Tidens dårlige ånde

Om et blot kvarters tid er denne skribent uheldigvis på vej til tandlæge. Nu dækker dette kun relative uheld naturligvis udelukkende vores altid lækkersultne læserskare. Fruen i huset har ud fra den rimelige retfærdighedsbetragtning, at når hun og datteren var af sted i sidste uge, så var det heller ikke mere end rimeligt, at jeg røg afsted. Og det endda uden at ryge overhovedet ellers? Nå, ånden bliver vel næppe ligefrem dårligere af fruens tiltag, der er heldigvis en del at give af i retning af forbedring forstås..

At ryge ad Helvede til risikerer tilsyneladende også et mangfoldigt og væsentligt bidrag til den samlede danske kulturarv, et hændelse af en betydelig vigtighed, at både EU`s og FN`s samlede kulturbevarings-programmer burde kaste sig over denne potentielt lands-skadelige handling. Som dog også til alt held kan anskues helt anderledes. Som blot og bart en elementær tandrensning.

Offeret er til mulig beroligelse blot hele det gamle "bag-katalog" af ligegyldige/ubenyttede tråde på hifi4all. Nu har vi aldrig skrevet der og vil derfor ganske neutralt kunne kategorisere denne veritable "elektroniske losseplads" af lige dele ævl, "hear-say"-pladder, selvhøjtidelig selv-iscenesættelse og almindelig uforskammethed som en kulturarv på linie med gamle lokale reklame-gratisaviser. Og så er der naturligvis midt i bjerget af affald enkelte gode og gen-brugelige ting, som dog forlængst er forsvundet i slagge-bunkernes stank, og hvad nytte har de så?Som noget, der kun kan bruges til at beskrive den netop på tidspunktet herskende (dårlige) "tids-ånde" Det er i et større klinisk perspektiv mægtigt interessant men iøvrigt fuldstændigt ligegyldigt. Ja, mere end det faktisk.

Derfor synes vi faktisk kun, at den ellers ikke voldsomt visionære forumejer Mikkel Gige kun kan lukke det her ned for langsomt! At holde sådan noget kørende er helt objektivt set allerede en (ganske vist lille) forhindring mod en større accept af hifi som en anstændig hobby, men ligefrem at kræve, at manden skal bruge penge på at bevare års ævl og kævl er vel i den lidt tungere ende af almindelig urimelighed..?

Nå, den rasende og ophidsede og for en enkelt gangs skyld ikke engang særligt sorthårede og heller ikke vanvittigt talstærke folke-mængde er så i al hovedsagen ikke dem, der længere færdes på hifi4all. Eller nogensinde kommer til det. Tabet er derfor for forum-ejeren helt givet til at overse.
Mikkel, du er STADIGVÆK et mega-fjols, men lige netop i denne enkelte henseende forstår vi dig nu godt. Det er heller ikke din skyld, at samtlige 3 danske hifi-fora er så stillestående, at man tror skærmbilledet er brændt fast.Dit er det, der kommer videre med sin egen forståelse af den dårlige "tids-ånd", mens de andre blot skulle tage og lukke og slukke. Trist, men sandt.

Ellers skal vi medvirke i et større radio-projekt i dag, mere herom senere. Vi kan dog afsløre, at emnet er helt ubegribeligt interessant grænsende til det enestående spændende. Lad os forsigtigt røbe, at portrættet vil være en naturlig forlængelse af den underholdende serie på Discovery Channel om "Stan Lee´s Super Humans", blot i en lidt mere lokal udgave. Ja, nok i virkeligheden så lokal som noget overhovedet kan blive..Spændende, ikke sandt?

Mercedes E270 diesel

Så er vi blevet bilejere påny, hurra-hurra! I den anledning skal vi atter engang huske at takke alle dem, der har bidrager privat, pr. mail og i vores lille hygge-forum med gode og gennemtænkte forslag. Det er så endt med, at vi faktisk har købt en bil, som vi aldrig har set, ikke engang på et billede. Det kunne lyde særdeles letsindigt, men det er det nu ikke. Ikke spor endda.

Sagen er i sin såre enkelthed, at vi har KØBT bil på fuldstændigt samme troskyldige måde, som vi selv SÆLGER ting til kunder, der belært af antageligt positive erfaringer (ellers kom de jo til en start næppe) blot tror på det, som vi siger. Heldigvis "fanger bordet" begge veje, for når folk udviser os tilstrækkelig tillid, så gør vi naturligvis også vores ekstraordinært bedste. I sådanne rene tillidssager går tilliden naturligvis ubetinget begge veje. Og sådan har vi så naturligvis købt bil.

Vores nye Mercedes kører stadigvæk rundt oppe i Nordjylland og er dermed pr. definition ikke ganske spritny. da disse vel pr. definition holder ganske stille. Vi kan først få den om knapt 14 dage, og det er forfærdeligt længe at vente på dette rustfrie automat-gearede vidunder med klimaanlæg og 6 cylindre og sager. Og i bonus den mulighed at køre os FULDSTÆNDIGT fordærvede i smadder på en motorvej med 215 km/t. Ikke at fristelsen til dette sidste er vældigt stor , dertil er især undertegnede stadigvæk uhyre taknemmelig for, at "Nornerne ikke klippede livstraaden " i sidste uge. "En "close shave", som det hedder hos "Walter and Gromit".

Nå, vi har som sagt købt denne "luksuriøse øse", fordi en anerkendt nordjysk hædersmand har sagt, at det er lige præcist den, som vi skal købe. Denne mand befinder sig godt nok lige i udkanten af finans-branchen, men selv der findes der ordentlige folk lidt endnu. Ihvertfald glæder vi os mægtigt til at se, hvad det er, vi har købt. Fruens glade halvmåne-ansigt igennem ruden bliver et huldsaligt syn.

Vi skal osse lige i samme ombæring lige demonstrere, hvor flinke vi selv er. Eller måske nærmere MÅ VÆRE, for ellers skete sådan noget vel næppe? Da en af vores gamle kunder var forbi i mandags og hørte om vores billøse situation, lånte han os simpelthen prompte sin bil hele ugen ud. Nu er lille Kramer Madsen nu også en formidabelt flink fyr til at starte med, men alligevel takker vi af hjertet.
Vores umiddelbare problem ved at leje en bil er, at vi sommetider er så længe ude, at vi bliver nødt til at medbringe vores hunde-kræ og den slags er ikke heldigt for kommende allergikere (eller rette REELLE allergikere, som ved en KOMMENDE lejlighed muligvis vil benytte samme bil). Ikke helt heldigt og desværre heller ikke til at undgå.

Nå, tilbage til virkeligheden, denne eneste rigtige "lakmus-test" for alle drømme og illusioner. Hvor ubetinget tillid og venskaber er både noget der ydes, og noget der nydes! Tak til jer alle, der har hjulpet.

En ægte hædersmand

Her i vores lille huslige firma har vi mange venner. Om det er fortjent eller ej skal vi lade være usagt, mest fordi vi aldrig selv kan være de rigtige dommere, men heldigt, DET er det! I det hele taget er hele vores virksomhedsstruktur venne-baseret, og det er meget godt, hvis man blot har venner nok. Alligevel skal vi hårdt pressede i dag præsentere som ven en af de allerbedste og mest bund-reelle mennesker, som vi nogensinde har mødt. Det er en af den slags mænd, der får denne skribent til at føle sig en smule utilstrækkelig, der skal ellers noget til. Eller alternativt fru Mathiasen, som heldigvis altid kan finde på en pinligt-presserende punkt. Helt op i "Himlene" vokser min egen selvforståelse heldigvis og forhåbentligt aldrig!

Tilbage til hovedpersonen i dag, som holder 25-års jubilæum. Denne lastbil-mekaniker er i sit mangeårige professionelle virke næppe meget kendt. Noget anderledes er det i hans eget firma, der hedder Candlelight, og som er en stille spiller indenfor afvikling af små og større lydudlejningsprojekter.. Manden er vores gode gamle ven Carsten Udengaard, som denne skribent har haft den udsøgte fornøjelse at handle med gennem alle årene. Ja, måske endda inden den bumsede dreng Carsten med det uhyre sindige temperament og enkelte bumser blev til den uhyre sindige familiefader næsten uden. Ellers ser han nu fuldstændigt ligesådan ud som dengang i pubertetstiden, og det skyldes vel et ustresset liv. Når man altid gør det, som man siger, og altid siger det, som man mener er rigtigt, så er livet simpelthen simplere. Underligt at ikke flere eller måske overhovedet nogen andre helt har fattet denne enkle recept. Som lyder så let og desværre er så forbandet svær!

Carsten er simpelthen selvsamme bemærkelsesværdige mand, som under denne skribents ialt 2 flytninger i dette årtusind har stillet op med sig selv og sin lastbil. Nu er det muligvis ikke særligt bemærkelsesværdigt i sig selv at anvende en stor bil til flytning, men anderledes her. Alt vores omfangsrige habengut boede simpelthen i ugevis i Carstens store lastbil i den tid, hvor vi ingen steder kunne være. Når så Carsten skulle ud og spille, så pakkede han blot møjsommeligt sin til formålet upraktisk lille bil til loftet med isenkram og kørte et par ekstra gange og så gik det op alligevel. Alt for vennerne tydeligvis og vi er stolte af at kunne kalde os det. Alt er helt selvfølgeligt med denne ligefremme og ordentlige mand. Godt vi ikke skal konkurrere professionelt med ham!

Derfor herfra et kæmpe-tillykke til Carsten Udengaard og familie på denne dag, som vi selv oplevede for et par år siden. Selv modtog vi gæster i hundredevis og kun en enkelt uønsket (hej, Kenneth!), der dog fik en særdeles fortjent afskedssalut af den senere fru Mathiasen.
Anderledes i dag med Carsten Udengaard. Selv om vi selv kun har ganske få uvenner, så er det allerede mange flere end Carsten, som garanteret ingen har. Eller nogensinde får.
En virkeligt bemærkelsesværdig mand, tillykke med de 25 år i en turbulent og troløs branche og tak fordi du har bevaret din helt egen personlige integritet gennem alle årene. Simpelthen et rent fyrtårn af en ordentlig mand, som alle vi andre kan måle os med med svingende held.
Vi beklager den måske lidt højtsvungne stil i dag, det skal ikke gentage sig. Og det skyldes, at der uheldigvis kun er en enkelt ef Carstens slags!

For godt til at være sandt!

I vores fortsatte jagt på bil-lykken skal vi lige starte med at sige tak for alle de tilkomne gode råd. I går blev vi ellers slemt fristet af en helt ubegribeligt velholdt kæmpestor Volvo 740 i Svendborg. Det var næsten alt for godt til at kunne være sandt: En vanvittigt flot angiveligt gammel stats-tjenestebil, der nu blot henstod uregisteret til en slik, ja den angivne absolutte lavpris var endda inklusive registrering og afgift og alting. Der stod drømmebilen simpelthen i al sin imponerende benzin-slugende vælde.

Og det gør den så stadigvæk, for vi har besluttet at købe en stor og billig bil. Man behøver vel heller ikke være nogen særlig spåmand for at kunne forudse, at benzinpriserne i de kommende uger simpelthen vil eksplodere. Ikke at der nødvendigvis bliver nogen reel mangel, men når et land som Libyen med verdens største oliereserver "bobler" løs, så er der frit spil for alle spekulationer og hysteriske opkøb. Hvordan det ender er ikke til at vide, men hvordan det til gengæld BEGYNDER, er til gengæld ganske let. Hvis nogen tror, at markedet for store benzin-uøkonomiske biler har nået bunden skal de nok tro om igen. Der er ganske langt igen, venner!, som det engang nogenlunde lød i en ellers både uhyre forglemmelig og netop nok derfor forlængst glemt dansk popsang.

