tirsdag den 22. november 2011

Hvad sagde jeg?

Det mest positive ved at blive gammel som denne skribent er, at mere og mere af alt det vrøvl og andet spredt tankegods, man selv har sagt i tidens løb, desværre viser sig at gå i opfyldelse. Og så er det måske lidt tvivlsomt, det med det egentligt positive. Det ER nu ret beset heller ikke svært at slippe afsted med den påstand, at verden kollektivt bliver mere ukritisk, for hvad er det lige man som blot rudimentært tænkende menneske a la den uddøde brontosaurus-gigantøgle med sin lillebitte "hjælpehjerne" skal sige til dagens nyheder? Og så er vi endda ikke kommet til Ole Sohn endnu.

Til en start forlyder det på DR Update den åbenbart positive nyhed, at antallet i vejsidebomber i Afghanistan er stigende. Selv har vi ganske svært ved at se det indlysende positive i det og det har alle de "fodtusser", som skal ud og gå tur derude antageligt osse, men det kan være fordi vi ikke helt fatter den sammenhæng, som derefter følger. DR skriver nemlig, at vejsidebombernes eksplosive stigning skyldes, at "oprørerne er presset" Læg mærke til den glimrende pluralis-grammatik her, næsten ligeså alternativ som den logiske sammenhæng. For hvad Helvede kan dog den rimelige logiske sammenhæng være her mellem flere bomber og succes? med mindre man er mujahedeen altså?

For den eneste grund til, at der bliver mulighed for at nedgrave flere og flere vejsidebomber er naturligvis, at der OVERHOVEDET intet pres længere er mod dem der graver dem ned fra de vestallierede. For ikke så forfærdeligt længe siden anvendte man stadigvæk det eneste virkeligt effektive middel (det mest effektive fordi der ikke findes andre) der er mod disse natte-gravere: Effektivt camouflerede strategisk placerede elitesoldater, der lå i langvarigt dække enkeltvist ligesom årstidens danske såkaldte "Pürsch-jagt" Bare uden træer. Og nu altså osse tydeligvis uden jægersoldater, siden populationen af gravere er eksploderet.

Det er naturligvis ganske rimeligt, at det danske forsvar forsøger at plante positive nyheder i en tid, hvor der forlængst er lavet en fast tidsplan for det endelige allierede nederlag. Tanken om, at det hele har været ganske forgæves er naturligvis ganske ubærlig forsvarspolitisk, og derfor klamrer man sig naturligvis til det mindste græsstrå. Men lige DET her er altså for dumt. Hvis det altså ikke havde været fordi, det alligevel kunne blive så langt værre nu, hvor man i delirisk tågesnak allerede taler om en mulig intervention i Iran.

Nå, det går nok altsammen over i lyset af de ganske forudsigelige nye optøjer i Ægypten. Den vestlige verdens samlede fokus er dog begrænset til et enkelt af gangen og når mediernes blændende "søgelys" sejler videre, er alt det tidligere så klart belyste borte, sort og glemt. Det krævede ikke meget at se, at det arabiske forår i Ægypten aldrig ville kunne udvikle sig blot det allermindste til nogen forsommer. Og når selv denne skribent allerede for længe siden kunne, hvem kunne så ikke? Eller burde? Svaret blæser i vinden som de fleste svar, som ingen steder hører hjemme og alligevel ingen ville have hørt, selv om de altså blot ikke havde været blæst væk.

Og når så JP`s permanente udsendte i Mellemøsten, Sanne Gram, skriver om det planlagte valg i næste uge i Ægypten som "det vigtigste..i Ægyptens historie", så sker det osse på en ligeledes kulsort baggrund af historieløshed. Mest fordi der i Ægyptens skønsmæssigt ansatte 5000-årige historie aldrig har været noget blot nogenlunde ægte parlamentarisk valg. Nå, måske man ved valget kan opnå en høj stemmeprocent, det kunne jo måske tolkes som demokrati og det ville det nok blive. Udover at det forudsigeligt STADIGVÆK vil ende i borgerkrig i dette lillebitte land med sin kolossalt store befolkning. At kalde Ægypten med sine 80 mill. mennesker beboende et areal MINDRE end Danmark for en tikkende bombe er vist mildt udtrykt. Og bomben er af en art, at selv om den slet ikke er gravet ned, så kan den STADIGVÆK ikke demonteres..

Det der med at forsøge af "demontere" forsøgte min gamle barndomsven Ole Sohn i går i TV. Hvis det her lamme forsvar for det uforsvarlige var et seriøst forsøg på "damage control" fra Sohn og hans spin-doktorer, så må man tage sig til hovedet. I denne sag har den danske presse uhyre traditionelt kritisk og dygtigt og på rent "Pulitzer Pris"-niveau fundet frem til Sohns gamle kampfæller og medarbejdere og det smuldrende fallitbo, der engang hed DKP. Det gør det da forresten vist stadigvæk uha!

Sohns forklaring med at have været "upræcis" er en underdrivelse af de helt store. Officielt er hans forklaring stadigvæk, at han så snart han opdagede støtten fra SUKP/Sovjetunionen, så fik han den stoppet. Desværre for Sohn og heldigvis for almindelig anstændighed og sandhed tyder absolut intet på, at Sohn har gjort noget. Ihvertfald ikke andet end til det sidste og endda længere end det, for så vidt det osse foregik efter Sovjetunionens formelle opløsning, aktivt og særdeles personligt at forsøge at FÅ flere penge fra det ligeledes fallerede sovjetiske moderparti.
Nå, han slap i interviewet af sted med overhovedet IKKE at svare på, hvad det lige præcist var, som han mente at måtte have stoppet.
Konklusionen? Tjah, det er tydeligvis ikke efter traditionelle journalistiske kvalitets-kriterier, man rekrutterer medarbejdere til de danske elektroniske medier. Godt, de findes i de skrevne medier stadigvæk. "Bad news", Ole!

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start