tirsdag den 5. april 2011

Komiske kombinationer

Nej, vi taler ikke hektisk-prustende og stærkt-svedende ældre mænd på forstærkede stålcykler på vej ud over de vest-århusianske bakkedrag. Ikke at det bestemt er et temmeligt grinagtigt syn, for det er det helt givet. Resultatet er dog heldigvis en smule mindre grinagtigt end summen af alle lidelserne derude i den uendelige modvind, og nu bemærker konen ligefrem relativt uopfordret, at man sagtens kan se en fysisk forskel. Om det så er til det bedre har denne skribent ikke endnu turdet spørge om, men det er det vel, min kone er jo en positiv og altid uhyre elskelig person, al hverdagens modgang til trods.

Nu kan jeg her til morgen ikke finde firmaets kamera, og derfor må billederne af en anden fuldstændigt komisk kombination vente lidt. Den ligger ellers lige dér på vores store gamle super-solide arbejdsbord fra den første inkarnation af Dansk Audio Teknik Professionel i Klostergade. Det drejer sig om indholdet af af et bud på en så idiotisk kombination af højttalerenheder, at det næsten bringer minder frem om den værste af dem allesammen: Den gigantiske Tannoy Dreadnought-studiomonitor. Denne sidste havde som forhåbentligt ingen længere husker noget så komisk som 2 stk. 15-tommers med en egenresonansfrekvens på ikke helt ubetydelige 59 Hz, der gjorde dem ganske uegnede til enhver basgengivelse.

Mellemtonen var til gengæld ganske fint afstemt i sin ingeniørmæssige håbløshed, da den bestod af en 15-tommers enhed med en endnu mere håbløs letvægtsmembran, der skulle dække området til uhyre øre-følsomhedsmæssigt kritiske 2 kHz. Dette var naturligvis fysisk ganske plat-umuligt uden den ledsagende membrandiameter-afhængige nødvendige såkaldte "beaming", tiltagende indsnævring af retningsbestemtheden. Komisk? Fuldstændigt og så var det endda værre endnu, da det ledsagende elektroniske delefilter var alle tiders måske bedste bud på en hvid-støj generator. Sikke dog det kunne suse og snerre og ingen bas spille. Eller diskant for den sags skyld. Det var højt og lød uendeligt meget højere, end det allerede var, fordi det lød så ganske usigeligt grimt.

Til en bagatel af 70.000,- for over 30 år siden var der ikke tale om et egentligt røverkøb, røversalg dækker måske bedst. Et skamløst produkt inkompetent klampet sammen af de højttalerenheder, der lige præcist lå og flød og allesammen kom fra det netop opstrtede såkaldte "Wildcat-projekt", hvor Tannoy bevægede sig ind i PA-branchen, signifikant nok uden overhovedet at have hverken know-how eller anvendelige produkter. Og så er vi ved at bevæge ind i dagens tekst, for det, der ligger foran på bordet der, er såmænd et sæt enheder til en anden forlængst afdød dinosaur, en JBL 4435 studiomonitor. Dén med dobbelt 15-tommer og et neger-røvballehorn med en 1-tommers diskant bagved. Med dennes garanti for hverken at kunne spille egentlig mellemtone eller synderlig vellykket diskant over 14 kHz.

For helt at banke søm-hovedet smeretligt i bund i ren imkompetence, så er basserne, de glimrende subwoofer-enheder 2235H, fuldstændigt uegnede til at spille til delefrekvensen på 1 khz. Ja, selv til 500 Hz er de strakt til det alleryderste. Da så samtidigt hornet på 1-tommer diskanten var sparsomt dimensioneret og hvæsede og spruttede lidt rigeligt i bunden af det frekvensområde, hvor den ellers udmærkede 1-tommer i denne håbløse kombination, kæmpede hørbart for livet, så havde vi næsten en vinder. Virkeligt et godt bud på en ekstremt dårligt-lydende højttaler. En virkelig vinder hvis altså ikke Tannoy allerede så uslåeligt havde indtaget denne skændselens førsteplads!

og jo, jeg har selv haft et sæt af de her JBL 4434. Ganske kortvarigt, ganske vist, faktisk så kortvarigt, at jeg efter en kort lyttetest besluttede mig til overhovedet ikke gide slæbe dem med hjem. I betragtning af, hvor mange dumme ting jeg har rodet med i hifi og endda taget ganske alvorligt, så er det her måske min stolteste stund.
ikke meget, når jeg nu tænker over det, men en lillebitte smule bedre end slet ingenting.
Ikke mindst fordi det varede forfærdeligt meget længere, end jeg formåede at gennemskue datidens latterlige Tannoy-produkter. End ikke denne skribent blev født helt så klog, som han senere blev.
Og nu farvel, jeg har en presserende aftale med en strid modvind!

2 kommentarer:

Blogger Ruben sagde ...

hvad hed den der lignede meget men i træ fineret kabinet og en mindre enhed til mellemtonen - og vist nok spredelinse?

6. april 2011 kl. 02.49  
Blogger Poul M sagde ...

I starten hed den Buckingham med 2 stk. 12-tommere og Windsor med 1 stk. Det var datidens eneste med dobbeltmagnet på 10-tommers mellemtone/diskantenheden og lød rigtigt, rigtigt godt med lidt tung bas pga pålimede messingvægte på basserne. Sådan lidt "transmission-line agtigt med enormt frekvensomfang uden de førstes komisk lave virkningsgrad.

Delefiltrene var de vildeste Tannoy nogensinde lavede med enormt store luftspoler. Senere blev den på typisk Tannoy-manér lavet om til at passe i den standardkasse, man nu lige lavede til SRM 1000, blot lagt ned. I samme ombæring gik man bort fra det gamle/nyudviklede (men åbenbart for dyre/besværlige) chassis til 10-tommeren og brugte blot det almindelige fra SRM 10. På trods af, at der altså igen som før var tale om en dual med enkeltmagnet og dermed en helt anden dybde/forkert fase, (helt i lighed med overgangen fra Ticonal-magneter til ferrit, hvor osse filtrene forblev helt uændrede) fortsatte man selvfølgelig i fin sædvanlig Tannoy-stil med det samme filter blot i komponentmæssig voldsomt udvandet form. Den hed Buckingham Monitor og blev en kommerciel fiasko, som hurtigt røg ud igen. Næsten ligeså hurtigt som Dreadnought, måske verdens ringeste højttaler i sin tid. Og så samtidigt den dyr

6. april 2011 kl. 06.02  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start