tirsdag den 12. april 2011

Ting tager tid

Usandsynsige sammenfald af tekniske problemer har ramt vores lille virksomhed. Ikke alene kommer fruen først hjem fra København i løbet af formiddagen, nej sandelig om ikke begge denne skribents budcykler helt simultant har opgivet ævred. Heldigvis er den ene netop meldt klar igen, men der er stadigvæk en bunke uafklarede gøremål, der kræver ekspedit udrykning.

I mellemtiden kan vi så forlyste os (eller hvad så noget nu hedder) med DR-eksperten Thomas Ubbesen, der sikkert i Benghazi og ganske uantastet af al viden og visdom beretter om rædslerne i en helt anden libysk by. Beretningerne er allesammen solidt baseret på et enkelt vidnesbyrd fra en fyr, der angiveligt er sejlet i hundredevis af kilometers Middelhav for i Benghazi muligvis at kunne købe et par geværer, som han så kan sejle samme vej tilbage med. Mærkeligt nok var denne uhyre velklædte og trimmede mand anonym, vi har ellers set i hundredevis af feststemte oprørere i deres pickuptrucks fyre løs op i luften til betydelig fare for flysikkerheden, så hverken våben eller ammunition forekommer lige akkurat som nogen mangelvare.

Ubbesen labbede som ganske forventeligt denne folkemords-historie "i sig" på samme måde som da han fornyligt lod en ganske overordentligt tyk haitiansk kone berette om sine sultne børn, hvis ubærlige sult hun dulmede med saltvand. Vi taler virkeligt om alternativ kritisk journalistik her hos Ubbesen, for så vidt sådan et udtryk vel også har en negativ form. Andre ville vel blot kalde det for det, som det er,naivt pladder.
Tilbage til Gadaffis folkemord i byen med en halv indbyggere i den belejrede "Dødens By", hvor der i går berettedes om hele 8 døde. Folkemord findes tydeligvis i alle skalaer også i det helt små, hvor hele befolkningen således vil være totalt udryddet om kun godt 80 år, hvis man altså forudsætter en befolkningsmæssig nul-vækst (og at de 8 altså er reelle MER-dødsfald). Og tallet på de 8 kommer altså ikke fra Gadaffi-kilder.

Det er næppe behageligt at bo i en borgerkrigszone, men med hele verdens øjne (og givetvis masser af førerløse allierede fjernstyrede droner, mini-observationsfly svirrende på vagt), så er der givetvis sat visse og indtil videre i historien ganske uhørte grænser for grusomhederne. Ihvertfald fra Gadiffi-støtternes side, ingen har så vidt vides endnu vist en Gadaffi-tilhænger skyde nogen, ellers dagligdags rigeligt billed-dokumenteret praksis overalt i kontinentets fjerneste hjørner. Og i det her tilfælde "gefundenes Fressen" for en sulten verdensoffentlighed i stadig jagt på gode begrundelser for den militære aktion.

Helt så megen kritisk opmærksomhed får oprørerne givetvis ikke men de er selvfølgelig (afhængigt af hvem man holder med selvklart), som den ene part i alle borgerkrige altid er, langt mere human end den anden. Blot mærkeligt at alle parter altid kæmper for samme frihed, Gadaffis styrker da bestemt med en vis ret, når den nu reelt kæmper mod det meste af verden. Også lidt trist for den offensive verdens-offentlighed ikke længere at huske, at man altid bør lade en udvej åben, hvis man ønsker at tilbyde flugt- og eksilmuligheder. Sjovt, at helt uvant aktions-beruset verdenssamfund simultant kan glemme en så elementær oldgammel visdom, for hvor er det lige Gadaffi skal tage hen..?

Vi venter stadigvæk på et interview med en tilfangetagen Gaddafi-soldat.. Heldigvis er éns fjenders modstandere som dyrekøbte erfaringer i Afghanistan viste, altid éns bedste venner så længe man lige husker at udelade tiden som perspektiv. Hvem husker ikke Rambo som mujahedeen-helt? Alt har tydeligvis sin tid, som kan være ganske overordentligt kort.
Så som det lød i den gamle revyvise engang "HER går det godt, fru Kammerherreinde!"

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start