torsdag den 11. august 2011

Det skæve tårn i Pizza

Her til morgen vil denne skribent lægge al sin kærlighed i at "gnubbe" lidt. Inden eventuelle "sprog-røgtere" (hvis dette ord ellers osse længere kendes af nogen) vil indvende, at det kan jeg som mand overhovedet ikke ("gnubber" er så vidt vides det oprindelige danske slangudtryk for en kvindelig homoseksuel), så JO!, det kan jeg godt. På et efter teaktræs-olie desperat hungrende sæt JBL Olympus S8R med 375-driver og alting. Ikke at det er hensigten at påføre den fine LE15-bas dette fluidum, men vores tømrer siger, at de trænger. Og lad så de trængende blot komme til mig. I det her tilfælde var det desuden ganske let, da de stod henne i enden af vores værksted under trappen.

Anderledes svært bliver det til gengæld nok helt at vende de problemer i den danske folkeskole, som den internationale såkaldte Pisa-undersøgelse jo længe har påvist. I går var selveste professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitet ude med i virkeligheden aldeles sensationelle udtalelser om, at der i det seneste årti havde været tale om forringelser snarere end forbedringer i uddannelsessystemet.

Det sensationelle var naturligvis ikke, at han sagde det, det har alle lærere allerede gjort længe. Nej, det sensationelle lå i, at han IKKE gav besparelser skylden og derudover mente, at indførelsen af karakterer fra 1. klasse var en rigtigt god idé. "O tempora o mores", som salig gamle Cicero engang udtrykte det, som det formodes bekendt for alle vore læsere. Om han så mente det MED eller UDEN udråbstegn bagefter er til gengæld svært at vide, da latin slet ikke havde opfundet tegnet. Udover at samme Cicero jo heller ikke var eller for den sags skyld blev særlig gammel. Selv i helt gamle dage var de fleste mennesker jo ganske overordentligt unge. Ja, selv den navnkundige romerske hærfører Scipio Africanus den Ældre var engang ganske lillebitte og overordentligt meget yngre og hed slet ikke Africanus endnu.

Nå, de danske lærere tog naturligvis ikke denne "kæberasler" (mon osse det ord er forsvundet, det er ellers et godt ord eller måske rettere var inden den generelle kniv-oprustning blandt ballademagere) uden at give igen. "Tag dén, Fritz, og dén og dén!", som min, viste det sig desværre efterfølgende, fiktive drengehelt Wing Commander "Battler" Briton kunne have udtrykt det.

I morgenens DR Update kører denne tekst forneden med foruroligende regularitet " Danske lærer afviser..." og (Pisa-undersøgelsen afvises på grund af) "..mindre videnskabeligt tilgang" Og det her sproglige ævl står uantastet dér på skærmen time efter time.
Den dér Pizza-undersøgelse og dens for Danmark mindre flaturende-flatterende resultater er da vist dermed noget mere end sandsynliggjort, for ligefrem indlysende sproglige fejl i HVER ENESTE sætning af 2 mulige er vel lige til "sinke-kassen" (hvis ellers den kvælende politiske korrekthedsindustri tillader dette udtryk længere). Afsløringen af denne afgrundsdybe uvidenhed om pluralis og adverbier/adjektiver og andre vidtløftige eksotiske og andre ukendte sprog-teorier er ganske vist ufrivillig, men vel blot derfor så meget mere overbevisende. Vi venter så næsten kun på den praktiske anvendelse af citatet i overskriften, der dog nok hæmmes noget af, at næppe nogen elever eller lærere i dagens geografiske videns-vakuum længere ved noget om noget tårn. Hverken dét i Pizza eller nogen andre steder. Ja selv de ellers askillige tårne fra "Ringenes Herre" er vel allerede gået i den prækambriske "Store Glemmebog"

8 kommentarer:

Blogger levesen sagde ...

Ahr, Poul, nu falder du selv i den store stavefælde. Du citerer ikke korrekt, men der er da fejl i teksten. Men hvad, journalisten har jo osse selv gået i den danske folkeskole:-).
Og så er det jo Danmark fejlen sker i og vi har nu efterhånden en national tradition for at lade som om fejl ikke er vigtige. "Hvis man ikke laver fejl, laver man ikke noget", som vi går og siger til hinanden. Gad vide om lærerne også siger det til hinanden, eller laver de så lidt at der simpelthen ikke er nok summarisk aktivitet til at levne plads til en fejl?

11. august 2011 kl. 09.36  
Blogger Poul M sagde ...

Alle fejl herfra må nødvendigvis betragtes som softwarefejl i uploadningen eller mekaniske slåfejl på tastaturet

11. august 2011 kl. 09.38  
Blogger Thomas sagde ...

PISA testen er så ringe at det er til at hulke over al den opmærksomhed den får.

PISA honorerer evnen til at skimme en tekst hurtigt og finde standardsvar i teksten. Det er selvfølgelig ikke nogen ringe egenskab for en elev at have, men det siger reelt ikke noget om hvor dygtig eleven er rent fagligt.

