mandag den 2. maj 2011

Den fuldendte weekend

Det var så den weekend, hvor den verdensomspændende moderne udgave af Superman-tegneserieuniversets såkaldte "Lovens Vogtere" fik ram på selveste Gadaffi. Godt nok var det antageligt en søn af overskurken Moammar G., som fik sin ifølge de frådende medier sin retfærdige bekomst tillige med en del af dennes ligeledes naturligvis skyldige sønner. Som bekendt fra Bibelen nedarves al synd i adskillige generationer og det heldige er, at eventuelle tvivlsspørgsmål om, præcist hvad Gadaffis søn og børnebørn præcist havde udrettet af krigsforbryderiske timg (eller nogetsomhelst andet for den sags skyld), jo nu ligger begravet under en bunke ruiner.

Det er ganske epokegørende i denne krig, at når koalitionen bomber indlysende civile mål som en Gadaffi-familiemedlems private hjem, så kan der selvfølgelig ikke være tale om terror. Den slags kan de gode naturligvis slet ikke bedrive. Denne skribent har ellers ganske svært ved at se forskellen på dette koalitions-bomabardement og 2. verdenskrigt bombning af civile mål i Tyskland. Allerede under selve krigen gik det tiulsyneladende en "prås" op for mange om, at det da vist var en "vildand" man var ude på der. Som den eneste allierede militære topleder blev den engelske øverste chef for RAF Bomber Command, berygtede og stivnakkede Arthur "Bomber" Harris, som bekendt aldrig adlet.

Nu er det denne sides beskidte pligt at stille enkelte af de utallige spørgsmål, som den danske verdenspresse ellers ikke stiller. For eksempel om, hvor mange kvinder og børn og andre uskyldige Gadaffi-familiemedlemmer, der røg med i samme præcisionsbombardement, hvis det da ellers var med vilje. Og det var det vel, heller ikke vanvittigt svært at præ-programmere et så stationært mål. Også i arabiske lande er det så vidt vi har kunnet finde ud af ganske normalt at mænd og deres koner og børn bor samme steder, så en vis risiko er der nok. Det mest kvalme er så, at med det stående FN-mandat er det selvfølgelig ikke legitimt med sådanne militære fremgangsmåder, som selvfølgelig ikke er en skid mere humant end Gadaffi-regimets i nutidens sørgelige perspektiv ikke vanvittigt folkrmorderiske excesser. Alligevel jubler medierne med nogenlunde på nogenlunde samme måde som de englændere, der under "Blitzen" mod London i frådende retfærdigt raseri med høtyve myrdede en pilot, der netop var landet i faldskærm efter at hans fly var blevet skudt ned. Manden talte nemlig et fuldstændigt uforståeligt "hunner-agtigt" centraleuropæisk sprog og det kostede ham naturligvis livet. Skide nazi-svin, han fik det bare som han havde fortjent.

Desværre viste det sig snart at være en polak fra en nedstyrtet engelsk Hawker Hurricane i RAF, som pøbelen i sin indædte blodtørst havde slagtet. Ingen blev dengang nogensinde stillet for retten for denne ellers ikke vanvittigt patriotiske mord-dåd, for så beskidt er krig. Og det er den så tydeligvis stadigvæk på trods af al mediemæssig teknologisk fremgang. De civile er altid de første og største ofre, men selv under krigen var det her dog ikke noget, man ligefrem i England var stolte over. Udover at det altså ret hurtigt kom offentligt frem. Trods alt var der ganske mange polakker, der fløj for RAF, så i den penible pilot-situation var det måske ret smart at forsøge at forhindre for mange gentagelsestilfælde.

I det hele taget er det småt med eksempler på både civil/mediemæssig og militær "courage" under beskidte krige. Et helt enestående eksempel, som naturligvis forlængst er glemt af de fleste, skete under Vietnam-krigen. I landsbyen My Lai blev adskillige hundrede uskyldige civile mejet ned af amerikanske soldater og det eneste, som stoppede den totale slagtning af samtlige civile var, at en amerikansk kamphelikopter-pilot beordrede sine skytter fra sit "gun ship" til at utvetydigt tydeligt og iøjnefaldende truende med varselsskud at sigte på de amerikanske blod-berusede infanterister. Hvorefter han helt uden nogen humanitært fortilfælde i krigshistorien i landede sin lille eskadre (hvilket man ellers aldrig nogensinde gjorde af oplagte selv-sikkerhedshensyn), samlede de få overlevende civile op, og fløj dem i sikkerhed for sine morderiske landsmænd. Hvis nogen kan komme på et meget bedre eksempel på ultimativt mandsmod og sans for retfærdighed, så kom med det. Sand heroisme i en iøvrigt fra begge sider totalt skamfuldt ført krig.

Nå, vi får nok vente lidt endnu. Under 2. verdenskrig var det ganske normal praksis at ledsage bombninger af civile områder med et par tidsindstillede bomber, der så eksploderede, når redningsarbejdet var godt i gang. Så kunne de bare lære det, kunne de. Og når koordinaterne for Gadaffi-familien hus alligevel er plottet ind i missilerne, ville det jo være ikke meget mindre ædelt end det første angreb lige at forsøge at ramme at par mere af den tydeligvis kollektivt skyldige klan. Om det så er Gaddafis børn, børnebørn eller oldebørn, der måske leder efter nogen af deres dukker i ruinerne, er tydeligvis ganske ligemeget. Så langt sank man i sin jubel ikke engang under den mørkeste del af Arthur "Bomber" Harris´ syge terrorkampagne. Hvem sagde, verden var blevet bedre eller mere kritisk..

Nå, alt er ikke helt sort, noget er osse hvidt. For eksempel den heldige erkendelse af, at denne skribent med sine erfarne ører uden tekniske hjælpemidler indenfor få millimeter faktisk havde held med at placere det kolossale neger-rumpeformede 2360-truthorn fasekorrekt ovenpå baskassen. Hvilket blev bekræftet af en måling som om den slags skulle være nødvendig..! Man bliver jo som altid som mand let stolt og aldrig mere eller lettere end over egne bedrifter. Også de allermindste og da særligt når der ikke rigtigt er andre.

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start