Tilbage til vores Volvo, som altså så ikke bliver vores, dertil er vi simpelthen for ængsteligt anlagte. For det første er privates "underhåndskøb" af billige statsbiler jo normalt ikke vældigt hyppige, og problemet bliver kun større af, at ejeren aldrig selv efter adskillige år har KØRT i bilen efter sit heldige og uhyre fordelagtige køb. Hvordan det så lige er foregået, måske blot betalt til kaffekassen. Da den jo netop ikke er indregisteret med afgift har den derefter blot holdt stille. At den i mellemtiden har undergået betydelig præventiv og kostbar kosmetisk vedligeholdelse er næsten også for godt til at være sandt dér i sin opvarmede garage. Til ingen verdens nytte indtil måske nu.

Hvor denne vidunderlige bil i virkeligheden kommer fra aner vi ikke og det finder vi aldrig ud af. Desværre ved vi så godt, hvor den IKKE kommer hen, nemlig hertil. Når en historie er alt, alt for gunstig og god men udelukkende for KØBEREN,som den her er, så bliver gamle rotter betænkelige. Som foran den fristende ostehaps lige der på vejen foran én med den underlige fjeder-lastede spring-fjeder ovenover. Alt, alt for godt til at være sandt og allerede i første samtale villig til yderligere betydelig rabat på en allerede problematisk lav pris. For et fremragende produkt. Vi kan naturligvis tage fejl, men det finder vi så ikke ud af. Men har nogen sådan et håbløst skrummel, som de gerne vil af med til ellers sædvanligvis godtroende folk som os, så sig til. Eller noget andet stort og billigt, de dyre frister ikke alverden i denne tid, hvor brugtpriserne vist kun kan gå den vej, som "katten skraber" Helt vildt tror vi!

Bil, bil!

Her til morgen udgår vores lille syssel, da vi sidder dybt begravet i arbejdet med pronto at skaffe en ny rummelig stationcar. Vi er naturligvis taknemmelige for alle gode tips i samme henretning, for det skulle gerne gå noget hurtigt...

Lys i pæren

Efter en både stille og alligevel ubehageligt begivenhedsrig uge er der atter dømt hverdag i det lille firma. Det vil sige, helt hverdag er det naturligvis ikke, for vi er stækkede på nogenlunde samme trælse måde som flamingoerne i Zoologisk Have, der heller ikke kan flyve. Ikke at vi ligefrem ønsker nogen gentagelse af vores egen flyvetur i tirsdags, men også mulighederne for relativt retlinede bevægelser med tunge ting er begrænsede. Indtil der atter holder et køretøj i carporten, og det er så det, som denne morgen bl. a skal gå med. Og så osse lige huske det dér lille ekstra kram, som er blevet enormt meget påtrængende at huske efter vores uheld.

I al skyndsomhed her i vores hifi-forbrugerhjørne skal vi dog lige huske en servicemeddelelse. Som er så indlysende, at alle naturligvis allerede burde vide det og selvfølgelig derfor ikke er det. Fordi det er særdeles vanskeligt at undervurdere den samlede kollektive intelligens af selv mange mennesker, når de blot allesammen er uvidende nok. Det drejer sig ellers om noget så simpelt som en el-glødepære. Og den kendsgerning, at ledningsevnen på mange metaller falder, når temperaturen stiger. Det sidste er især smart til at egrænse strømmen, efter at den altså har været stor nok et stykke tid til at varme glødepæren nok op til, at den kan kyse. Og dermed øger sin modstand og dermed sænker strømmen.

Og så over på Nerds.dk, hvor en fyr måske har undret sig over, at hans bittesmå JBL-pruthøjttalere har blitzet løs inde i kassen, når han spiller. Han spørger derfor meget fornuftigt, om han kan ændre på lyden ved at skifte pæren. Og det selvfølgelige og eneste mulige svar kommer naturligvis ikke, men det lyder: JA, du kan sagtens tage pæren ud, menb så spiller diskanten blot ikke, fordi signalet til diskanten suk går gennem pæren. Ellers var der nemlig overhovedet ingen teoretisk mulighed for, at pæren kunne virke som overbelastningssikring.

Intet subtilt elektronisk "føleri" her, simpel 1800-tals basis-teknologi med modstands-definerende temperaturer. Til gengæld kan man sagtens kortslutte pæren med risiko for at brænde prutdiskanten af (alle sparer jo altid hvor de kan ogg tit noget mere end de burde) og det vil garanteret give bedre lyd. Fordi en diskant med en ulineær både impedans og DC-modstand i kraft af glødepæren i serie heller ikke vil have nogen entydig DELEFREKVENS. Fordi et passivt filter simpelthen FORUDSÆTTER en konstant impedans.

Denne ultra-lavteknologiske form form for overbelastningssikring findes iøvrigt også i vores egen professionelle branche og er en stensikker garanti for elendig lyd. Også længe inden pæren begynder at lyse blot en smule konstant, fordi impedansen og dermed delefrekvensen allerede er begyndt at "sejle rundt".
Det er en billig og simpel og ganske effektiv måde at beskytte noget forbandet bras mod at gå i stykker. Det er også også fuldstændigt idiotisk at købe et produkt, som ligefrem visuelt udsender tydelige "advarselsblink" om, at det er tilstrækkeligt underdimensioneret til i praksis ALT. Som at købe en billig boremaskine, hvor overbelastningsknappen "trigger" hele tiden, så man aldrig nogensinde får boret blot et eneste skide hul (beklager den lettere latrinære tone).
Køb dog en ny højttaler og smid det her lort væk, kan det siges meget simplere? Vi kan ikke, heller ikke fatte hvorfor dog ingen andre siger det.

Nye proportioner

 

Vi skal lige atter engang sige tak for den fortsatte strøm af pæne ord i forbindelse med den nylige nærdøds-oplevelse og Palle, det var sindssygt meget alt for meget. Men så meget større tak naturligvis!
I vores delvise rekonvalescens i går blev der tid til at teste firmaets nyeste nærfeltsmonitors. Proportionerne er svære at få på plads på billedet, for godt nok er hornet ganske stort, men baskassen er til gengæld ganske lille. Den monterede noget sølle-lille 14-tommers JBL basenhed viser vel egentligt bedst tendenserne her i hytten. Der er sådan lidt "vildtvoksende Kridttids-tordenøgle" over udviklingen, hvor det efterhånden ikke længere kan blive stort og upraktisk noknok. Det der i går var temmeligt stort, er nu sørgeligt utilstrækkeligt lille. Og det store er nu så stort, at det dårligt lader sig transportere op af trappen længere, virkeligt en formidabel forhindring a la den tidligere nævnte ulykkelige "Irske kæmpehjort" for den videre udbredelse. Dens kolossale gevir siges jo også at have hængt fast i alle væksterne hvorfra man så iøvrigt ved det fra.

Nå, denne lille nye er nu ikke meget større end at den faktisk godt kan stå på det skrivebord, hvor denne blog bliver til. Blandt andet fordi den anvendte diminutive Lenovo Thinkpad er så helt ubegribeligt lille, ja næsten ligeså lille som er helt ubrugeligt langsommelig. Man sagde jo "Aldrig igen en 9. April (inden retskrivningsreformen red.)" og vi siger: "Aldrig en Lenove skod-pad!" Eller måske man bare ikke får en skid for 2500,-, den her er ialtfald ikke en skid værd så det har man ikke rigtigt gjort.

Vi har et fif til dem, der måtte mangle intellektuel underholdning i disse tider, hvor samtlige 3 danske hifi-fora er fuldstændigt simultant-stendøde udover de sædvanlige færre og færre exhibitionistiske hard-core "grej-onanister" (SE MIG, SE nu hvad jeg har fået og NU har jeg bestilt noget andet og det bliver helt vildt fantastisk godt selv om jeg aldrig har hørt det men det ved jeg bare indtil næste måned hvor der skal komme noget nyt-osv ad nauseam) Det er faktisk lidt værre end vores egen rejse, der trods alt er solidt baseret på, at endnu mere af det samme er endnu bedre. Og da ganske særligt hvis man kan stable det ovenpå hinanden..

Ja, helt rask er denne skribent naturligvis ikke men i forhold til de virkeligt syge derude er det nu en slags let influenza der tillige i perioder går over. Og så det intellektuelle: Med den stupide danske titel "Rejse gennem det 20. århundredes Europa", genudsender DR K en formidabel hollandsk dokumentar, der pin-pointer særligt formative historiske begivenheder. Det her er simpelthen i mange afsnit en suveræn "tour de force" i væsentlighed og enestående tværfaglig fortælleteknik. Man kan allerede godt begynde at glæde sig til afnittet om 1980-ernes engelske minearbejderstrejke, men der er heldigvis masser af afsnit i serien "InEuropa" Sæt trygt zaptor-boxen til position "serie-optagelse", det her er altså rent guld! Og derudover vil vi godt advare om, at vi efterfølgende vil "høre" vores læsere i dette pensum.

Kondi er noget, man drikker...

 

..og lykke er tydeligvis noget, man kan købe, når man ikke kan få den på anden vis. Tag nu for eksempel denne denne efterhånden færdige "selv-biografiske" højttaler. Vi bruger dette relativt nyopfundne udtryk, opfundet for blot ganske få sekunder siden, til at betegne en biografhøjttaler lavet af os selv, lidt forfatter er man vel med disses velerhvervede og tilsyneladende indlysende rettigheder til at skabe konceptuelle ny-brud.

Ret meget andet er der så nok heller ikke at sige. Udover at den opmærksomme iagttager antageligt vil kunne se, at der nu endeligt er monteret særligt resonans-døde basrefleksrør af det kendte fabrikat Monacor. I forhold til de ægte JBL med deres paprør er det næppe meget dårligere. Eller bedre eller blot anderledes. Systemet spiller helt oplagt absolut fremragende og højt, højt, højt!! Faktisk så højt at det slet ikke behøver spille særligt godt fordi man ret hurtigt alligevel aktiverer høre-refleksen med opstramning af de små knogle-kontrollerende muskler i det indre øre.

Udover det, så spiller den afbildede forvoksede JBL-centerhøjttaler så slet ikke og om den nogensinde kommer til det i sin tid her i huset er faktisk tvivlsomt. Det er en kedelig iboende egenskab ved at ophobe mere isenkram end der er plads til i selv et uhyre rummeligt hus som det vi bebor. Jo mere plads, jo større højttalere og dermed samme plads som før. Der er sådan lidt af patetiske midaldrende mænds køb af en Aston Martin-racerbil over det: Når man er blevet gammel nok til at kunne betale, så er man blevet så tilstrækkelig dårlig i sine reflekser til, at man ikke kan køre den fuldt ud alligevel og så er alting noget omsonst og man kunne ligeså godt have købt en Skoda Favorit.

Nå, mon ikke bare det er en del af tidens kærlighedsløse liv, det tror vi. Et symptom på en eller anden mangel i livet må det vel være. Vi kan så blot håbe, at det er tidens mest umiddelbare og indlysende savn af min kærlige kone, som er årsagen. Omend vi bestemt ikke fuldstændigt kan udelukke diverse andre psykiske brister. For eksempel ligger der allerede på arbejdsbordet et andet restaurerings-projekt af denne gang noget mindre JBL-boxe. Det kommer helt sikkert til at se ganske komisk ud, fordi bassen med sin 14-tommersenhed bliver så lillebitte i forhold til hornet. Mere senere.

Vi skal huske at sige tak til de mange, der på vores forum og privat og mail m.m. har vist deres deltagelse i den noget chokerende bil-ulykke. Efter en meget lang nats søvn ligner verden efterhånden igen sig selv mere eller mindre igen med den lille "twist", at alle sanseindtryk blot er noget mere skarpe og nærværende. Og da ikke mindst kærligheden har lige fået en ekstra dimension af . Det rigtige øjeblik at fortælle konen, hvor skøn hun er, er altid nu, om et nanosekund kan det være alt for forbandet sent. Nyttig lærdom lært på eneste måde, der vel i virkeligheden findes: Ved at være tæt nok på det totale fravær!

