onsdag den 6. april 2011

"Old Soldiers Don´t Die, They Just Fade Away"

Det var som alle naturligvis straks mindes, den amerikanske Stillehavs-general Douglas MacArthur med den evindelige majspibe og mindst ligeså obligatoriske store sorte pilot-solbriller, der engang udtalte disse så sande ord. De sorte briller klæbede næsten ligeså meget til ham som dem på den tyske Schlager- König Heino, ham med den hvide hund og de stirrende basedow-øjne derinde bagved i skyggen. Nå, måske ikke helt, der findes da en del billeder af ham uden hvor han så til gengæld er langt mindre genkendelig. Som det altid er "stereotypens pris" at blive eller være.

Efter sin fyring som øverstkommanderende under det eneste rigtige FN-felttog nogensinde, (det i Libyen bestemt ikke undtaget) for sin "atomare høge-politik" for at blive erstattet af den noget mere polisk-spiselige general Matthew Ridgway fik han den skæbne, som han havde forudset. Efter en uhyre tiljublet såkaldt "ticker tape"-parade i New York, hvor succesen altid bestod i mængden af opfejet affald, forsvandt denne sejrrige og uhyre egensindige mand fuldstændigt ud af historien. Uhyre trist og muligvis ikke helt fortjent men sådan er livets lod vel blot, nogen appelmulighed gaves og gives ikke.

Og så over til den nuværende noget mere overskuelige intervention i Libyen, hvor tingene også uhyre forudsigeligt er ved at "Fade Away" Dette er naturligvis uhyre forventeligt, men det må dog være en betydelig øjenåbner for Anders Fogh og de andre at blive bebrejdet af en såkaldt "oprørsleder" (hvem der så har valgt ham vides vist ikke) at de "bomber for lidt" Ikke underligt, at den indtil nu stramt styrede nyhedsstrøm fra Libyen, lamme-dikkende og vellystigt-villigt slikket op af ikke mindst samtlige danske nyhedsmedier, er ved at tørre ud, for hvad er der lige der sker+ Jo, vi ser simpelthen starten af grundlæggelsen af ENDNU en af utallige konspirationsteorier og "dolkestøds-legender" i denne del af verden, som ellers burde være rigeligt velforsynet i forvejen. Hvor det uværgerligt er andres fejl, at det ikke lykkes for én selv.

Indtil videre "labber" medierne stadigvæk syge historier i sig med vellyst, men hvor længe mon det varer? Især dén om den beskidt slyngel af en Gaddafi-tilhænger, som havde blandet sig med en folkemængde kun for ved beskydning af et fly at få disse til at bombe mængden. Virkeligt en skummel plan og noget selvmorderisk tillige. Sig mig, hvad i alverden har han skudt med for at få flyene til at reagere, når nu i forvejen alle oprørerne konstant fyrer deres våben af op i luften til betydelig fare for flytrafikken. Hele tiden og igen og igen. Sådan noget skal man vist bare ikke tænke over. Overhovedet. Udover at militære "vådeskud" (det, der på engelsk meget betegnende hedder "blue on blue", gæt selv hvorfor), er en helt uundgåelig del af ethvert militært eventyr. Her er det blot mangefold værre, men endnu ikke åben for den slumrende presses opmærksomhed.

Det kommer nu nok frem, det plejer sådan noget at gøre. I mellemtiden kan vi så også passende på denne side undre sig over, hvorfor man stadigvæk betragter militæret i Ægypten som et demokratisk bolværk. For tiden er der tale om et rendyrket og ganske uindskrænket militærdiktatur i langt højere grad end det, der i mange omgange har hersket i Tyrkiet i nyere tid. Det sidste blev uvægerligt bredt internationalt fordømt, det første er indtil videre helligt. Det er noget mystisk, fordi ethvert militær i enhver historisk epoke har haft alt andet end demokratisk tendens og den smule, der muligvis var der oprindeligt i folkelige opgør som den engelske revolution under Oliver Cromwell, perverterede hurtigt. Fordi et militær jo nødvendigvis ikke kan fungere rent demokratisk.
Hvorfor man så blot sidder på hænderne og venter på at alting i Ægypten bliver bedre er til gengæld forståeligt nok. Man kan jo ikke rigtigt gøre andet, nu man allerede HAR fyret kanoner og bomber og triumfkort af i Libyen. Så får vi blot vente på, hvad Rusland og Kina kommer frem med de nærmeste dage. Det behøver man vist ikke være ekspert for at forudse.
Da ihvertfald ikke meget mere end den vistnok fremtrædende internationale ekspert, som bliv citeret for at sige, at man ikke kunne stole på Gadaffi. Øh nej, det kan man helt givet ikke men er der nogen fremtrædende politiker siden muligvis Abraham Lincoln, som man med blot rimelig ret har kunnet det, dn nuværende flok med de dulgte dagsordner da i særligt grad ikke undtaget ....?

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start