torsdag den 10. marts 2011

"It takes one to know one"

Som muligvis enkelte bekendt venter vi stadigvæk på vores nye Mercedes stationcar. Dette er ganske let at gætte, eftersom vi ved dens snarlige ankomst naturligvis vil plastre denne side til med billeder af vidunderet. Lidt stolt og glad er man vel altid over sine egne naturligvis altid både fornuftige og kritiske valg. Om det også gælder valget af partnere er ikke let at vide og endnu sværere at forespørge om, for tænk nu hvis..?

Indenfor den moderne markedsføring af automobiler er det blevet en absolut vinder-strategi at overdrive. Det har det naturligvis altid været, men med mere mådehold end i dag. Nu kunne man jo tro, at håbløse fuldstændigt påstande om uhyre ringe benzinforbrug pr. kilometer (der uvægerligt viser sig ved uafhængige tests at være mindst 25% overdrevne) var mod-produktive for salgsarbejdet. Men næh-nej, det er blot en sideeffekt på samme måde som speedometeret på vores lånte Nissan Micra går til 180. Den eneste teoretiske mulighed for at opnå denne fart i denne lille kasse, som "vimrer" noget alarmerende med logaritmisk-stigende tendens ved hastigheder fra omkring 90 km./t. er at tage tyngdeaccelerationen til nødvendig (og givetvis også tilstrækkelig) hjælp. Ved at køre ud over tilstrækkeligt høj lodret kant.

En generelt accepteret bevisligt forkert reklame-løgn er således ingen løgn længere, når blot alle lyver tilstrækkeligt synkront. Man kan således sagtens over familiebordet henrykt berette om ens formidabelt økonomiske lille "øse" og lyve lige meget som alle de andre ligesindede. Løgn på et højere og på forunderligste vis alligevel helt ligeværdigt niveau. Ja, man kan vel næsten kalde disse totale pseudo-diskussioner for politiske?
Der findes dog sjovt nok en helt anden tendens. Man kan nemlig lyve mindst ligeså stærkt, som en "hest kan rende" ved at UNDERDRIVE. Og som altid er den med betydelig ret forkætrede hifi-branche absolut forgænger her. Vi skal lige starte med for ikke teknisk-inklinerede læsere at undskylde næste forklarende del, der dog skønnes at være en nødvendig del af dette interessante narrativ.

Alle almindelige kommercielt tilgængelige transistorisere forstærkere har ét til fælles: Deres udgangseffekt er en funktion af bellastningimpedansen. Spændende, ikke? Dette betyder, at når impedansen SÆNKES, så STIGER effekten, blot aldrig helt synkront. Sikket fint ord vi har lært i dag. Det betyder, at forstærkeren ideelt burde FORDOBLE effekten når impedansen HALVERES. Og det gør den så aldrig, ideelle verdener er jo netop ir-reelle.
Og så sidder marketingafdelinger der og glor og skal finde på et eller andet, og det gør man så. Nødvendigvis, ligegyldigt hvad, det er jo afdelingens "raison d´ètre" (orv hvor vi da rysten bøtten med blandede bolcher i dag!). Og så finder man på at beskrive sit iøvrigt ganske ligegyldige godtkøbs-produkt som OVERDIMENSIONERET. Simpelthen ved at UNDERDRIVE apparatets ganske givet helt gennemsnitlige og ret patetiske udgangseffekt. Sådan er tingene jo nødvendigvis i gennemsnit: Ganske gennemsnitlige.

Derfor underdriver man ganske bevidst forstærkerens effekt ved 8 ohm. En almindelig fuldstændigt ligegyldig forstærkerkonstruktion, som selv den mest inkompetente audioingeniør trods stor omhu ikke kan forkludre til at levere mindre end måske 100 watt, gøres til et rent overdimensioneret kraftværk. Simpelthen ved at opgive en helt urealistisk lav effekt i 8 ohm, for eksempel for det foregående eksempel på måske 50 watt i stedet for de 100. Det giver så mulighed for med rette at hævde, at samme forstærker sandelig fordobler sin effekt til 100 watt i 4 ohm og dermed turde det være bevist, at vi taler om et rent dynamit-apparat med ideelle egenskaber.

Den rigtige forklaring er den mere prosaiske, at apparatet formodentligt leverer temmeligt tæt på samme effekt i 4 og 8 ohm, men denne prosaiske virkelighed er nu erstattet af dette virtuelle forstærker-kraftværk. Som naturligvis stadigvæk er det samme ganske blodfattige apparat. Den første producent, som fandt på den her marketing-strategi var NAD, som med deres kult-prutfostæker 3020 på sølle 20 watt grundlagde denne gren af moderne reklame-løgn. Med de i 3020 anvendte 2N3055-transistorer havde selv konservative B&O allerede 10 år tidligere opnået den dobbelte effekt. Smart fundet på og særdeles økonomisk i produktion.