Nå, indtil konen og dermed al væsentlighed kommer tilbage skal vi naturligvis dagligt opdatere folk med totale ligegyldigheder. Vi kommer næppe helt op på siden af de særdeles læseværdige chat-forumtråde på avtainment.dk., men vi skal prøve. Det bliver nu nok en for stor udfordring i ren, hjemmedyrket idioti helt at matche de evindelige forumindlæg her i det lokale hifimiljø, men læs det gerne selv. Eller måske hellere, lad være. Vi troede ikke herfra, at det kunne blive dummere, men vi tog ganske fejl, det kunne det! Og eftertrykkeligt sagtens!

Indlæg efter indlæg af "one linere" diskuterer, hvornår den ene entusiast måske kommer for at låne et kabel af en anden entusiast. Der bor lige ved siden af, hvorfor dog ikke bare gå over at banke på. Næh nej, hvad skulle man så også sidde og chatte om så da?
Nej, det er godt nok ikke nemt at have så lidt indhold i sit liv, at der er alt for forfærdelig god tid til at sidde og snakke om at "brænde/spille" kabler til. Og om man nu skal hente eller bringe kl. 16 eller kl. 17. For ikke-pyromaner skal det med, at det principielt er ét og det samme det der med at "brænde ind" og "spille til" og ikke involverer brug af åben ild, kun rigelige mængder af kontrafysisk indbildningskraft. Eller bare almindelig stupiditet det er vist ét og det samme.
Tænk virkelig, at der fin des sådanne fæhoveder derude, der sidder og spilder tiden så totalt og ikke mindst så konstant.

Det værste er næsten, at den dag, de vågner op og opdager, at det hele var blot "Flitter og Glar", så er alle éns forhåbentligt mere fornuftige venner forlængst forsvundet. Man kan jo ikke være permanent ven med en "misbruger" som den her tydelige for "surrogat-liv" er. Hvor man altid og hele tiden vil bekræftes i, at en helt meningsløs ting er hele livets mening. Ja, den ildhu, som man forfægter dette "Ørkesløshedens og Meningsløshedens Evangelium" på er jo helt ligefrem proportional i n.te potens. Pil ikke ved min gamle jul, for så falder hele min tilværelse sammen.
Og så tilbage til egne forsøg på at lave temmeligt meget det samme: En ny genial superhøjttalerkombination. Som der HELLER ALDRIG nogensinde bliver plads til her i huset.
At erkende, at man selv er et fjols gør bestemt ikke erkendelsen lettere eller mindre ubærlig, blot bliver det nemmere at genkende de andre stakler derude. På samme måde, som zombier altid kender artsfæller. Hej, "Dan A.", "Pierre" og "Hifi4Life" og alle i andre. Zombier!

Når uheldet er ude...!

Jeg og hundene er efter en voldsom glatføreulykke i Sønderjylland i går lidt slappe. Det er dog ingenting i forhold til vores trofaste Opel Omega, som blev totalskadet efter et par rulleture på motorvejen, inden den endte op mod en jord-forhøjning. Ganske heldigt for nu at sige det lidt mildt.

Der blev til et par mindre buler i hovederne og et par noget nervøse hunde, som kun blev reddet af, at de pga pladsmangel i ladrummet sad foran. Ellers havde fritflyvende højttalere ikke kun smadret ruder og banket dørene skæve.Den sølle trøst var, at en anden bil få minutter tidligere var forulykket præcist samme sted og at den tililende politibil kun med yderste nød og næppe undgik at ramle frontalt ind i Vejdirektoratets hastigt tilkaldte skiltevogn.
Helt galt gik det altså ikke men mon ikke den "indre logging-film" med den roterende bil på vej ud i intetheden bliver afspillet et par gange for det indre øje i dagens løb.

Møder, møder...!

Helt absolut undtagelsesvist er der her i formiddag nul tid til spøg og anden sædvanlig skæmt. I fruens fravær er der lige lidt ekstra at rive og flå i på denne ellers højtidelige dag. Hvor kærligheden har varet påræcist 6 år og én måned højst afbrudt af et par minutters samlet total desillusion undervejs, disse sidste endda opdelt yderligere i bittesmå små-bidder. Meget bedre bliver sådan noget vist ikke og uden galskab vel i virkeligheden heller ingen ægte kærlighed. Som her!

Ellers vil vi straks gå i gang med dagens herlige dont. Især møder i næsten "græshoppers mængde" bliver det til, men mon ikke der også bliver tid til at fifle færdig med vores nye små JBL neger-røvshøjttalere, det håbes endnu da. Der skal lige saves lidt i basrefleksrørene for at opnå den dér helt rigtige lyd. hvad den så forøvrigt lige er. Det eneste, som vi kan sikre på, er, at det bliver det bedste som vi selv kan præstere, og det får så række.

Når kærligheden er væk...

 

..så må man som mand tage passende forholdsregler for at afhjælpe savnet. Kone og datter er i denne tid på fortjent ferie i syd-Spanien. Fortjent, forsåvidt min kone i dagligdagen konfronteres konstant med disse næsten Påskeø-agtige kolossalskulpturer, ikke underligt hun kan komme til at lide af akut rejselyst. I hendes fravær bliver det så altsammen blot værre. Eller bedre, afhængigt af den fotografiske vinkel eller de involverede drømme.

Denne weekend er så hovedsageligt gået med at samle den afbildede højttaler i forgrunden. Nr. 2 er så også klar og det er faktisk lidt af en præstation. Især fordi højttalerne var helt klare til montering var det noget af en præstation at være så lang tid om det. Måske er mine kvalifikationer ringe og måske er der tale om at strække nydelsen, begge muligheder er ganske legio. Under alle omstændigheder er det ganske svært at fiksere teenuts i topkvalitetskrydsfiner som her grænsende til det reelt umulige. Det gør naturligvis blot egen-begejstringen så meget større.

Om de spiller bedre er svært at sige, især fordi de 2 sæt står helt vildt meget i vejen for hinanden. det betyder så, at ihvertfald det første oprindelige sæt spiller DÅRLIGERE, mens det nye sæt så slet ikke spiller overhovedet. Nå, det er trods alt heller ikke lyden, det drejer sig om primært. Højst sekundært men det er vel heller ikke så dårligt for så sekundært sæt, som det vel må være, når det nu er nummer 2.

Ellers vil vi tage den lidt med ro i denne sædvanligvis rolige uge så meget som vi nu kan komme til for en flok igangværede byggeprojekter. Nok i virkeligheden ikke alverden altså. Lidt tid bliver der nu nok til at iagttage Verdens dårskab. Eller rettere FORTOLKNINGEN, Verden tåger jo blot videre uden mål og med som den altid har haft som vane. Især dansk TV´s dækning af situationen i Ægypten med jublende reportere er til at brække sig over i sin totale mangel på proportioner. Det nyeste er så hyldningen af det ægyptiske militær som de sande revolutionære helte. Mest fordi de ingenting rigtigt gjorde, altid et fredstidsmilitærs fornemste opgave. Ja, vel i virkeligheden ENESTE: Ro og fred for alle "epaulet-svingerne" til at stoltsere rundt som påfugle-haner.

Ingen af journalisterne kan tilsyneladende længere huske eller har blot nogensinde gide reflektere over, hvordan Hosni Mubarak kunne holde sig ved magten i over 20 år når nu militæret var så progressivt og reformivrigt. Det kunne han sagtens, fordi han var militæret en god mand udover at han selv var militær topmand og det varede så indtil militæret blev truet. Af FORANDRINGER, altid et stående fredstids-militærs hovedfjende. Ingen journalist kan givetvis hekller huske, hvordan Mubarak oprindeligt kom til magten. Meget "usurpator/tronraner" var der ikke over at overtage det pludselige dødsbo efter den myrdede Anwar Sadat.

Senere gik det så vist meget godt økonomisk for Mubarak og familie men hvorfor snakker ingen om militæret her? Den ældgamle gennemsyrede mellemøstlige klient/bestikkelseskultur stopper naturligvis ingen steder i samfundet og ethvert pludseligt opstået "økonomisk vakuum" opfyldes øjeblikkeligt af bjergsomme mennesker.
Hvis det ægyptiske militær virkeligt skulle være de rene idealister, som stupide vestlige journalister i disse dage udnævner det til, så ville det være en absolut "first" i verdenshistorien. Der findes ingen historiske eksempler på, at et militærdiktatur frivilligt har arbejdet for at afskaffe sig selv og aktivt medvirke til demokrati. Til gengæld findes der så reciprokt talløse eksempler på det modsatte, ja faktisk ikke andet.

Derfor kan man som en danske forsker, en vis Peter Seeberg (er det ham den rigtige?) citeret i weekendens JP naturligvis godt tro på det gode, for som sagde lidt løst gengivet, at det jo godt kunne gå godt i Ægypten med demokratiudviklingen. Inden vi fik lukket ned for lyden på DR i går skvaldrede den udsendte også jublende op om de strålende demokratiske fremtidsudsigter for Ægypten. Beviset skulle være, at den store vifte af forskellige ytringer og krav fra forskellige dele af den ophidsede folkemængde på en eller anden magisk måde skulle kunne "veksles" til større demokrati.

Se, DET er til gengæld alternativ tænkning, at kogende uenighed på en eller anden måde skulle være særskilt demokrati-fremmende, for det eneste, som massevis af politisk uenighed i alskens selv idealistiske grupperinger om mål og midler nogensinde har givet er naturligvis LET SPIL. Til dem, som ALDRIG har været i tvivl om, hvad de ville og som forfølger målet uden skrupler. Og som derfor historisk altid øjeblikkeligt har fortrængt alle de demokratiske famlere. De bløde og de følsomme er altid dem, der selv har måttet "bløde" først!

Nu bliver det så interessant at se, hvor længe det ægyptiske militær kan forblive i helterollen i de danske medier. Selv et militærdiktatur skal jo tage det nødvendige ansvar i et helt løbsk-løbent samfund som det ægyptiske og det bliver næppe smukt at se på. Intet er ændret i Ægypten, fordi Mubarak er væk, men det skal det nok blive. Det bliver blot ikke bedre for nogen andre end dem, der virkeligt ved, hvad de vil. Og nej, man kan sagtens tænke sig et islamisk militærdiktatur i stedet for den syge idé om militæret som demokratisk base, ja vel i virkeligheden dårligt noget andet. Militæret ønsker fred for enhver pris, aldrig demokrati, der alt for let kunne risikere at afskaffe det. Helt anderledes er det med alle civile diktatur-former, langt bedre!

Nå, tilbage til "skrueriet", vi skalæ lige have samlet nogle volumenreguleringer. Imens kan vi glo lidt hjernelamt på de forskellige "tråde" på hifi4all, hvor sagesløse amatører spørger totale fjolser om gode råd og det endda indenfor vores egen kernekompetence, professionel lyd. Det er måske derfor, det gør ekstra ondt at se på det, når mennesker med helt reelle behov for højt lydtryk rent rutinemæssigt "spises af" med latterlige løsninger. Især en vis "Kjeldsen" er garant for råd af en så total mangel på kvalitet, at vi her næsten må rive håret af i store totter. Hvis denne skribent altså ellers havde haft noget. Virkeligt et veritabelt tågehorn!

Rådet er uanset behov altid det samme: De billigste skod-Kinaforstærkere fra Thomann eller aktive alt for store og endnu mere for billige ditto Behringer-højttalere. Som i rum meget større end et diminutivt pigeværelse i et 1970-parcelhus er fuldstændigt ligemeget alt for lidt. Festanlæg? Glem det helt og aldeles. Vi ser alt, alt for ofte disse grinagtigt dimensionerede "Kloge Åger-anlæg" Man kan altså STADIGVÆK IKKE få alting for ingen penge, forstå det dog eller betal efterfølgende en gang mere ved kasse 1! Stakkels vildførte spørgere!
Til gengæld kan man så sagtens som kloge-"Kjeldsen" gentage sit pladder, fordi der efterhånden ingen andre fornuftige aktive mennesker er tilbage. Som ved noget eller gider. Og nu gider vi så heller ikke mere i dag, se blot selv, findes der bedre anskuelighedseksempel..?.

