tirsdag den 11. oktober 2011

Passau

Allerede her helt fra starten ligger der ordrer på snesevis af kabler, så det vil vi naturligvis straks og aldeles ufortøvet se at få klaret. Imens kan vi så passende sidde og fundere over, hvor mange der ved, hvad "Passau" er for noget. Næppe mange og det er der gode grunde til. Det vil sige, det er der så IKKE, hvis man tilfældigvis har været på bilferie i Østrig, for den by, det drejer sig om, der hedder Passau, ligger i den allertyndest befolkede del af Bayern. Og tillige så tæt på den østrigste grænse, at den faktisk er selve grænsebyen i det ganske vist efterhånden ganske grænseløse Europa. Hundredevis af kilometer fra Passau "reklamerer" massevis af motorvejsskilte for byen, så man kan dårligt undgå at komme til at kende den lidt, når man der suser af sted mod fredelige let søvngængeragtige Østrig eller Tjekkiet. Spændende betragtning, ikke?

Sådan har det så ikke altid været og da allermindst lige på dette sted. Indtil for ikke så forfærdeligt mange år siden var Passau selve porten til "Ondskabens Imperium", Østblokken. Og det er derfor vi nævner byen i dag, ganske vist for noget, der ikke længere er i en grænseby, som heller ikke længere er en sådan. Irrealis i 2. potens eller blot noget sludder?

Det er næppe videre kendt på disse breddegrader, at Østrig helt indtil 1955 var besat af russerne og derefter førte en særdeles Sovjet-venlig såkaldt neutral udenrigspolitik. Måske meget klogt, selv om amerikanerne og NATO havde indrettet en militærbase i selve Passau. Uden at være militærstrateg var det måske lige fremskudt nok at placere forposten på selve grænsen(og da især indtil 1955) med en varslingstid for eventuelle angreb på tæt ved nul.

Det blev så noget bedre og uendeligt meget mere centraleuropæisk-fredsommeligt efter 1955, helt vildt meget bedre faktisk. Og endnu bedre blev det i 1984, hvor der blev indrettet en monumental biograf for det amerikanske personel på basen, udstyret med datidens "state of the art"-udstyr. Det må have været en oplevelse for de kampivrige G.I´s at se datidens actionhelte Rambo og Scharzenegger for fuldt bulder og brag med disse kolossale hornhøjttalere. Og det var så heldigvis den krig, de allerfleste af disse soldater nogensinde oplevede.

Ja, vi taler atter engang om JBL 4675A-biografhøjttalere fra et nyligt nedlagt velfærdslokale (det hedder det vist på "militært"), som er på vej hertil vores lille virksomhed. Basen er nu meget passende ca. 20 år for sent blevet nedlagt som den fortidleving, som den længe har været, og "skrottet" eller i det mindste noget af det, ender så her i Hasle.
Så Passau lever altså videre også udenfor "vejskiltenes virtuelle verden" Lige her!

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start