“Alien vs. Predator”

Alle forældre af alle slagse føler sig vel undertiden lidt mere end “halv-kiksede” Og vel næppe end når man vil det så godt og så i stedet medvirker til noget forfærdeligt skidt. Ikke at dagens eksempel i en ellers ganske velfungerende dansk forstads-familie måske ligefrem kan hen-regnes til den absolutte sværvægtskategori i problemer, så fortæller det jo naturligvis noget uhyre vigtigt alligevel. Nemlig at der hersker en generelt ganske idyllerisk (jamen det HEDDER det på den lokale dialekt) atmosfære her i vores lille firma-domicil, der jo som visse bekendt dublerer som hjem.

Nu er denne skribent ikke normalt af den “leflende” slags, men gjorde dog fornyligt en undtagelse. Alle papfædre “angler” vel et eller andet sted efter en vis respekt fra den samboende familie-sammenførte teenager, og derfor troede jeg, at der var mulighed for at “skyde papegøjen” ved at optage en af den slags film af allertvivlsomste splatter-karakter, som datteren excellerer i. Det måtte da for et par sekunder kunne bryde den sædvanlige pakis mellem os (lidt overdrevet red.) Kort sagt, jeg optog den muligvis dummeste film, som jeg nogensinde har skimmet, “Alien vs. Predator” Jeg skulle jo være sikker på, at den var plat nok og DET var den, så ganske overordentligt rigeligt. Allerede den oprindelige Schwarzenegger-film om tågemonstret “Predator” var ubeskriveligt ringe og kunne i sin ubehjælpsomhed have været animeret af en tilfældig teatermaler, og meget bedre var de senere deklinationer af ellers stoute Sigourney Weaver i alle de forskellege “Alien-film nu heller ikke ligefrem. Tilbage var der blot forventningsfuldt at vente på den fortjente anerkendelse på denne heltemodige papfaderlige kraft-indsats.

Og så viser det sig blot, at hun har det her filmiske mega-makværk MASSER af gange allerede. Det var simpelthen fuldstændigt ligeså kikset, som når forældre til alle tider uvægerligt spørger til gamle venner og kærester, mennesker som forlængst allesammen forlængst er blevet efterladt tilbage på perronen af det eksprestog ud i den ukendte intethed, som ethvert liv altid har været. Sådan noget fatter forældre naturligvis aldrig, og de eneste sikre pejlemærker, som de kan finde i deres teenageungers liv er uvægerligt dem, som ungerne forlængst permanent har forladt og aldrig senere genser. Og er der noget mere pinligt for ungen end interesseret at blive spurgt af håbløst altid aldeles anakronistisk-nyfigne forældre om den NÆST-seneste dreng, som datteren kyssede på. Adr, hvor latterligt er det lige de er!

Så meget altså for filmen “Alien vs. Predator”, som kort sagt er et bråvallaslag udført på computeranimation mellem 2 vanvittigt usympatiske monstre. Eller ettere mange af hver, ikke at det gør det meget bedre eller værre. Jo, nok en smule værre, da filmen derved bliver noget længere end allerede ganske ubærligt, som den er efter et kvarters tid.

Alligevel føler man sig ganske godt beredt efter at have set denne film, når man i almindelig begyndende kedsomhed søger lidt adspredelse på de helt statiske danske hifi-fora. Det fortæller vel i virkeligheden mest om denne skribents ubeskrivelige mangel på fantasi, men det sker altså at jeg kikker forbi. Hold da helt kæft, hvor må jeg dog kede mig og man siger ellers , at intelligente mennesker ikke keder sig. Hm, men det hjælper så tydeligvis ikke mig..!

Og så kører der i disse dage alligevel noget derovre på avtainment.dk, som bringer minder tilbage om “Alien vs. Predator” Nemlig en helt aldeles ligegyldig række af ligegyldigheder mellem 2 fuldstændigt ligegyldige mennesker. Som kun har det ene tilfælles, at de så forfærdeligt gerne begge 2 med et lån fra tegneserien “Iznogood” så forfærdeligt gerne vil være “kalif” (i stedet for kaliffen: læs den anden tron-prætendent/tronraner) Det er virkkeligt urkomik af højeste klasse at følge de alenlange tirader af tomme ord mellem kombattanterne.

Kamphanerne er en vis tidligere vist sporadisk nævnt “Mogens Østjylland” og et anden heller ikke voldsomt her i huset højtestimeret lokalt båthorn, en vis “Kurt von Kubik” Den ganske forudsigelige ikke-udvikling i diskussion mellem disse statiske tågehorn svarer i sin urimeligt vanvittige og helt usandsynlige handling ganske godt til den tilsvarende håbløse af slagsen i filmen. Som de rigtige tågehorn ved de forræderiske rev og havnemoler “båtter” disse evige tomgangspersoner blot løs om egen ufejlbarlig fortræffelighed. Uden nogensinde at ville indrømme at man nogensinde har eller teoretisk i fremtiden vil kunne tage fejl. Hvis det lyder spændende er det hverken spor tilsigtet eller det mindste korrekt

Anderledes med denne skribent. Jeg vil, ganske vist meget nødtvungent, meget gerne indrømme, at jeg ved at sidde og glo på en stupid film og denne tråd bestemt ikke har mine “stolteste stunder” Ja, jeg vil også godt indrømme, at jeg i dette sidste tilfælde faktisk er endnu dummere end de allerede ubeskriveligt dumme skribenter derovre på avtainment.dk. De gør jo trods alt osse kun det, som de gør bedst af alle: Smadrer en engang nobel og honnet hobby.

Man må som med andre naturligt forekommende ubehaelige katastrofer som tsunamier og vulkanudbrud blot tage acceptere det næsten uacceptable, men uundgåelige, fordi disse igennem årevis storhedsvanvittige personer med hver deres seriøse bud på verdens største hifi-egoer ikke kan lade være med at være som de er. Som vores 2 hanhunde, der tisser overalt uden vist helt at skulle tisse særligt meget. Og det er jo blot som det må være. Og ialdfald ganske harmløst så længe de sidder der ved hver deres skærm og væk fra gader og stræder. Jeg kunne jo bare lade være med at kikke, og at jeg så alligevel gør det, ja DET er eddermame dumt! At forsøge som i filmen at “holde med” nogen af de kæmpende fuldstændigt usympatiske monstre..!