Umenneskeligt!

 

Med dette hjerteskærende billede af den "store tomhed" en illustration af firmaets aktuelle travlhed. For det turde jo være en indlysende aksiomatisk sandhed (vel netop en del af det, der gør det aksiomatisk), at vi straks vi havde tid ville have monteret de ventede JBL-enheder i disse fine og færdige boxe. Det har vi så tydeligvis ikke haft, og alle anklager om mulig billedmanipulation må straks manes i jorden. Billedet er ganske ny-taget.
Ja, her op til fruens og datterens vinterferie har vi faktisk så travlt, at vi bliver nødt til at kasse os over de sidste leveringer af pakkenelliker og andre billæs, som vi kan nå i dag. Der naturligvis er sidste åbningsdag en lang række steder. Måske vi får tid til at "kloge os" lidt senere om vigtige ting. Som for eksempel den åbenbart skæbnesvangre symbolværdi i, at den vistnok ganske succesfulde danske sanglærke Tina Dickow vist er på vej til at slå sig ned i USA mere eller mindre permanent. Sådanne "musikalske lykkeriddere" har jo naturligvis som afrikanske blodnæbs-væverfugle: De tager det, de kan få dér, hvor de bedst kan få det og derefter går det så bare videre. Ud over stepperne (for fuglenes vedkommende) og ellers vist bare med flyveren. Der er bare mere end anvendelsen af vinger til fælles i disse eviggyldige vandringer mod bedre tider og steder.

Det er der naturligvis ikke noget galt i og da absolut kun allermindst i dette tilfælde. Dickow er ellers helt lokal barnefødt i vores ny-annammede bydel her, men alligevel er der nu som om der mangler noget. Om det er Dickows ellers ihærdigt forfulgte og ganske overordentligt veludviklede og stræbsomme talent, eller blot denne tiltagende affældige skribent, som der er noget galt med, er ikke til at sige. Hendes musik har simpelthen aldrig rørt mig blot det allermindste, alt har forekommet fuldstændigt kalkuleret og aldeles ligegyldigt. Måske det oprindelige management-begreb "Peter-Princippet er trådt i kraft her. Princippet siger som engang eller 2 tidligere nævnt, at en person (eller karriere måske?) kan og vil blive forfremmet/fremmet til grænsen for inkompetencen. Hvorefter der så til gengæld ikke sker mere i hverken det ene eller andet. Er det dette princip, som har ramt Dickow, først i Danmark, så i London og nu i Danmark igen, vi tror det! Vilje er aldrig fuldstændigt en fuldgyldig erstatning for virkeligt at have noget på hjerte. Et eller andet bare lige lidt!

Ja, man kommer uvægerligt til at tænke på en anden særdeles lokal sanglærke/kropdue, den mindst ligeså fremfarende- og -busende Jette Torp. Der er kommet forbløffende langt med sin totalt gennemførte mangel på nogen væsentlighed eller overbevisning eller mindste spor af nogensomhelst kunstnerisk ægthed. En fornuftig sangstemme er jo aldrig helt nok til at skjule, at man intet fornuftigt eller nødvendigt har at udtrykke med den. I den retning ligner hun Dickow, men måske Dickow er lige knapt i samme kaliber. Det hjælper nok osse noget, at den yngre model her er en hel del pænere. Man er vel blot en simpel mand men dog alligevel ikke simpel nok til nogensinde at høre et Dickow-nummer til ende.

Nå, ingen musik er jo helt håbløs. Selv disse sanglærker skærper jo éns motoriske og hukommelsesmæssige færdigheder. Hukommelsesmæssigt, fordi man altid tvinges til at kunne huske hvor man til enhver tid har lagt fjernbetjeningen og motorisk, fordi man trods stadige øvelser i denne første disciplin alligevel glemmer det af og til. Hvorefter den eneste effektive recept er skyndsomst at finde volumenknappen. Sig så ikke, at der ikke er noget positivt at sige om al musik. Musik kan tydeligvis tjene mange formål.

Jord i hovedet!

Ingen billeder endnu i dag af vores "små" nye JBL-bunde. Dette skyldes primært (og tillige sekundært og tertiært og kvartært og kvintært o.s.sv.-forklaring på dette latin-pilleri kommer senere), at vi i går ikke havde tid til at hente dem oppe hos uhyre elskelige Ole kasse-bygger i Randers. Det må så i stedet blive i dag hvor det allerede har været alt for sent alt for længe for små forventningsfulde børn. Som denne skribent.

Til gengæld har vi så fået noget, som vi slet ingen forventninger havde om. Denne gang er det en EMT 930 med EMT-arm og det hele en ekstra motor og jeg ved ikke hvad. I betragtning af, at der allerede på bordet ved siden af denne arbejdsplads står en aldeles ørkesløs SME 30-pladespiller (for så vidt den ikke er tilsluttet lysnettet så det er den vel), så er dens anvendelsesmuligheder måske forudsigeligt begrænsede. Til gengæld er skrumlet rigtigt godt til at stå i vejen i sin køreplinth med sand i og alting.

Ellers kan i dagens avis læse, at atter en af denne skribents ydmyge forudsigelser er gået i opfyldelse. Om det så er "desværre" eller "heldigvis" eller noget helt andet eller tredie er helt ligegyldigt. Ligeså ligegyldigt som at hændelsen var ganske uundgåelig og når noget er det, er det jo faktisk ganske let at være spåmand. Blot mærkeligt at det så kom som en overraskelse for så mange. Det er B&O-bossen Kalle Hvidt Nielsen, som har fået "vist vinterdøren", som det engang vist hed. Eller måske noget andet, han er da så vidt man kan forstå "blevet gået" fra B&O og det forstår man sagtens. Ja faktisk burde enhver som denne skribent have kunnet se det fra starten.

I sine fra sin stilling vitale og påkrævede offentlige fremtrædener er var Kalle en katastrofe. Kalle er simpelthen i sin fysiske fremtoning en af "naturens krabber", der som sommerstrandgæster formodes bekendt IKKE kan bevæge sig direkte fremad. Kalle bag en pult udstrålede så intens medie-ubehag, at man selv blev skidt tilmode. Som indbegrebet på en "syg høne" i sin fremtoning rivaliserede Kalle Hvidt Nielsen med selveste den hidtil ubestridte mester, Naser Khader. Meget mere "Mr. Modsat" end Danske Banks altid majestætisk fremtrædende Peter Straarup finder man næppe. Eller heldigvis, afhængig af, om man betaler løn eller har ham som leder af konkurrenten. Kalle kunne som vi spåede umuligt løfte opgaven ligeså lidt som verdens bedste sprinter på 100 kg. nogensinde vil kunne vinde Tour de France-klassementet..

Ingen kan beklikke Kalle Hvidt Nielsens faglige præstationer, de er formidable. I løbet af sin blot et-årige regeringsperiode gik B&O fra store livstruende underskud til et lille overskud. Det sidste ganske vist kun i det seneste og formodet bedste kvartal, men han har trods alt osse kun haft ialt 4 kvartaler til at vise sit værd.
I stedet har man så valgt det, som også Århus i går gjorde. Nemlig en ung fyr, som ikke taler om ligegyldige produkter længere, men til gengæld så meget mere om "branding" Det bliver en spændende kur for hæderkronede og engang rent "ingeniør-drevne" B&O. Dengang ville Kalle have været manden, men det er blot ligegyldig historie nu. Som al historie er om et lillebitteøjeblik for de allerfleste med den støt-faldende danske historiske bevidsthed. Til mere og mere at minde om en guldfisks, der oplever noget helt nyt, hver gang den svømmer om hjørnet i sin lillebitte runde bowle. Altså kort.

Om denne unge "branding-fyr" så får held med sit forehavende har vi ingen ide om. Med en fortid hos (godt nok lidt så-som-så) genopstandne engelske Triumph Motorcycles ville blot synet af ham få denne skribent til at vælge noget HELT andet, men det er ikke ret relevant siden jeg aldrig har haft kørekort. Det er muligt, at det er det, der skal til, men risikoen for at en ung branding-spradebassetype skræmmer en hel kunde-generation væk er nu ikke helt ubetydelig.

I det hele taget er "branding" noget interessant noget. Der er sådan lidt "sælgen-sikre-systemer-til-at-vinde-i-Lotto" over det. For hvis man VIRKELIGT ved, hvordan man skal gøre for at vinde helt sikkert, hvorfor så i alverden dog fortælle ANDRE om det? Århus har som sikkert de fleste andre byer den helt "honnette ambition" at blive kendt over hele verden. For et eller andet, som man ikke er helt sikre på og det er til at forstå men tydeligvis helst uden at lave alt for meget om på alting. I den hen-retning har man så ind-hyret et par engelske branding-eksperter til at løse opgaven. De ser meget begejstrede og overbeviste ud om byens fortræffeligheder, så mon ikke de snart flytter hertil permanent? Verdens bedste by burde kunne tiltrække alle de andre allerbedst begavede (udover denne intelligente skribent forstås).

Vi får så se, hvad englænderne kan. Ihvertfald starter det da godt og lyder næsten som om, at de mener det, de siger. På sådan en sær lidt halv-kikset skolekomedieagtig måde. Vi vil nok ikke holde vejret men udover det er Århus nu en ganske dejlig by. Men det er en smule optimistisk at tro på, at man kan "brande" sig til alting. Som sagt, hvorfor har disse geniale englændere så ikke fået sig nogen bedre og højere-betalende klienter i deres branding af deres EGET firma? Sådan er der så meget. Hvis man IKKE brander, så forsvinder det egentlige produkt, og hvis man brander FOR MEGET, så forsvinder det egentlige produkt OSSE. Forbdi selve brandet er blevet produktet.

Overskriften i dag refererer til en anden let måde at tjene penge på. Hvis ens kunder altså har "tellurium" i hovedet, det latinske navn for "Jorden/jord" I den mest outrerede del af pseudo-videnskabeligheden, som findes i vores kære hifi-hobby, er der kommet et nyt interessant produkt. Et faseliniært kabel ved det ildevarslende navn "Tellurium" som naturligvis ikke qua sin oprindelse kan blive noget registreret varemærke. Omtalen lover cit. hifi4all sand faselinearitet" ..du vænner dig til at høre mere af de enkelte bastoner, netop fordi de ikke rammer dig i en stor bunke." Om det så betyder, at der er en enkelt leder til hver enkelt frekvenskomponent er ikke til at vide, men godt må det vel være.

Nu er påstandene ikke vældigt godt underbyggede videnskabeligt som om det osse skulle betyde noget. For eksempel adresserer firmaet helt tydeligt et område, som indtil videre aldrig har kunnet påvises. Eller måles, men det sidste er altid ligemeget når brandingen kører. Og det gør den, helt vildt! Dette forrygende super-geniale hemmelige kabel er tilsyneladende tæt hemmeligtstemplet-indhegnet af talløse patenter. Eller ansøgninger, måske, som ifølge importøren gør det umuligt at fortælle om dem.

Det sidste er ikke fuldstændigt korrekt, da en relevant patentansøgning (den kendte "patent pending" allerede blokerer efterlignere, fordi den nødvendigvis skal skal ja netop offentliggøres. For at se, om den krænker andre patenter. Det eneste, den ikke kan være, er altså hemmelig
.. Hvis den altså efterfølgende kan imødekommes Om det her "jord-værk" er helt løgn og latin er ikke til at vide. Eller også er det, trods alt er ingen geniale elektronikdesignere længere tilknyttet den i mange årtier stagnerende hifibranche i forlængst frit fald.

Det bedste bevis for så vidt et sådant kræves af nogen, der har opfundet noget, som ingen andre nogensinde teoretisk har kunnet erkende? Kablerne er simpelthen ALT FOR SKIDE BILLIGE, kun ganske få tusinde kroner for denne rene revolution. Hvis man virkeligt som skrevet patentmæssigt havde "indhegnet" verdens bedste og mest revolutionerende produkt, som korrekt i modsætning til alt andet kunne gengive akustisk fase, så ville man jo nok tage markedets højeste pris. Alt andet ville være revolutionerende.DUMT! Ikke overraskende var den nyopfundne lette plasticspand derfor langt dyrere end den tidligere zink-spand. Billigere at lave, langt dyrere alligevel fordi den var bedre og sådan er det vist altid.

