onsdag den 2. februar 2011

Fremtiden

 

Billedet i dag har vi sat på for at selv-suggerere en smule. Influenzaen rykker stadigvæk noget i denne ellers kropsligt ganske overordentligt robuste skribent, og da der oveni er overmåde travlt med både montering og fjerne kundebesøg, er det rart at have noget at glæde sig til. Udover naturligvis at vågne op ved siden af den stadigt støt-snorkende underskønne fru Mathiasen. Når selv næseskillevæggens blafren eller drøbelens vibrato eller hvad det nu er der giver lyden alligevel er skøn, så må resten jo ligesom mindst svare til. Og det gør det naturligvis også. Dejlig dagligdag!

Alligevel bliver det nu hyggeligt at sidde og små-pille lidt ved disse små diskant-fire/fyre på bordet her. De skal udelukkende bruges som diskant-supplement til vores store biograf-højttalere fra omkring 10-12 kHz og da denne skribent er mere end midaldrende med læettere diskant-høretab kan der blive tale om ganske langvarige lyttetests. Ikke nødvendigvis inden man kan høre nogen forskel, næh mere inden man kan høre noget overhovedet...
Nå, helt så slemt er det faktisk ikke, som ganske mange tvangsindlagte kunder her i huset har kunnet overbevise sig om. Og nej, Kaare M., du tæller stadigvæk ikke med, døve apparat! Det skal nok blive godt til den tid i den forhåbentligt fredeligere og kone/børne-fri vinterferie. Og da ikke mindst fordi det allerede nu er ganske forbløffende godt. Som ens eget jo altid er, præget af sædvanlig suveræn dømmekraft og ditto omtanke og teknisk snilde. Og, kan vi jo tilføje, ikke mindst valget af ikke mindre fantastisk kone, selv om udvælgelsesprocessen lige i dette tilfælde var noget mere end almindeligt halv-speget.

Ellers fylder Ægyptens håb fuldstændigt sendefladen. Man kunne jo så spørge, hvordan det går i Tunesien, men det gør ingen og hvorfor også okke blot som moderne medie-lemminger blot allesammen rende sammen til det nyeste brændpunkt. Man sagde om den amerikanske eks-præsident Gerald Ford ("man" er her den utroligt skarpe ligeledes ekspræsident Lyndon Baines Johnson), at han ikke kunne tygge tyggegummi og marchere i takt samtidigt. Det kunne han næppe heller og så alligevel meget bedre end moderne elektroniske medier kan "multitaske"

Et godt eksempel i går, inden denne skribent skyndsomst skiftede kanal, var den udsendte DR-journalist, som glædestrålende fortalte om opstemte folkemængder, som mindede ham om en anden fredelig revolution, nemlig den såkaldt "orange revolution" i Ukraine. Det var nu fordi de ligeledes orangeade-farvede munke i Thailand med succes havde eksporteret deres revolution til Ukraine, mest vist bare et farvelade-sammenfald. Dengang var støtterne til mediernes helt, Juschenko naturlige helte overfor russerne lakaj, Viktor Janukovitj men det var så i går. Mediemæssigt, naturligvis, hvor alting alligevel er glemt.

For hvad var det lige, der dengang skete i Ukraine. Det samme som der i bedstefald kommer til at ske i Ægypten, nemlig overhovedet ingenting. I et land uden nogensomhelst demokratisk tradition, hvor det eneste rigtige vækst-erhverv er statslig korruption, er datidens mandhaftige helt Juschenko (og det pudsige hystade-fænomen Julija Timoschenko) forlængst ude til fordel for, ak ja, russerlakajen Janukovitj. Der er simpelthen ingen positive strukturelle ændringer sket overhovedet. Alt er ved det ganske gamle, blot en hel del værre. Og det endda i et land med kolossale agrarøkonomiske eksportmuligheder. Impionerende dårligt gået og endnu mere imponerende husket af journalisten. Som altså så alt dengang og ingenting fattede alligevel. Det sidste både dengang og nu.

Vi skal lige minde om, at i romertiden var det uendeligt frugtbare Ægypten simpelthen selve Roms kornkammer. Det var simpelthen Middelhavs-områdets eneste stabile korn-EKSPORTØR og uden en ægyptisk overskudsproduktion havde det klassiske Rom været umuligt. Ikke blot lidt, fuldstændigt.
Det er så noget anderledes i dag, kan man vel sige. På et beboeligt område ikke meget større end Danmark bor der nu 80 mill. ægyptere og ikke overraskende kan de endnu mindre brødføde sig selv, end romerne dengang kunne. Som også en tilsvarende eksplosion i antallet af rigtige gnaver-lemminger ender sådan noget naturligvis aldrig godt. Ingen økonomi kan absorbere den utrolige og stabile befolkningstilvækst, som Ægypten har gennemgået. Statens indtægter er alt for små og bruges i al hovedsagen som i går beskrevet på at subsidiere eksploderende fødevare-og brændstofpriser.

Til ingen verdens nytte på sigt naturligvis. Derfor er der selvfølgelig heller ingen midler til at investere i uddannelsessystemet og hvor overraskende er så lige det? Nå, foreløbigt går det så godt, at det meste af DR´s korrespondentstab er flyttet til Ægypten for at rapportere om den fredelige ægyptiske frihedskamp. Som sagtens i teorien kan forblive fredelig. I det mindste indtil oprørende til deres sikkert tydelige oprørelse opdager, at der ingen penge er til nogetsomhelst. Hverken fortsatte fødevare- og benzin-subsidier, investering i uddannelse eller blot folkelig økonomisk initiativ eller for den sags skyld blot en smule reslisme.

Nå, så lang tid ingen endnu har opdaget, at krybben er tom, så går det. Værre bliver naturligvis den dag, hvor det går op for den stakkels ægyptiske befolkning, at DEN HELLER ALDRIG bliver fyldt op igen. Nogensinde! Og at skurken Mubarak blot gjorde hvad kan kunne for at afvende det uafvendelige. Når selv dagens JP "svælger" i det inderligt og ganske usædvanligt fremsommelige og helt berettigede i de ægyptiske demonstranters krav gør dem jo ikke nødvendigvis opfyldeige. Overhovedet.
Sjovt nok plejer man jo at kalde den slags folk som Mubarak, Ægyptens svar på retrætekampens fremmeste fighter, Holger Danske, for "helte" men måske jeg tager fejl? Men det kan jo være man skal være en skurk selv for at se det...

3 kommentarer:

Blogger doggy sagde ...

Lyndon Baines Johnson. Bird var fruen. Lady Bird Johnson.

2. februar 2011 kl. 10.06  
Blogger Poul M sagde ...

Korrekt er rettet med tak

2. februar 2011 kl. 10.33  
Blogger Torsten sagde ...

Ak, ja - DR og Mellemøsten.
Havde man ikke også engang en mand i området der hed: "Ib Renè Cairo" ?
Og ved et af de talrige krigsudbrud i Libanon, havde DR tilfældigvis et par 'reportere' i landet. Alverdens medier forsøgte at komme ind, men blev forhindret af Israel.
Hvad gjorde vore helte ? Rapporterede, som de absolut eneste, til den nyhedshungrende omverden ? Nææ.. man skreg: "Good-bye(rut)" og flygtede over hals og hoved.

2. februar 2011 kl. 13.39  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start