Og så tilbage til transportbranchen, som nu har indset dette. Nemlig at hvis man blot "ompakker" sine ord, så kan man skabe en ny og tilsyneladende bedre virkelighed. Tag for eksempel Arla, hvis lastbiler åbenbart har sænket hastigheden fra de tilladte 90 km./t. på motorvejene til 80. Det skulle være vældigt godt, da man vistnok skulle kunne spare hele 5% i diesel. At man så samtidigt på visse strækninger som her i området, hvor lastbiler ikke må overhale hinanden, naturligvis sænker al lastbiltrafik med samme 10 km./t. undslap tydeligvis de jublende journalisters opmærksomhed.

Man kunne ved hastig hovedregning forsøge at regne ud, hvordan i alverden man kunne opnå denne besparelse når nu det betød en ganske betydelig merpris til chaufførlønninger og såkaldt "biltid", som omfatter afskrivning og alle andre udgifter til en lastbiler til mange millioner kroner i indkøb, men så langt tænkte ingen. Ja, de tænkte vel overhovedet ikke som journalister så alt for sjældent gør. Diesel er i den sammenhæng en ringe post i forhold til en mer-tid på vejen på over 10%.

Også selveste Mærsk-rederiet havde på verdenshavene sparet en hel masse penge ved at sejle langsommere, en virkelig solstrålehistorie. Og tillige havde man ifølge en talsmand for rederiet opnået en "endnu bedre punktlighed" Og ups, HER er hele forklaringen på alting. For alle de tilsyneladende besparelser er naturligvis helt praktisk funderede. Med den voksende trafikmængde er det simpelthen nødvendigt at være mere konservativ i sin rute-planlægning. Med flere og flere muligheder for (sandsynlige) forsinkelser er det derfor nødvendigt at lave en plan, som man kan holde. For at opnå tilstrækkeligt "head-room" i farten på landeveje og verdenshave til at indhente forsinkelserne er det matematisk uundgåeligt at at sætte den planlagte fart NED. For senere blot at have mulighed for at sætte den tilstrækkeligt op igen til at indhente potentielt logistisk-katastrofale forsinkelser.

Hele denne øvelse er ikke anderledes at at køre lidt tidligere hjemmefra når man skal ud i myldretidstrafikken. Man kan med samme ret prale med, at man med sine 30 km./t. er vældigt energibevidst og det er man jo. Fordi der ingen andre muligheder er, blot det nødvendiges dyd, altså ikke noget særligt at prale af..

Og hvad havde overskriften så med nogenting at gøre i dag. Ingenting, udover at denne skribent simpelthen får store røde knopper af at se her på morgen-TV en af det fremtrædende Lidegaard-dynasti salvelsesfuldt berette om de helt ubegribelige besparelsesperspektiver ved denne nedsatte hastighed. Sikke dog en selvhøjhøjtidelig padde, der så skråsikkert og smags-dommeragtigt udtalte sig om ting, som han helt tydeligt aldrig havde tænkt sig at gennemtænke og mest mindede om noget, som jeg ser i spejlet. Alt for forfærdeligt tit, næsten hver eneste morgen, nok derfor.
Udover det så bruger et containerskib for fuld damp helt umådeligt meget mere brændstof end ved økonomisk marchfart. Man skal blot huske på, at dette brændstof er af den billige ubeskattede udgave i sin hovedregning, mens skibets anskaffelsespris stadigvæk er så kolossalt stor. Og da især i forhold til driftsomkostningerne, fordi skibenes kommercielle levetid er så urimeligt kort
Det var så dagens økonomiske grundlektion om, at intet nok så uundgåeligt og prosaisk ikke alligevel kan om-formuleres til noget smukt og ædelt.

2 kommentarer:

Blogger Ruben sagde ...

jeg kan ikke følge dig i det med hastighederne Poul - men skidt - sålænge du kalder NAD3020 for en kult-prutforstærker er du på rette spor :-)

10. marts 2011 kl. 17.31  
Blogger Poul M sagde ...

Måske det blot er det problematiske i netop at have købt en Mercedes med en topfart på 230 med potentiel fare for aldrig at kunne bruge den til noget. Udover at det altså er problematisk kun at fokusere på en enkelt komponent som brændstofforbruget (ulykker behøver vi vist ikke tale om, det danske niveau er allerede uhørt lavt) når nu en lavere fart trods alt vil medføre en tabt arbejdsfortjeneste og bidrag til bruttonationalproduktet på måske de berømte 12 minutter pr person pr dag Eller mere, næppe mindre. DET koster til gengæld samfundsklejner men det siger ingen noget om.

11. marts 2011 kl. 07.54  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start