onsdag den 14. september 2011

Anders Fogh Rasmussen

Lige her inden valget er det for Gud ved hvilken gang skræmmende at se, hvor meget magt kan korrumpere. Og gør for de allerfleste med få undtagelser som George Washington og muligvis en halv-apokryf romersk konsul her og der, som efter endt embedsgerning tog tilbage til deres gårde. Og blev der, det gjorde langt de færreste af de romerske konsuler, magtliderligheden var forlængst blevet for indgroet.

Nu er det måske vanskeligt at se nogen særskilt magt- eller anden liderlighed omkring NATO´s erklæret asketiske generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen. Og i denne selvransagelsens svære stund vil denne skribent godt indrømme engang at have stemt på mandens parti. Uden at det naturligvis gjorde nogen forskel for dette formidable karrieremenneske Fogh, der alligevel hele tiden var på vej et helt andet sted hen end sit oprindelige ståsted. Som altså blot fungerede som en hurtigt-smeltende isflage, ikke at det rørte manden overhovedet. Alle politikeres store svøbe, tilsyneladende uundgåelig som fortidens skørbug blandt søfolk, nemlig populismen har forlængst "ædt" ham og de sørgelige rester af hans regering. Som det også skete i konsul-tidens Rom.

Alligevel havde vi så den foreløbige bundskraber til gode til Foigh. Ihvertfald for denne skribent en rekord indtil i går, selv om de allerfleste rekorder med en mulig undtagelse af 1980-ernes rekorder i kraft-kvindeatletik med stærkt skægvækst-fremmende brug af hormoner står for fald. Denne skribent har blot ikke lige den nødvendige fantasi til at forestille sig, hvordan det skal kunne ske.

I forbindelse med Talebans voldsomme angreb på allierede og afghanske myndigheder (i mangel af dårligere ord for kleptokratisk anarki vel det bedste ord blandt alle de mange dårlige), udtalte NATO´s generalsekretær nemlig disse ord:" De (Taleban red.) kan ikke stoppe det. Overdragelsen er på sporet og vil fortsætte"
Sagen er i sin rørende enklhed, at NATO udover den håbløse militære situation i Afghanistan alene ved sin erklæring om at trække sig ud allerede forlængst har tabt. Ikke blot krigen, men i endnu højere grad muligheden for at kunne præge Afghanistans fremtid. Fordi naturligvis INGEN af NATO´s lokale allierede i det nye styre er eller vil blive andet end landsforrædere. Med den deraf følgende skæbne efter traditionel lokal skik.

Man skal efter vores mening virkeligt være et "politisk (u)dyr" for at sige sådan noget som det her i fuldt alvor. En ting er at erkende et nederlag, men ligefrem at forsvare denne med stats-garanti midlertidige overdragelse inden Taleban tager Kabul som de allerede i massevis af år har taget resten af Afghanistan (og ligefrem om natten har hersket uindskrænket langt ind i Kabuls forstæder), tjah det kræver sin mandige mand.

Når noget som indsatsen i Afghanistan allerede i forfærdeligt mange blodige år alligevel har været en total fiasko, så gør det altså ingen forskel om man bliver lidt længere eller kortere. Når fjenden i en guerillakrig ved, at fjenden er på flugt, så er krigen forbi. Kun ofrene bliver flere.
Til gengæld er der så heller ingen naturlig grænse for, hvad en moderne statsmand vil og kan sige i retning af politisk lav- og selvmål og almindelig meningsløshed.
Ak ja, og ham har jeg stemt på, det må jeg da kunne gøre bedre denne gang Ved at stemme blankt for eksempel.

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start