Heldigt!

Denne skribent er af en ellers rimeligt hård- og tykhudet(-hovedet?) sømands-æt, men til tider er det nu ikke engang helt nok. Ikke til at zappe TV i tiden for eksempel. Dårskaben for tiden forekommer simpelthen så overvældende, at perspektiverne bliver ganske groteske. Tag for eksempel gårsdagens jubelkomiske anerkendelse af den nye legitime libyske regering. Og sig så ikke, at det kun er amerikanerne, som dummede sig helt sindsygt i Mellemøsten. Visdommen i den amerikanske støtte til mujahedeen-krigerne i Afghanistan mod den sovjetiske hær og støtten til Saddam Hussein i krigen mod Iran er ellers ikke mindeværdige højdepunkter i skarp politisk analyse. Våben kan altid vendes mod giverne og det bliver de og aldrig med større forudsigelig end i denne region. Ja, der findes faktisk ingen eksempler på, at de IKKE er blevet det, selv mod de ellers regionalt-opportunistiske franskmænd. Det virker langt bedre at SÆLGE våbnene til kamphanerne, ingen ønsker at blive uvenner med sine leverandører!

Nu har det danske politiske Establishment over en bred kam så formelt godkendt den libyske oprørsbevægelse. Med helt givet samme fornuftige og ganske velovervejede grund, som den man anvendte ved den oprindelige intervention mod Gaddafi. Altså overhovedet ingen, et fuldstændigt fransk-inspireret initiativ uden noget mål og med, som øjeblikkeligt blev et stadigvæk fortsat forsøg på at slippe ud af det umulige problem. Som det altid er og til evig vil være at støtte én part i en borger/klankrig. Og hvis man skulle være i tvivl, så tænk blot på situationen i Kosovo. Problemer forsvinder aldrig, fordi man holder op med at omtale dem, hvornår har nogen sidst nævnt Albanien og hvordan er det nu lige, det går der? Ligefrem skidegodt er vel ikke ligefrem det ord, der falder allerførst for.

Alligevel fløj der så i går en dansk jubel-delegation til “befriede Benghazi” for formelt at anerkende, ja hvad egentligt?Ja, det er faktisk ret interessant i et folkeretsligt perspektiv, for det her er simpelthen aldrig nogensinde sket i verdenshistorien. Nemlig at nogen har anerkendt en helt udefineret “bevægelse” (der jo også dårligt kan defineres eller fastholdes, da det jo er en bevægelse I bevægelse og dermed en helt uholdbar størrelse. Ingen anerkendte og bestemt med god ret nogensinde polske Solidaritet som den eneste legitime regering i Polen eller Charta 77 i Tjekkoslovakiet. At så begge ledere senere blev præsidenter af ret ens og ret tvivlsom værdi for landene er en anden sag. Det tætteste vi kommer er vel den nazistiske anerkendelse af den fascistiske lyd-stat Vichy-Frankring under Laval og Pétain. Og da det slet ikke var en selvstændig stat kan den jo ligesom ikke tælle med.

Det eneste reelle formål med denne danske anerkendelse af det nye Libyen er naturligvis en ren legitimering. Ikke af denne noget mangefarvede bevægelse og det ville naturligvis heller ingenting kunne ændre alligevel. Libyen kommer til at gå en vej, som ingen ekstern indblanding udover en permanent besættelse alligevel vil kunne ændre på. Og den sker først, når der bliver etableret en midlertidig ligevægt mellem de stridende klaner og mere eller endnu mere fundamentalistiske muslimske trosretninger.

Nej, den officielle danske blåstempling af den libyske oprørs-“bevægelse” er udelukkende en legitimering af Danmark og de danske “præcisions-bombardementer” Som i parentes bemærket jo naturligvis forgår udelukkende med anvendelse af fuldstændigt samme udenlanske våbenteknologi, som alle andre lande besidder,. Underligt at alle andre altid rammer så meget mere forbi end de indtil videre ganske ufejlbaligt kronisk plet-skydende danske piloter. Tjah, man kan tro derom, hvad man vil, vi tror vores..og venter derudover STADIGÆK på et interview med alle de tilfangetagne Gaffafi-støtter, som man så blive taget til fange i borger-bykrigens start.

Ingen danske politkere vil naturligvis være ved, at man overhovedet ingen idé har haft eller har om, hvem det er, som man støtter.udelukkende fordi man bekæmper deres fælles fjende, ganske vist og intet holder jo traditionelt bedre sammen på ellers noget “volatil” bevægelse som den i Libyen. Som får de betydelige vanskeligheder ved at at blande den danske sommers salatdressing af eddike og olie sammen til en homogen og stabil blanding til at forekomme ganske triviel. Som alle politikere til alle tider altid har haft, så har også tidens danske generation naturligvis valgt korrekt. Ja, faktisk så korrekt, at besøget udelukkende var ren og skær selv-legitimering. En af eneste ting, som man altid kan blive enige om over hele det politiske spektrum.

Selv på denne baggrund af massiv ønsketænkning om, at Libyen uden tvivl er et kommende demokratisk mønstereksempel, kunne det alligevel blive væsentligt værre. DR havde i går et helt urimeligt langt indslag om den danske indsats mod pirateriet ud for Somalia. Hvor åbenbart alle piraterne kommer fra uden at det ellers har givet grund til nogen synderlig eftertanke. Der er ellers ingen særlig mangel på andre ludfattige mulige entreprenører indenfor pirat-erhvervet i området, både Eritrea og Yemen m. fl. burde være potentielle vækstområder i denne multi-milliardindustri i en ellers ganske gudsforladt del af verden.

Vi klarede nu kun at se ganske få minutter af udsendelsen. Interviewet med forsvarsminister Gitte Lillelund Bech var mere end rigeligt. Selvtilfredsheden og den utøjlede magt-liderlighed lyste ud af hende i en grad, så kvalmen indfandt sig omgående. det er der naturligvis intet forkert i,det er naturligvis derfor hun er minister og mon ikke man osse ret trygt kan regne med, at det er idealister af nogenlunde samme karat, som finder vej til magten i Libyen? Gys!

Fr. Bech underholdt passende loyalt (overfor flådens personale på forlænget krydstogtstur, ikke nødvendigvis andet og da overhovedet ikke den reelle sandhed) om den succesrige danske indsats mod pirateriet. Man havde vist gjort en hel fantastisk forskel dernede uden at det dermed blev fuldstændigt klart, hvad det lige var man havde gjort. Man kom uvægerligt til at tænke på, at den danske indsats i den gode “100 mill. PLUS-klasse” dernede med nogenlunde samme lovende langsigtede gevinstmuligheder ville have kunnet være anvendt til at løskøbe nogen gidsler. Hvilket jo naturligvis HELLER INGEN mening ville have givet, fordi det blot ville øge problemerne. Frodi der naturligvis altid bliver flere interesserede i at vinde i det “piart-Lotteri”, når der KUN er gevinster og INGEN reel risiko. Hvis man bliver taget kan man altid prøve igen og hvem ville ikke gøre det?

En dansk søofficers foredrag om nødvendigheden af at pågribe piraterne i selve “entrings-processen” for at kunne dømme dem var ligeledes ren politisk opportunisme. Ikke underligt at han og ministeren så ud til at nyde hinandens selskab. Men nu har han så også været lidt længe på højsøen, og er vel dermed delvist undskyldt..Det var tydeligvis ikke nok i denne særegne betragtning over indlysende lovløses færden på de ellers helt lovløse verdenshave at erklærede fiskere 2000 km. fra land tilsyneladende fra en kant alle havde glemt deres fiskegrejer. Til gengæld havde så alle med samme totale forudsigelighed husket deres entre-hager og Kalashnikover. Nå, tvivlen skal naturligvis komme forbryderne til gode. Eller skal den?

For hvordan er det lige det er hvis man her i landet kommer i nærheden af en bank med en pakke damestrømper i lommen og en håndskrevet seddel i lommen med ordene “penge”. Ja, så ryger man rutinemæssigt i fængsel uden nogen betinget dom. uden nogen undtagelse og altid. Mærkeligt at et så helt åbenbart retsløst samfund som det danske på denne måde vælger at behandle indlysende pirater så diskriminerende anderledes.
Og så har vi endda gemt det allerværste til sidst: Forsvarsministeren udtalte nemlig, at man først endeligt forventede at få bugt med pirateriet den dag, at det ikke længere kunne betale sig. Hvis det umiddelbart lød fornuftigt var det nu ikke tilstræbt, for hun fortsatte “sangen fra de varme lande” om, at det hele ville holde af sig selv når alle pirat-aspiranterne kunne finde anden beskæftigelse på land i landbruget m. v.

Derfor skulle man blot støtte den fredelige transformation af Somalia og så ville fribytteriet ophøre helt af sig selv. Tjah, måske, det forekommer ganske vist mærkeligt at ombytte et liv med mulige kæmpegevinster på kort tid uden arbejde som pirat med et liv i evigt slid i landbruget uden nogen mulighed for nogen gevinst NOGENSINDE, men det spurgte journalisten naturligvis ikke om. Det har vist altid i menneskedens historie været sådan, at det altid har været mest fristende at stjæle guldet for røvere fra de guldgravere, der havde gravet det op på slidsomste vis. Dette problem kom man altid mest passende til livs ved at aflive røverne. Faktisk har menneskedens adskilligetusindårige historie aldrig rigtigt anvist andre effektive fremgangsmåder..
Sådan er nutidige politiske drømmerier naturligvis ikke. Man fortsætter derfor også indlysende idiotiske støtteprojekter med at erstatte den uhyre indbringende valmuedyrkning i Afghanistan med helt anderledes lavtbetalende hvede. Så¨dumme er ingen selv langt ude på landet at de frivilligt gør noget så dumt.

