torsdag den 4. august 2011

Hænderne fulde

Ind imellem kan det være svært at opfylde sin folkelige oplysningspligt. Eller måske nærmere folkeoplysningspligt, som blot er så langt et ord, at de færreste efterhånden gider læse det til ende på samme måde, som vel ingen yngre mennesker hører en ny CD fra den ene ende til den anden. Forudsat altså at de overhovedet købte en CD, hvilket statistikkerne jo tyder på, at de ikke gør. Fordybelse er vist bare en truet dyreart på samme måde som dronten og den tasmanske tiger.

Ellers vil denne skribent ganske ufortøvet bevæge sig over i den mere trælsomme del af hverdagen. Monteringen af 2 stk. store multikabler med boxe og veritable myriader af stik er ganske vist ikke særskilt intelligenskrævende, men til gengæld er det særdeles krævende rent MANUELT. I den oprindelige betydning af det latinske ord for hånd, "manus", idet begge hænder i de følgende par timer vil være travlt og ret rutineret beskæftiget med at af-isolere, skrue og lodde. Selv om denne skribent er rimeligt hård i denne afgjorte enkeltmands-specialistdisciplin, så er det altså svært uden at have en sekretær ved hånden at skrive noget særligt. Af ren og skær mangel på hænder til formålet.

Det er egentligt synd, for man tænker dog adskille særdeles dybsindige tanker i det kosmiske tomrum, som ethvert trælsomt og gentagent manuelt arbejde altid udgør. Nu er denne skribent som så ofte nævnt af ramsalte søulke-æt, og dér ombord på sejlskibene sang man "shanties", når man moslede med storspil og spil (den slags, der drejes rundt manuelt red.) Min egen teori omkring denne skrålen er ud fra egne erfaringer, at sangen tjente til et FORHINDRE den fordybelse, som monotont arbejde nødvendigvis fremkalder.

Den såkaldt "konventionelle visdom" på området er ellers, at sangen tjente til et "glemme" det hårde og uendeligt trælsomme liv ombord, men den rigige/vores egen forklaring på sangen er, at den tjente til at FORHINDRE tanker OVERHOVEDET. Fordi ingen ellers overhovedet ville have gidet at været søfolk. Det gad allerede få nok til en start, og derfor blev sanseløse fulderikker i havnebyer i tusindvis af år bortført af såkaldte "press gangs" Der gokkede staklerne oven i skallen og når disse vågnede igen var de blevet søfolk der langt ude til havs, og protester derude hed "opsætsighed" mod kaptajnens diktatoriske beføjelser og der var altid en rånok mere at klynge folk op i, hvis det skulle være. Eller alternativt kunne de vælge at gå "planken ud" blive fiskeføde og de fleste valgte så en tilværelse på råddent vand og beskøjter med rigelige mængder maddiker og kronisk skørbug. Og sang derefter af hjertens lyst. Ikke for at lette hverdagen men for ikke at komme til unødvendigt og potentielt fatalt at fundere over, hvad de dog lavede der ombord. For mange tanker er kun sjældent godt og aldrig værre end der!.

Ja, efterhånden som timerne går bliver tankerne tilsvarende dybere og til sidst er man så færdig med sit arbejde. Og har naturligvis passende og helt forudsigeligt glemt at nedskrive den kolossale bunke af revolutionerende ny erkendelse, som man blev bibragt i korte og blitzglimt. Og som naturligvis forlængst er glemt som gårsdagens rus. Hm., måske det blot er tale om, at vores loddetin er af den i gamle dage flus-holdige og små-hallucinerende slags..? Måske, men hvem siger osse, at dybsindighed nødvendigvis skal komme uden indtagelse af rusmidler. Tænk blot på Hemingway, som næppe ville have kunnet skrive en linie uden!

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start