Nå, det gør man så ikke ligeså lidt som man begrunder navnet "Tellurium"/"Jorden/jord"Som så vidt vides ingen mulig anvendelse har som "super-leder" Det er vist mest sådan en slags affald blandt grundstofferne. Sådan er der så meget og så længe der er Jord nok i hovederne" så kan man altid dyrke lidt kartofler, som "De Gyldne Løver" engang besang.

Harry-hår

 

I dag får de små fyre ovenfor et passende hjem, idet der ankommer et specialfremstillet finsk birkekrydsfinerssæt smukt lakerede boxe. Om det bliver bedre end det allerede opstillede sæt biografhøjttalere er muligvis tvivlsomt, men ringere bliver det nu næppe. Trods alt er krydfiner et noget bedre kabinetmateriale end alle typer spånplade. Ikke mindst det såkaldte MDF, (medium density fibre board) burde vel forlængst have været opgraderet til HDF for "high density" Hvis nogen virkeligt ville gøre det bedre. Nå, men det vil vi altså og så er det spændende, om det så også bliver tilfældet. Næppe meget, vi er trods alt en smule realistiske omkring egen beskeden formåen. Det er naturligvis også derfor kasserne kommer helt færdiggjorte fra en expert udi maskinsnedkeri.

Overskriften i dag refererer IKKE til den idiotiske (men alligevel i provinsen næsten "Bamse"-berømte øh ja bamse-figur) fra DSB-reklamerne. Den tåbelige lilla figur hedder vist bare Harry men det vil vi ikke lade os distrahere af i dag. Der er nu ellers hår på den lille Harry-fyr, masser, men det er ikke de hår, som vi skal snakke om idag. Der har nemlig tidligere været hår steder, hvor det i dag kan være svært at forestille sig, at sådanne kunne gro. Tro os helt intimt, det kan de godt og tag en udelukkende af alderen erfaren mands ord for det. Dengang i 1970-erne og 80-erne var Harry-hår naturligvis det, som sad på hovedet af datidens muligvis mest fremtrædende pop-modeikon Debbie Harry. Forsangeren i proto-punkbandet "Blondie" men derudover var hun bare Blondie. Helt vildt og uforglemmeligt meget.

Alle midaldrende mænd kan helt sikkert huske hende og alle kvinder i dag kan vel smågrine med over Harrys karakteristiske 80-er manke. På dansk blev den bedst imiteret af en ganske ung Nanna. De fleste husker vel de grovkornede videoer til landeplager som "Buster" og "Afrika". Det grove kom nu mest ind ved lagringen af datidens bånd, som var noget problematisk. Man kan dog igennem båndenes forfald sagtens ane Nanna med sit Harry-hår. Som alt andet fra den tid har heller ikke Nanna og hendes hår helt undgået tidens kværnende kindtand. Måske bare en stjerne ikke bør toppe som helt purung. Derfra kan det jo liogesom kun gå ned ad bakke og sådan er det da gået for stakkelt talentfulde og engang så succesrige Nanna.

Sådan gik det ikke for den rigtige Harry-hår trendsætter Debbie, der fortsatte successen længe efter den ellers for kvindelige solister så uundgåelige "sidste salgsdag" som sexsymbol. "Harry-hår" var helt tydeligt ganske let at erstatte som paryk, for hende Debbie ser stadigvæk mindst ligeså frisk og fuldstændigt ligeså syntetisk ud som i de glade 80-ere. Og det er da imponerende, for godt nok er hun ikke selv helt 80 endnu, men dog en hel del end 60. Ja, man kan jo for en sjælden gang føle sig helt ung og ganske attraktiv igen. Næsten.

Og hvorfor så al denne snak om kvindelig hårmode? Jo, atter i dag kom morgenavisen lidt sent, og derfor zappede denne skribent over på TV2Film og det kan nok være, at jeg vågnede op med zap. Det var ikke fordi hverken Debbie eller Nanna nu var med i filmen, som var en fin demonstration af, hvorfor denne skribent aldrig helt fattede folks fascination af den "franske filmbølge" Filmen fra 1983 af Jean-Luc Godard var en virkelig langgaber med vildt postulerede ganske fritstående replikker så ægte i både farve og tekstur som den rigtige Debbies "Harry-hår". Den evindelige vekslen mellem billeder af himmel og hav (Himmel og hav" siger jeg da bare) suppleret med et seriøst bud på de mest stupide filmreplikker i nyere tid var virkeligt til at vågne op af.

Og så lyslevende der på lærredet var alligevel en anden ung kvindelig lysende filmstjerne med tækkeligt "Harry-hår" og alting. Kvinden med de tunge sovekammerøjne var Maruschka Detmers og skulle få år senere opnå tumultarisk ry som den første seriøse skuespiller, der viste explicit oralsex i en film. Som bestemt ikke kan anbefales på grund af sin handling, men mindst ligeså bestemt ikke kan anbefales nok til yndere af kvinder med tydelig overfølsomhed overfor at iføre sig nogen form for beklæding. Udover datidens velvoksne og helt medfødte og uredigerede "pelsværk" Nærbillederne af dette forlængst akut udryddelsestruede pelsdyr gør næsten filmen acceptabel at spole lidt rundt i. Om ikke andet så af historiske grunde..

Her i sin første film var hun da nu ellers osse trods sit omhyggeligt opsatte total-kiksede "Harry-hår" nu ganske usædvanlig appetitlig. Det skulle for alle være ganske let at lade TDC-Zaptoren zappe filmen, men vær forberedt på at spole lidt rundt. En hel del faktisk. Men sikke minder om hår både her og der og alle vegne. Perfekt opsat hovedhår kombineret med det helt uregerligt kruset-uredigerede ditto. Er det underligt vi mænd fra dengang siden har lidt af permanente problmer med kvindeligheden?

Og så ligger det her hele 28 år tilbage i tiden og er dermed ligemeget. Jamen hey, lige netop dette år, 1983, LAVEDE man faktisk stadigvæk de enheder, som ses på billedet. Ja, man fremstillede endda vores gigantiske biografhøjttalere som nye. Sjovt nok lagde jeg slet ikke dengang mærke til dem ligeså lidt som jeg lagde mærke til, hvor dum Nannas frisure så ud.
Nu er højttalerne her så langt om længe og filmene fra dengang genudsendes i direkte TV, hvad kan man så næsten ønske sig mere? Måske at min kone ikke læser det her.

Høj lyd

 

Her til morgen tidlig ruller fruen afsted sønden-over, og derfor må denne skribent stramme sig lidt ekstra op arbejdsmæssigt. Det gør denne side kortere end normalt, men det gode er så, at der bliver mere tid til at sidde ved arbejdsbordet og glæde sig. For, jo, du har gættet det, der er ADSKILLIGE papkasser på vej, hip-hip-hurrax. Et par af ugens emner er faktisk så store, at der vist nærmest slet ingen papkasser findes, som er store nok. Om det bliver bedre end det vi har er ganske givet. For det gør det IKKE. Forklaring vil følge i passende tid.

Billedet i dag viser denne skribents betydelige fingerfærdighed, hvis jeg altså selv skal sige det. og det skal jeg nødvendigvis, da ingen, der endnu har set det på nært hold, ligefrem har været imponerede. Det er ellers et godt eksempel på det ældgamle "de forhåndenværende søms princip" hvor den lille JBL-diskant 2404 simpelthen hænger i 2 stk. Multicontact-bananstik. På den anden side af det store horn sørger en tung magnet for, at der etableres en tilstrækkelig ligevægt til, at den ikke er faldet ned endnu. Bedre bliver ingenting, alting falder jo alligevel sammen med tiden. Helt tydeligt et argument fra en uformående håndværker, men derfor kan det vel godt være formelt korrekt.

Det største problem med denne JBL-konstruktion i det hele taget er det vel, at man skal være ganske overordentligt velvoksen for at nyde et korrekt stereoperspetiv. Eller hvad der nu er at hente, når man som her faktisk slet ikke på nogen mulig måde kan komme til at befinde sig i højttalerens forhåbentligt da mere homogene såkaldte "fjern-felt". Diskantens akustiske centrum befinder sig ikke ganske bagatelagtige 195 cm. over gulvet men spreder så til gengæld helt vildt meget, inklusive op i betonloftet. Måske ikke overraskende, at diskantniveauet forekommer overordentligt vel-equaliset til halvgamle mænd, niveau er der da masser af. Musik for sande giganter!

En sådan gigant fik også sin fortjente mindekoncert i går. Den lokale musikalske arbejdsmand, nyligt afdøde Flemming "Bamse" Jørgensen fik sin fortjente mindekoncert for sin lange musikalske karriere. Som ganske vist for langt hovedpartens vedkommende blev afviklet ganske langt fra Århus, selv set her fra provinsen var Bamse et udpræget provins-fænomen. I den betydning af ordet "provinsiel", at det jo altid nødvendigvis dækker et område endnu længere ude på landet end der hvor man selv bor.

Driftsikre "Bamse" var altid mand for det til hudløshed gennemprøvede sikre koncept, som med professionalisme blev gennemført. Altid og uden nogen vaklen eller unødvendige kunstneriske frustrationer. Fordi den ellers gennemmusikalske "Bamse" tidligt permanent deponerede eventuelle store kunstneriske ambitioner på livets permanente holdeplads. For "Bamse" var det næppe forliste drømme, blot sund og sand realisme, men det var det, som han gjorde. Hvorefter han pålideligt og sikkert som en metronom med helt nyt batteri hver aften leverede varen. Den ganske samme vare med de samme vitser på de helt samme steder år efter år efter år. Og årti efter årti.

Var det dårligt? Nej, naturligvis ikke, det var præcist hvad folk forventede og havde betalt for. "Bamse" var en fremragende musikalsk arbejdsmand i den betydning af ordet, som absolut ikke må opfattes negativt.
Anderledes er det gengæld med den mand, som muligvis fremover (og ihvertfald i går) "spillede" "Bamse". Ligeså troværdig og folkelig og ægte og skævt smilende, som "Bamse" var, ligeså opstyltet-utroværdig og tomt-postulerende er hans afløser musical-stjernen Stig Rossen. På den anden, hvis Rossen virkeligt var en stor London-musicalstjerne, hvad i alverden laver han så til halbal i Sæby?

Om han synger bedre end "Bamse" er særdeles tvivlsomt, men til gengæld synger han langt højere, næppe nogen fuldgyldig erstatning. Nu er hverken denne skribent eller "Bamse" måske eksempelløse eksempler på begrebet en "smuk mand" men alligevel minder Rossen på en scene mest af alt om en skurk fra gamle Anders And-blade. Dengang havde skurkene enten rotte-næser eller svinetryner, vælg selv en til Rossen hvis du er enig.

Mon ikke trods alt engang denne forlorne eufori omkring den nye "Bamse" vil lægge sig. Det tror vi. Trods alt var "Bamse" autentisk og ægte i sin altid professionelle tilgang til den provins-genre, som med nogen ret kan kaldes "røvballemusik". For det var jo det, som det var, ikke kunst-musik overhovedet.
Om Rossen ligefrem er for god til at spille "Bamse" er ret tvivlsomt. Til gengæld er det ganske utvivlsomt, at han ikke er ret ret god til det. Faktisk så dårligt, at det næsten skriger til himlen. Den endelige "lakmusprøve" kommer helt sikkert den dag euforien er dampet lidt af og Rossen skal forsøge at eftergøre Bamses ægte varme smil. Har vi det ikke godt allesammen? Jo, VI HAVDE, sammen med totalt gennemprøvede- og rutinerede "Bamse" En sand ydmyg arbejdsmand, netop det, som gjorde ham tidløst-langtidsholdbar i en turbulent branche. Held og lykke med det rigtige grin i stedet for den grinagtige grimasse,, Rossen, du får brug for det!

