torsdag den 3. februar 2011

Regninger, regninger!

Hvis en vis desillusion har præget de senere dages indlæg (og det påstår konen og hende skal man aldrig spøge med), så er det helt rigtigt. Denne skribent er i sin lettere influenzatilstand helt tydeligt også noget over-arbejdet. Det er nu til alt held på den misundelsesværdige måde, at vi er kommet lidt rigeligt langt bagefter med regningerne. Heldigvis er det med dem, som vi selv skriver. I den anden penge-retning har vi vist ellers et uhyre pletfrit ry, altid en fordel når man skal handle og bede om sær-tjenester. Og det kommer vi helt bestemt til i den kommende uge eller 2, hvor vi simpelthen skal levere en varebil-fuld til én enkelt kunde og adskillige Omega-læs til adskillige andre, heriblandt en helt ny kunde fra i går. Herligt og da især måden kontakten skete på. På basis af årti-lang tillid blot ud at kikke, snakke lidt, pege lidt rundt og bang, varerne er på vej. Dette må ikke betragtes som unødvendig selvros, blot mere sådan som et kommercielt faktum.

Nu er optimisme altid sådan noget forfærdeligt flygtigt noget og da især den grænseløse naivitet, som vi har skildret de seneste dage. Al eufori omkring større forandringer i hele verdenshistorien har altid efterfølgende vist sig at blive afløst af noget HELT ANDET end det, man troede at man kæmpede for. Selv den voldsomt kop-arrede senere tyranniske slagter Robespierre under den franske revolution sagde de samme ting som senere tyranner til alle tider altid har gjort.

Spørgsmålet er så blot, hvem folket på gaderne skal tro på. Dem, der siger smukke og naive og menneskekærlige ting uden at overveje, hvordan man skal komme nogen vegne. Eller dem, der siger de samme ting som en havtaske, der folke-forførende vifter med sin lokkemad (altid noget med frihed og nok til alle altid af alting), men til gengæld godt ved, hvorhen de i VIRKELIGHEDEN ønsker at gå. Som Robespierre. Svaret er naturligvis det simple, at det ved man først bagefter, hvor det i noget varierende grad alligevel allerede er alt for sent. Som med Hitlers helt lovformelige og fuldt demokratiske valgte første regeringsdannelse, som så desværre blev hans sidste.

Nå, som sagt, nok pessimisme i dag. Det ændrer jo alligevel ingenting som sikkert også alle de danske malke-køer kunne tænke, mens de gumlede løs. Det ville heller ikke være meget ved at ihukomme den ultimative skæbne for dem allesammen som tilbudshakkekød i SuperBest (fy for Satan da!) når mælken slipper op. Alle revolutioner har altid lovet guld og grønne skove, ellers ville de jo heller aldrig have kunnet vinde. Men naturligvis kan man da sagtens være optimist. Med samme berettigelse og sandsynlig som at jeg muligvis i morgen vil vågne op og kunne spille Bachs "Das Wohltemperierte Klavier" udenad som Andras Schiff som vi fornyligt oplevede i Musikhuset.

Ellers smugkikker vi lidt i en tråd på hifi4all, der handler om, hvorvidt billigt hifi er kedeligt. Hvis man skal tro på en respekteret og derudover uhyre ordrig lokal hififorhandler, Otto J., så er det vist ikke tilfældet. Eller også er det, det er i ord-flommen fuldstændigt umuligt for denne skribent at forstå, hvad han mener. Måske, måske ikke, måske alligevel, måske alligevel ikke osv. osv.

Måske det bare er egne indskrænkede evner til at læse imellem de uhyre mange linier. Dog må vi sige, at Ottos fremhævelse af en billig Dynaudio-højttaler som helt grænseoverskridende fantastisk til sin pris på under 2000,- pr. stk. måske er en smule uklædelig i almindeligt omdømme. En højttaler til 2000,- indeholder økonomisk-naturnødvendigt blot stumper for et par hundrede kroner og adskiller sig næppe meget fra andre lignende modeller i et allerede over 30 år gammelt firma som Dynaudio er. Dette er en kedelig kendsgerning og endnu kedeligere er det vel, når man selv-suggererer sig til at tro, at verden bliver bedre af endnu en en lillebitte alt for skidebillig højttaler. Den billigste i en uendeligt lang række af stadigt billigere og næppe tilsvarende uendeligt meget bedre højttalere.

Som IKKE kan spille bare en lille smule højt ELLER dyb bas ELLER iøvrigt imponere nogensomhelst andet end ved sin dimunitive størrelse. Fedt!. Bare ën mere i en række af små pruthøjttalere, som hype og marketing gør til veritabel high end hifi. Denne gang er den "kvalitetsmæssige overligger" blot sat lavere end nogensinde før. Og det er altså en kedelig udvikling. Som er sværere at vende jo længere og længere man kommer ud imod den kvalitative afgrund.

Er billig hifi så kedelig? Svaret er i sin enkelthed: JA!!!! Og fuldstændigt fucking ligegyldigt Og det værste er så næsten, at hvis forhandleren så SELV tror på, at en højttaler til 2000,- er særskilt fantastisk eller helt udenfor konkurrence, så kan kan ligeså godt starte sit ophørsudsalg. "Bedst til prisen" eller hvad man nu kan finde på er BARE IKKE godt nok når prisen er lav nok. Til AT FASCINERE, som er det eneste, der nogensinde får folk til at købe noget ordentligt.
Som er til at leve MED for kunden og AF for forhandleren.

1 kommentarer:

Blogger levesen sagde ...

Så sandt så sandt - det med de skidebillige og ditto dårlige højttalere og forstærkere. Den gode Otto har fået masser af svar på dit underlige spørgsmål, men han holder liv i tråden ved stadigt at afvise alle forsøg på svar. Så jeg ender med at tro at det underliggende motiv er at gøre opmærksom på/postulere at lige netop i Ottos butik, har man skidebillige anlæg der lyder skidegodt.Han vil self sige at jeg pådutter ham motiver han slet ikke har, men hvad skulle det ellers være?
Billig hifi lyder jo ikke godt og det er muligt noget af det lyder ikke-så-slemt som andet, men sådan er det jo i alle produktgrupper i denne verden. Og forskellen på et "godt" og "ikke-så" godt anlæg i den prisklasse skal vistnok måles med et millimeterbånd:-)

3. februar 2011 kl. 11.51  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start