En tekst kan fx. sige "Bier samler pollen til deres honning fra blomster og marker". Spørgsmålet til teksten er "Hvor får bier pollen fra" og den dygtige PISA elev svarer "fra blomster og marker". En mindre dygtig PISA elev tænker måske "Hmm, er der ikke noget med at amerikanerne har noget der hedder maple syrup? Maple er da ahorn, så bierne henter nok også pollen fra blomstrende frugttræer." Eleven svarer derfor "bien får sin pollen fra marker, blomster og frugttræer". Ikke nok med at eleven har brugt ekstra tid på at tænke over sammenhænge med frugttræer og derfor ikke når helt så mange spørgsmål som den dygtige PISA elev, men PISA testen scorer også svaret som forkert. PISA testen handler ikke om at sætte gang i unødig tankevirksomhed, den handler om lynhurtigt at skimme teksten for nemme svarmuligheder. Endelig ikke noget med at læse teksten grundigt og prøve at forstå den i en større sammenhæng, det kan vi ikke have!

Det danske skolesystem har tradition for at prøve at lære eleverne at "tænke udenfor boksen" og vores eksamenssystem præmierer også de elever der magter at flette et større perspektiv ind over et emne. Vi er for længst gået bort fra det der med at det vigtigste er at lære udenad, vi arbejder meget mere med at få børnene til at reflektere over ting. Reflektion passer utroligt dårligt ind i PISA testene, det spilder tid og det giver svar der ikke nødvendigvis matcher det skrevne.

Oveni det kommer så at PISA testenes resultater er meget tvivlsomme rent statistisk. Spørgsmålene er inddelt i sværhedsgrader, men det varierer fra land til land hvor svære eleverne finder spørgsmålene. Spørgsmål der er svære for danske elever kan pga. kultur, gramatik og miljø være nemme for fx. franske elever, mens de franske elever kæmper med spørgsmål som danske elever finder nemme. Statistisk set kan man udregne, baseret på svarene fra eleverne i de forskellige lande, hvilke spørgsmål der er nemme og svære for de enkelte landes elever og resultaterne er ikke sammenfaldende. Det betyder, at afhængigt af hvordan PISA vægter de forskellige spørgsmål kan de favorisere nogle lande frem for andre. En undersøgelse viser at de danske elever kan havne på alt fra en tredieplads til en 40. plads udelukkende baseret på hvordan de enkelte spørgsmål vægtes i sværhedsgrad.

Dermed ikke sagt at det danske skolesystem ikke kan forbedres, men at fokusere på PISA resultaterne er idioti. Det kan ikke være rigtigt at det danske skolesystem skal til målrettet at træne det at skimme efter nemme svar blot for at tilfredsstille politikere og mediers ønske om at score højere i en ringe test.

11. august 2011 kl. 13.11  
Blogger Thomas sagde ...

P.S. Eventuelle stave- og grammatiske fejl er mulige, jeg lægger personligt mere vægt på reflektioner og formuleringsevne end om skimme er med et eller to m'er..

11. august 2011 kl. 13.15  
Blogger Poul M sagde ...

Jeg har ingen kvalificeret mening om metodikken i Pisa-undersøgelsen. Mon ikke den i dén henseende er nogenlunde ligeså eksakt eller det modsatte som de alle de vidtforskellige sociologiske forklaringsmodeller, som blot i min relative manddom har afløst hinanden. Uden at have ret meget andet til fælles end den samme vilje til at HAVE RET men det er så osse noget. Dette er ikke et forsvar for undersøgelsen fra Pizza, blot en konstatering af, at hvis den er så dum som Thomas beskriver, så er den i fineste tråd med andre mindst ligeså stupide forklaringsmodeller og undersøgelsesmetoder. Alt i én fin stor pærevælling. Tænk blot på de forskellige ko-vendinger fra DPU ja over blot det seneste HALVE år og så behøver vi end ikke medregne Eglund

11. august 2011 kl. 13.48  
Blogger Poul M sagde ...

Ups EGELUND

11. august 2011 kl. 13.48  
Blogger levesen sagde ...

Pizza eller PISA, hvordan forklarer den lettere tilbagelænede lærerskare så at der er godt 20% af en afgangsklasse som ikke læser og skriver ret godt?
Jeg ved desværre ikke om PISA er et godt instrument, men jeg har på fornemmeren at hvis DK havde fået en topplacering, så synes lærerstanden det var en kanon undersøgelse og at den også kunne bruges til at løfte lønnen med:-)
Vi er altså nødt til at finde en målestok for at se om folkeskolen giver noget for pengene. Og for at vi forældre har en idé om der læres noget og ikke bare hygges, undervises på den virkelig rare danske måde og sløjfes timer når det passer lærerne. Hvis vi fjerner enhver målestok, så ender en evaluering i noget sludder for en sladder om at vi er gode til at arbejde i grupper og har sociale færdigheder, der er bedre en de har i Spanien. Og?

11. august 2011 kl. 14.46  
Blogger Jan K. Legind sagde ...

Hej Poul,

Jeg fik et par JBL 2482 drivere for et stykke tid siden, men de mangler trykknap terminalerne. Har du nogle anvendelige liggende?
De skal prøves i mit hornsystem fra ca. 400 Hz til måske 2 kHz, hvor en Coral M100 driver tager over.

Mvh.
Kristoffer

11. august 2011 kl. 16.15  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start