fredag den 27. maj 2011

20 db

 
Posted by Picasa

Billedet i dag er af vores firmas seneste klargøringsprojekt: En hel del af en endnu større bunke horn og drivere, dem, som vi med stolthed og glæde hjembragte i forgårs. En hel del kunne tyde på, at U.S.Navy havde overskudsudsalg på marine-maling fra 2. verdenskrig dengang disse ting blev produceret. Det er naturligvis intet problem for dette søulke-ætling, langt snarere en positiv kvalitet. Og kvalitet, uha, de her tsager ligefrem "emmer" af det!Det er næsten lige før vi kan tage vores marinemaler-motiver ned i vores dagligstue. Hvis vi havde haft nogen forstås, de her horn signalerer simpelthen "stolte skumsprøjt". "Oh Boy!", som Anders And ville have udtrykt det. Hvis han altså havde været amerikansk, og det var han jo osse.

Inden vi ufortøvet vil give os til at pudse lidt på disse støvede klenodier med hænder ikke meget mindre rystende end dengang denne skribent for første gang tog imod den daværende lettere bly (ikke meget, blot mere!) frk. Dahl Olsen, så en lille kommentar til de seneste forslag til nye støjgrænser for vindmøller. For mage til intetsigende indslag som det i morgenens DR Update skal man dog lede længe efter. Og som den opmærksomme læser vil have bemærket, så kom dagens avis osse i dag lidt sent, så der blev ekstra tid til at spilde tiden. Og sikke dog det lykkedes!

For det første stod den paphovedede journalist og labbede hjernelamt i sig som en naturlig kendsgerning, at vindmøller jo støjer mere om natten, som en lokal konsterneret nabo fremsagde. Nej, måske ikke helt overraskende for selv naturvidenskabeligt interesserede blandt hvirvelløse dyr (regnorm etc.), så er det GRÆNSERNE for tilladelig støj, der varieres over døgnet. Støjen eller manglen på samme er naturligvis den samme. Og så til de nye grænser: Forslaget går ud på kun at tillade 20 dB i stedet for de nuværende 35 dB. Lad os nærstudere denne indlysende procentuelle nedgang i den tilladelige støj på lige under 50%. Eller hvad det nu er, for hvem ved hvad her?

Ingen, givetvis. Ikke at det er vanskeligt at finde ud af, man kan såmænd blot "google" ordet "20 dB" og finde ud af, at dB-skalaen er en såkaldt logaritmisk skala. Det ved garanteret kun promiller af den danske befolkning og næppe nogen af dem har tydeligvis en journalistisk uddannelse. og hvad betyder det så? Ja, det betyder simpelthen, at da ingen åbenbart aner, hvor lavt 20 dB i virkeligheden er, så er man i fuld færd med at indføre en lov, som IKKE ALENE ikke kan holdes teoretisk, den kan HELLER IKKE måles! Fordi den nye støjgrænse simpelthen ligger den naturlige baggrundsstøj. Og her taler vi simpelthen om en totalt vindstille nat ude midt på en ubeboet hede-strækning i Gylland et sted uden så meget som en bil i flere kilometers afstand og i den korte periode mellem fuglenes sang og flagermusenes hørbare efterårs-parringsskrig.

Allerede nu ligger den lovlige støjgrænse noget nede i baggrundsstøjen fra landligt liv og her behøver vi overhovedet ikke inkludere menneskelig aktivitet, naturen genererer ganske uden fossil hjælp rigeligt 40-50 dB naturlig baggrundsstøj. Sådan et lovforslag som det her er simpelthen skideåndssvagt og svarer ret nøje til at forbyde radioaktivt lyn-stereliserede krydderier (hvilket faktisk pga muligt farlige svampeangreb fra selv omhyggeligt håndterede råvarer giver ganske god mening, da som bekendt selv lever/nyreskader forårsaget af visse svampe som opdages i tide stadigvæk ikke kan helbredes). Og så tillade, at folk bor i tætsluttende ikke-ventilerede bygninger med massevis af den radioaktive og langt mere dødelige luftart Radon, der givetvis dræber langt flere danskere hvert år end trafikken gør.

Nå, det problem med de 20 dB eksisterer heldigvis ikke her i huset. Hvor vi aldrig nogensinde kommer blot i nærheden af denne grænse. Selv den kombinerede baggrundsstøj her lige foran JBL-horntragten af tomgangssus og små-brum fra mcIntosh MC-2600 forstærkeren i vores lettere DC-inficerede miljø er nemlig betydeligt højere.
Og så lige a propos DC/såkaldt jævnstrøm: De danske hifi-fora har vi ikke behandlet et godt stykke tid, mest fordi der ingenting er at skrive hjem om. Eller blot OM.. Intet sker der og det er jo ganske gennemsnitligt og har været det i årevis.

