“Anarki eller Kaos”

Nu er filosofi forfærdeligt mange ting, og ret meget med ordets oprindelige betydning af “kærlighed (eller noget lignende) til visdom” er der ikke meget af i ret mange filosofiske systemer. Ja, man kan vel i virkeligheden sige, at jo mere møjsommeligt og storladent et filosofisk system er, jo mere menneskefjendsk ender det med at de blive. Og det så uanset om ophavsmanden er kirkefaderen Augustinus i sit værk “De Civitate Dei” eller Marx og Engels. Jo mere stort tænkt, det hele bliver, jo bedre bliver det til at kværne alt, som ikke passer ind i de forud fastlagte mønstre.

Dagens overskrift er “sakset” hos en langt mindre ånd blandt filosofferne, selv om denne karakteristik selvfølgelig ikke klinger hos hans tilhængere. Det er måske lidt paradoksalt, fordi manden bag citatet i idealismens umulige verden stod for noget andet. Som desværre viste sig blot at være mere af det samme, som den spanske borgerkrig med forfærdelig tydelighed viste. Vi skal tale om anarkisme.

Franskmanden Jean-Pierre Proudhon betragtes sædvanligvis som den første anarkist, en i virkeligheden interessant filosofisk abstraktion i sig selv, for hvordan man lige kan vide det er ret umuligt at forstå for denne skribent, som har læst “Mytteriet på “Bounty” og mytteristernes efterfølgende paradisiske liv på Tahiti. Rent anarki i praksis uden indblanding fra lederen af mytteriet, styrmanden Fletcher Christian. Indtil den onde kaptajn Bligh og og den lede civilisation fik sat en stopper for dette lykkelige anarki. Hvis det altså var det, nå men det kunne da se sådan ud, temmeligt meget endda.

Man kan så meget passende fundere over den muligt dybere mening i dagens dybe filosofiske tanke, mens vi ser den sejrrige verdensalliance (man tænker let på tegneserierne om “Lovens Vogtere” med Superman og Batman og “Lynet”, og “Flammen” og idiotiske “Grønne Lygte” (hvad skulle man dog med sådant et fjols, når man allerede havde Superman på holdet?), som osse den ene gang efter den anden skulle redde verden fra sig selv)og dens lokale lidt mere anløbne håndlangere invadere Tripoli.

Ifølge forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, (som for denne let-skræmte skribent så afgjort er den minister, som vil blive savnet ALLERMINDST efter en regeringsrokade, uha hun er uhyggelig!), så er der naturligvis tale om en sejr.

Ja, sejren er faktisk så stor og ubetinget, at man allerede inden erobringen af Tripoli fra dansk militær side taler at bombe videre. Denne gang naturligvis ikke Gaddafis smuldrende styre, som man fra Verdenssamfundets/Lovens Vogteres side naturligt har levetidsforlænget ved stort set at eliminere muligheden for at Gaddafi skulle kunne flygte uden at blive straffet. Nej, allerede nu truer man med at bombe videre mod oprørerne, hvis de skulle finde på den for området ellers ikke ualmindelige praksis, som består i at hævne sig så blodigt som man nu lige formår. Forståeligt og populært og folkeligt og næppe derfor til at undgå.

Danmark bakker denne trussel af den afgjporte “let-myggevægtsklasse” op med åbent at tilslutte sig en ikke-interventionspolitik med soldater på landjorden. Hvordan man så efterfølgende logistisk vil bombe den ene langside i uundgåelige summariske standretter, som er uundgåelige og har været det i området i årtusinder ved voldelige magtovertagelser, ja, det er interessant. Og da især fordi forsyningen af de i medierne uforklarligt forherligede såkaldte “præcisionsbomber” forlængst er udtømt og alle de 8 danske fly skal have nye motorer (igen-igen) OG renoveres totalt efter strabadserne.

Vi har ingen anelse om, hvem der vil vinde i den kommende kaotiske stammekonflikt i Libyen, hvor der er våben overalt i en grad, som kun overgås af folks lyst til at bruge dem. Sikkert er det, at de, der vinder den kommende borgerkrig denne gang som alle tidligere gange altid kun har sejren “til låns”

Vi kan så glæde os over, at fru Lillelund Bech kun ganske kort tid længere har forsvarsministerposten til låns. Vi skal tilbage til gGønlandsminister Johs. Kjærbøl og hans bemærkninger om “en bange grønlænder” for at se mage til gennemført usympatisk optræden. Set fra det kommende anarkistiske kaos i Libyen er det nok en noget sølle trøst, men det er altså den eneste, vi lige kan se.

Politikere som Lillelund Bech kan naturligvis aldrig anerkende en fiasko “på egen vagt”, men hvordan i hede hule Helvede kan man dog undgå det, når man allerede er i færd med at planlægge bombning af sine EGNE allierede i en igangværende borgerkrig…?

2 meninger om ““Anarki eller Kaos””

  1. Grunden til at Nato nu må lyde neutrale, er at de reelt ikke har mandat fra FN til at være oprørernes allierede.
    I forhold til din nedrakning af Naim og dets mange lykkelige brugere (som alle tilhører den uddøende race af hifientusiaster), har du sikkert ret i meget.
    Du glemmer bare en ting: det lyder godt.

  2. Ja, det er naturligvis korrekt udover at man vist næsten skal være folkerets-ekspert for at se forskellen på den støtte, der er ydet både fra luften og med rådgivere på jorden og det at være allierede. Situationen her og nu ligner mest topmødet i Potsdam inden afslutningen af 2. verdenskrig, hvor de nye tiders fronter allerede var ved at blive kridtet op inden den gamle krig var forbi.
    Mht Naim har jeg da haft noiget selv og du har da ret i, at det grundliggende design af Allen Mornington-West er helt fint. Udviklingen mod det permanente Naimware/Tupperware -opgraderingsfis er blot noget af det værste man kan gøre mod hifientuasiaster, der allerede er lidt svageligt-belastede i sjælen.
    Jeg ved jeg er!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *