torsdag den 16. juni 2011

"Bravo, Mr. Jardex!"

 
Posted by Picasa

Billedet i dag viser, hvorfor teksterne i disse dage bliver kortere end sædvanligt. For det første optager vores arbejde en ganske betydelig del af den disponible tid, og for det andet har monteringen af et nyt komplet og vildt meget mere tiltrængt vinduesparti givet visse muligheder. Og problemer, som alle muligheder vel i virkeligheden altid gør og aldrig mere, end når de skal realiseres. kabeltromlen i forgrunder demonstrerer, at der ikke rigtigt er trukket el nogen steder, så lyd er der ikke meget af. Slet ingenting, faktisk udover fruens lejlighedsvise bjæffende ordrer og lige her til morgen er disse tilfældigvis de-aktiverede lidt som følge af en lidt rigeligt langstrakt tøseaften. Der er dog nogen grund til at tro, at alt fra nu af bliver spille-mæssigt til det absolut bedre. Ikke mindst muligheden for lytning i de anvendte højttaleres såkaldte "fjernfelt", hvor bidraget fra de enkelte enheder teoretisk er fornuftigt integrerede, er altid en afgjort fidus.

Når det allerede var helt fantastisk før er det jo principielt noget vanskeligt at forestille sig, hvordan man skal udtrykke yderligere perfektionering. Hvilket naturligvis helt naturligt bringer over til det næsten ens-klingende ord "konfektionering".. Alle midaldrende mænd husker vel den senere minister Arne Melchiors største historiske eftermæle. Det vil sige, de husker helt givet uden at ane, at det har noget med det kroniske og nærmest munddiarré-sygelige sludre-chatol Melchior at gøre. Vi skal tilbage til "terylene-tidsalderen", det vil sige, helt tilbage til starten skal vi ikke. Prosaisk er ordet "terylene" blot et registreret varemærke for noget skide PET-polyesterfiber-pis, som man allerede opfandt for ca. en million år siden. Ihvertfald inden 2. verdenskrig og det er jo til dagens tekst allerede næsten før-forhistorisk.

I 1960-erne og et stykke op i 1970-erne var det højeste opg aldeles obligatoriske drenge- og mandemode at iføre sig disse forfærdelige plasticskjorter og ditto bukser. (Det hed det dengang, dette principielle pluralis-ord, dengang hvor mode-bøsserne ikke havde helt samme TV-eksponering som i dag. Om der så var færre dengang ved vi ingenting om, men mon ikke populationen var nogenlunde den samme,, nogen ting ties ligeså effektivt ihjel som nutidens ejendomsmæglere har held med at tale boligmarkedet op. Selv den kommende konfirmand Poul M. syntes dengang i det tidlige forår 1970, at disse alt-rigeligt aftershave-dunstende og tungt-åndende midaldrende mandslinger, som befolkede alle herreekviperingshandlerne dengang, måske lige var rigeligt klamme. Og det var de vel i virkeligheden osse, ihvertfald for en allerede dengang fast overtydet heteroseksuel. Oh suk, Inger-Lise!

Tilbage til Melchior og hans eneste varige minde i den danske folkesjæl. Dengang "terylene-tiden" toppede, var han direktør i den midtjydske tekstilvirksomhed. Jardex. Der for at overleve og givetvis osse for at spare lidt håndører på materialer anvendte rigelige mængder plastic-fibre i deres såkaldte "strygefri skjorter" Det dér med det strygefri passede nu heller ingen steder dengang, til gengæld var det helt urimeligt vanskeligt dengang i tiden uden almindelig udbredelse af dampstrygejern overhovedet at få strøget det her lort. På tøjsnoren (andre ville nok kalde det for en tørresnor, men det hed det nu ikke, der hvor jeg kommer fra), så det i forhold til almindelige komfortable bomuldsskjorter ganske vist forjættende kun lidt småkrøllet ud, men det skulle blive anderledes, når man altså skulle stryge det.

