onsdag den 25. maj 2011

Vi skal lige minde eventuelt vildfarne ...

intellektuelt-inklinerede læsere om, at altså er på førstkommende fredag, at DR K genudsender et par af de mere brilliante afsnit af den allerede brilliante hollandske dokumentarserie "InEuropa" Ren blændende dobbelt-brillians, det her! Vi andre hard core-beundrere af samme serie har naturligvis allerede set afsnittene i mandags, men husk nu lige at hoppe på og hvis du har set serien før, så se den igen, man kan jo vist ikke blive for klog. Muligvis for klog til sit eget bedste, men det er vist noget andet.

Denne hollandske super-serie har simpelthen givet denne ellers principielt formelt historie-uddannede person række efter række at den slags "blitz-glimt" af ny indsigt og erkendelse, som er ganske mindeværdige. Ligesom de vel osse efterhånden bliver sjældnere og sjældnere, ikke nødvendigvis, fordi man bliver klogere og klogere, næh snarere fordi serier som denne i sig selv bliver sjældnere og sjældnere. Ligegyldigt hvad man troede man vidste om ungdomsoprørene eller Rote Armee Fraktion, så bliver man klogere.

I det netop genudsendte super-afsnit om den engelske minearbejderstrejke i 1984 var det således påfaldende at se den indædte beslutsomhed, som den engelske premierminister Thatcher besluttede at tage den afgørende konfrontation med de engelske minearbejdere. Når man så hvordan de strejkende Yorkshire-minearbejdere sendte tusindvis af bøller rundt til andre miner og kraftværker for at lukke England totalt ned, var det virkeligt vanskeligt ikke at fatte sympati for staten. Selv om kampenen mellem politi og demonstranter var beskidt. Måske skidtet smittede af fra minearbejderne, hvis arbejdsforhold i de helt underkapitaliserede og i mindst et århundrede totalt konkurrence-udygtige engelske miner var helt håbløse, rigtigt beskidt blev det. Og bestemt godt hjulpet på vej af en af verdens mest farlige og samlige dybt latterligt-inkompetente fagforeningsledere, Arthur Scargill.

Han fortjener titlen for i sin super voldeligt/demagogiske totalitaristiske pamper-magtfuldkommenhed fra starten ikke at have sikret opbakning fra alle landets minearbejdere, ellers en ren formalitet. Som sande magtmennesker som naturbarnet Arthur så naturligvis ikke behøvede overveje, hvorfor dog bøvle med det der skide demokrati. Den relative "borgfred" mellem minearbejder-grupperingerne varede godt et døgn, altså helt præcist indtil Arthur lige sendte en stor flok af sine værste bøller ("bully boys" er altså et herligt engelsk underdrevet udtryk) til minerne i nabo-skaberne for lige helt bogstaveligt at banke de ikke-adspurgte endnu tvivlende minearbejdere på plads. Hvilket helt forventeligt sendte de truede direkte over i regeringens lejr. Skidegodt gået, Arthur idiot! Og så osse lige det at starte konflikten sidst i marts, lige ved afslutningen af den engelske fyringssæson, der er jo noget lunere derovre noget mere sydpå, som man måske husker.
Selv om Maggie Thatcher ikke ligefrem var en umiddelbart sympatisk person, så var det nu svært ikke at fatte sympati for hende i denne situation. Hvor hun tog det længe udsatte og derfor blot så langt mere uundgåelige "skrald". Og så hjælper det selvfølgelig også altid på placeringen af sympatien, at modparten er så helt vildt vanvittigt meget MINDRE sympatisk.

2 kommentarer:

Blogger Torsten sagde ...