Et af de hyggeligere fora, som vi ofte lige kikker forbi, er vintagehifi.dk Desværre er det eneste aktiv et forum, men det får så række. For langt det meste får folk fornuftige svar, men ind imellem ryger der en "finke af fadet" Lad os tage en aktuel tråd om den udødelige hifi-klassiker, effektforstærkeren Quad 303, et virkeligt stilikon som den står der malet OGSÅ i åbenbar militær overskudsmaling. I modsætning til vores nye JBL (og også ældre Quad, som ligeledes var malet med tydelig brug af sømilitær overskudsmaling fra Royal Navy), så er der fra 1967 til midt i 1980-erne mest anvendt ditto fra Royal Air Force. Sådan nærmest lidt smudsigt-olivengrøn, som sikkert har været anvendt til bemaling af oversiden af jagerbombere som Hawker Typhoon og den senere lidt mindre (pilot) livsfarlige udgave, benævnt "Tempest".

Tilbage til DC. En venlig sjæl nævner lidt pudsigt, at nåt man naturligvis nænsomt skal renovere disse gamle hifi-antikviteter, så skal man huske at checke DC i forstærkeren. Det er normalt også "god reparatør-latin" men nu lidt ligegyldigt i dette tilfælde. Fordi denne helt tudsgamle og enkle og overskuelige forstærker fra 1966 helt visuelt oplagt er forsynet med 2 stk. 3300 mikrofarad kondensatorer i udgangen til højttaleren. Hvorigennem med statsgaranti INGEN DC nogensinde slipper igennem. Det er iøvrigt delvist derfor kondensatoren sidder der. Den anden grund er den ligeledes noget prosaiske, at man anvender et ligeså tudsegammelt og simpelt princip i den ligeledes uhyre enkle "single rail"-strømforsyning.
Nå, det gode i denne her sag er så i lighed med de nye støjgrænser for vindmøller, at man ikke kan måle det og så laver man næppe nogen ulykker. Eller lykke..

3 kommentarer:

OpenID strippingbasket sagde ...

Det journalistiske niveau i Danmark, kan vi godt blive enige om, er under al kritik, så det beskrevne indslag om vindmøllestøj kan ikke undre. Vi lyder som de to gamle mænd i Muppetshow, men det er vel på et eller andet plan vel også målet her i livet.
Hvis du har set adgangstesten til journalisthøjskolen (jeg ved godt, at det ikke er den eneste test), hvor man for at bestå skal svare rigtigt på 24 ud 50 multiple choice spørgsmål, så kan man godt forstå, at man ikke behøver at være den hurtigste knallert på havnen for at komme ind på uddannelsen. Faktisk er det vanskeligt ikke at bestå, hvis man ellers kan læse.

M.h.t. vindmøllekravet så er en skærpelse fra 35 dB til 20 dB en meget voldsom skærpelse. At det ikke er muligt at måle, mener jeg nu er forkert. Jeg har gentagne gange målt uder 20 dB(A) i mit soveværelse, og jeg bor midt i Århus. Kravet er faktisk det samme som gælder for virksomheder. Jeg vil dog nødigt skulle vurdere dette krav - det er for lavfrekvent støj - da det viser sig, at værdien afhænger meget af bygningens konstruktion, rumlayout etc. som vindmølleejeren ikke har meget indflydelse på.

Der findes dog en veldokumneteret løsning. Det viser sig, at folk, der har en økonomisk interesse i vindmøllen aldrig er generet af støjen, så forær en vindmølleanpart væk, og en modstander er blevet til en tilhænger

mvh Lars

27. maj 2011 kl. 11.40  
OpenID strippingbasket sagde ...

P.S. er du hjemme til en inspektion af "nyt" gear og en øl i dag.
mvh Lars

27. maj 2011 kl. 11.41  
Blogger Poul M sagde ...

Ja til det sidste og mht umulige målinger, så skal man jo være forsigtig med at udfordre folk som dig, der lever af at måle de her ting. Naturligvis kan man godt måle under baggrundsstøjtærsklentærsklen ligeså vel som man kan høre musik på en plade i niveau under pladens baggrundsstøj. Man kan blot ikke bruge det til noget. Udover at det bliver temmeligt svært at finde nogen entydigt klar korrelation mellem støjspektrets sammensætning og det menneskelige øres noget ulineære virkemåde ved disse uhyre lave niveuer. Udover den rigtigt lavfrekvente støj og hørbarheden af denne ved vildt varierende lave niveauer...

27. maj 2011 kl. 11.53  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start