“Pumping Iron”

Når denne skribent en sjælden gang vover sig ind i TP Musikmarked her i byen er det mest for at finde film til fruen. Helst noget interessant, som man selv ved gensynet kan tillægge egne åndfulde sædvanligvis både vittige og uhyre intelligente kommentarer. Blot underligt at fruen rutinemæssigt “hysser” og det allerede inden man så meget som har tænkt på at åbne munden. Man er tydeligvis gift og nok allerede en del længere henne i samlivet end vores australske bryllupsattest ellers bevidner. Ikke at det er spor dårligt, blot en prosaisk kendsgerning, hvor man med den østrigske general Gottfried Heinrich Graf zu Pappenheim vel kan sige, at min kone kender sin “pappenheimer”/alternativt pap-hoved af en ægtemand.

Det er da sket, at min kone har syntes om sin mands film-valg. Selv gengivet på vores forkølede Samsung 40-tommers knurrende prut-LCD med sine 2 cm. høvedhøjttaler med idsudtværet surroundvirkning er det stadigvæk til at få øje på, at Marian Mitchell Morrison altså er god i John Fords mesterværk “The Man, Who Shot Liberty Valence”
Hun er ganske vist ikke helt så imponeret af samme konstellations tidligere storfilm, “The Searchers” med den monumentale og ganske uforglemmelige scene i starten og slutningen af filmen. Den, der er filmet indefra en mørk hytte ud igennem hoveddøren, for vildt simpelthen! Nå, men det synes min kone altså ikke så disse film står kun på menu-kortet de dage hun ikke er hjemme. Måske ham John Wayne/marion Morrison slet ikke taler til yngre kvindelige modeller?

En anden knapt så gammel og slet endnu ikke spor afdød skuespillers første film har jeg til gengæld sagtens kunne undgå. Den hedder “Pumping Iron”, er fra 1977og er så ubeskriveligt selvudleverende rædselsfuld, at man har skullet helt frem til min teenagedatters favorit-TV som “De unge mødre” og andet virtuelt og visuelt affald for at finde sin lige.

En af hovedpersonerne i denne pionerfilm om ekstrem bodybuilding er den dengang udenfor dopingleverandørernes kredse fuldstændigt ukendte østriger Arnold Schwarzenegger, der først noget senere blev amerikansk statsborger. Tydeligvis inden de sproglige prøver for at opnå statsborgerskab endnu var udviklet særligt, heldigt for Arnold og mindre heldigt for den californiske økonomi, som han senere kom til at forvalte som guvernør. Hvis man da overhovedet kan kalde det det, ret godt gik det som bekendt ikke, men det havde det nu heller ikke gjort før eller siden, så han var vel i virkeligheden blot politisk gennemsnitlig.

Filmens plakat med den unge Arnold stolt poserende med sine kunstfærdigt oppumpede doping-muskler er skræmmende som et vidnesbyrd om almindelig menneskelig dårskab og vilje til selvdestruktion. Alligevel gik det som bekendt Arnold ganske godt senere, og datidens dopingmidler havde tydeligvis ikke samme kedelige bivirkning som de senere i retning af impotens. Arnold var vist både utro og alting og i det hele taget en skidt fyr i sin moralske habitus helt på linie med alle andre mænd. Hvis de altså blot havde fået den chanche, som Arnold fik. Og til fulde tog!

Disse tanker kommer udelukkende frem i dag, fordi man står her og glor ind i spejlet. Og tænker på, hvordan denne kun delvist Adonis-lignende midaldrende overkrop dog vil kunne klare alle dagens gøremål. Som ildevarslende nok starter om ganske få minutter, hvor budcyklen er passende “pumpet” Og iøvrigt tilfældigt ER af jern, da aluminium ikke kan holde til belastningen fra denne velvoksne skribent. Så vi dyrker såmænd selv både “pumping” og “iron”
Udover at der altså stadigvæk er par skrumlede borde og reoler at flytte med i morgen. Så med lidt held kan musklerne måske udvikle sig så meget, at jeg alligevel tør tage filmen med Arnold med hjem til konen engang. Uden at blive ret meget mere til grin end jeg vist allerede er..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *