tirsdag den 22. marts 2011

Morgendagens demokrater og mismodets lange vinter

Møjsommeligt på vej op ad tilsyneladende uendeligt lange bakker med uvægerligt tilnærmet eksponentielt stigende kurveform er det, at man kan komme til at forbande, det som em Nobelpris-taher i litteratur engang kaldte "The Winter of Our Discontent". På dansk hed bogen det ligeledes noget løjerlige "Vort Mismods Vinter" så den må vel have været godt oversat skulle man synes.
Derudover er der vist ellers ingen cykel-scener i bogen, ja i virkeligheden handler den slet ikke om vinter, men derfor er der jo ingen grund til at undlade at demonstrere sin uhyre belæsthed selv om dette til tyder nødvendigvis medfører et noget søgt narrativ eller almindelig mangel på kontext

. Under alle omstændigheder var vinteren her i forstaden alt, alt for god og ernæringen alt for rigelig og ordet "mismod" i denne forbindelse er altså først fremkommet på den første stigning, hvor denne skribent ellers forunderligt nok har sin absolut "cykliske"-spidskompetence. Nå, erfaringsmæsigt afløses de nuværende noget tunge ben af uhyre atletiske ditto om en god uges tid, men ventiden er altså lang, når man som her har noget godt at vente på. Ellers ville den jo også både være uendeligt lang og føles om muligt uendeligt fjern, og da især, når der ikke rigtigt er noget godt at vente på.
Nå, alle bakker ophører et sted og den lethed, hvormed de i den kommende tid vil blive forceret, vil øges. trods alt har denne skribent før været der, hvor han er i dag rent "huld-mæssigt" og kommer der såmænd nok engang igen. Sådan er livet og særligt mid-alderen jo ligesom.

Ellers fortsatte de uhyrligt krigsliderlige TV.reportager fra Libyen endnu en dag af givetvis ikke fra nu ret mange. Dertil er enigheden i denne alliance af uhyre forskellige motiver alt for indlysende labil. Efter dødspornografien med det styrtende fly gik turen denne gang til jubelscener omkring en udbrændt kampvogn, en ditto lastbil og sågar en sodsværtet bus. Hvad lige den sidste havde indeholdt og hvordan den eventuelt positivt måtte være blevet identificeret som fjendtlig af fjerne målsøgende missiler fremfor blot at have indeholdt skolebørn er ikke til at vide. Især en fyr, der svingede lystigt med en uaffyret panserbrydende "Panzerfaust" foran vraget varslede fint for denne ny-realistiske opfattelse af verden. Hvor heltene paraderede sejrrigt foran de kampvogne, som vist ellers franske fly havde smadret. Som ved den danske befrielse yngler frihedskæmpere og helte alarmerende hurtigt under tilstrækkeligt gunstige og demokratisk uheldige omstændigheder.

En dag eller måske et par endnu er alt sådan lige meget pressemæssigt. Den kritiske dækning af de i luften vildt skydende til lejligheden benævnte "frihedskæmpere" bestod sporadisk i at sige, at det vist var lykkedes nogle af soldaterne i kampvognene at flygte inden de blev ramt. At disse så nok som det er god sædvane i slige situationer er blevet pløkket af modstanderne gik man let henover. Faktisk har pressedækningen fra Benghazi-området som jeg endnu har set ikke afbildet et eneste regeringsvenligt lig-trofæ.

Der skal nu ellers i god mellemøstlig nok være rigeligt af dem og den sædvanlige vellyst ved at vise disse ex-fjender frem er antageligt kolossalt stor, men man får unægteligt en noget bedsk smag i munden i retning af, at man blot fra medierne ikke bringer disse billeder. For som i alle borger-, klan- og stammekrige så ER de der og det har de altid været i én ubrudt stolt tradition fra oldtidens Grækenland og gennem Romerriget. Med eller uden pressedækning.

Nå, men ellers var det da spændende at studere disse vildt-omkring-sig-skydende demokratiske fundamentalister eller hvad de nu bliver til, hvis de nu vinder, disse vestligt-støttende morgendagens demokrater. I tydeligvis ganske aller-spædeste form, men man skal vel være optimist her om foråret, ikke sandt.
Desværre her i det tidligste forår ved selv den største jubel-optimist desværre godt, at nattefrosten stadigvæk stikker sit frosne fjæs frem igen.
Og var selve udtrykket "demokratisk fundamentalisme" ikke indtil for ganske nyligt ligefrem et skældsord blandt vestlige intellektuelle? og nu er alle så forunderligt nok enige om, at det nok skal gå i retning mod det ideelle demokratiske nybrud,, som de spontane demokratiske frihedskæmpere selv siger.
Hvis troen kan flytte bjerge så er der vel en chance, ellers vil vi nok desværre ikke holde vejret. Blot så underligt, at man ikke anvender metoden ved anlæggelsen af nye motorveje, så det kan den nok egentligt ikke.
og demokrater er heller ikke nødvendigvis de våbensvingere, som man tilfældigvis lige støtter i dag. Desværre, lige meget hvor meget man lægger ordene i munden på dem er det kun deres senere adfærd, der tæller, vi får se. Bang-bang!
Demokratiets mismodige forår venter derude.

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start