De engelske minearbejderledere har, som danske typografledere, altid skudt sig selv i foden når lejlighed bød sig.
Jeg var så (u)heldig at opholde mig i Coventry under 1973 oliekrisen (Den med de bilfri søndage), og her gik kulminearb. straks i strejke - landet skulle helt ned med nakken.
En 'dokumentar' vist i TV, afslørede hvor forfærdelige forhold minefolkene levede under. Men BBC gjorde det som alle ordentlige TV-stationer burde gøre - Efter at filmen var vist, lod man en medie-specialist dissekere den, og vise hvor tendentiøs den var.
I virkeligheden havde minearbejderne, på visse områder, bedre forhold end den øvrige befolkning. Dette var ganske vist delvist med, men behændigt skjult.

25. maj 2011 kl. 12.25  
Blogger Thomas sagde ...

Jeg skrev på et tidspunkt på et forum for bilnørder. Der blev snakket om løst og fast, alt muligt der havde med de firhjulede at gøre og også emner som fartgrænser og den slags.

En af deltagerne (vi kan kalde ham J) var journalist for DR. For det meste deltog han nu kun som privatperson på forummet, men på et tidspunkt skulle han lave et indslag om voksne med fart i blodet, som modvægt til den generelle opfattelse af fartbøller som unge knægte med omvendte kasketter.

En gut midt i 50'erne, M, tilbød at stille op. M var generelt af den holdning at halvhøj fart var okay, blot det blev praktiseret på steder med ordentlige forhold til det. Fx. var han stærk modstander af at køre for stærkt i byer og steder med ligusterhække og den slags, men sagde at han fandt det okay med en tungere speederfod på en øde motorvej i aftentimerne, god plads, gode forhold, ingen legende børn og den slags.

J brugte en eftermiddag sammen med M og fik sit indslag i kassen. Naturligvis blev tidspunktet annonceret i bilforummet og de fleste af os sad klar til at se det. Indslaget var klippet og M's udtalelser taget ud af kontekst så M fremstod som en fartgal familiefar der kort sagt gav udtryk for at hvis bare man havde en ordentlig bil var det sgu okay at køre så stærkt man havde lyst til.

Det gav naturligvis en del debat efterfølgende, vi kendte jo alle M og hans holdninger fra forummet og mente bestemt ikke det var et fair billede J havde fremstillet. J forklarede at det var han godt klar over, men at målet med indslaget havde været at vise en fartgal ældre familiefar og i god journalistisk skik havde han fremhævet alt der understøttede det billede og fjernet alt der kunne svække det. Vi fik at vide at det var journalistisk ABC fra første side i håndbogen for journalister.

Personligt kalder jeg det manipulation. Journalisten udvælger en holdning og manipulerer så tingene til at understøtte holdningen mest muligt, uanset hvad virkeligheden i øvrigt er. Ret beset kunne han lige så godt have skrevet et manuskript og hyret en skuespiller til at opføre rollen som usympatisk fartidiot, det havde givet præcis samme resultat. Rent fabrikeret skuespil.

Kombinerer man det så med at de gange jeg har set indslag om emner jeg ved noget om har journalisterne konsekvent aldrig fattet en bjælde af emnet. De hiver en eller anden ekspert i studiet som givetvis ved hvad han snakker om, men han/hun bliver cuttet ned til hurtige "one-liners" der hverken dækker helt eller halvt. Ydermere har journalisterne det med at bide sig fast i noget komplet ligegyldigt og afrunde indslag med den forkerte konklussion mens ekspertens rettelser bliver cuttet af midt i en sætning.

Der er muligvis journalister derude med styr på tingene og en villighed til at tegne et nuanceret billede af virkeligheden, men det vi for det meste bliver fodret af med er regulære iscenesættelser, skamklippet til ukendelighed og præsenteret af journalister der ikke fatter en meter af emnet. Rå manipulation og underlødighed. Af samme grund har jeg forlængst valgt nyhedsudsendelser og aviser fra. Hvis jeg vil vide noget om et emne leder jeg efter kildemateriale på nettet fremfor at sluge det gennemgnaskede gylp diverse journalister og redaktioner mener jeg bør fodres med.

25. maj 2011 kl. 18.39  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start