tirsdag den 4. oktober 2011

Kaliffer og jødeharper

Undertiden viderebringer de elektroniske medier aldeles ægte glæde og sorg. Ja, i går var det meste af sendefladen ligefrem fyldt ud med det, der vel kan kaldes en uundgåelig politisk følelses-dualisme. Fordi der kun findes vindere og tabere og overhovedet ingenting ind imellem. Man kan ikke spille på "uafgjort" i det politiske spil, kun vinde den højeste pris eller tabe alt.

Når man i går kortvarigt betragtede de totale tabere, nemlig alle de tidligere ministre, så blev man virkeligt dybt berørt. Ikke af medfølelse med disse desværre alt for hyppigt fuldstændigt talentløse ministre, selv om mange af dem kneb en helt givet ægte tåre. Nok desværre ikke for Danmark, nok mest fordi de ikke længere med tegneserien Iznogoods ord længere var "kaliffer", men var blevet "stor-vizir i stedet for stor-viziren" Og anden række rækker så blot overhovedet ikke længere, når man har siddet på første række. Heller ikke eller måske netop ikke når man har sidder der længe nok. Den afgående magts ægte sorg over egen magtesløshed er skræmmende og da især i en verden af evigt-accelererende politisk spin. For mente mange af disse lidt for hyppigt afgående totale torske-pander af forlængst nedslidte ministre virkeligt, at der var noget at tude over. Ja, det gjorde de, og tude, det kunne de. Også så man som seer selv blev helt forlegen for sikke da de havde villet magten! Tydeligvis en mere fortærende følelse end selv den største kærlighed og ca. statistisk ligeså gengældt.

Glæden blandt de nye tidligere stor-vizirer, som var blevet "kalif i stedet for kaliffen" var naturligvis ikke mindre ægte. Ikke at det gjorde det meget lettere at iagttage dette af dygtige spin-doktorer helt tydeligt vældigt vel-orkestrerede mediecirkus. Ellevild begejstring hos de nye ministre og garanteret helt farve-ægte glæde over magten er ikke god underholdning for denne skribent og da slet ikke når både alle interviews og belysning og vinkling beskriver en ny tids korsfarere. Der vel rent statistisk blot som alle tidligere korsfarere mest har eget genvalg i tankerne og derudover blot nyder magten imens med lidt hygge-plyndring her og der. Ingen af de ægte korsfarere holdt sig jo tilbage for en plyndring af de kristne byer, som de tilfældigt kom forbi. Selv om deres mål naturligvis officielt var noget andet og uendeligt ædlere som også politiske mål altid er. Og forbliver uopnåelige, da man vel næppe kan blive valgt på at have nået sit mål?

Politik er tydeligvis et hårdt "game", hvor ikke alle de største fjender findes i oppositionen. Hvis de da overhovedet findes der, mon ikke ordet "kolleger" faktisk dækker bedre. Og når man ser politikere på tværs af parti-skel fraternisere på samme uforbeholdne måde over en fodboldkamp på samme måde som den helt uofficielle våbenhvile i skyttegravene i 1. verdenskrigs juletid, så ser det meget ægte ud.

Samme krig, det, der indtil 1939 hed "Den Store Krig" (hvorefter den 2. verdenskrig sendte "den Store Krig" ned i 1. division som den 1.) lagde jo navn til den nazistiske såkaldte "dolkestødslegende" Om de forræderiske politikere, der forrådte det tyske militær og dermed folket.
Helt så galt er det så ikke gået denne gang, ikke med dolkene ihvertfald. Et af den nye regerings helt billige kommende love bliver at afskaffe den idiotiske af den tidligere regering vedtagne knivlov. Og det betyder det glædestrålende, at denne skribent godt kan finde sin Leatherman frem igen på jobbet uden risiko for en uges ubetinget fængsel, hvis jeg ikke kunne dokumentere, at jeg var på absolut korteste direkte vej fra et servicebesøg til et andet. Sådan en lov som knivloven med sin helt ukvalificerede kriminalisering af ganske ikke-kriminelle urgamle aktiviteter har man altså kun kunnet vedtage, hvis man har været magt-beruset og -liderlig nok.

Nå, som sagt, de værste fjender findes altid som den såkaldte "5.kolonne", kendt fra den Spanske Borgerkrig. Den modstander, der arbejder i smug bag egne linier er altid den farligste. Og sådan en modstander må den tidligere århusianske bykonge og her i byen allerede forlængst udpegede socialdemokratiske kronprins in spe, N. Wammen have oplevet. I stedet for at blive "rigtig minister" i den politiske inderkreds blev Wammen forvist til et uhyre perifert nyt Europa-ministerium, helt givet skabt til lejligheden. Vi skal vist tilbage til den senere statsminister Jens Otto Krags veritable lands-forvisning til den amerikanske ambassade i USA i perioden efter regeringen Hedtofts fald for at se en tilsvarende politisk desavouering. Krag havde været handelsminister i den foregående regering og blev blot derefter såkaldt "økonomisk rådgiver" Ved en AMBASSADE,! Barske løjer for Krag, ikke underligt han vist mest brugte tiden derovre til at bolle udenom, som det fremgår med slibrig tydelighed i hans erindringsbøger.

Nå, senere tog Krag jo revanche og viste sig sig som uhyre kold og kynisk, som en nær slægtning til de nyudnævnte ministre med navnet Hækkerup især fik at føle, da det gjaldt og det simpelthen igennem en iøvrigt ellers kun af alkohol omtåget stjernekarriere. Da det gjorde og vedrørte arvefølgen efter Krag selv, røg Per simpelthen baglæns ud af det dengang så kendte "Snapseting" og bødlen var ene og alene den tidligere ostrakiserede Krag. Og selv om Wammen har fået så en perifer post i det "socialdemokratiske symfoniorkester" at det mest ligner den lidet aktive eller attråede stilling som jøde-harpenist, så skal han nu nok få sin tid. Selv om det måske kan komme til at gå rigtigt, rigtigt længe. I det nuværende socialdemokratiske regeringsklima nok ca. ligeså længe som det varer for vores bys symfoniorkesters egen jøde-harpenist at få lov til at spille sin solo. For jo, der findes faktisk symfonier og symfoniske digte med obligat jødeharpe. Ikke mange men både Copland og Ives har da lavet nogen.
Men hvad hjælper dog det, når man hellere ville have spillet violin? Og så hjælper det lige ligeså lidt at være verdens største virtuos på ubrugelig og uendeligt spag jøde-harpe som at være Europa-minister. Fordi alt det, som man mest ønsker, foregåe et helt, helt andet sted. Oppe i paladset hos kaliffen!
De gamle vikinger hærdede som bekendt drengebørnene ved at stille dem ud i kulden i lidt salt-lage. Vi får så se, om denne klassiske kur hjælper på Wammen, testet bliver han da. Men mon ikke der er lidt "krag´sk hårdhed" i manden, det tror vi faktisk.

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start