst, for det, der ligger foran på bordet der, er såmænd et sæt enheder til en anden forlængst afdød dinosaur, en JBL 4435 studiomonitor. Dén med dobbelt 15-tommer og et neger-røvballehorn med en 1-tommers diskant bagved. Med dennes garanti for hverken at kunne spille egentlig mellemtone eller synderlig vellykket diskant over 14 kHz.

For helt at banke søm-hovedet smeretligt i bund i ren imkompetence, så er basserne, de glimrende subwoofer-enheder 2235H, fuldstændigt uegnede til at spille til delefrekvensen på 1 khz. Ja, selv til 500 Hz er de strakt til det alleryderste. Da så samtidigt hornet på 1-tommer diskanten var sparsomt dimensioneret og hvæsede og spruttede lidt rigeligt i bunden af det frekvensområde, hvor den ellers udmærkede 1-tommer i denne håbløse kombination, kæmpede hørbart for livet, så havde vi næsten en vinder. Virkeligt et godt bud på en ekstremt dårligt-lydende højttaler. En virkelig vinder hvis altså ikke Tannoy allerede så uslåeligt havde indtaget denne skændselens førsteplads!

og jo, jeg har selv haft et sæt af de her JBL 4434. Ganske kortvarigt, ganske vist, faktisk så kortvarigt, at jeg efter en kort lyttetest besluttede mig til overhovedet ikke gide slæbe dem med hjem. I betragtning af, hvor mange dumme ting jeg har rodet med i hifi og endda taget ganske alvorligt, så er det her måske min stolteste stund.
ikke meget, når jeg nu tænker over det, men en lillebitte smule bedre end slet ingenting.
Ikke mindst fordi det varede forfærdeligt meget længere, end jeg formåede at gennemskue datidens latterlige Tannoy-produkter. End ikke denne skribent blev født helt så klog, som han senere blev.
Og nu farvel, jeg har en presserende aftale med en strid modvind!

Kameraer og sager

Senere i dag vil vi forsøge at berette om de nyeste projekter, som der er gang i. Desværre er der her fra morgenstunden lige lovligt lidt tid den sædvanlige fordybelse, men med lidt held vil vi kunne uploade et bar billeder fra de igangværende kælder-projekter. Der er blot lige et par PAR 32-multikabler i vejen på denne side af fornøjelsen..

Progression og regression

Nu har tiden endegyldigt og skæbnesvangert og aldeles endegyldigt indhentet denne skribent, som det vel reelt også har været tilfældet for alle tidligere generationer.. Ja, enkelte vel måske med nogen ret have kunnet påstå, at dette allerede var et faktum for adskillige år siden, og en slags ville de vel have haft. Denne gang er det dog indtil videre begrænset til problemer med at hjælpe datteren med matematik-opgaverne. Desværre for denne skribents ellers ganske realistisk-veludviklede selvopfattelse drejer det sig om opgaverne i 1.G. Hvor denne skribents viden kommer ganske til kort.

Ydmygelsen var total forrige weekend på en færgetur til Sjælland, hvor det blev klart, at denne ellers i selvforståelsen ganske matematisk-velfunderede skribent fik uoverstigelige problemer i at regne en opgave. Udstyret var ellers det klassiske både papir og blyant og sågar en lommeregner, det forslog altsammen blot ingenting. For det første er denne skribent helt tilbage fra fortiden med hvide regnestokke og den allestedsnærværende logaritmetabel fra Erlang, så tasteri er bestemt ingen spidskompetence. Ikke at det ville have hjulpet her. For der var noget ravruskende galt, og som sikkert mange fædre før måtte jeg nødtvungent give fortabt overfor denne ligning.

Det skal nu med, at det faktisk ved ren hovedregning lykkedes at "sjusse" den skæve potens i ligningen indenfor en enkelt decimal, ikke ueffent hvis man skulle spørge mig selv, og udover hundene er jeg den eneste, der er oppe ved denne ukristelige tid. Ikke at det hjalp, ligningen var stadigvæk uigennemtrængelig og det var der en ganske god grund til. Denne skribent har nemlig aldrig nogensinde i matematisk teori stiftet bekendtskab med en såkaldt regressiv potensfunktion, ja jeg har aldrig hørt ordet. Og sådan en ligning kan næppe med mulig undtagelse af særligt autistisk-inklinerede personer udregnes uden brug af computerprogrammer. Som det osse var meningen man skulle her, hvor den eneste tilgængelige ressource desværre blot var en godt brugt matematisk studenter-hjerne med 36 års total inaktivitet på det specifikke område. Godt klaret uden at det iøvrigt førte til noget praktisk anvendeligt resultat. Så godt og godt er måske lidt så meget sagt..

