mandag den 21. marts 2011

For fed!

Godt 2 måneders tvungen cykel-lediggang i forbindelse med den forgangne strenge og glatte vinter har atter gjort vores lille familie lidt rigeligt trivelig. Ja, andre ville vel for et enkelt mandligt familiemedlems vedkommende med nogen ret karakterisere denne som lettere halv-kvabset. De øvrige i husstanden er sluppet noget lettere uden dog ligefrem at være blevet det. Lettere, forstås. Kun vores hunde sewr ud år efter år fuldstændigt som de plejer og det er mærkeligt, de cykler nemlig overhovedet ikke. Måske man blot skulle lære at stå og gø tanketomt ud i luften, det er tydeligvist ret slankende.
Heldigvis er musklerne forholdsvist intakte inde bag det sub-cutane fedtlag, eller rettere, det håber jeg da, fordi dagen i dag er den første af en del i de følgende par måneder, hvor badebuksemoden skal grundlægges. Der er vist en 15 kg. ophobet flydende krops-fedt som med nogen fordel kunne udrenses og det vil det blive, lidt jern-mand er man vel altid.

Det kan så også medvirke til, at éns kvalme over nyhedsdækningen af krigen i Libyen måske kan dulmes lidt. I det her lys forstår man langt bedre, hvordan civilbefolkningen opildnet af hysterisk opvigleri kunne juble, mens alle landenes unge mænd vandrede ud i "Den Store Krig". Den, der noget senere blev døbt den "Første Verdenskrig" Og alle andre dybt retfærdige krige som de vel allesammen er, blot perspektiverne er forskelligartede og forskruede nok.

Når man i dag åbner JP og på en helside får alle tekniske data og bevæbning og bomber og sager for de involverede vestlige kampfly i kampen mod Gaddafis antikverede sovjetiske fly og helt utrænede piloter giver det virkelig patriotisk kvalme. Og så kan det iøvrigt være ligemeget, hvor mange forskellige nationer som har tilsluttet sig denne intervention. Enighed er der overhovedet ingenting af og alle spiller med forfærdeligt mange ubekendte og det gælder både USA, Frankrig og Rusland. For slet ikke at tale om de arabiske lande, hvis dagsorden er så helt anderledes igen-igen.

Endnu er krigen helt i lioghed med den første Kuwait-krig udelukkende fjerne TV-egnede billeder af død. Når et fly skydes ned er det blot reduceret til det rene computerspil, plaf-plaf, hurra, du er død. Og det er der så nogen, der er. Og når franske kampfly "rister" et par af Gaddafis tanks er det OSSE stadigvæk helt abstrakt. Ingen billeder af svitsede unge mænd uden træning beordret ud i en krig, som de aldrig har haft indflydelse på eller øvelse i. Nå, det skal nu nok komme, det gjorde det dengang i Iraq og dengang afsluttede de grusomme billeder krigen.

Nu er der ikke i militærhistorien nogen krig, der nogensinde er blevet vundet ene og alene i luften, selv om det i Serbien blev forsøgt ganske massivt og langvarigt. Når man som i det her tilfælde så ikke har planlagt nogle land-aktioner, så er der virkeligt lagt op til problmer. For hvcad er mulighederne. Ja, de er desværre ganske simple. Enten forbliver Gaddafi ved magten og det gør han, hvis han blot i nogle uger kan forsinke et totalt militært sammenbrud. Man behøver næppe være nogen fag-uddannet spåmand for at gætte, at både Rusland og Kina og den Arabiske Liga længe inden vil agere fredsmæglere.

Punkt 2 er så i virkeligheden nok det værste og mest grusomme scenario, som næppe mange analytikere tør tænke på og da slet ikke ytre. For hvad nu hvis de helt kaotisk organiserede3 oprørere skulle vinde, hvad så? Et mere end 100% sandsynligt gæt er vel en rituel nedslagtning af alle Gaddafi-støtterne som det skete i civiliserede Frankrig ved befrielsen, hvor over 100.000 blot forsvandt ved summariske og helt tilfældige standretter.

Hvis de allierede med hele deres sammensurium af slet dulgte egen-interesserede motiver ikke indleder en landkrig, så opstår denne helt traditionelle "Lange Knives Nat" simpelthen naturnødvendigt. Det mest skræmmende er så, at en kortvarig allieret landgang så blot vil forsinke det her, som basalt er en traditionel stammekrig, løse det vil den ikke.
Det er triste udsigter, det her og det ligegyldigt om man vælger det ene eller det andet. For tænk nu, om de ædle oprørere, som man støttede, viser sig at være ligeså grusomme og grund-korrupte som dem, de gjorde oprør imod? Eksemplerne i nyere tid i regionen er ellers ganske legio, ja der er faktisk ingen positive eller blot neutrale eksempler: Somalia, Eritrea, Iraq, Afghanistan...

Problemet er i al sin menneskelige enkelthed: Jo mere jo flere lande og personer angiveligt er enige, jo mindre er i virkeligheden enige om. Når alle så er enige ved man med sikkerhed, at de i virkeligheden ingenting overhovedet er enige om. Alt bliver reduceret til kortsigtet taktik. At spille med i dette er helt risikofrit for Kina, Rusland og Den Arabiske Liga, de kan simpelthen ikke tabe og derfor spiller de naturligvis med indtil de holder op og DET gør de snart, vær vis på det!. Ligeså lidt som de aktive allierede krigsførende kan vinde. Krig er altid beskidt, men politik er blot altid værre. For ville man have grebet ind i det befolkningsrige men oliefattige Ægypten, hvis kampvognene var ruller mod demonstranterne?
Svaret blæser i vinden og derudover kan det såmænd sagtens nås endnu.

1 kommentarer:

Blogger 27pH sagde ...

God modvind! Jo mere jo bedre. Af hensyn til forbrændingen altså.

vH pH

21. marts 2011 kl. 15.15  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start