De forkerte spørgsmål

 

Nu er denne skribent ikke naturligt nogen egentlig jubel-optimist, men dog generelt ganske positiv. Et langt liv i først og fremmest forretningsverdenen har effektivt vaccineret mig mod at tro på alt, hvad folk siger. Den enkeltståenden og eneste undtagelse er naturligvis min kone. Der er sædvanligvis et godt stykke vej fra ord til handling. Når således de allerflerste forbrugere direkte adspurgt om deres økologiske indkøbsvaner uvægerligt og fra en kant allesammen svarer, at de sandelig så sent som i dag har købt veritable bjerge af økologi, så er det nok sjældent sandheden. Branchen boomer ikke akkurat og hylderne i vores lokale overklasse-bydelede Superbrugs er sjældent besøgt. Heller ikke af os, dertil er varerne for snoldede.

Derved adskiller de sig ikke særligt fra resten af den danske dagligvarebranches i virkeligheden fuldstændigt skandaløst ringe udbud, det er blot meget dyrere. Nylige rejser til de yderste provinsielle områder i Skotland og England, som heller ikke akkurat rangerer højest på det europæiske gourmet-landkort, har da afsløret, at vi danskere INTET har at have vores selvfedme-og tilfredshed i. Hvis vi ikke ved at rejse rundt i verden kan se, at den danske dominerende fødevare-detailhandel simpelthen er en skide vits i forhold til selv de mest tilbagestående og fattige områder i praktisk talt ALLE andre lande, hvorfor siger vi dog så kollektivt, at vi er så fantastisk lykkelige? Ældgammel visdom har vist altid postuleret, at den slags kommer bedst fra maven..?

Heldigvis er vi danskere kloge nok til at svare på den måde, som er bedst for alle. Det er jo også sin sag at ville indrømme, at man hele sit liv har været fuldstændigt til grin dernede dernede foran kølemontren i den monolpoliserede danske detailhandel. Blot mærkeligt, at for eksempel ovre i England er denne koncentration ikke spor anderledes, dér sidder Tesco og Sainsbury`s og et enkelt mindre operatør på flæsket. Alligevel foregår forvaltningen helt tydeligt fuldstændigt anderledes. Den eneste variabel er tydeligvis den aldeles ukritiske forbruger. Ikke dér, men her! Ak ja, ikke underligt at gårsdagens absolutte supertilbud i Superbrugsen var nachos til 4.95 kr. for 200 gram.

Folk flåede dem væk uden at fundere blot en smule over, at prisen skyldtes at varen var noget tæt på sidste salgsdag. Ret præcist i DAG altså i går. Men sikket dog et godt tilbud. For danskere, alle andre steder ville man helt givet have skammet sig og smidt lortet væk. Og så er det endda ganske tæt på denne tvivlsomme indkøbs-oase, at selveste tiltagende-trivelige Anne "Anne-mad" bor, bedre (eller måske i virkeligheden dårligere eller direkte fuldstændigt ukendt) som fru festugedirektør Jens Folmer Jepsen.

Det er måske derfor (flere grunde altså), at hun i TV for tiden mest huserer i Spanien, megen inspiration eller kvalitet er der bestemt ikke at hente i dette uendeligt tvivlsomme discount-paradis.
i andre henseender står det meget bedre til for os danskere ellers også gør det ikke. Det kan være ganske svært at finde ud af, og da ganske særligt når de spørgsmål, som man stiller for at finde ud af det, er dumme nok. Mon ikke man osse ret trygt kan regne med, at ingen af undersøgerne i virkeligheden er interesserede i de rigtige svar? det skulle man tro i en nylig undersøgelse fra RUC, der viser, at de danske vælgere er enormt forstandige. Undersøgelsen viser helt tydeligt, at ingen af de adspurgte danske vælgere naturligvis OVERHOVEDET lader deres politisk vurdering påvirke af de forskellige politiske (og vel især MEDIE_9 skandaler, der har været. Næh nej, vi kloge danskere ved naturligvis godt, hvad vi skal svare blot spørgsmålet er klart nok.

Man kunne sagtens i samme ombæring have spurgt alle undersøgelsens mandlige deltagere om deres seksuelle aktivitet og helt givet have fået det mindst ligeså forventelige og garanteret ligeså forkerte svar "Lige godt 2 gange om ugen" Vi mænd ved godt, hvad der er godt. Blot underligt at vi så ikke mere effektivt efterstræber det. Eller for den sags skyld holder en avis eller 2, den eneste mulige adgang til at danne sig noget som helst selvstændigt politisk indtryk. Som med mad er politisk stillingtagen tydeligvis noget, vi kun snakker om ved festlige lejligheder. I tvivl? Tag til en døgnåben Tesco-butik i udkanten af Norwich

Nå, nu er alting ikke den rene elendighed. Selv om JP´s udsendte kvindelige reporter Sanne Gram (der i mange år har boet i Jordan), ellers i "absolut kortform" oplevede det ægyptiske "pøbel-demokrati" Det skal lige bemærkes, at dette ikke er specielt ægyptisk, det er menneskeligt-universelt og vel aldrig karikeret bedre end i Monty Python-sketchen om "The Witch" Hvor der hver eneste gang ordet "heks" bliver nævnt, øjeblikkeligt bliver skrigen og krav om bål og brand. Ægyptere er tydeligvis ikke dummere end alle andre, men det bliver det så heller ikke ligefrem bedre eller blot godt af.

Disse selvbestaltede "gadens frihedskæmpere for pøbel-demokratiet" med den sædvanlige højtråbende farlige mand i spidsen for den ligeså uundgåelige permanent-selvantændende folkemængde snakkede opstemte med den ret attraktive unge kvinde, da han åbenbart lige pludselig kom i tanke om, at hendes accent lød noget amerikansk. Straks tilkaldte han en flok ligesindede dybt truende demokrater men blev efter nogen tumult overbevist om, at journalisten var dansk.

Nok heldigt for Sanne Gram, at denne gadens herlige fundamentalistiske demokrat ikke lige i dette øjeblik kunne huske hvad Danmark var for en størrelse, det kunne have kostet hovedet. Eller hvis hun havde haft et amerikansk visumstempel i sit pas. Hvis man skulle have behov for et eksempel på andvendt pøbel-demokrati behøver man ikke søge længere. Blot et tilfælde med én eneste højtråbende idiot til at oppiske gadens parlament og du er død! Direkte anvendt demokrati. Dengang hos Monty Python var det sjovt, fordi det var usædvanligt. I dag er det skræmmende dagligdag og ikke blot det mindste sjovt. Det bedste man kan sige er vist, at det kun blive værre, og det bliver det!

Nå, heldigvis er der som i alle revolutioner altid den ganske vist tvivlsomme trøst for de utallige kommende ofre, at også bødlerne bliver ædt efterfølgende i den altædende maskine, som pøbelen så historisk alt for ofte har sat ustoppeligt i gang. Idealisme har altid en overlevelseschance på præcist nul, når blodet kommer tilstrækkeligt i kog, og derfra er der ingen vej tilbage til den ellers muligvis oprindelige og troskyldige uskyld i de første "demokratiske pip" Slagteren Robespierre under den franske revolution mistede selv hovedet og det gjorde langt hovedparten af alle Maos og Lenins bødler også. Lidt retfærdighed er der da til, posthumt er vel stadigt lidt bedre end aldrig nogensinde?. Revolutioner har altid været emninente til at "æde sine egne børn" med det resultat, at cirklen efterfølgende ender ganske fint i det punkt, hvor revolutionen startede. Blot med mere stålsatte tyranner, som godt ved hvordan man skal kontrollere løbske pøbelmasser.

Nu er ikke alt den rene elendighed, selv om man i disse dage kan komme lidt i tvivl. Billedet i dag viser et par nye projekter på arbejdsbordet. Den "lille bas-fyr" forrest er en super-duper-top-of-the-range JBL-bas kaldet 1400 Nd PRO, som oprindeligt blev udviklet til prestigeprojektet K2/S9500-9800. Dem har vi 4 stykker af og vi må så prøve, om de er bedre end end den Altec/GPA 515-klassiker, der ligger bagved.
Om ikke andet er der da et betydeligt besparelses-element i projektet. De her JBL har trods alt siddet i boxe til flere hundrede tusind kroner pr. sæt, så om ikke andet har vi da sparet en masse penge. Godt og vel 97% Det kan man altid glæde sig over og da særligt, hvis man er dansker og er på vej ned i Superbrugsen og resten af den daglige elendighed.....

Danske imamer

 

Billedet i dag er et billede af ren og skær FORVENTNING. Motivet er absolut intet, det attråede endnu ikke ankomne objekt er alt. Eller rettere, flere objekter, for der er ikke mindre end 2 store papkasser på vej. Vi vil ikke afsløre mere, der skal jo som i alle disse uendeligt lange tråde være en næsten uendelig spænding. Som "cliffhanger" kan vi dog afsløre, at disse apparater kun lige akkurat kan mases ind imellem hylderne. Forhåbentligt, måske jeg skulle måle efter.

Og hvad skal vi så bruge dem til? Svaret er det noget nedslående: Sikkert ikke rigtigt noget og da især i lyset af, at der allerede i forvejen står en "ørkesløs" kollega. Ups, der røg vist noget af den ulidelige "suspense"..? Desværre er det vel efterhånden her i livets begyndende efterår en uundgåelig erkendelse, at ikke engang én selv er meget klogere end alle de andre mere end midaldrende fjolser. Klogere, bestemt og javist, men lige der skal der heller ikke alverden til. Klogere end til vores eget bedste? Antageligt også ja, sommetider føler jeg mig da som en ret "klog ko" Uden at det rigtigt ændrer poå ret meget i livets store karussel og ultimative ende isom tilbudshakkekød i tilbudsmontren hos SuperBest.

Om ikke andet er det da svært fornuftigt at argumentere for endnu flere anskaffelser af allerede forlængst overflødige ting. Overflødige fordi tingene allerede findes i forvejen og allerede nu ikke kan anvendes på grund af mangel på plads. Og så selvfølgelig alligevel, éns egne tvivlsomme beslutninger får jo i éns eget enestående klarsyn altid sin helt egen uundgåelighed, ja måske ligefrem uundgåelighed? Ligegyldigt hvor fiktive behovene allerede er i forvejen kan de altid blive endnu mere fiktive og det kommer nok til at gælde her. Vores store truthorn er noget "døde i sværen" under 40 Hz men NU er der så forstærkning på vej. Åh nej, dér røg den ulidelige spænding vist næsten helt!

Ellers er det altid let at grine af alle de andre fjolser derude og som ovenfor beskrevet, så gør vi det i dag fra en "absolut styrke-position" af betydelig egen dumhed. Tilsyneladende ville den danske arbejderklasse ikke stå tilbage for det frådende folkehav i Mellemøsten og gik i går på gaderne. Ligesom dernede hos "mørkerne" var de demonstrerendes krav helt forståelige. De ville blot have anstændige levevilkår og det kan man da sagtens forstå. Nu giver det danske arbejdsretslige aftalesystem ikke fagforbundene mulighed for i overenskomstperioden at opfordre til sådanne strejker, der naturligvis derfor måtte være helt spontane. Det var de helt givet også, ihvertfald ligeså meget som når imamerne i fredags-bønnen præker gadekamp og flag-afbrænding. Af flag, som ingen i folket overhovedet ved hvordan ser ud men som nogen alligevel forudseende nok har distriburet blandt de spontane folkemængder. Altsammen fuldstændigt naturligvis, ingen fjernstyring her!