Og så er det man lige spørger, hvad meningen mon er med det her. Selv var vores matematiske aktiviteter dengang i urtiden begrænset til det, som man rent praktisk kunne regne ud, baseret på en solid teoretisk forståelse af, hvordan differential- og integralfunktioner hang sammen plus det løse derudover. Ikke at det nødvendigvis var blot en smule nyttigt på videre sigt som det meste lærdoms triste skæbne jo er-ikke at være,, men lidt klogere blev vi vel. Siden denne skribent dog kunne analysere problemet rimeligt korrekt uden dog at kunne løse det, lærte vi vel trods alt noget af blivende værdi. Udover at det så er første gang siden juni 1975, at der har været bud efter denne forlængst noget lodret-tenderende arkiverede lærdom.

Det er altid en grænseoverskridende begivenhed, når man ikke som far længere fornår at hjælpe sit barn med opgaverne, men denne gang var nu næsten ingen gang, men så bliver ydmygelsen blot så meget større, når det engang sker. For hvad er meningen egentligt med at lære ungerne blot at taste data ind i et matematikprogram uden at bibringe dem blot den allerringeste idé om, hvad resultatet muligvis er. For slet ikke at tale om, hvad det nogensinde ville kunne bruges til. i 1.G. Nå, heldigvis giver det så i det mindste lidt ekstra tid til aktivt at glemme meningsløs matematik som det her vist må siges at være på dette og og måske i virkeligheden også alle andre klassetrin. Inden et rigtigt videgående matematisk studium er det her eklatant spild af tid, intet andet! Og ikke kun fordi jeg ikke selv kunne regne det-tror jeg nok!?

A propos at "regne den ud", så er den altid vanvittigt geskæftige net-fætter "Kjeldsen" (ham, der til alting anbefaler Behringer pruthøjttalere akak) på atter et sygt togt derovre på hifi4all. Denne gang har en uheldig kunde tilsyneladende købt sig det, som han kalder "Tannoy 12-tommer Monitor Gold" Det, som han i virkeligheden har købt og som uhyre let at finde ud af også uden matematikregner, er et lokalt lavpunkt blan dt forfærdeligt mange andre i historien om Tannoy. Han har fået sig et sæt Tannoy DU 3149 (slemt)/3169(værre endnu), i sig selv de frasorterede enheder fra en allerede håbløs i kvalitetsmæssig henseende totalt amatøragtig hjemmesløjd-lignende produktion af Tannoy studiomonitor-enheder.

Ræsonnementet deroppe i Skotland blandt de nærige producenter var, at da man ikke formåede at lave ordentlige og ensartede enheder, så ville man blotte sælge det allerværste af skramlet som PA-højttalere, hvor folk ikke var eller er særligt kritiske. Det relativt bedste af skramlet blev så anvendt i vildt-hvæsende studiomonitors. Tillykke, du nye glade ejer af et sæt afgjorte oprindeligt frasorterede skod-enheder fra en produktion med en ellers uhyre liberal fortolkning af ordet "kvalitet" Så langt ude, at ordet ingen mening har længere.

Og så fortsætter tosserierne, for køberen skal så lave en ny kasse til sine enheder og til det finder han så med samme forbløffende mangel på kompetence som ved købet de såkaldte "Thiele-Small-parametre", som man bruger for tiden ved beregning af kasser. Han finder ganske vist data for en HELT ANDEN Tannoy-enhed, der til al overflod tillige ser fuldstændigt anderledes ud, og som derudover er fra længe før man opfandt disse parametre.

Og så kører møllen ellers videre derud af, enter vor hjælpsomme net-ven "Kjeldsen". Med bunker af beregninger for muligheden af at sætte EN HELT ANDEN enhed (som ingen officielle parametre HAR, blot efterfølgende tilfældigt målte på en produktion af håbløst forskellige gamle skod-enheder!) i en HELT ANDEN KASSE. Det her er ren hifi-slapstick fordi det simpelthen er SKIDELET at finde alle oplysningerne om samtlige Tannoy-højttalere på nettet. Den eneste mulige kabinet er iøvrigt på 175 liter og det er HELLER IKKE ret godt. Og nej, "Kjeldsen", uhyre hjælpsomhed er altså OVERHOVEDET ingen erstatning for reel kompetence og en minimal viden om emnet, og da ganske særligt ikke, når dine råd har nogenlunde samme sørgelige intellektuelle spændvidde og varige værdi som kvækkene fra en delvist ordblind papegøje...

Nå, vi kan håbe, at den glade og stolte køber ikke kommer til at læse det her, for det vil næppe bringe ham i synderlig forårs-jubelstemning. Den eneste helt rigtige kasse til de her enheder er en gigantisk stor firkantet én i stål. Den, hvor der står "Jern og Metal" på ude på genbrugsstationen.