torsdag den 19. maj 2011

Go`e gamle og glemte Assad!

Nu kommer min smukke frue hjem igen senere i dag, og det er jo "godt nok", som vi med forhåbentligt klædeligt jydsk lune og sans for underdrivelser sagde, der hvor jeg kommer fra. At fraværet så har æret sammenfaldende med et betydeligt kvalitets-spring her i vores firma-demorum er en anden og ikke helt tilfældig sag. Ved en omrokering er det således blevet muligt at opnå godt 3 meters afstand til de gigantiske JBL 2360A-horntragte med aldeles afgørende forbedret lydmæssig integration mellem enhederne. Med tilsvarende jydsk sprogbrug er det blevet "helt godt" Måske også fordi en dæmpning af diskanten med 5 dB har fjernet lidt af det værste hvæs..

Om det så direkte er fruens fortjeneste eller blot kronisk indesneethed fra denne skribent, som prompte ved den først givne mulighed sender mig ned lyd-tweak afdelingen med brug af sækkevogn og alting er lidt uklart. Klart bedre er det dog blevet. At den indlysende lydmæssige forbedring i højttalerens såkaldte "fjernfelt" overhovedet ikke er overraskende, snarere ganske uundgåelig, gør naturligvis ikke den lettere "hanekyllinge-agtige" stoltseren hos denne skribent mindre. Men nu er fruen her jo så heller ikke til at få mine præstationer ned i den rigtige størrelse..

Ellers gider vi ikke længere rigtigt at se danske TV-nyheder, så det er ikke et tilfælde at vi ikke ret tit længere omtaler disse. De personlige ofre ved at sidde og krumme tæer er alt for risikable for iskias-nerven, vi foretrækker massivt portvins-misbrug i længere tid hvis vi alligevel skal udvikle podagra. Ikke mindst i lyset af dækningen af begivenhederne i Nordafrika er savnet af disse evindeligt postulerende/politiserende paphoveder af udsendte reporteretil at leve med. I stedet er vi begyndt at lytte til BBC World Service langt mere end tidligere. Ganske let, da jeg ikke siden min pure ungdom har hørt det. At tænke sig, at der et sted derude ganske nær os findes rigtige reportere og rigtige journalistiske færdigheder og kritisk sans og alting. Alle de ting, der forlængst er glemt i det rådne danske mediebillede. Så forlængst forglemte, at man må korse sig.

For eksempel er det ret fantastisk, hvor hurtigt selv de mest uforglemmelige ting glemmes. Lad os tage det gode traditionelle personligt ejede land Syrien. Her har den letgenkendelige Assad-familie med en karakteristiske "habsburgske" hage-konstruktion holdt landet i et jerngrab i mange årtier. Og det gør de stadigvæk selv om der kl kæmpes for sagen.

Det er der nu ikke noget nyt i, det har altid været tilfældet i det som Libyen både trosmæssigt splittede og uhyre klan-dominerede land. Ja, faktisk har det været langt værre end nu, men det har alle glemt åbenbart. Ikke at det er å forfærdeligt længe siden og bestemt heller ikke, fordi den brutale begivenhed dengang blev mørkelagt blot den mindste smule. Antallet af dræbte blev snarere overdrevet end underdrevet af styret dengang med gamle Assad i spidsen. Man skulle ellers tro at der var dræbte nok til at man ikke havde behøvet det!

Vi taler om den syriske hærs totale artilleri-bombardement af en by, som man havde besluttet vist var centret for et opgør mod styret. Byen hed Hama og året var helt tilbage i den journalistiske før-forhistorie, i 1982. Man havde muligvis ret og efter at byen var blevet fuldstændigt tilintetgjort med 155 mm.-granater og jævnet med jorden, var det alligevel ligemeget. Omkring 25.000 mennesker, mænd (færrest) kvinder (flere) og børn (flest) blev dræbt under fuld vestlig pressedækning i dette rene folkemord, som i skal frem til Balkan-krigene med omkring 200.000 døde for at matche. I Syrien gjorde man blot ingenting dengang, ja, man fortrængte vist nærmest bare de ellers utvivlsomme kendsgerninger. Som man osse kommer til det i dag, fordi man allerede i Libyen har spillet sin eneste lillebitte trumf i sin iøvrigt helt uspilleligt svage hånd.

Nu førte dette folkemord faktisk til en slags væbnet fred i Syrien. Styrets helt overdrevne grusomhed viste sig måske ikke ganske overraskende at skræmme eventuelle oprørere og som bekendt lærte Saddam Hussein fint af lektien, og det har da virket til i dag. Og så bliver man i verdenssamfundet overraskede over, at det syriske styre slår hårdt ned på oprørerne. Jamen det gør man, fordi det virkede så fint sidst og såmænd kommer til at gøre det igen.

Nå, der er heldigvis også lyspunkter. Mange hidtil ukendte akademiske iagttagere og pludseligt opdukkende mellemøsteksperter begynder ellers endeligt at se visse problemer ved den direkte overgang fra løse oprørsgrupperinger direkte til vestligt demokrati. Denne erkendelse burde måske være kommet lidt tidligere og da især fordi FN og NATO jo ligesom har spillet det eneste tilgængelige kort i Libyen. Lige ud i luften!
Noget af det sjoveste i denne ellers overhovedet ikke blot den mindst morsomme situation er så, at håbet STADIGVÆK er stort for en demokratisk udvikling i kæmpestore Ægypten. Begrundelsen er til gengæld pudsig: Fordi militæret i Ægypten har taget magten, så er der dermed skabt ro og tid til at etablere fred og ro og alle de fornødne demokratiske instrumenter til en fredelig overgang til demokrati. Hvis det lyder begavet er det fordi det er så forførende stupidt.

Fordi militæret naturligvis ikke har blot den allermindste interesse i nogensinde at afgive magten. Ikke den reelle magt, som det trods alt igennem tiderne med Nasser, Sadat og Mubarak (vi taler her trods om 59 år) har siddet fast på. Trods alt var alle 3 formelle herskere militærfolk, men blot den "fremmeste" blandt de militære herskere.
Anderledes bliver det naturligvis ikke fremover. Formelt vil der naturligvis komme en form for parlamentarisk demokrati i Ægypten, det er god PR og ermed i sig selv godt. Problemet er blot, at den kommende demokratiske udvikling blot af det ægyptiske militær vil blive anvendt som et Amagerbanken-agtigt "skraldespandsselskab" som man kan give skylden for alle Ægyptens fortsat helt umulige og ganske uløselige økonomiske problemer.
Det skal lige med, at dagens mistræstige betragtninger her har vi selv deduceret os frem til. Ikke at det er svært men ingen andre har altså kylden for eventuelle faktuelle fejl.
Derudover skal vi lige huske at minde eventuelle snarligt bortrejsende om, at på mandag genudsendes det måske mest suverænt komponerede afsnit af allerede generelt suveræne "InEuropa". Denne gang er emnet den engelske minearbejderstrejke i 1984. Se det eller bedre, se det 2 gange. Og sluk og luk så efterfølgende permanent for de danske TV-nyheder.

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start