At man så så uhyre effektivt formår at råbe i skrige i takt på gaderne og med knyttede næver perfekt-synkront som når SS-elitedivisionen "Leibstandarte" defilerede forbi en vis Herr Hiedler gør blot det hele mere spontant. Enhver kan jo tro sit her, vi vil vælge at tro vores.
Ikke meget mere overbevisende spontant var udtalelserne fra de forskellige fagforeningsfolk, som blev interviewet i går. Ikke mindst et interview med en 3F-topleder var spændende. Ikke for det han sagde, det var på ren Pixi-bogsniveau og blot en afspilning af det, som "fagforeningsimamerne" havde besluttet. nej, det rigtigt interessante var, at intervieweren tilsyneladende ikke anede, at manden ikke uden voldsomt retsligt efterspil kunne sige, at han STØTTEDE aktionen. Næh, da den var erklendt overenskomststridig havde fagforeningen selvfølgelig OVERHOVEDET INGENTING med nogenting at gøre. MEN hvor han dog godt forstod denne danske ophobede arbejderharme! Hvorefter han ord til ord gentog alle de paroler, som allerede ellers geografisk vidt forskellige strejkende allerede havde udtalt. Utroligt hvad man dog kan tromme sammen på "Facebook" eller hvordan det nu er sket. Kanalerne har nu nok været anderledes.

Nå, altsammen var forståeligt nok. De strejkende ville såmænd blot vælte den danske Mubarak, som helt tydeligt havde ødelagt alt. Ikke alene havde de borgerlige svinehunde fuldstændigt demonteret det danske velfærdssytem, nej de havde osse afkortet dagpengeperioden og så var der også det med efterlønnen. Og for VIRKELIGT at sætte trumf på, så udtalte en strejkende buschauffør, at det vist også skulle være regeringens skyld, at chaufførerne selv skulle betale et nyt EU-krav om et nyt lovpligtigt kursus. Hvorfor chaufførerne overhovedet selv har skullet betale for det store kørekort kom han ikke ind på. Og det var måske forståeligt nok for denne fremragende altruistiske faglige frihedskæmper, men der skal jo også være noget at komme med næste gang. Altsammen forståeligt nok..?

Det er muligt, at vi i skildringen af demonstratione i Ægypten har været lidt pessimistiske med hensyn til rimeligheden og mulighederne i de demonstrerendes krav, men er danskerne virkeligt bedre her? Ikke rigtigt. Hvis så endda arbejderne kunne "mande sig op" til at forlade disse økonomisk vanvittige krav om total og tids-ubegrænset stats-forsørgelse og i stedet kæmpe for de svage i samfundet, havde det været en anden sag. Det har de danske fagforeninger naturligvis aldrig gjort og det er til gengæld naturligt nok. En fagforenings naturlige og eneste opgave er jo trods alt at tilgodese medlemmernes tarv. Og dem, der arbejder og ikke dem, der ikke gør. Anderledes har det aldrig været og det bliver det heller aldrig. Og så er det forresten ligemegt, hvad man siger.

Nu kan man sagtens smågrine lidt huldsaligt i denne situation, hvor den sandsynlige nye kommende statsminister skal forholde sig til disse nye, næsten ægyptiske subsidieringstilstande. Med en "imam-fjernstyret" spontan dansk fagbevægelse, hvis næste beretigede krav sikkert vil være berettiget nedsættelse af madmomsen og statssubsidierede benzinpriser. Til naturligvis alles bedste på alles bekostning og dermed er det i praksis naturligvis pludseligt helt gratis. Skide-naive ægyptere ganske vist ikke så forfærdeligt meget anderledes end dumme danskere. Og det er vel meget menneskeligt snarere end egentligt positivt. Måske det eneste egentligt positive.

Ret meget mere påositivt men til gengæld så meget mere forudsigeligt fortsætter debatten på hifi4all om, hvorvidt billigt hifi er kedeligt. Tråden er startet af en (anden...?) lokal ordskvaldrer/ordekvilibrist, Otto. Spørgsmålet burde ellers være både rimeligt klart og ganske let at besvare, men helt som forventet er intet så indlysende, at det ikke alligevel fuldstændigt kan forplumres. Nu er vor gamle ven Otto måske heller ikke kendt for hverken kortfattet- eller klarhed i sine højtsvungne ytringer, men det her er altså ligegodt et foreløbigt lavpunkt. Side efter side og alenge indlæg efterfulgt af alen-længere ditto kører snakken om, ja INGERTING. Måske får man mere for pengene i dag, og MÅSKE kan man sammensætte et billigt anlæg der spiller meget godt og MÅSKE bør man gøre noget ud af akustikken og HELT SIKKERT kan man med en sådan strategi skræmme alle de allerede forlængst forsvundne kunder væk.

Ingen gider med garanti høre på sådan noget forblommet sludder. Det kommercielt selvmorderiske i det her består desværre i, at hvis man overfor kunden udfører salgsarbejdet som den rene "synergi-voodoo", hvor der kræves det store obligatoriske "hifi-kørekort" for overhovedet at køre med, ja så er det altså ikke underligt, at Otto har alt, alt for god tid til at skrive sine uendelige svadaer.

Det bedste man næsten kan sige om det er vel i virkeligheden, at næppe nogen potentielle kunder lader sig afskrække af denne langtrukne omgang total tågesnak. De har nemlig forlængst sig ud af det her og det forstår man godt. Prøv lige at forestille dig, Otto, at du nede i Stark-byggemarked blev mødt en en ekspedient, der ville forsøge at sælge dig et specielt "synergisk" sæt high-speed bor til din Black&Decker-boremaskine til 169,- Over til Silvan i en fart og væk fra den idiot, jeg skal squ kun bore 2 skide huller i en gipsvæg.
Der er ting, der er så simple og ligegyldige, at man kun kan skræmme folk væk ved at insistere på, at det er svært. Og inden længe er man så selv helt forudsigeligt væk.
Få dog for Helvede kunderne til at DRØMME, Otto, det er jo dét, som Jensen gør så fremragende! Når man ikke har skabt forventning og glæde og dermed muligt behov hos kunden så er man simpelthen selv ude om, at det ender, som det gør. Meget trist og endnu mere forudsigeligt.







.

Regninger, regninger!

Hvis en vis desillusion har præget de senere dages indlæg (og det påstår konen og hende skal man aldrig spøge med), så er det helt rigtigt. Denne skribent er i sin lettere influenzatilstand helt tydeligt også noget over-arbejdet. Det er nu til alt held på den misundelsesværdige måde, at vi er kommet lidt rigeligt langt bagefter med regningerne. Heldigvis er det med dem, som vi selv skriver. I den anden penge-retning har vi vist ellers et uhyre pletfrit ry, altid en fordel når man skal handle og bede om sær-tjenester. Og det kommer vi helt bestemt til i den kommende uge eller 2, hvor vi simpelthen skal levere en varebil-fuld til én enkelt kunde og adskillige Omega-læs til adskillige andre, heriblandt en helt ny kunde fra i går. Herligt og da især måden kontakten skete på. På basis af årti-lang tillid blot ud at kikke, snakke lidt, pege lidt rundt og bang, varerne er på vej. Dette må ikke betragtes som unødvendig selvros, blot mere sådan som et kommercielt faktum.

Nu er optimisme altid sådan noget forfærdeligt flygtigt noget og da især den grænseløse naivitet, som vi har skildret de seneste dage. Al eufori omkring større forandringer i hele verdenshistorien har altid efterfølgende vist sig at blive afløst af noget HELT ANDET end det, man troede at man kæmpede for. Selv den voldsomt kop-arrede senere tyranniske slagter Robespierre under den franske revolution sagde de samme ting som senere tyranner til alle tider altid har gjort.

Spørgsmålet er så blot, hvem folket på gaderne skal tro på. Dem, der siger smukke og naive og menneskekærlige ting uden at overveje, hvordan man skal komme nogen vegne. Eller dem, der siger de samme ting som en havtaske, der folke-forførende vifter med sin lokkemad (altid noget med frihed og nok til alle altid af alting), men til gengæld godt ved, hvorhen de i VIRKELIGHEDEN ønsker at gå. Som Robespierre. Svaret er naturligvis det simple, at det ved man først bagefter, hvor det i noget varierende grad alligevel allerede er alt for sent. Som med Hitlers helt lovformelige og fuldt demokratiske valgte første regeringsdannelse, som så desværre blev hans sidste.

Nå, som sagt, nok pessimisme i dag. Det ændrer jo alligevel ingenting som sikkert også alle de danske malke-køer kunne tænke, mens de gumlede løs. Det ville heller ikke være meget ved at ihukomme den ultimative skæbne for dem allesammen som tilbudshakkekød i SuperBest (fy for Satan da!) når mælken slipper op. Alle revolutioner har altid lovet guld og grønne skove, ellers ville de jo heller aldrig have kunnet vinde. Men naturligvis kan man da sagtens være optimist. Med samme berettigelse og sandsynlig som at jeg muligvis i morgen vil vågne op og kunne spille Bachs "Das Wohltemperierte Klavier" udenad som Andras Schiff som vi fornyligt oplevede i Musikhuset.

Ellers smugkikker vi lidt i en tråd på hifi4all, der handler om, hvorvidt billigt hifi er kedeligt. Hvis man skal tro på en respekteret og derudover uhyre ordrig lokal hififorhandler, Otto J., så er det vist ikke tilfældet. Eller også er det, det er i ord-flommen fuldstændigt umuligt for denne skribent at forstå, hvad han mener. Måske, måske ikke, måske alligevel, måske alligevel ikke osv. osv.

Måske det bare er egne indskrænkede evner til at læse imellem de uhyre mange linier. Dog må vi sige, at Ottos fremhævelse af en billig Dynaudio-højttaler som helt grænseoverskridende fantastisk til sin pris på under 2000,- pr. stk. måske er en smule uklædelig i almindeligt omdømme. En højttaler til 2000,- indeholder økonomisk-naturnødvendigt blot stumper for et par hundrede kroner og adskiller sig næppe meget fra andre lignende modeller i et allerede over 30 år gammelt firma som Dynaudio er. Dette er en kedelig kendsgerning og endnu kedeligere er det vel, når man selv-suggererer sig til at tro, at verden bliver bedre af endnu en en lillebitte alt for skidebillig højttaler. Den billigste i en uendeligt lang række af stadigt billigere og næppe tilsvarende uendeligt meget bedre højttalere.

Som IKKE kan spille bare en lille smule højt ELLER dyb bas ELLER iøvrigt imponere nogensomhelst andet end ved sin dimunitive størrelse. Fedt!. Bare ën mere i en række af små pruthøjttalere, som hype og marketing gør til veritabel high end hifi. Denne gang er den "kvalitetsmæssige overligger" blot sat lavere end nogensinde før. Og det er altså en kedelig udvikling. Som er sværere at vende jo længere og længere man kommer ud imod den kvalitative afgrund.

Er billig hifi så kedelig? Svaret er i sin enkelthed: JA!!!! Og fuldstændigt fucking ligegyldigt Og det værste er så næsten, at hvis forhandleren så SELV tror på, at en højttaler til 2000,- er særskilt fantastisk eller helt udenfor konkurrence, så kan kan ligeså godt starte sit ophørsudsalg. "Bedst til prisen" eller hvad man nu kan finde på er BARE IKKE godt nok når prisen er lav nok. Til AT FASCINERE, som er det eneste, der nogensinde får folk til at købe noget ordentligt.
Som er til at leve MED for kunden og AF for forhandleren.

Fremtiden

 

Billedet i dag har vi sat på for at selv-suggerere en smule. Influenzaen rykker stadigvæk noget i denne ellers kropsligt ganske overordentligt robuste skribent, og da der oveni er overmåde travlt med både montering og fjerne kundebesøg, er det rart at have noget at glæde sig til. Udover naturligvis at vågne op ved siden af den stadigt støt-snorkende underskønne fru Mathiasen. Når selv næseskillevæggens blafren eller drøbelens vibrato eller hvad det nu er der giver lyden alligevel er skøn, så må resten jo ligesom mindst svare til. Og det gør det naturligvis også. Dejlig dagligdag!

