mandag den 21. november 2011

"Taxabranchen i Aarhus er i knæ"

Overskriften i dag har vi "sakset" fra den lokale sprøjte, Aarhus Stiftstidende. Den fortæller en tilsyneladende trist historie om et erhverv med stærkt faldende provenu trods kontinuerlig inddragelse af taxi-licenser. Kort sagt: Stadig mindre "mad" til stadigvæk lidt for mange "munde", en kedelig og eksistentiel ubalance. Hidtil har vel heller ikke ligefrem støttet taxibranchen i noget videre omfang her i huset. Dertil er Århus altså trods alle storbydrømme en lidt for lille by rent distance-mæssigt til helt at berettige betaling af de gængse taxapriser.

Vi bor selv ca. 4 km. fra centrum og den tur koster typisk omkring 130,-. Det er da osse en slags pris for at blive fragtet rundt i det, som vi selv kalder "verdens mindste storby" Til noget, der bestemt ikke er verdens mindste priser. Der ER muligvis højere priser, men vi har nu blot aldrig oplevet nogen.
Alternativet, blot at GÅ hjem, er altid nærliggende og kan med rask trav udføres på godt en halv time. Det skattemæssige regnestykke forbundet dermed er ganske overordentligt simpelt: For at tjene netto nok til taxa-turen skal denne skribent arbejde noget, der ligner 1.5 time, og alene derfor forekommer det letter dorsk at skulle arbejde en hel ekstra time UDOVER altså den friske og stimulerende spadseretur hjem. Man medvirker ganske vist til en tiltrængt øgning af bruttonationalproduktet ved at køre med taxa, men derudover føler man sig nu lidt som den fjollede tegneseriefigur Pelle Gris, kendt som bleg birollefigur bag tegneserieanden Daffy. En meningsløs figur i en totalt meningsløs farce, aldeles til grin og det for egne penge endda. Sagen er jo i sin enkelthed, at hvis man skal brænde hårdttjente beskattede kroner af på noget, som man i virkeligheden ligeså selv kunne gøre, som for eksempel blot at GÅ en kortere tur, så skal det altså være hyggeligt!

Nå, dette umiddelbart måske en smule rabiate synspunkt omkring den århusianske taxabranche hos denne skribent, står i betydelig forbindelse med udviklingen i taxachaufførernes trafikale adfærd. Denne skribent har aldrig haft kørekort, og har derfor så meget bedre haft mulighed for at se den kedelige udvikling i trafikal adfærd. Det er trods alt nemmere at iagttage trafikal højrisiko-adfærd med cyklist-fart. Engang for ikke så forfærdeligt længe siden var bus- og taxachauffører uvægerligt professionelle og opmærksomme. De kørte sjældent særligt meget UNDER eksisterende hastighedsgrænser, men direkte hensynsløs kørsel var dog normalt et privilegium for privatbilister og cyklister. Sådan er det så desværre ikke mere. Cyklist-fjolserne har yderligere "ynglet" og de engang professionelle bilister er forsvundet. Eller NÆSTEN.

I denne weekend oplevede min frue så det aktuelle serviceniveau hos den branche, som ifølge lokale medier altså er "i knæ" Hvilket må formodes at være det samme som at man ingen penge tjener-om man så FOR-tjener det skal vi komme ind på. Vores teenagedatter var gået ganske kold som det vel sker ganske ofte i denne tid, og da min kone ikke mente sig i stand til at køre bil efter et par glas vin, prajede hun en af de (forfærdeligt) mange ledige taxaer, som befandt sig lige der i midten af den midterste midtby. En ganske præsentabel dame med et aktivt dankort, "guf" for en selvstændig erhvervsdrivende eller..? ELLER!

Nu hører det med til historien, at vores datter var noget vaklende, men altså trods alt voksen-ledsaget af en ganske præsentabel dame. Alligevel lykkedes det ikke at få plads i nogen af de ledige over 20 taxaer, der befandt sig på stedet og da min kone i desperation åbnede døren på en af dem og læssede datteren ind, steg chaufføren ud og smed hende ud igen og kørte videre. Og nej, vi taler ikke en en datter, der stank af andet end alkohol. Vissen, jovist, men trods alt ledsaget af en ædru voksen dame.

Til sidst forbarmede en ældre dansk taxachauffør langt nede i køen sig noget ukollegialt over den lille familie, og rullede dem ganske problemfrit hjem, en afgjort solstråle i en desillusionerende kulsort nat. Vi taler om folk i alle de her taxaer, der har fået en nødvendig bevilling med de fordele (mange) og ulemper (få), som det jo indebærer, som ikke blot nægtede at tjene vores penge. Nej, de nægtede osse at gøre det, som de alene af alle havde BEVILLING til at gøre. Det er selvfølgelig ikke kriminelt, blot kriminelt DUMT.

For den nødvendigvis særdeles nærliggende tanke er naturligvis, hvad der ville være sket, hvis en person havde haft akut brug for at komme på skadestuen blandt alle disse kommunalt priviligerede chauffører. For når de nu kollektivt og altså også særdeles håndfast nægter at køre med en kone med en let-lallende, men altså ikke ligefrem beskidt teenager, hvad så hvis passageren BLØDTE og virkelig havde brug for transport her og nu?. Enhver kan gætte med her, vores gæt er afgivet.

Efter denne weekend er det således ikke uden en vis, ganske vist lidt kedelig, skadefryd, at vi ser overskriften i Stiften. For efter sådan en ganske vist enkeltstående, men alligevel numerisk omfattende personlig oplevelse er det altså svært at have ondt af et serviceerhverv i åbenbar krise. Og tydeligvis ikke udelukkende økonomisk, osse servicemæssigt og almindeligt medmenneskeligt.
Og vi skal da gøre hvad vi kan for ALDRIG nogensinde selv at bringe os i en situation, hvor vi er afhængige af licenseret/priviligeret taxa-transport. Ikke af noget nødvendigt princip, det er blot for farligt at satse på noget, som ikke nødvendigvis er der, når man har brug for det. Ikke fordi de ikke fysisk ER der, blot fordi de vælger ikke at GIDE!
I fredags havde vi en smule ondt af taxa-branchen. Lad os forsigtigt sige, at følelserne er helt, helt anderledes efter weekenden. Vores statistik er ikke nødvendigvis helt fyldestgørende, men dog ganske tungtvejende. Og mere end rigelig for os. Bestemt en erfaring, som vi allerhelst ville have været foruden, men det er vel i virkeligheden dem, man lærer allermest af.

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start