Og så et lille dybt-demokratisk hjertesuk: Hvordan synes I danske politikere nu lige det går i de lande, der først gennemgik det “arabiske forår” Som altså nu er blevet en slags sommer. Ægypten og Tunesien er stadigvæk militærdiktaturer med en fremadskridende demokratisk skin-proces så støt fod-slæbende som de traditionelle brune danske Læsø-biers fortsatte held med at få skovlen under de invasive gule bier.
Det kræver vist mere end held og politisk ønsketænkning at få de her kabaler til at gå op.

4 meninger om “Heldigt!”

  1. At man aldrig ved hvor den danske indblanding i Libyen og pirateriet ud for Somalia ender, bør ikke afholde fra en intervention. Den amerikanske kronisk uheldige udenrigspolitik bunder i ofte tvivlsomme bagvedligende motivationer. Hvordan den danske indsats ender er dog selvfølgelig helt uforudsigelig, men den bygger ikke på "beskidte" bevæggrunde.

  2. Nu er en del af mytologien om de lede amerikanere jo delvist en intellektuel konstruktion snarere end måske nødvendigvis en kendsgerning. Man har altid bekvemt kunnet tilskrive USA lede oliekapitalistiske bevæggrunde mens man aldrig overvejer en total forkludret og inkompetent udenrigspolitisk beslutningsproces som en mulighed. Selv om det tit forekommer at være den sandsynligste mulighed. Der er ellers en del indikationer på det sidste og nok i virkeligheden flere end for det første. Tilbøjeligheden til at tilskrive store lande skumler interesser er ganske stor, selv om idealismen i mindre landes politik nu ikke lige er til at få øje på.Beskidte resultater kan sagtens fremkomme på trods af de bedste intentioner som følge af uheldig og ugennemtænkt politik.
    Derudover er jeg da ganske enig i, at der ingen beskidte motiver er i den danske intervention. At der så heller ikke nødvendigvis er nogen anden fornuft er så en anden sag.
    Derudover er jeg da meget enig i, at man naturligvis aldrig helt skal afskrive interventionsmuligheden selv om "indsatsen" mod pirateriet nok snarere er en blot tilstedeværelse uden mening, endnu da. Her er den nødvendige ende nu nok, at man bliver nødt til at gøre noget engang.
    Jeg fatter blot ikke den mere hovedløse danske anerkendelse af den nye legitime libyske regering, som mest minder om den mest inkompetente amerikanske interventionspolitik. End ikke i krigen i ex-Jugoslavien valgte man side på samme måde, selv om det formelt var Serbien, man førte krig imod, nogen befrielseskrig blev det dog aldrig. Det ville heller ikke have været nemt, da albanere, bosniere og serbier og montegrinere og slovener intet havde at lade hinanden høre i historisk og særdeles aktuel grusomhed.
    Det mest stupide i det her projekt er vel i virkeliogheden, at man fra verdenssamfundet til fulde har demonstreret sin manglende samarbejdsvilje og handlekraft, så mon ikke det sender et tydeligt signal til andre voldsherskere om, at man blot skal "fedtspille" lidt, så går alting over.
    Pudsigt at det så lige er Libyen (og osse Abessinien), hvor FN-forgængeren Folkeforbundet knækkede halsen på ikke at kunne intervenere mod det fascistiske Italiens overgreb.
    Det er jo noget vanskeligt at se det FN og/eller NATO i nogen somhelst større operation i det næste årti…

  3. USA's udenrigspolitik kan ikke tilskrives hovedsagelig inkompetence. Invansionen i Irak byggede på bevidst underkendelse af fakta og misledning af befolkningen. Tænk bare på Plamegate. Tilsvarende var Afganistankrigen ikke udslag af inkompetence men havde grumme motiver.

  4. Ja, det er måske så spørgsmålet i tilfældet Irak, for hvad er bevidste overdrivelse og ønskedrømme om trusler og muligheder vel egentligt andet end den højeste inkompetence? Afghanistan er så er helt andet eksempel igen på en ikke videre fornuftig geopolitisk strategi, hvor USA blot gør det, som enlænderne og russerne heller aldrig kunne. Englænderne forestillede sig det blot ikke, russerne burde have vidst bedre med erfaringerne med århundrelange "pacificeringer" af etnisk uro i Kaukasus og amerikanerne var vist blot åndssvage.
    Hvad end motiverne var i tilfældet Afghanistan udover et akut og måske endda forståeligt ønske om hævn er så en helt anden sag. Plamegate føjer sig vist blot ind i en uendelig række af afledningsprojekter og almindelig misinformation, som alle lande excellerer i.
    Enb lille krølle på Libyen vs. den seneste Balkan-krig. Jeg tror virkeligt, at man som interventionsstyrke ville have stået sig bedst for rimelig fredelig magtbalance i Libyen at have gået efter en opdeling a la Balkan fremfor blindt at støtte noget, som er så demokratisk rosenrødt hos de danske spindoktorer, at det naturligvis aldrig kan blive sandt. Desværre.
    Hvad man så skal kalde DEN -gate er så en anden sag, men der er nu efter min mening tale om en klar en. Så entydige helte og skurke findes ikke i borger- og klankrige. Der findes kun skurke som på Balkan. Serbere, bosniere, albanere. De er og har allesammen været allerværst når de fik chancen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *