tirsdag den 26. april 2011

Norman Hunter

Lige her inden vi kaster os hovedkuldse ud i den daglige ikke længere fuldt ud så traumatiserende morgencykeltur, skal vi huske at mindes en stor mand. Ja, han er faktisk så stor og da især for denne skribent, at han vil fortsætte med at vokse i erindringen længe efter at andre engang måske endda større figurer forlængst er skrumpet. Ned til deres oprindelige størrelse eller kun alt, alt for hyppigt til det langt, langt, mindre. Vi skal mindes en stor fodboldspiller, måske den allerstørste, der var. Og tillige en betydelig tænker og måske endda en slags ånbdsfælle.

Manden er den mangeårige midterforsvarer på Leeds Uniteds udødelige storhold i 1960-erne og indtil midten af 1970-erne, Norman Hunter. Han var kendt som en af spillets hårdeste hunde uden at han dog vist heldigvis helt kom op på siden af datidens værste. Som nok nærmere på trods af Hunters ry var Liverpools Tommy Smith og især Arsenals Peter Storey. IUsær sidstnævnte gav ordet svin i datiden et helt nyt og kedeligt navn og det værste var naturligvis, at en stor del af hans svinestreger blev begået mod mine hvidblusede helte fra Leeds. Uden en eneste neger eller spaghetti-pomadedreng eller andre blødsødninger, der skulle spille med handsker for ikke at fryse under vinterkampene.

Leeds vandt aldrig helt det, som de havde fortjent. Manageren, den mystiske mand Don Revie med sine forsøg på djævleuddrivelse fra hjemmebanen på Elland Road, stod med sin noget skrøbelige fodboldsjæl hyppigt i vejen. Revie var i godt et succesfuldt årti manager for oprindeligt helt upåagtede Leeds, som han efterlod som engelsk mester, så helt dårlig var han selvfølgelig ikke. Blot en meget mærkelig mand, måske i virkeligheden en særling af de helt særlige.

Det var Norman Hunter så også, ja faktisk så særlig, at han samme år af samtlige engelske ligaspillere var blevet valgt til "Årets Spiller" Allerede dengang var sportsjournalisternes valg ved at fortrænge de sande kenderes logisk langt mere rigtige og korrekte valg. Selvfølgelig vidste spillerne bedst og den bedste af dem var Hunter. Kontant og hård, men aldrig brutal, ingen Stig Tøfting og Brian Steen Nielsen her! Man kunne regne med at slå sig på Hunter, men man kunne altid rejse sig igen. Ømmere end før ganske vist, men gå¨, det kunne man dog. Sikke dog dage dengang.

Det sandeste udtryk for Hunters karakter var dog da Leeds fik ny manager. En dengang meget ung Brian Clough, som senere ellers blev meget god, startede med at "omkalfatre" det hæderkronede Leeds-mesterhold med sine nye management-teorier. For som han sagde til den netop nyvalgte "Årets Spiller" Hunter: "To Norman Hunter, Clough added: "Hunter, you're a dirty bastard and everyone hates you. I know everyone likes to be loved, and you'd like to be loved too, wouldn't you?"
The reply: "Actually I couldn't give a fuck.""
Så sande ord talt af en sand mand! Citatet stammer fra Hunters mangeårige holdkammerat, den kreative og ganske barske "irske elegantier" Johnny Giles, sammen med den anden midtbanedynamo hos Leeds, Billy Bremner, bestemt heller ikke blandt spillets mimoser. Andre og langt bedre tider for rigtige mænd.
Og så af sted ud over de morgendisede bakker. Ledemotivet i dag var jo "rigtige mænd"..

1 kommentarer:

Blogger anders sagde ...

Ja, nogen gange kan man godt savne typer som ham, eller f.eks. Søren Lerby og Graeme Souness i fodbold. Der var lidt mindre bullshit over det hele den gang...

26. april 2011 kl. 20.28  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start