Alligevel bliver det nu hyggeligt at sidde og små-pille lidt ved disse små diskant-fire/fyre på bordet her. De skal udelukkende bruges som diskant-supplement til vores store biograf-højttalere fra omkring 10-12 kHz og da denne skribent er mere end midaldrende med læettere diskant-høretab kan der blive tale om ganske langvarige lyttetests. Ikke nødvendigvis inden man kan høre nogen forskel, næh mere inden man kan høre noget overhovedet...
Nå, helt så slemt er det faktisk ikke, som ganske mange tvangsindlagte kunder her i huset har kunnet overbevise sig om. Og nej, Kaare M., du tæller stadigvæk ikke med, døve apparat! Det skal nok blive godt til den tid i den forhåbentligt fredeligere og kone/børne-fri vinterferie. Og da ikke mindst fordi det allerede nu er ganske forbløffende godt. Som ens eget jo altid er, præget af sædvanlig suveræn dømmekraft og ditto omtanke og teknisk snilde. Og, kan vi jo tilføje, ikke mindst valget af ikke mindre fantastisk kone, selv om udvælgelsesprocessen lige i dette tilfælde var noget mere end almindeligt halv-speget.

Ellers fylder Ægyptens håb fuldstændigt sendefladen. Man kunne jo så spørge, hvordan det går i Tunesien, men det gør ingen og hvorfor også okke blot som moderne medie-lemminger blot allesammen rende sammen til det nyeste brændpunkt. Man sagde om den amerikanske eks-præsident Gerald Ford ("man" er her den utroligt skarpe ligeledes ekspræsident Lyndon Baines Johnson), at han ikke kunne tygge tyggegummi og marchere i takt samtidigt. Det kunne han næppe heller og så alligevel meget bedre end moderne elektroniske medier kan "multitaske"

Et godt eksempel i går, inden denne skribent skyndsomst skiftede kanal, var den udsendte DR-journalist, som glædestrålende fortalte om opstemte folkemængder, som mindede ham om en anden fredelig revolution, nemlig den såkaldt "orange revolution" i Ukraine. Det var nu fordi de ligeledes orangeade-farvede munke i Thailand med succes havde eksporteret deres revolution til Ukraine, mest vist bare et farvelade-sammenfald. Dengang var støtterne til mediernes helt, Juschenko naturlige helte overfor russerne lakaj, Viktor Janukovitj men det var så i går. Mediemæssigt, naturligvis, hvor alting alligevel er glemt.

For hvad var det lige, der dengang skete i Ukraine. Det samme som der i bedstefald kommer til at ske i Ægypten, nemlig overhovedet ingenting. I et land uden nogensomhelst demokratisk tradition, hvor det eneste rigtige vækst-erhverv er statslig korruption, er datidens mandhaftige helt Juschenko (og det pudsige hystade-fænomen Julija Timoschenko) forlængst ude til fordel for, ak ja, russerlakajen Janukovitj. Der er simpelthen ingen positive strukturelle ændringer sket overhovedet. Alt er ved det ganske gamle, blot en hel del værre. Og det endda i et land med kolossale agrarøkonomiske eksportmuligheder. Impionerende dårligt gået og endnu mere imponerende husket af journalisten. Som altså så alt dengang og ingenting fattede alligevel. Det sidste både dengang og nu.

Vi skal lige minde om, at i romertiden var det uendeligt frugtbare Ægypten simpelthen selve Roms kornkammer. Det var simpelthen Middelhavs-områdets eneste stabile korn-EKSPORTØR og uden en ægyptisk overskudsproduktion havde det klassiske Rom været umuligt. Ikke blot lidt, fuldstændigt.
Det er så noget anderledes i dag, kan man vel sige. På et beboeligt område ikke meget større end Danmark bor der nu 80 mill. ægyptere og ikke overraskende kan de endnu mindre brødføde sig selv, end romerne dengang kunne. Som også en tilsvarende eksplosion i antallet af rigtige gnaver-lemminger ender sådan noget naturligvis aldrig godt. Ingen økonomi kan absorbere den utrolige og stabile befolkningstilvækst, som Ægypten har gennemgået. Statens indtægter er alt for små og bruges i al hovedsagen som i går beskrevet på at subsidiere eksploderende fødevare-og brændstofpriser.

Til ingen verdens nytte på sigt naturligvis. Derfor er der selvfølgelig heller ingen midler til at investere i uddannelsessystemet og hvor overraskende er så lige det? Nå, foreløbigt går det så godt, at det meste af DR´s korrespondentstab er flyttet til Ægypten for at rapportere om den fredelige ægyptiske frihedskamp. Som sagtens i teorien kan forblive fredelig. I det mindste indtil oprørende til deres sikkert tydelige oprørelse opdager, at der ingen penge er til nogetsomhelst. Hverken fortsatte fødevare- og benzin-subsidier, investering i uddannelse eller blot folkelig økonomisk initiativ eller for den sags skyld blot en smule reslisme.

Nå, så lang tid ingen endnu har opdaget, at krybben er tom, så går det. Værre bliver naturligvis den dag, hvor det går op for den stakkels ægyptiske befolkning, at DEN HELLER ALDRIG bliver fyldt op igen. Nogensinde! Og at skurken Mubarak blot gjorde hvad kan kunne for at afvende det uafvendelige. Når selv dagens JP "svælger" i det inderligt og ganske usædvanligt fremsommelige og helt berettigede i de ægyptiske demonstranters krav gør dem jo ikke nødvendigvis opfyldeige. Overhovedet.
Sjovt nok plejer man jo at kalde den slags folk som Mubarak, Ægyptens svar på retrætekampens fremmeste fighter, Holger Danske, for "helte" men måske jeg tager fejl? Men det kan jo være man skal være en skurk selv for at se det...

Panem et Circenses

Så er det allerede omkring et helt døgn siden, at fruens nye guldarmbånd har begyndt sin transit-færd mod Danmark. Som altid når den rigtigt seriøse kærlighed er involveret er leverandøren Rogers Jewellers på Hannan Street, Western Australia. Ingen grund til at skifte "heste i vade-stedet" når nu samme lille håndværksvirksomhed dér midt på hovedgaden i guldgraverbyen Kalgoorlie (med selve den åbne mine " the Super Pit" deroppe lige ved enden af gaden) ved tidligere personlige besøg har leveret såvel forlovelses- som vielsesringe. Fra nu af er der så blot den uendeligt lange venten som det altid er at vente på det allerbedste og så er det forresten ganske ligemeget hvor længe ventetiden tørt-kronologisk måtte være. Her er den desværre ganske lang og vil følgeligt føles helt uendelig.

Overskriften i dag har vi lånt i den latinske klassik. Ret meget mere klassisk bliver heller ikke ret meget, da det litterære belæg for citatet er fra den romerske digter Juvenal lige omkring Anno Domini 200. Det er nu næppe ham selv, der har opfundet begrebet, som bedst oversættes til "brød og circus-forestillinger" mest fordi praksis med konstant at uddele gratis hvede til det romerske folk allerede da havde været udbredt i adskillige århundreder. Juvenal mente vist begrebet som noget negativt uden at han dog helt fremlagde noget alternativ. Hverken dengang eller nu kunne Italien nemlig overhovedet brødføde sig selv og det har det heller aldrig kunnet i mellemtiden.

Helt fra starten mange hundrede år inden Juvenal fra starten af Romerriget selv i den tidlige såkaldt "demokratiske tid" (som nu nok næppe ville kunne passere en nyere demokratiopfattelse som særskilt demokratisk om overhovedet), uddelte de midlertidige konsuler og andre magthavere altid gratis korn. Det skete altid og uden undtagelse for at styrke deres egen position og denne permanente "klient-gørelse" af det romerske folk kan man vel med betydelig ret hævde, at det aldrig helt har forvundet. Mafiaen og Camorraen og nyere kleptokrater som Silvio Berlusconi er allesammen naturlige forlængelser af denne oldtids-tradition. Som i helt enestående grad står i vejen for nogen rimelig demokratisk proces. Fordi hele folket simpelthen er på permanent langtids-bistandshjælp og hvem tør dog bide den hånd, som fodrer én? >

Ingen naturligvis. Med mindre altså fodringer pludselig ophører for SÅ tager tingene pludselig fart. Ikke nødvendigvis ret langt, processen plejer at stoppe så snart folkemængden har fundet en ny mere stabilt-fodrende dyrepasser. Hele den klassiske romerske historie kan simpelthen skrives parallelt med de til enhver herskende magthaveres succes med at levere varen. Som altid var gratis hvede til alle og senere som åndeligt supplement lidt gladiatorkampe/"circenses" Om det så er fremmende for demokrati med denne stats-legitimitet baseret på ren "bistands-bestikkelse" af folket turde være noget problematisk. Man kan vel med nogen ret hævde, at Italien aldrig helt er kommet sig over denne sin ulykkelige "klient-fortid" Alle har altid søgt den beskyttende "Patron" for enhver pris. Som dermed uvægerligt har været den højeste helt udemokratiske pris.

Og det er så det, vi kan sidde og iagttage i Ægypten uden at det måske helt loyalt fremlægges af korrespondenterne. delvist fordi de ikke ved det og helt givet fordi næppe nogen af dem heller ville kunne forstå det selv om de fik det at vide. Det turde jo ellers være helt simpelt at fattige med en dagsindkomst på under 2 dollars til familien ville have mere end småsvært ved at overleve i (gårs)-dagens Ægypten. Det ville vel formelt være være helt korrekt men derudover har sultedøden nu vist alligevel været temmeligt langt nede på skalaen over de hyppigste dødeårsager. Ikke at de fattige naturligvis har levet fedt, men på trods af at de naturligvis aldrig ville kunne have overlevet med at betale internationale fødevarehandelspriser, så er de der dog endnu. Svaret er ganske det samme som i det gamle Rom. Som dengang godt altså var godt et par årtusinder nyere.

Den givetvis snart detroniserede menneskeædende folkemorder og vantro voldtægtsforbryder, præsident Mubarak, har med helt klassisk baggrund som en naturlig ting stats-subsidieret fødevarer og som en nyere ting, benzin. Vi taler simpelthen om den mest klassiske af alle folkelige bistands-apparater.
Det evige problem er så blot, at sådan et system er "iboende labilt" Jamen sikke da fremmedordene fyger i dag. Når først disse permanente statsforanstaltninger er indført er det forbundet med politisk selvmord at forsøge atr afskaffe dem igen. Der er lidt permenent "efterløn" i det her, og den fartr, hvormed en oprindeligt midlertidig ordning bliver permanent grundfæstet i folkets bevidsthed er næsten skræmmende.

Ikke mindst for den herskende potentat og da ganske særligt når der ikke længer er råd til at finansiere alle subsidierne længere. Det "iboende labile" i dette old-gamle "klient-system" er altid, at blot den ringeste mistanke om, at folkets "patron" ikke længere kan levere varen, simpelthen får hele samfunds-korthuset til at klappe sammen. At forveksle denne akutte søgen efter en NY "Patron" med nogetsomhelst ægte folkeligt demokrati er til gengæld fuldstændigt naivt. Den første den bedste, der kan levere varen vil være tilstrækkelig og sådan vil det blive.

Det vil det, fordi allerede i dat anvender folkemorderen og den krigsforbryderiske kannibal Mubarak allerede en kolossalt stor del af det gigantisk underskuds-genererende ægyptiske statsbudget på disse subsidier af fødevarer og benzin. Den situation er naturligvis den samme for den kommende magthaver. Det eneste alternativ er det, som Stalin anviste under den katastrofale hungersnød i Ukraine i 1930-erne: Mere brutalt politi, som heller ikke er gratis og derfor næppe heller et gangbart alternativ.
Det er kompliceret verden, det her, hvor kun den magthaver, som formår at betale disse permanente og aldeles u-afskaffelige folkelige bestikkelser kan forblive ved magten. Og jo større disse er, jo mere umuligt er det at afskaffe dem igen og da selv de mindste altså allerede var umulige fra starten af, så bliver det jo samlet noget svært. At udrette nogetsomhelst, både i Europa og i Ægypten. Udover altså at fortsætte med at levere "Panem et Circenses" ...