For allerede dengang var reklamernes løfter noget luftige (og det havde de vist været lige siden de første sæbereklamers fremkomst i 1890-erne), for ordet "strygefri" skulle tolkes som "næsten umuligt at stryge", ihvertfald hvis man ønskede at det skulle ende med at blive glat. Og det var og er vel den generelle ide ved at stå der i røg og damp. Det var måske derfor direktør Melchior lancerede det i Danmark helt unikke reklameslogan "Bravo, Mr. Jardex!" for at få denne syge syssel til at glide lidt lettere ned. I sin inderlige meningsløshed var det en forgænger for fremtiden og og reklamesprog har det osse siden været ganske svært at overgå de "slimede bøssesheiker", man anvendte som modeller. Inden folk falder over os for upassende sprogbrug er dette et citat fra mesteren Raymond Chandlers bog "Farewell, My Lovely" At det så klinger anderledes i dag er så blot trist. For nutiden med dens kronisk følsomme slimhinder..

Og hvad fører al den her lettere ånds-formørkede tågesnak så alt sammen frem til? Jo såmænd til lige at genopfinde dette gamle slogan. I dag skal det blot hedde: ""Bravo, Flemming Rasmussen!" Han er manden bag det danske high end hifi-firma Gryphon og en både affabel og fysisk imposant mand. Ikke underligt at denne skribent altid har beundret ham omend i passende smug., måske "terylene-buksesælgerne dengang alligevel påvirkede mig mere end jeg helt vil indrømme..?)

Alene det antal år han har været med i det mere end små-syge hifi-game er bevis for, at han kan noget. Det er altså sin sag at stå op og morgenen og glad og positiv give sig i kast med at sælge glimrende apparater til kodyle fjolser, hvoraf kun et ubetydeligt mindretal overhovedet nogensinde agter at høre musik og ingen eller kun ganske få har et ægte behov for nogetsomhelst. Jeg har tit undret mig over, at han gider omgås så mange fjolser hver eneste dag, men det gør han så heller ikke. Ikke allesammen ialtfald. Nu er det ganske vist efterhånden lidt længe siden, vi har berørt den lokale Aåhus Hifiklub men det skyldes nu mest, at den uhyre forventeligt har udviklet sig til en ren privat chat-klub på avtainment.dk Når klubbens eneste aktiviteter alligevel er sommetider at mø'des privat er den almene interesse for efterfølgende chat vel til at overse...?

Det må Flemming Rasmussen have indset, for da klubben for meget nyligt forsøgte at få lov til at besøge Gryphon, som ligger i nærliggende Ry, så fik de afslag. Et høfligt et, ganske vist, ihvertfald på overfladen men fuldstændigt umisforståeligt skulle man mene. Et faktisk formfuldendt eksempel på, at de bestemt ikke behøvede at ansøge igen. Der var noget med, at Gryphon vist "havde lukket ned for besøg af diverse klubber af forskellige årsager cit. avtainment.dk" At man så ikke har gjort langt før fatter jeg så ikke, men læs lige afslaget igen, det er flot, Flemming!

Det værste er så, at ingen af klubbens medlemmer så fatter, hvad der er, der har ramt dem. De tror tilsyneladende blot, at man da kan prøve igen en anden god gang med større held. Tjah, prøv blot, my boys!
Vi ønsker Flemming alt mulig held med at adressere de udenbys/landske kunder, som måske vil købe noget fremfor blot helt åbenlyst at spilde hans tid. Fordi der trods alt er visse grænser for hvor sjovt det er gentagne gange at besøge hinanden som eneste klub-aktivitet. Som det vel nødvendigvis bliver man blot i en by med 300.000 at have et par thalidomid-håndfulde aktive medlemmer. At de så end ikke fatter, at de gør det, spilder producenternes tid, gør blot beslutningen så meget rigtigere..!
"Bravo, Mr. Flemming!"

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start